Læsetid: 4 min.

Vild med ros

Når kendisser danser med professionelle, er det ikke bare en opvisning i standard- og latindanse. Det er også en opvisning i smiger og anerkendelse – ædle discipliner, der kan udføres både klodset og elegant
Selvfølgelig er der plads til forbedring i ’Vild med dans’, men det giver bare anledning til pragteksempler på den såkaldte kritiksandwich – det trick at indlede og afslutte sin kritik med ros, så den glider nemmere ned – som man kender, hvis man nogensinde har været udsat for anerkendende ledelse.

Henrik Ohsten

25. september 2014

Der er masser at lære i Vild med dans. Måske lærer man ikke at lave suveræne hæl-drejninger, men man lærer til gengæld, at sådan nogle findes og bør hyldes. Gradvist udvider man sit repertoire af relevante komplimenter at hæfte på danserne.

Og hvis der er noget, man kan lære af Vild med dans, er det at lade smigeren flyde frit, klappe løs på hinandens skuldre og anerkende folk både for deres anstrengelser og for de fremskridt, de har ført til. Glædesudbrud og klapsalver fyger mellem kendisdanserne, deres professionelle dansepartnere og koreografer, værterne, dommerne, bandet, publikum og kameraerne. Som i de fleste talentshows ved dommerne mere om det, de taler om, end deltagerne, men det giver ikke anledning til nogen nedsablinger af den slags, der kan ramme almindelige typer med ringe selvindsigt i programmer som X Factor og Popstars.

Skyllet over af champagne

Hvis ikke dommerne kan sige noget positivt, siger de noget opmuntrende eller kommer med et godt råd. Der er ingen ende på den gode stemning i det tv-studie.

Ind imellem dans og lovprisninger er der også nogle historier, der skal fortælles. Skuespilleren Johannes Nymark og danseren Silas Holst er både konkurrenter og gift med hinanden, og de skal være fædre lige om lidt. Det er hyggeligt. Modemanden Erik Brandt har mistet sin kone og ser programmet som en måde at vise andre, at man ikke skal give op, og at dansen kan give en den fornødne glæde til at komme videre. Det er opbyggeligt. Deltagerne – der konsekvent omtales som Danmarks modigste dansere – præsenteres i korte indslag, så man ved, hvad det er for nogle typer, der gemmer sig bag pailletkjolerne og jakkesættene.

Skuespilleren Ditte Ylva Olsen er en drengepige, der svarer frækt igen. Skuespilleren Line Kruse er en sporty familiemor, der bare gerne vil fejre røven med en frynsekjole og en cha-cha-cha. Der er en gymnast med meget disciplin og lidt stive lemmer, en stand up-komiker med nogle lidt nervøse monologer og en tidligere sundhedsminister, der synes, det handler mere om at være med end om at vinde. Men det, der ender med at stjæle billedet, er hverken deltagernes livshistorie, personlighedstræk, danseevner eller kostumer. Det er derimod den ovenud positive jargon, der gennemsyrer ens fjernsyn sådan en fredag aften. Visse steder minder den om den automatiserede måde, overklassesnuderne Poul og Fritz fra satireshowet Rytteriet roser hinanden. Replikskifter kan lyde sådan her: »Tak for en fantastisk dans, hvordan var det?«, »selv tak, det var meget fantastisk«, »det var også fantastisk at se på«.

Den mest præcise karakteristik af Vild med dans leverer Ditte Ylva Olsen, der oplever det som »at blive skyllet over af champagne«. Det er en følelse, som hele programmet formidler meget klart.

Sol over hele Danmark

Det meste, der er at sige, er altså godt, og der går ikke længe imellem, at dommerne ser noget af det bedste, de nogensinde har set, en perfekt strakt vrist, en konsekvent symmetri osv. Selvfølgelig er der plads til forbedring, men det giver bare anledning til pragteksempler på den såkaldte kritiksandwich – det trick at indlede og afslutte sin kritik med ros, så den glider nemmere ned – som man kender, hvis man nogensinde har været udsat for anerkendende ledelse.

Det kan godt være en sandwich med sparsomt kritisk fyld, som til gengæld er pakket ind i blødt brød. Som for eksempel når Britt Bendixen siger til Thomas Wivel, at han ganske sikkert har været et smukt barn og skriver godt, han stritter godt nok lidt med måsen i valsen, men hun synes, han er vidunderlig. Jeg ville kalde Britt Bendixen for min favoritdommer, hvis ikke jeg syntes, at alle dommerne fortjente den titel.Den uforbeholdne begejstring er vist smittefarlig.

Hvis man alligevel skulle give en enkelt dommer prisen for sæsonens indtil videre mest elegant svulstige kompliment, må det blive Jens Werner med den flotte charmeklud, der ved synet af Johannes Nymarks ranke holdning udbrød, at »der var sol over hele Danmark«.

Det lyder bedre, end når Nikolaj Hübbe siger »du er sgu en godte« til Ditte Ylva Olsen.

Kontra-ros

Vild med dans er en opvisning i, hvordan komplimenter leveres, men det er mindst lige så spændende, hvordan deltagerne tager imod dem. Der er forskellige strategier, hvoraf den mest udbredte er at køre kontra-ros (»du er fantastisk«, »hvor er du vidunderlig«).

Den strategi kan uden for tv-studier let ende i selvsving, men på tv kører kameraet bare videre, så her fungerer den fint. En anden klassisk måde at tage imod en kompliment er at sende den videre til en tredje part.

Det var det, Isaac Newton gjorde, da han pointerede, at han nok bare havde stået på skuldrene af giganter. Det var også det, Paprika Steen gjorde i fredags, da Nikolaj Hübbe roste hendes ben, og hun insisterede på, at det var hendes far, der skulle have point for dem, for han havde flotte vriste, mens hendes mor var platfodet. Det er ikke helt det samme som at afvise en kompliment; man anerkender sin fordel, men undlader ydmygt at tage æren for den. En tredje strategi demonstrerer Erik Brandt, der på et tidspunkt ikke kan tåle mere og må parere med luftkys.

Der kan også ske det, at komplimenterne rammer lidt forkert, så de ikke føles helt lækre for modtagerne. Som når Nikolaj Hübbe som det første roser Paprika Steen for at være urkomisk, efter at hun har danset så kontrolleret lækkert som overhovedet muligt. Paprika Steen løfter et øjenbryn.

Dans kan være flot at se på, og det er festligt, at TV 2 lægger sendeflade til den mulighed. Men det bedste er næsten, at den ædle disciplin ros også får plads til udfoldelse. Den kan være mindst lige så spændende – og variere lige så meget i elegance som dans.

’Vild med dans’, fredag aften kl.20.00 på TV 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ren Facebook for folk, der vil være mere kendt...
Eneste positive - folk kommer i form og op på dupperne - dem - der deltager, altså!

Jeg kunnne ikke være mere uenig med artiklens pointe: at der skulle være noget at lære fra "Vild med Dans" - det er bare endnu en ynkelig legitimering af hjernedød underholdning, der som en anden gang brød og skuespil skal tage fokus fra de reelle problemer i samfundet.
Og fri mig for alle de udbrud om "jeg ser det kun, fordi et familiemedlems ven er med..." samt "det sætter jo dans på dagsordenen, så derfor ser jeg det (igen)..." - og hvad så? Det er jo fuldstændigt bedøvende ligegyldigt, ja, jeg vil endda gå så langt som at sige, at programmet er bedøvende for hjernen og et klokkeklart eksempel på, hvad vi kan vente os, når tv ender som ren underholdning!
Programmet er og bliver hjernedødt og jeg håbede virkelig, at det ville uddø med det sidste program med debatten om Allan Simonsen, men desværre skete det ikke...

Christel Larsen, Anne Eriksen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Så forleden noget om en 12 årig pige, som var en kendis på twitter med over 18.000 følgere og noget med 270 likes i timen. Hvilket menneske bliver hun for fremtiden med værdier lagt på twitter likes frem for reel anerkendelse fra virkelige mennesker?

- Afhængighed af digital anerkendelse er fremtidens ludomani.

Vibeke Rasmussen

Noget af det mest groteske ved al den megen ros er næsten, at hvis man for alvor vil til tops i dansens verden, er det i langt højere grad hårdt arbejde og bogstaveligt talt blod, sved og tårer, end det er ros, der baner vejen.

Men det synes så heller ikke at være dansen, eller udviklingen hos den enkelte amatørdanser, der optager produceren, for så ville man vel vise netop dét: dansen og danserne? I stedet drejer det sig mest om smarte kameravinkler, zoomen ind og ud og fotografering oppefra, hurtige klip, lyseffekter, flotte kjoler, semi- og helkendisser og altså … overdreven, gensidig ros.

Personligt gider jeg godt se programmer med professionelle dansere. Programmer hvor produceren er fokuseret på at give mig som seer den bedst mulige oplevelse af dansen. Men jeg fatter ikke, hvorfor det på tv er blevet så populært at dyrke amatørismen, at stort set enhver tv-station med respekt for sig selv(!), 'sprøjter' programmer ud, hvor amatører, gerne kendisser, skal udføre noget, de hverken er uddannet til eller har talent for.

Jeg gider ikke al den middelmådighed. :(

Peter Wulff, Tue Romanow og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Hvis man skal undgå middelmådighed, så er der snart ikke mange damske TV- eller radioprogrammer tilbage.
Samtidig skifter DR de dygtige, lidt ældre medarbejdere ud for at lave elendige konkurrence (vind en...), kage, bolig, livsstils udsendelser med unge "kendisser". Så al ægte kultur og oplysningsprogrammer skal man finde andetsteds.
Hvorfor betaler vi licens til det?

lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Jeg hører til 'de hjernedøde', som kan li at se dette underholdnings-program,
primært fordi jeg synes, at det er interessant at følge hvor dygtige amatørere kan blive ved professionel undervisning, vilje og udholdende træning
både dem som har lidt medfødt talent og dem uden.

Hva' fa'en Astrid Kragh skal vel finde på noget at lave inden slingrevalsen bringer hende derhen, hvor hun hele tiden har hørt til: hos DF. Med Tulles transformation af DF til et "midterparti", så er springet næppe til at mærke.

Jeg eeeelsker 'Vild med dans'! Det er skøn, uforpligtende underholdning, og jeg nyder at se det hver uge. Så kan jeg læse Kierkegaard og Dostojevski, når jeg skal sove ;D