Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Ny biografi gør op med Freudbashing

For 75 år siden døde opfinderen af det ubevidste, Sigmund Freud, og efterlod sig et kæmpemæssigt værk, der fortsat både forgudes og hades. En fransk historiker har gravet i nyåbnede arkiver og viser os tænkeren som det, han var: et barn af sin tid
Kultur
26. september 2014
Der bliver aflivet myter i Elisabeth Roudinescos nye biografi om Sigmund Freud: Nej, han gik ikke på bordel. Nej, han gik ikke i seng med sin svigerinde. I stedet tegner bogen et anderledes komplekst billede af psykoanalysens fader.

Science Photo Library

I årevis har en magnetisk påklædningsdukke af Freud hængt på mit køleskab. Store og små har fornøjet sig med at klæde ham af og på.

Han kan trækkes i sit klassiske jakkesæt og skæg, så han ligner de billeder, vi sædvanligvis kender af ham. Men han kan også klædes ud som punker, som engelsk skoledreng, eller man kan smyge et grimt blåt badehåndklæde med stiliserede fisk om hofterne på ham. Lige nu fremstår han i kombinationen netstrømper, høje hæle og spændetrøje foroven.

Sigismund Schlomo Freud blev født i 1856 i det Østrig-Ungarske Rige og døde som eksileret jøde i London den 23. september 1939. Og det er utroligt, hvor mange klædedragter han siden er blevet præsenteret i; som om hver generation har skullet projicere et nyt billede af Freud op på Freud.

I spændingsfeltet mellem to århundreder skulle han opfinde psykoanalysen – om end han selv gav æren til sin ven og mentor Joseph Breuer, som var den første, der afprøvede talekuren. Det var på et tidspunkt, hvor de begge mente, at erindring af en traumatisk oplevelse kunne have katarsis, altså rensende virkning. Katarsis er oprindeligt en betegnelse for den æstetiske virkning af de græske tragedier, som Freud kendte ud og ind og skulle gøre så stor brug af. Ikke mindst hentede han et af sine teoretiske kernebegreber Ødipuskomplekset, fra Sofokles’ tragedie: Vi elsker vores mor og vil slå vores far ihjel. Også selvom vi ikke aner det, for det har vi fortrængt. Vi er ikke, hvem vi tror, vi er. Det skulle underminere især oplysningstidens tro på det bevidste subjekt som ’herre i eget hus’. Paradoksalt nok, for Freud var på mange måder en oplysningens mand.

Det ubevidste

En række ord og begreber, som fortsat er i omløb, kom til verden med Freuds tanker: »Fortrængning«, »Ødipuskompleks«, »kastrationsangst«, »libido«. Men selvfølgelig også blot begrebet »ubevidst« eller »det ubevidste«.

For nylig blev et arrangement med underholdningsorkestret i DR kaldt for »Til fest i det underbevidste«, i stedet for i det »ubevidste«. Det må være en lapsus – en af de fortalelser, Freud betragtede som et prik fra det ubevidste. Hvor kom det ’under’ fra? Er det underbevidst ligesom i underliv?

Patienten vil oftest benægte en sådan fortolkning: Det var bare en fejl, en tilfældighed. For Freud kunne det ikke være en fejl, han gik efter årsagsforklaringer, på den vis var han måske mere videnskabelig end så mange af sine samtidige.

Men hvordan i alverden kom Freud, der uddannede sig til læge i 1870 og i mange år udførte fysiologisk forskning af nervebaner og dissekerede hundredvis af ål for i streng empirisk tradition at eftervise en hypotese om en form for testikelrester, frem til en så ufysiologisk og videnskabeligt set uplacerbar størrelse som ’Det ubevidste’?

At det handlede om sex, var Freud absolut ikke den første, som troede. Der var masser af læger, der i det attende århundrede teoretiserede over, at masturbation hos børn senere førte til sindssygdom, omskæring af kvinders kønsdele var en udbredt praksis på psykiatriske klinikker, og små piger og drenge fik hænderne bundet fast, når de skulle sove. Angsten for seksualitetens virkning fandtes langt fra kun i religiøse kredse.

En incestuøs, libidinøs charlatan

Alt dette og meget mere bliver nu atter forklaret i en biografi om Freud, denne gang af den franske historiker Elisabeth Roudinesco, Sigmund Freud – i sin tid og i vores (på fransk: En son temps et dans le nôtre). Roudinesco er den psykoanalytiske histories grå eminence i Frankrig, og der findes, som hun bemærker det, allerede snesevis af biografier om Freud. Alligevel har hun kastet sig ud i opgaven. Freuds arkiver på Kongresbiblioteket i Washington blev i 2010 åbnet for offentligheden, så enorme mængder breve og dokumenter føjedes til den i forvejen kolossale mængde bøger og breve. Men Roudinescos biografi har et ærinde: Den forholder sig til det, hun kalder ’Freudbashing’. Hos visse kritikere gives et billede af Freud som en incestuøs, libidinøs charlatan, der aldrig helbredte en eneste patient, tyrannisk holdt på sine egne meninger, havde fascistiske tendenser og i øvrigt var totalt uvidenskabelig. I Frankrig har denne Freudkritik taget form af en sortbog over psykoanalysen og senest fået udbredelse med filosoffen Michel Onfrays bestseller La crépuscule d’une idole.

Nogle af myterne er nemmere at aflive end andre. Som Roudinesco tørt konstaterer ud fra grundige undersøgelser: Nej, Freud gik ikke på bordel, da han var ung. Og nej, han gik ikke i seng med sin svigerinde. Og ja, Freud ophørte med at gå i seng med Martha, som han var så forelsket i, og som gav ham seks børn, fordi han ikke ville udsætte hende for flere graviditeter – som Roudinesco skriver i bogen: »Den moderne verdens største teoretiker af seksualiteten havde et kønsliv, der varede ni år.«

Andre angreb er mere hårdnakkede, og det er dem, Roudinesco forsøger at imødegå med et anderledes komplekst billede af Freud. Roudinesco leverer et billede af en mand, som på ingen måde var fejlfri, men som ganske som andre forskere var viklet ind i sin tids paradokser, både familiært, videnskabeligt og karrieremæssigt. Roudinesco tilbageviser især en myte, som blev grundlagt med en tidligere biografi: Billedet af den ensomme oplysningshelt, der ud af intet skaber psykoanalysen, og der, som den eneste psykoanalytiker overhovedet, analyserer sig selv. Det etablerer nærmest Freud som urfader. I øvrigt en myte, som Ole Andkjær Olsen og Simo Køppe pillede fra hinanden med deres marxistisk inspirerede danske Freuds psykoanalyse fra 1981.

Freuds liv bliver hos Roudinesco en ’familieroman’, ganske som enhver andens. Freud er viklet ind i utrolig mange historier og forestillinger, som det er fascinerende at følge, og hvis greb han aldrig slap ud af: Dels opvæksten i en jødisk familie i et Wien, hvor jøder var midt i en problematisk integration i et samfund, som var under forandring. En jødisk familie, hvor man fortsat giftede sig på kryds og tværs, og hvor Freud var jævnaldrende med sine nevøer. Forholdet til faderen, der var næsten dobbelt så gammel som moderen, og til halv- og helsøskende blev afgørende for den unge Sigismunds skæbne. Først senere ’moderniserede’ han sit navn efter også at have afvist religionen.

Incest og hysteri

Men ved vi i Danmark egentlig særlig meget i dag om Freuds opdagelser, bortset fra at hans begreber har føjet sig ind i vort dagligsprog? Faktisk passer den tidligere Freud ganske godt til Rytteriets Rasmus Botoft og showet Den lille gumbas med replikken: »vi skal længere ind«. Det skal blive rigtig slemt for at det kan blive bedre. »Nu er du bange,« truer Botoft, og salen vrider sig af grin.

Men vi kommer så alligevel slet ikke helt derind, hvor Freud kom i starten: ind til fantasierne om seksuelle overgreb. Der er noget, som er værre end at være bange. Det er angsten. Så er det ikke engang »fugle mod kinden«, eller »lastbiler med døde dyr«, som i Botofts frie association, men den rene tilsyneladende grundløse angst, man konfronterer. Den er uudholdelig. Faktisk er mareridt at foretrække. For alligevel at holde den ud – eller nede – skaber man et symptom. Det var Freuds revolutionerende idé: at de neurotiske symptomer var foranlediget ikke af fysiske årsager, men af angstfyldte mytelignende konflikter. Men det tog tid, før han kom så vidt.

Den historie, som er Freuds, og som Roudinesco beretter, er historien om de voldsomme psykiske symptomdannelser især hos kvinder i Europas storbyer mod slutningen af det nittende århundrede. De blev kaldt hysteri. Både i Paris og i Wien blev kvinder lamme, blinde, stumme eller følelsesløse tilsyneladende uden grund. Efter pengemangel havde lukket andre karriereveje, tog Freud i 1885 til Paris og deltog i psykiateren Charcots fremvisninger af hysterikere. Charcot påviste i al offentlighed, at hysteriske symptomer forsvandt under hypnose, og altså ikke havde fysiske årsager. Det seksuelle lå måske gemt i selve ordet hysteri – der kommer af græsk for uterus, og Charcot hviskede da også til Freud, at der var et stærkt seksuelt element i disse kvinders ageren. Og at mænd også kunne være hysteriske.

Men behandlingsmæssigt var Charcot nihilist som mange andre læger på den tid: Eftersom det ikke var fysisk betinget, var der intet at gøre, da hypnosens resultater ikke kunne føres videre i vågen tilstand.

Det var denne nihilisme, Freud skulle bryde. Tilbage i Wien påbegyndte han som nervelæge de behandlinger af hysterikere, der beskrives i værket Studien über hysterie affattet sammen med psykiateren Breuer i 1895. Her berettes der om en række helbredelser gennem kartasis, i talekure. Historien og arkiver har vist, at patienterne ikke blev helbredt – i al fald ikke nær så mirakuløst, som det fremgik af Breuers og Freuds redegørelse. Det er et af de punkter, som af kritikere er blevet betragtet som humbug.

Freud gik videre med sine teorier. I første omgang havde han forestillet sig, at man ved at lytte til patienten kunne afdække de seksuelle overgreb, som var årsag til det traume, som gav udslag i fysiske symptomer. Her stod Freud med det jødiske borgerskabs døtre tilsyneladende konfronteret med et omfattende incestuøst misbrug. Freud troede i den grad selv på den direkte sammenhæng mellem et reelt seksuelt misbrug og traumet, at han ved konstateringen af neurotiske træk i sin egen familie begyndte at mistænke sin egen fader Jacob for incest.

Samtidig blev Freud viklet mere og mere ind i sin vens, halslægen Wilhelm Fliess, nærmest delirerende tro på en sammenhæng mellem næsens konstruktion og kønsorganernes. Freud gik så vidt, at han lod en af sine patienter, Irma, som hun kom til at hedde i Freuds tekster, operere. Det er uklart, hvilket problem operationen skulle løse, men den hjalp ikke og gik oven i købet særdeles galt, Fliess glemte et stykke gaze i operationssåret, og Irma kom til af lide af følgerne hele sit liv.

Freuds egen drøm »Irmas Injektion«, som han analyserer i Drømmetydningen fra 1900 skulle få afgørende betydning. Alle lag i drømme gik ud på at frakende Freud skyld. Det er det, hele det ubevidstes arbejde går ud på, konkluderede han. Drømme er ønskedrømme.

Vi skal længere ind

Men vi er stadig ikke nået helt ind. Vi skal længere ind.

For Freud måtte efterhånden nå til den erkendelse, at hysterikernes seksuelle overgreb, ikke var virkelige. Her kunne Freud, som andre videnskabsmænd på sin tid, have konkluderet, at det var ren fabulering og snyd – at opfundne erindringer blev fortalt for at indsmigre sig hos lægen. I stedet foretog Freud et andet greb. Det kan fortsat diskuteres, om det var empirisk funderet, eller om det i stedet bragte Freud over i litteraturen og den rene fortolkningsteori. Roudinesco gør grundigt rede for begge: Freud anerkender fortællingerne, men han gør det ved at postulere et grundfantasme bag det hele og henter det ind fra mytologien: Ødipus. Det grundliggende forbud i samfundet er incestforbuddet. Den grundlæggende fantasme, som de hysteriske kvinder ikke vil være ved, er, at seksualiteten har bund i en ønskedrøm, der går stik imod forbuddet. En drøm som fortrænges, men til tider ikke dybt nok. Så taler kroppen sit eget sprog.

Freud skulle vitterlig vise sig at være tyrannisk i sin insisteren på, at det seksuelle i denne forstand var grundlæggende for et menneskeligt subjekt. Han skulle lave stort set alle de fejl, han herefter nægtede sine disciple at gøre: Han analyserede sin egen datter og venner og bekendte, han blandede sig i patienternes tale, han kom med forhastede og forkerte analyser, som skræmte patienterne bort, uden at de var blevet helbredt.

Men han lærte også af egne fejl: I mødet med modstanden mod helbredelse måtte han omkring Første Verdenskrig revidere sin egen teori og begynde at tænke over en drift mod tilintetgørelse. Det skete så også på et tidspunkt, hvor Europa var på vej ned i en dødsspiral, samtidig med at han selv kæmpede med kæbekræft. Thanatos og Eros blev de store og evige modsætninger i Freuds senere værker, der mod slutningen intet havde med lægevidenskab at gøre: Totem og tabu og Kulturens byrde.

Roudinesco har med sin biografi føjet et fantastisk portræt af Freud til en verden, som foretrækker enkle linjer, hurtige konklusioner og lykkepiller i stedet for besværlige samtaler om liv, der aldrig lykkes. Tog Freud fejl? Taleterapier ser fortsat ud til at virke. Også selvom man aldrig kan afgøre hvilken vej, et liv ville tage uden.

Og så glemte jeg sex. Gjorde jeg ikke? Spændetrøjen og netstrømperne? Der synes at være en særlig fryd ved at klæde Freud eller en hvilken som helst anden faderfigur af til skindet, eller projicere forenklede anklager op til en punket frisure i læderjakke. Psykoanalysen har arbejdet sig i andre retninger siden Freud, og sex er måske slet ikke mere, hvad det var engang. Men med en biografi som Roudinescos er man godt klædt på til at møde Freuds egne værker, som siger meget om den tid, Freud selv gennemlevede, men ikke mindst peger frem mod vor egen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her