Læsetid: 5 min.

Et orgie af smagløshed

Lone Hørslevs første forsøg i genren historisk roman skæmmes trods høj sproglig energi af falske toner
Lone Hørslev har skrevet en historisk roman om Marie Grubbe og hendes fald ned gennem samfundslagene. Men stemningen i fortællingen slingrer hid og did.

Klaus Holsting

19. september 2014

Først var hun stilfuld adelsdame og ægteviet hustru til en (uægte) søn af selveste kongen. Så lavede hun erotisk skandale, rendte bort med sin slappe svoger, ødslede en gigantisk formue bort, giftede sig med en voldelig mand og endte i dybeste fattigdom: Hvordan skal man forstå og fortolke den stejle sociale nedtur, Marie Grubbe (1643-1718) tog?

Det spørgsmål har adskillige forfattere gennem tiden stillet. Næsten hele kildematerialet blev udgivet som bogen Om Marie Grubbe (ved Jens Meier) i 1982, og på det seneste har hun fået en vellavet biografi, Dan H. Andersens Marie Grubbe og hendes tid (2006). Af mere kunstnerisk art er en kendt Holberg-epistel, en berømt Blicher-novelle, et eventyr af H.C. Andersen, hele to romaner – den ene klassiker og mesterværk, den anden knap så fremragende – samt to skuespil og en opera! Man skulle tro, det var tilstrækkeligt – her kun tyve år efter det seneste forsøg i romanform.

Ikke desto mindre har Lone Hørslev åbenbart lyttet sig frem til, at verden sukkede efter endnu et værk om Marie. Fascinationskraften, som udgår fra dette spektakulære livsløb, virker nærmest uudtømmelig: Det første dokumentariske levn fra hendes levned er et kongeligt digt skrevet på tysk og på gult damask – det sidste er en indførsel i en falstersk fattigprotokol, noterer Dan H. Andersen, hvis fremstilling tydeligvis har fået lov til at levere meget af stoffet til Dyrets År.

Hovedgrebet i denne nye roman består i at tidsfæste den fatale nedturs begyndelse til vinteren 1666-67. Maries ægtemand, Ulrik Frederik Gyldenløve, er på dette tidspunkt statholder i Norge med residens på Akershus, og det bliver her, hun vågner op seksuelt, vælger »den uro, hun har i sin krop« eller, med Lone Hørslevs udtryk, mærker sin lidenskab »som ål i et kar, nej, det er nærmere som sværme af fugle, der letter i flok«.

Hov, tænker den opmærksomme læser, det var vist en pleonasme og en værre gang dobbeltkonfekt! Og ja, helt bestemt, men romanens stil eller mangel på samme får om lidt et helt afsnit for sig.

Nu tilbage til selve stoffet. Fra at være den nærmest perfekte hustru, en skygge ved mandens side, bliver Marie i Norge en forskrækkelig skandale, besat som hun er af en fransk rytterkaptajn. Senere drives hun af sit umættelige begær i armene på sin svoger, den forgældede adelsmand Styge Høegh.

Betegnende nok blev kun forholdet til franskmanden brugt som argument i den senere skilsmissesag. For affæren med Styge Høegh var efter datidens begreber for blodskam at regne. Men skilt blev hun jo, måske også fordi hun ikke kunne få børn, et faktum, som så tillige kan forklare, hvorfor hun både før og siden tillod sig at leve sin lidenskab ud. Dette førte hende, som man vil vide, i armene på Søren Ladefoged, ved hvis side hun levede som færgekone og kroholderske i Borrehuset nær overfarten til Møn.

Fra Holberg til Preisler

Dér logerede under byldepesten 1711 Holberg, som i sin Epistola nr. 89 dømmer hendes smag fordærvet, men trods alt forstår, at »just det, som kunde være afskyeligt for andre«, antændte elskov og fornøjelse hos hende; mennesker finder behag i forskellige ting. Denne konklusion får Marie lov at høre i Ulla Ryums skuespil fra 1985, en hyldest, vel sagtens i Hørslevs ånd, til en kvinde, der tog ansvar for sit liv og midt i bruddene på moralske og sociale normer forblev tro mod sig selv.

Ryum anvendte Marie til at vise, at Holberg, Blicher og J.P. Jacobsen brugte Marie som spejl. I stedet for at forstå hendes væsen gav de blot udtryk for deres egen psyke og historiske periode. Sådan må man da også læse Juliane Preislers tætte roman Kysse Marie (1994), et forsvar for den seksuelt udfarende kvinde. Søren opfattes her dels som Marie Grubbes skæbne, dels som en erstatning for den kære, mistede far.

Heller ikke Lone Hørslev ønsker at fordømme Marie, men hun udvider perspektivet på eros ved at kæde den nært sammen med destruktionen. For som det hedder i en central, men lidt jasket passage: »døden er i kroppen, og især er døden i længslen og ting der lever i kroppen. Døden i begæret og døden lige om hjørnet og i erkendelsen af at livet det er lige her og nu. Døden er i galden og i galgen og i håbet og livet og i kærligheden.«

Upstairs-downstairs

For at give denne tolkning et historisk og fysisk rum udvider forfatteren handlingens miljø. Upstairs er vi på Akershus, men downstairs møder vi figurer som Jakob Skomager, hans datter Gunille, kokkepigen Drude Sørensdatter og kokkekarlen Jep Tormodsen samt ikke at forglemme en vaskeægte påstået heks, Ingebjørg Toresdatter, som dør i fangenskab under slottet mellem romanens del ét og to.

Kompositorisk opererer Hørslev først i julen 1666 – det årstal, der via Johannes’ Åbenbaring (Dyrets tal er 666!) afgiver romanens titel – og derefter i januar og februar året derpå. Ind i de 11 norgesafsnit flettes dels to flashbacks til Maries barndom på Tjele, dels fire gange flashforward til sommeren 1679 og den to år ældre søster Annemaries død. Oveni lægges breve mellem Marie og elskeren Blanquefort. Et biografisk mellemstykke, »Alliancen«, og den personalhistoriske »Epilog« følger, dog uden direkte afskrift Dan H. Andersens ovenfor anførte værk.

Jeg forstår så meget som, at de fire afsnit om 1679 skal forklare Maries affære og flugt med Styge Høegh som en følge af søskenderivalisering, men jeg fatter ikke pointen med det klodset indskudte refererende mellemafsnit om ægteskabet med Gyldenløve. Dels virker denne 7-siders tekstblok kejtet anbragt, dels er den sjusket og pjanket skrevet, næsten en parodi på den valgte genre historisk roman: »Men tilbage til brylluppet«.

Overgearet pop

Samme tonefald benyttes også andetsteds: »tilbage til scenen«, »som sagt«, »må man sige«, »Vi er på den tid hvor synden findes«. Det er, som om Hørslev med mellemrum opgiver at finde en konsistent tone, men så i stedet pepper sin fortælling op med pop: »Se, der kommer damerne, se, der kommer herrerne også!«

Lad gå med, at forfatteren ikke kender forskellen på en brevvægt og en brevpresser, og lad os bare le ved anakronismer som ’grillspyd’ eller verbet ’investere’ i en henholdsvis fysisk og følelsesmæssig kontekst. Men svipsere som disse er symptomer på en generel mangel på stilistisk og fortællestrukturel signatur i en roman, der i stemning slingrer hid og did, aldrig kan beslutte sig for, om den vil være psykologisk og erotisk indlevende eller bare livfuldt underholdende, og som derved fremstår som et orgie af smagløshed, et overgearet festfyrværkeri af billige knaldeffekter – f.eks. lydordet BANG brugt i en samlejescene. Argh!

Man må da lade Lone Hørslev, at hun i al klodsethed får sit romanstof til at leve, og det er sandelig al ære værd, at historien om faldet fra toppen til bunden er søgt indfattet i en spændende samfundsmæssig og mentalitetsmæssig ramme. Dog, hvad hjælper disse fortræffeligheder, når harpen, på hvilken der spilles, viser sig at have falske toner?

Dyrets År – En roman om Marie Grubbe
Lone Hørslev
C&K Forlag
237 sider
249,00 kroner
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu