Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teater i himlen

Hans Rønne har blidt omskabt Kay Pollacks dirigentfilm, ’Så som i himmelen’, til fortryllende teater med eminent ensemblespil på Godsbanen i Aarhus
Kultur
2. september 2014

Teaterkunstneren Hans Rønne er nok Danmarks mest nænsomme teaterinstruktør. Hans forestillinger føles altid som en omfavnelse. Det er, som om hans menneskekærlighed formår at smyge sig gennem en hvilken som helst dramatisk tekst.

Den beskedne Hans Rønne har samme position i dansk teater, som den verdensberømmede koreograf Mats Ek har i svensk dans. Han er humanisten, der altid betragter det enkelte menneske med nysgerrighed, aldrig med fordomme eller vurderinger. Han drejer tilskuerens blik hen mod de særeste sprækker i menneskesindet. Se bare, hvordan han sidste sæson fik alt til at blomstre i den overrumplende Afdelingen for mindre planter.

Uden snevejr

Som i himlen er da også den mest opløftende forestilling. Alle tilskuere lader til at forlade Godsbanen med smil i øjnene og bløde stemmer. Nuvel, Hans Rønne og hans medskribent, Victor Marcussen, har haft et skønt forlæg i Kay Pollaks oscar-nominerede film om den gamle dirigent, der kommer hjem til sin landsby med sit organiske musiksyn – og pludselig får alle til at føle sig i live igen. Men den slags bliver altså meget let patetisk på en scene.

Sådan går det overhovedet ikke på Godsbanen, hvor Teatret og Teater O sammen har produceret forestillingen som en kæmpesatsning med 12 medvirkende skuespillere. Tværtimod bliver historien bevægende og vedkommende. Uden snevejr og svenske brændestabler, men med velvalgte ord.

Victor Marcussen spiller dirigenten. Aldrig har han været så tilbageholdende som her – og heller aldrig så inderlig. Hans brusende, hvide krøller forvandler sig til en glorie, efterhånden som hans skildring af den gamle dirigent udfolder sig. Hans ryg siger alt det, som hans mund ikke kan få frem. Og han har en vidunderlig kejtethed i sin ivrige krop – uanset om han prøver at få sine sangeramatører til at trække vejret ned i lårene, eller om han forsøger at klatre op ad en stige.

Gitte Baastrups scenografi er den fineste skulptur i sig selv. Scenen er nemlig et tomt bræddegulv, men bagvæggen består af alverdens gamle kommoder, som er malet mørkegrå og limet oven på hinanden. Som om de vil nå helt op i himlen.

Wandahl og synden

Ensemblet stråler. Josephine Park spiller korets naturlige energibundt med blondinesmil og menneskekløgt og nervøst åndedræt. Og Daniel Bevensee spiller bevægende landsbyens særling, der fumler rundt med stritfingre, men hvis stemme er ren som ingen andens.

Forestillingens udbryderfigur er den forskræmte pige, der holdes nede af sin voldelige kæreste. Anna Ur Konoy spiller rollen med en overbevisende nervøsitet – og så har hun en stemme, som vitterlig giver gåsehud, da hun endelig tager mod til sig og bare synger »Gabriellas sang« af fulde kraft; den sang, som Helen Sjöholm sang på så hjerteskærende svensk. Og Lars Dammark spiller hendes afstumpede kæreste med en truende desperation.

Skildringen af præsteparrets forløjede ægteskab gør ondt, når Anni Bjørns præstefrue med moderne kvindepower præsenterer Bue Wandahls troende præst for sandheden om deres erotiske samhørighed. Bue Wandahl protesterer, men så krakelerer han. Alligevel udleverer han aldrig præstens snævre verdenssyn. Han fortsætter sin insisteren på syndens drivkraft – fanget af sin egen tro. Det er stærkt skuespil.

Men hele ensemblet brillerer med en sjælden sans for diskretion – og deres korsang bliver inderligt smuk. Uffe Kristensen er hjertegribende som den tunghøre, der pludselig gør oprør mod et langt livs mobning. Og Anders Valentinus Dam spiller perfekt ulidelig som den evige sælger uden situationsfornemmelse. Pia Hessner forsvinder bag klaveret, og Marie Netterstrøm trækker ned i blusen og gør sig selv lillebitte.

Hans Rønne selv formår at tie stille og være usynlig i mere end en time, hvorefter han pludselig siger en eneste, afgørende replik. Mærkeligt og rigtigt – og lige så absurd, som livet kan være det.

For det er modsætningsfyldt teater, dette her. Følelsesrent og livsbekræftende teater. Og modigt.

’Som i himlen’. Baseret på filmen ’Så som i himmelen’ af Kay Pollak fra 2004. Teaterbearbejdelse: Victor Marcusssen og Hans Rønne. Instruktion: Hans Rønne. Scenografi: Gitte Baastrup. Musikalsk bearbejdelse: Søren Hansen. Korlederkonsulent: Ellen Lunde. Teatret i co-produktion med Teater O. Spilles på Åben Scene på Godsbanen. Til 27. september. www.somihimlen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her