Læsetid: 4 min.

Stadionrock på strandhugst i fortiden

På deres 13. album forsøger U2 med en både anmassende og selvudslettende markedsføringsstrategi at overbevise verden om deres fortsatte relevans. Uden held
Bono (i midten) fra U2 hilser på publikum, efter at bandet gav smagsprøver på deres nye album ved Apples lanceringsfest den 9. september.

Stephen Lam

13. september 2014

En gave, du ikke kan sige nej til. Sådan var budskabet mellem linjerne, da U2’s nye album tikkede ind på over en halv milliard elektroniske enheder verden over via iTunes.

Uanset den choktaktiske markedsføring er det noget af en udfordring at danne sig en uhildet mening om Songs of Innocence, som deres 13. studiealbum hedder. I hvert fald, hvis man som kritiker bestræber sig på at undgå automatreaktionerne og ideelt set aflæse musikken på dens egne præmisser. For er det overhovedet muligt at holde irritationen over Paul ’Bono’ Hewsons debile pseudosocialistiske prætentioner adskilt fra vurderingen af de elleve numre, som bandet så generøst har foræret os vederlagsfrit?

Gnubber skuldre

Kan man reagere med andet end hån over for et band, hvis frontfigur – en af verdens rigeste rockstjerner – rutinemæssigt laver peacetegn til kameraet og krammer afrikanske babyer med den ene hånd, og med den anden hånd flytter sine forretninger til Holland for at undgå at betale skat i hjemlandet Irland? Vi taler immervæk om det band, der i en årrække har praktiseret den tvivlsomme, men konsekvente strategi at gnubbe skuldre med moralsk fordærvede forretningsfolk, tænkere, politikere og religiøse ledere i et naivt, neoliberalt håb om at forbedre verden.

Nærværende plade er således udsendt i samarbejde med den arbejdsmiljømæssigt kritisable mastodont Apple som led i lanceringen af en række nye multimedieprodukter.

Men hvis vi nu alligevel for en stund forsøger at slippe ud af default-tilstanden af galdespruttende baglås over dette ulideligt pompøst selvretfærdige orkester, så vil vi opdage, at U2 betjener sig af det samme kneb, som vi har set så forskellige kunstnere som David Bowie og gendannede 90’er-boybands anvende de seneste par år: At genanvende sin egen popmytologi som nyt kreativt raketbrændstof.

Songs of Innocence – som i titlen ubeskedent refererer til den protoromantiske digter og kunstner William Blake – har karakter af en nostalgisk og selvgranskende rejse, hvor de velbjærgede musikere kaster et blik tilbage på deres egen position i forhold til rockhistorien. Og således at nedskalere og søge tilbage er måske den eneste logiske udvikling for et band, der målt i berømmelse såvel som egenkapital næppe kunne vokse sig større uden at eksplodere og gå helt til grunde.

Tilbage til fortiden

Man kunne endda se pladen som en cyklisk bevægelse, hvor gruppen igen forsøger at tappe af poppens kommercielle energier – ikke helt ulig Popmart-turneen, som måske var gruppens allersidste betydningsfulde øjeblik. Løsrevne pophistoriske referencer stiller sig i kø. »Barbara Ann«-koret på »California (There Is No End To Love)« er en akavet Beach Boys-reference. Og på albumåbneren »The Miracle (Of Joey Ramone)« hører vi Bono genkalde sig, hvordan han i 1970’erne gik omkring i Dublin med chokket fra punken pumpende rundt i kroppen. Nu er det jo mange par gule cykelsolbriller siden U2 blot tilnærmelsesvist kunne gøre krav på et eventuelt slægtskab med punken. »We were pilgrims on the way,« synger han med sine velkendte nasale fraseringer og forsegler dermed i bakspejlet et kristent skæbnefællesskab med den afdøde punkrocker.

Men overordnet kan man med lettelse konstatere, at der på Songs of Innocence er tale om mere personlige og selvbiografiske tekster, der hverken prædiker om at afmontere kernevåben, installere verdensfred eller afskaffe fattigdom på kapitalismens egne præmisser. Måske er Bono selv interesseret i at nedtone sin rolle som verdens omnipotente rockgodgører?

Manden har pådraget sig knubs og blå mærker i tilværelsen, lærer vi. »If there is a light you can always see/ and there is a world we can always be,« synger han på nummeret »Song For Someone« og forsikrer os om, at sangen er henvendt til nogen. Nyttig viden.

Ligegyldig freebie

Og sådan tikker de forudsigeligt velskrevne numre ellers af sted, båret af fokusgruppetestede omkvæd. The Edge er med sin velkendte guitarsignatur stadig i stand til at levere himmelstræbende guitartemaer af den type, der som minimum kræver, at udføreren hejses op i en kran eller står på toppen af et bjerg. F.eks. på »Every Breaking Wave«, eller førnævnte tåkrummerballade, der momentant løftes ud af den selvhøjtidelige banalitet i et glitrende guitarcrescendo.

Man kan begræde, at Bono med sin skrydende, hykleriske og opmærksomhedskrævende facon selv har bortledt vores opmærksomhed fra gruppens faktiske musikhistoriske meritter. Deres bedrifter fra dengang, U2 stadig hang med røven i postpunkens vandskorpe og rystede rocken med deres store, hjerteblødende guitarhymner. De store plader fra 1980’erne er gruppens egentlige gave til verden, som bliver ved med at give. Skal vi være taknemmelige for Songs Of Innocence? Hvad stiller man op med en uønsket gave – en gestus, der på én gang er selvudslettende og umådeligt anmassende? Som den franske sociolog Marcel Mauss opdagede, kan en gave være en magtdemonstration. Men i dette tilfælde fremstår Songs Of Innocence kun som en inferiør del af Apples aktuelle markedsføringskampagne. En lidt ligegyldig freebie, ligesom de gratis rejechips du får med din thaimad – og aldrig gider spise.

U2: ’Songs of Innocence’ (gratis via iTunes). Udkommer fysisk på Island Records/Universal den 13. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu