Læsetid: 5 min.

Trans er det nye punk

’Something Must Break’ er er ikke normalitetens eksotiserende blik på grænselandet mellem mand og kvinde. Det er for en gang skyld grænselandets egen kyndige stemme, vi hører. Sexolog Mads Ananda Lodahl har set den nye svenske film ’Something Must Break’ om den transkønnede Sebastian/Ellie
Portrættet af androgyne Sebastian, der måske er ved at blive kvinden Ellie er så troværdigt, smukt og stærkt, at man næsten ikke kan lade være med at ønske, at man var bare en smule transkønnet

Portrættet af androgyne Sebastian, der måske er ved at blive kvinden Ellie er så troværdigt, smukt og stærkt, at man næsten ikke kan lade være med at ønske, at man var bare en smule transkønnet

Reelpictures

18. september 2014

Da Nicolas Winding Refns første Pusher-film kom ud i 1996, ville vi allesammen være Kim Bodnia og Mads Mikkelsen i en bil på en parkeringsplads. Vi havde hemmelighedsfulde, sammenkrøllede papirsposer i hættetrøjelommerne og paranoidt flakkende blikke, og vi sad en aften på en trappe foran en privatfest i Midtjylland med to knallertdrenge og konkurrerede om, hvem der kunne flest Pusher-citater udenad. Senere på aftenen fandt de to ud af, at jeg ikke var heteroseksuel, og jeg fik mit livs største røvfuld. De var alligevel bedst til at leve sig ind i rollerne som Frank og Tonny.

De bedste karakterer på film er dem, vi gerne vil være som. Uanset hvor sølle og usympatiske de er. Uanset hvor lidt de minder om os selv. De er så troværdige og stærke, at vi ikke kan lade være med at føle slægtskab med dem og efterligne dem. Vi fascineres og drages af dem, og uanset hvor meget skidt de skal trækkes igennem, vil vi være som dem. De er rockstjernestof. Hovedpersonen i Something Must Break er sådan en.

Den androgyne lagerarbejder Sebastian bor i en af Stockholms forstæder, hvor hun lever et sted i mellem kønnene og måske er på vej til helt at blive til kvinden Ellie. Og hun står så troværdigt, smukt og stærkt, at man næsten ikke kan lade være med at ønske, at man var bare en smule transkønnet, så man kunne være ligesom hende.

Grænselandet taler

I filmen forelsker hun sig i den rodløse Andreas, og de to kaster sig ud i en voldsom kærlighedsaffære. Men da Andreas har svært ved at forstå og acceptere sine følelser for Sebastian, trækker han sig ud af forholdet med en tilsyneladende afklaret bemærkning om, at han ikke er bøsse. Sebastian svarer lige så afklaret, at det er hun altså heller ikke.

Something Must Break er instrueret af den svenske instruktør Ester Martin Bergsmark, der selv lever »mellem kønnene«, og skrevet i samarbejde med den svenske forfatter Eli Levén. De to har tidligere arbejdet sammen om hybridfilmen She Male Snails (Pojktanten, 2012), og de to film udgør sammen med en kommende tredje en trilogi.

Bergsmarks hovedroller er hverken heteroer eller homoer, mænd eller kvinder. Verden, kønnene og menneskene får lov at folde sig ud i al deres forvirrende kompleksitet. Sebastian kan ikke engang give et klart ja eller nej, når hun bliver spurgt, om hun vil have dessert. Hun svarer ’måske’ til det hele, og mange af filmens vigtige scener foregår ved daggry, hvor det hverken er nat eller dag.

Hos Bergsmark får tingene lov at være så komplicerede, at man som anmelder ikke ved, om man skal skrive han eller hun om hverken hovedrolle eller instruktør. Bergsmark og Levén lever begge midt i de berlinske queermiljøer og med nogle af de samme tanker, følelser og problemer, som Sebastian slås med i filmen.

Something Must Break er med andre ord ikke normalitetens eksotiserende blik på grænselandet mellem mand og kvinde. Det er grænselandets egen kyndige stemme, vi hører.

Og det er punk, fordi den taler om et oprør mod vores forståelse af køn og seksualitet som et firkantet enten-eller. Andreas er ikke bøsse. Så meget ved han. Men rigtig heteroseksuel mand kan han vel heller ikke kalde sig? Og når Sebastian fortæller, at hun heller ikke er bøsse, rammer Andreas’ sårende »hvad fanden er du så?« som det borgerlige samfunds spidse normativ om, at et eller andet helt bestemt må man da for fanden være. Og han afslører samtidig, at den, der for alvor har lagt sig ud med det bestående, ikke er den vrede unge mand med læderjakken, men den mystiske pige med det helt flade bryst.

Blandt sine næsten karikeret normale venner er Andreas den vilde fyr, men rigtig rebel bliver man altså først, når man har fået finger af en transperson, og det bliver tydeligt, at det ikke er hans Dead Kennedys-badge, men hans transkønnede kæreste, der sætter ham selv og hans venners overfladiske tolerance på prøve.

Something Must Break er ikke kliche-punk eller punk i æstetisk forstand. Den er ikke punk på grund af protagonisternes butikstyverier, drukture, limsnifning eller slåskampe. Den er punk, fordi den sætter sig op mod det hårdeste normativ i det bestående samfund: at man skal være en rigtig mand, hvis man har muligheden. Hos Bergsmark er det ikke nok at gå med læderjakke og køre på knallert, hvis man vil være rebel. Her er det smukkeste oprør at nægte at være en rigtig mand.

Rejsende i køn

Det tema går igen i She Male Snails, og ligesom forgængeren er Something Must Break en ufatteligt smuk film, som med sine langsomme, omhyggelige scener, et atmosfærisk soundtrack, poetisk dialog og voice-over, skal ses i stort format. Og Bergsmarks enorme æstetiske sans gør filmen til en hæsblæsende kærlighedshistorie, i hvilken den ene scene er smukkere end den anden. Bergsmark siger selv om filmen, at han ville fortælle en kærlighedshistorie, han selv kunne tro på, og som derfor skulle være drevet af kemi snarere end af en handling i klassisk forstand, og at han vil vise både de mavepustere og sommerfugle i maven, der kan følge med en forelskelse.

Men det er også i høj grad en film om transition, en transkønnets rejse fra et køn til et andet, med en respekt og forståelse for den oplevelse, som kan være svær at mønstre for folk, der ikke som Bergsmark og Levén har personlig erfaring med at rejse i køn.

Med Something Must Break får danske biografgængere en helt ny karakter at spejle sig i. For nogle vil det være første gang, de møder en hovedrolle, de kan relatere til. Senere vil de måske sidde om natten på en trappe i Midtjylland og kunne citere hele filmen. Måske starter de med Sebastians indgangsreplik, der slår fremmedgørelsen an midt i den dødssyge forstadsnormalitet: ›Jeg er ikke herfra.« Så må vi se, hvad knallertdrengene siger til det. Måske har de det ligesådan.

’Something Must Break’ Instruktion: Ester Martin Bergsmark. Manuskript: Ester Martin Bergsmark og Eli Levén. Svensk (Empire og Gloria i København, Café Biografen i Odense, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hald
  • Simone Bærentzen
Michael Hald og Simone Bærentzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hankønnet er en detalje om du vil, som handler om sikre en større gen-diversitet. Vi er jo alle af hunkøn i fostertilstandens første fase. Mutation eller ej: halvdelen af en årgang bliver piger og den anden drenge. Eller sådan cirka, for naturen er klog nok til ikke at arbejde med absolutter og der mål for udviklingens (evolutionens) skyld nødvendigvis være plads til eksperimenter, selv om de nogle gange kan være lige provokerende nok - set gennem de obligatoriske kulturelle briller. Naturen, det billige skidt, bærer ikke briller, men eksperimenterer lystigt derudaf og det er der selvfølgelig nogen der skal lægge krop til. Men sådan er der jo så meget. Rigtig meget.