En sexarbejder i transit

Sine Plambechs filmportræt ’Becky’s Journey’ giver ordet til en ung nigeriansk kvinde, der venter på muligheden for at komme til Europa. Her skal hun sælge sex under kummerlige forhold i håbet om en bedre fremtid
Becky fra Nigeria har al sit håb investeret i muligheden for at rejse til Italien og sælge sex på gaden. Hendes hverdag er en form for transitperiode, hvor hun venter på, at muligheden for at komme af sted byder sig.

Becky fra Nigeria har al sit håb investeret i muligheden for at rejse til Italien og sælge sex på gaden. Hendes hverdag er en form for transitperiode, hvor hun venter på, at muligheden for at komme af sted byder sig.

Fra Film
18. september 2014

Alt i 26-årige Beckys liv handler om, hvordan hun kan komme væk fra Nigeria – og til Europa.

Hun tilbringer sine dage med at vente på en mulighed for at komme afsted. Ellers laver hun ikke rigtig noget, fortæller hun – bor med en kæreste, ser sine venner, er færdig med at gå i skole. Becky har forsøgt på at komme til Europa to gange før. En gang med falske papirer, hvor hun ikke nåede længere end til lufthavnen. Og en gang den lange vej over land til Libyen, hvorfra hun skulle have sejlet til Italien, hvis ikke der var udbrudt krig. Det er den rejse, Becky’s Journey først og fremmest handler om.

Filmen lægger hårdt ud. Becky fortæller, hvordan rejsen til Libyen og tilbage igen ændrede hende: »Jeg synes ikke, jeg er voksen. Men jeg har set en del. Jeg har set folk dø i mine arme. Folk døde i ørkenen, bare sådan.« Tilbage i Benin City har hun stadig al sit håb investeret i muligheden for at rejse til Italien og sælge sex på gaden. Hendes hverdag er en form for transitperiode, hvor hun venter på, at muligheden for at komme af sted byder sig. Hun har styrken til at komme igennem ørkenen, ved hun, men sejlturen fra Libyen til Italien ad ruter, der bliver mere og mere livsfarlige, efterhånden som EU’s grænsekontrol bliver stadig mere effektiv, den vil hun ikke udsætte sig for.

Ud over det bærende interview viser filmen en række hverdagssituationer (madlavning, fødselsdagsfest, hårfletning, dans, fjol) og optagelser i Benin Citys trafik. En sværm af folk og transportmidler, der skal fra A til B. Store skilte i bybilledet advarer mod trafficking. Op mod 85 procent af de nigerianske kvinder, der sælger sex på gaden i Europa er herfra. Beretningen om turen til Libyen illustreres med arkivoptagelser af en bil, der kører gennem ørkenen. Det er et enkelt og ikke specielt opmærksomhedskrævende greb, der understøtter et stærkt interview.

Sexarbejde som nødvendigt onde

Instruktøren Sine Plambech er også antropolog med speciale i migration, trafficking og sexarbejde, og portrættet af Becky udspringer af hendes feltarbejde blandt nigerianske kvinder, der har været i Europa. Filmen er samtidig en knopskydning på et større igangværende filmprojekt, der undersøger, hvordan migration og sexarbejde ser ud set fra kvindernes eget perspektiv.

Optagelserne med Becky var tænkt som en indledende undersøgelse af, hvor og hvordan man kan filme i Benin City uden at sætte nogens sikkerhed over styr, og hvor meget kvinderne ville fortælle til kameraet. Becky viste sig at have en historie at fortælle.

I filmens bærende interview taler hun meget åbent og meget nøgternt om sine overvejelser om livet i Europa og om sine oplevelser på migrationsruten. Hun ved godt, at prostitution er hendes eneste mulighed for at tjene penge i Italien – det oplyser de bagmænd, der betalte hendes seneste forsøg på at komme af sted.

Og hun ved, at hun ikke skal regne med, at arbejdet foregår på hotelværelser, det fortæller hendes veninde i Italien hende. Hun er også afklaret med, at folk ser prostituerede som uansvarlige, og at Gud ser prostitution som en synd. Så må hun bare holde lav profil og tilsidesætte sit forhold til Gud i en periode. Hun har tænkt sine planer igennem mere end en gang og mangler bare at finde ud af, hvordan man undgår sejlturen mellem Libyen og Italien.

Becky understreger, at hun ikke ser det som trafficking, når kvinder som hende selv får betalt billetten til Europa af en såkaldt sponsor eller madam, som de så arbejder for, når eller hvis de når frem. Hun ser det som en aftale mellem to parter på et oplyst grundlag, et onde, der er nødvendigt at udholde i en periode for at få en bedre fremtid.

Fraværet af skurkagtige typer i Beckys fortælling får fattigdommen som baggrund for hendes valg til at træde tydeligt frem. Det er ikke fordi Becky ikke kan se en fremtid for sig i Benin City, det skal bare være en fremtid med penge og dermed tryghed og muligheder. Hun taler om at vende hjem som rig kvinde, købe et hus, en bil, starte en forretning. De kvinder, Becky har set komme tilbage fra Europa, ser smukke ud, synes hun og tilføjer, at hun ikke ved noget om dem, der har slået sig selv ihjel.

Fortæl mere

Diskussionen om migration og sexarbejde har brug for både førstehåndsfortællinger og forskning, hvis den ikke skal begrænse sig til, hvordan man rent praktisk holder håbefulde unge mennesker på afstand af Europa, eller til om prostitution skal kriminaliseres eller ej.

Becky’s Journey er et meget værdigt portræt, og når den er hård at se, er det ikke mindst, fordi hovedpersonen er så illusionsløs og nøgtern i beskrivelsen af sine mildt sagt mangelfulde handlemuligheder. Filmen minder i sit tema og sin tiltro til folks evne til at tale for sig selv om Ditte Haarløv Johnsens dokumentar Under samme himmel fra 2013, der skildrer folk i venteposition i henholdsvis Mauretanien, Italien og København. Det brutale ved den film er (blandt meget andet), at den viser, hvor lidt håb, der er i den europæiske hverdag, folk har risikeret deres liv for at nå frem til.

Samme instruktør skildrede i One Day (2007) en vestafrikansk kvinde, der arbejder som prostitueret i en forstad til København. Filmen er holdt i nærbilleder og zoomer ind på de dagligdags og umiddelbart banale handlinger (rygning, sminkning, telefonsamtaler), der ved siden af arbejdet udgør hendes dag.

Perspektivet er et andet i Becky’s Journey, hvor hovedpersonen reflekterer mere overordnet over sine erfaringer og sine ambitioner.

Det fortvivlende ved Beckys refleksioner er, at hendes forventninger til, hvad en bedre fremtid indebærer, er så beskedne. At hun er så bevidst om, hvad der er inden for hendes rækkevidde, og hvad der ikke er. Jeg ville gerne vide mere end det, men Becky’s Journey er kort og klar. Jeg ville gerne se de politiske diskussioner om migrationskontrol og de moralske diskussioner om sexarbejde udfoldet og nuanceret. Men det er så også netop ambitionen bag det større filmprojekt, Sine Plambech er i gang med. Det kan man godt være taknemmelig for.

’Becky’s Journey’ vises i den kommende tid på filmfestivaler. ’Under samme himmel’ er tilgængelig på filmstriben.dk. ’One Day’ kan lånes på biblioteket.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu