Læsetid: 4 min.

Syrien bag tv-billederne

Puk Damsgård Andersens Syrien-bog er en velkommen og ydmyg huskepille om, hvad den syriske konflikt også handler om udover Islamisk Stat og storpolitiske rævekager, nemlig almindelige mennesker med håb og drømme og tro. Og desværre også et kollektivt uskyldstab af dimensioner
Puk Damsgård Andersens Syrien-bog er en velkommen og ydmyg huskepille om, hvad den syriske konflikt også handler om udover Islamisk Stat og storpolitiske rævekager, nemlig almindelige mennesker med håb og drømme og tro. Og desværre også et kollektivt uskyldstab af dimensioner

Jeppe Bøje Neilsen

12. september 2014

Der er et sted cirka midtvejs i Puk Damsgård Andersens nye bog om konflikten i Syrien, hvor hun fortæller om sin ven Muhannads bryllup.

Muhannad, en spinkel ung, måske lidt sværmerisk syrer fra en by i nærheden af Aleppo, melder sig til oprørskampen mere af pligt end af lyst og er en af de personer, der vender tilbage som en gennemgående figur i Damsgårds bog. Først som nølende ungersvend på vej i krig, siden som stolt kriger i Aleppos krigskeddel og efterhånden som desillusioneret krigskarl i en khattib – en hærenhed – der kontrollerer en lille stribe land og ikke har store betænkninger ved at henrette almindelige civilister ved vilkårlige standretter.

»Mit liv som kriger er fortid,« konstaterer Muhannad forud for brylluppet, hvor han er vendt tilbage til hjembyen for at blive engelsklærer og gifte sig med sin ungdomskærlighed.

»Jeg kan ikke genkende min kamp. De, der kæmper nu, kæmper ikke for frihed, men for penge og indflydelse. Vi er muslimer, men ikke jihadister, så det kan jeg ikke tilslutte mig.«

Tre fortællespor

Muhannads rejse afspejler på mange måder Puk Damsgård Andersens egen – og nok også mange af os andre, der beskæftiger os med og har rejst i Syrien under borgerkrigen.

Damsgård lægger aldrig skjul på sine sympatier i bogen. Sympati for unge (og ældre) idealister, der rejser sig mod et brutalt regime, som – selvom det ofte glemmes i det lysende skær fra kalifatet – dræber store dele af sin befolkning i et industriel og helt igennem kynisk omfang. Men også med et ærligt observerende blik på den tiltagende råhed og tab af idealisme, der præger store dele af oprørsbevægelsen, også uden for ISIL’s og Jabhat al-Nusras domæner.

Bogen består af omtrent tre fortællespor, der flettes ind i mellem hinanden. Det første er Puks egne rejser og observationer i og uden for Syrien, det andet er hendes primære hovedperson, den Damaskusfødte oppositionsaktivist Nours rejse gennem revolutionen, og endelig er det sidste et mere generelt faktaspor, der sætter de personlige beretninger ind i en faktuel ramme uden at sætte nogen nytilkommere til konflikten af.

For de fleste vil attraktionen nok ligge i Puk Damsgård Andersens egne fortællinger. Damsgård er en stjerne i DR’s ind i mellem noget amerikaniserede dyrkelse af profiler, og bogen kunne sagtens være endt som et af de patosfyldte fartøjer, der skal bære en international journalists karriere videre, men som sjældent er til at holde ud at læse. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Fortællingen er skrevet med en ydmyghed, hvor Damsgård selv demonterer krigsreportermytologien ved at erklære, at det er første gang, hun rigtig oplever en krig tæt på, og at det skræmmer hende og tærer på kræfterne. Den dér angst, inden man kaster sig ud i den fuldstændigt uforudsigelige zone, en krigsplads er – »at være bange på forhånd«, som hun kalder det – tror jeg enhver, der har arbejdet den slags steder, genkender.

Egenberetningerne bruges hovedsaligt til at sætte krigen i scene og til at præsentere de forskellige karakterer.

Klare sig, som man bedst kan

Den vigtigste af dem er den lidt usikre og let antændelige Nour, en privilegeret middelklassepige fra Damaskus, som allerede har det, mange revolutionære kæmper for, men alligevel følger hjertet og den modvilje, de fleste har mod styret, men som få reagerer på, og som derfor går med i revolutionen.

Som hovedperson er hun ikke det logiske valg, hun er ikke central i oprøret, ikke forfærdelig verbal, og hendes fortælling er måske lidt for svag til at bære en bog. På den anden side er hun jo som borgerkrigens syrere er flest: en person i udkanten af en voldsom omvæltning, som bliver kastet hid og did og prøver at klare sig så godt, hun kan, mens hun forsøger at holde fast i troen.

Det er imidlertid især bipersonerne, der fænger, og som – ligesom bogen selv – vokser på én, jo længere man kommer. Muhannad, læreren Ahmed, skoleinspektøren Omweya, Dr. Kassem, den tidligere efterretningsagent Jihad.

Almindelige mennesker, der rammes hårdt af krigen, men som ikke kan indrammes af mediernes fortælling om absolut godt eller absolut ondt, men som heller ikke bare er sagesløse ofre, men stærke og generøse individer.

Deres historie genfortælles ærligt og solidarisk og med nerve i Damgårds bog, der dermed kommer til at stå som en modvægt til en stadig mere distanceret og kynisk dækning andre steder, uden at det af den grund er specielt opmuntrende læsning. Og nå ja, Muhannad, hvis fortælling indleder denne anmeldelse ender selvfølgelig også med at få knust sin drøm, da hans skole ødelægges af regimets bomber. Der er ikke mange positive historier i Syrien.

Puk Damsgård Andersen: ’Hvor solen græder. En fortælling fra Syrien’. Aschehoug-Politiken. 268 sider. 249 kr. Udkom den 4. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu