Læsetid: 5 min.

Slavefortiden er ikke glemt

Hiphop er blevet en respektløs traditionsmorder igen. Fire kompromisløse amerikanske grupper snitter virkeligheden i stykker på fire kreativt sprøjtende plader
Ishmael Butler, også kendt som Palaceer Lazaro, er frontmand i Shabazz Palaces, hvis musik opererer i feltet mellem teknologi, sort kultur og frihedstrang.

Patrick O’Brien-Smith

9. august 2014

Livet er brutalt. Det har hiphoppen forstået stort set fra begyndelsen. Selvfølgelig var den også en lystig konkurrencesport fuld af fest og sprayfarver i New Yorks ghettoer. Men traditionen for at fortælle sandheden om dem er lang og stolt.

Los Angeles-trioen clipping. bygger en klanglig psykologisk realisme på deres nye, andet album CLPNNG, hvor musikken både fungerer som et sansebombet og alt for illustrativt soundtrack til deres derangerede tekster om afsporet menneskehed og helt enkelt som lyd, der forstyrrer lytteren på et eksistentielt niveau.

Efter introen med hyletoner, der skærer lige så dejligt i ørerne som tandlægebor i munden, åbner et ubehageligt vådt og hårdt dunkende rum sig. Nummeret »Body and Blood« handler om en kvinde, der i bedste edderkoppestil knepper og siden myrder sine parringspartnere.

»She don’t need you for shit, but your dick and your veins.«

Og så er der byen. Det er en spøgelsesby, hvor alfonserne først kommer ud efter mørkets frembrud. Det fortæller Daveed Diggs, mens de to producere, Jonathan Snipes og William Hutson, skaber ildevarslende baggårdspumaer af bas, der sniger sig omkring ordene. En klanglig politiprojektør strejfer gennem de dunkle gader. Nogen kradser en flaske over et hegn. Et andet sted vækker en hård clockradioalarm fra de gode gamle dage lytteren til en ny nådesløs dag.

CLPNNG kan minde om Anti-Pop Consortiums konkretmusikalske legesyge, Neptunes’ stramt piskede numsefunk (her med pigtråd om lædersnorene) og Dr. Dres olmt slæbende g-funk. Alt sammen kreative strategier, der slås stålhårdt mod hinanden hos clipping.. Og så er der minsandten en genindspilning af avantgarde-mesteren John Cages »Williams Mix« (1951-53), der kombinerede et væld af spolebåndoptagelser i et vildt collagemix. Det nyfortolkes her og tilsættes rap, og dermed tegner clipping. en historiebevidst bue tilbage til et centralt dadaistisk fikspunkt i musikhistorien – længe før en ny tids dada viste sig i New Yorks ghettoer, hvor dj’s fritskrabede de rette grooves med pickuppen som skalpel.

Tung funk, infernalsk godt

Harlem-trioen Ratking excellerer også i en offensiv stil, men med en tung funk i sangenes dna. Den purunge trio – de er alle under den amerikanske alkoholgrænse på 21 år – snitter sig gennem musikhistorien i en hidsigt rytmisk, vildt dynamisk stil på deres debutalbum So It Goes. Det er infernalsk godt. Public Enemy-producerteamet Bomb Squads shock and awe og newyorkerpladeselskabet Def Jux’ komprimerede kompleksitet masseres her til en frækt groovy masse af sanseindtryk af producer Sporting Life, mens den fabelagtigt bjæffende Wiki og den mere besindigt talerappende Hak – der slet ikke ville rappe til at begynde med – overlejrer menagerierne.

Det sker i et univers, der trækker på et væld af inspirationer, om det så er Flying Lotus’ komplekse afrofuturisme eller urbanbritisk grime a la Wiley. En fugl kvidrer mekanisk et sted, en discostrygergruppe bliver sat på hjul og stejle dér i baggrunden, en saxofonist med lungekræft forsøger at få sin sidste ørenlyd.

Kosmopolens trykkoger lukker sig om ørerne på lytteren, neuronerne kommer i spejlglat uføre. Men So It Goes’ indædte ungdommelige vitalisme får også reptilhjernen i fuldt firspring:

»Now do you see this/ How the grey controls only/ The souls that go to sleep to sink and dissolve.«

For New York City er ikke for sarte sjæle. Protagonisten stjæler et Nikon-objektiv fra en dopet pige og sælger det hos en illegal pantelåner. Immigranterne ankommer og finder ud af, at man for længst har slukket for respiratoren til den amerikanske drøm.

Og så er Ratkings mareridt alligevel en drøm af en amerikansk plade. En muskelmasse i forførende kramper, en kultur med konstante fødselsveer, så grumt at det kun kan være godt, så energisk at det kun kan være sundt. All hail the Ratking.

Björk er fan

En anden reference til Ratking kunne være det infernalske outfit Death Grips, der efter slagsmål med deres gamle pladeselskab nu udgiver deres plader ganske gratis. Også deres femte, det korte opus Niggas On The Moon, der er første halvdel af projektet The Powers That B.

Sacramento, Californien-projektet, der vist denne gang er en trio, har bygget store dele af de otte numre på samplinger af Björks karakteristiske stemme. Og Björk selv? Hun er officielt stolt af at være blevet Death Grips’ found object. Hun er også fan.

Death Grips er da også et bemærkelsesværdigt idiosynkratisk outfit. Med deres brutale æstetik, der er fokuseret på rå rap, abrupte skift, fysisk kraft og stålhårdt bankede beats penetrerer de finessen med samme ynde som en adfærdsvanskelig gravko. Ja, de er nærmest blevet en genre i sig selv. Hvilket så også lidt er problemet her på Niggas On The Moon, hvor det virker, som om de er begyndt at rende en kende i cirkler omkring deres eget rastløse raseri. Men opmærksomhedskrævende, det er de stadig.

Afroturisme

Hvis Death Grips er en dildo af svensk stål, der sønderpuler den gode smag, så er Shabazz Palaces et kosmisk fartøj på trip i de menneskelige hjernevindinger. Eller som et nummer på deres nye fremragende album hedder: »Sonic MythMap For The Trip Back«.

Seattle-duoen opdaterer på deres spritnye andet album Lese Majesty den for tiden stortrivende afrofuturisme med navlestreng tilbage til den astrale jazzmester Sun Ra og Jimi Hendrix over dub-piloten Lee ’Scratch’ Perry til aktuelle navne som jazzfuturisten Flying Lotus og queer-cyborg-dronningen Janelle Monáe.

Afrofuturismen opererer i krydsfeltet mellem teknologi, sort kultur og frihedstrang. Slavefortiden er ikke glemt, den fodrer tværtimod fantasien og kampen for en bedre fremtid. Som Palaceer Lazaro rapper over Fly Guy Dais smukt forstyrrede avantgarde-produktioner:

»The whips whip us fast to slice the air it’s flashy/ Gilded Pharaohs, they’re moving when I’m strapped up/ With our chains/ And our wings/ With our queens.«

På Lese Majesty er rappen skødesløst smidt over de nonchalant skæve beats og transcendentalt oceaniske lyde. En løst formuleret vandgople af fantasi, space-metaforik og systemkritik. Det er en form for utopi – eller som det formuleres i pressemeddelelsen: »a beatific war cry«. Virkeligheden findes her som utopi, den agerer realistisk spejlbillede til de vægtløse/oceaniske numre, der løfter albummet fra jordoverfladen. En slags sci-fi Gil Scott-Heron i gang med at hallucinere sig til en bedre verden. Et kosmisk krigsskib, der kommer med fred og fjolletobak.

Og livet virker pludselig mere overkommeligt.

clipping.: ’CLPPNG’ (Sub Pop/Playground)

Ratking: ’So It Goes’ (HXC/Playground)

Death Grips: ’Niggas On The Moon’ (Harvest/Third Worlds)

Shabazz Palaces: ’Lese Majesty’ (Sub Pop/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Livet er for kort til Hip Hop. Det konkluderede jeg efter at have set Cypress Hill på Roskilde, efter at de havde røget så mange fede på staden, at de ikke kunne huske deres tekster. Egentlig havnede jeg her kun pga udtrykket "kreativt sprøjtende plader". Det sætter billeder igang på den skærm spøgelset i maskinen sidder og stirrer på ;)

Morten, hvis Cypress Hill på Roskilde er dit sidste møde med hip hop, så forstår jeg godt du er af den opfattelse. Men de fire plader der gennemgåes her er så langt fra Cypress Hill, at de ligeså godt kunne tilhøre en helt anden genre. De er støjende, uforudsigelige og progressive og fortjener om ikke andet at blive givet en chance. Om ikke andet, så bare for at sammenligne med dårlig 90'er rap.

Morten Balling

@Deniz

Black Sunday var nu ellers en ret vild plade, når man var vokset op med Rappers Delight og The Message.

Flavor Flav som stod (i Den Grå Hal, så vidt jeg husker), og forsvarede at han havde tævet konen, var iøvrigt også lidt belastende at høre på.

Som du måske kan se, er jeg lidt gammelskole, men fair nok, jeg skal give dem her en chance ;)

Helt enig i at Black Sunday var en vild plade. Men de "gamle", mægtige er faldet langt siden deres storhedstid. Det var det jeg mente, men det kom vidst ikke helt klart frem ;)

Hvis du er af den gamle skole vil Ratking og Shabazz Palaces nok tiltale dig mest, af de fire ovenstående plader. De andre er nærmest hip hoppens svar på black eller death metal.

Morten Balling

Nu har jeg lyttet lidt til alle fire, og CLPPNG er sjovt nok den jeg synes er mest interessant ;)

Shabazz' video til "Are You... Can You... Were You? (Felt) " er iøvrigt også ret fed.