Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Yeah, yeah, yeah …’

Slapstick møder nouvelle vague i Richard Lesters stadigt spændstige, fantasirige og skægge ’A Hard Day’s Night’, den første (og bedste) Beatles-film fra 1964, hvor John, Paul, George og Ringo cementerede et image, de aldrig helt fik rystet af sig: De tre, måske fire barndomsvenner fra Liverpool, der erobrede verden med flabet charme, gåpåmod og en ufattelig musikalitet
’A Hard Day’s Night’ fanger Beatles på et tidspunkt, hvor de stadig har det sjovt med både berømmelsen og hinanden; omfanget og varigheden af fænomenet kunne ingen forudse og de fleste (inklusiv gruppen selv) var af den overbevisning, at Beatles-fænomenet havde en, højst to sæsoner at løbe på.

’A Hard Day’s Night’ fanger Beatles på et tidspunkt, hvor de stadig har det sjovt med både berømmelsen og hinanden; omfanget og varigheden af fænomenet kunne ingen forudse og de fleste (inklusiv gruppen selv) var af den overbevisning, at Beatles-fænomenet havde en, højst to sæsoner at løbe på.

Scanpix

Kultur
11. september 2014

Skal fænomenet Beatlemania kort sammenfattes, som det blev undfanget i 1963, eksploderede i 1964 og 1965 og ophørte i 1966, hvor gruppen kvittede scenen og turnelivet, fungerer Dick Lesters spillefilm A Hard Day’s Night fra 1964 som en drøm.

En fremragende demonstration af fænomenets manifestationer (skrigende og grædende piger, massehysteri, stort politiopbud og fyre med beatlesfrisurer, der checkede gruppens gear ud) samt inspiration til dets yderligere udbredelse.

Og filmen får på sin egen stilfærdige måde også fortalt noget om berømmelsens pris, eftersom vor fire helte det meste af tiden befinder sig i enten et transportmiddel, på et hotelværelse eller på en scene. Måske derfor virker den berømte udendørsscene, hvor de goofer rundt på en mark til lyden af »Can’t Buy Me Love« så befriende, fordi man et kort øjeblik slipper den klaustrofobiske fornemmelse af kronisk indespærring. Filmet i sorthvid over nogle uger i marts 1964 i pauser mellem drengenes andre engagementer, er den måske ikke, som plakaten proklamerer, blandt verdens 100 bedste film, men mindre kan gøre det, og dens uimodståelige dynamiske drive er kun blevet så meget desto mere animerende med tiden.

Foto fra filmen

Et tindrende Beatleland

Elementer som slapstick, nouvelle vague, nonsenshumor og cinéma vérité går op i en højere enhed i fortællingen om en typisk dag i The Beatles liv, som den så ud i 1964, the year Beatlemania broke, hvor den som den første britiske gruppe fik seriøst hul igennem i Amerika, idet den allerede var gigantisk i England og på kontinentet.

Vigtigst fanger den de fire herrer på et tidspunkt, hvor de stadig har det sjovt med både berømmelsen og hinanden; omfanget og varigheden af fænomenet kunne ingen forudse, og de fleste (inklusiv gruppen selv) var af den overbevisning, at Beatles-fænomenet havde en, højst to sæsoner at løbe på. Endelig giver den i snapshots her og der et portræt af et England, der er på vej ud af efterkrigstidens traumatiske tristesse og ind i de 60’ere, der blev både ’fab’, ’gear’ og ’swinging!’. Tilsat euforiserende stoffer, parring i flæng og revolutionær retorik. For nogen da. For som Bertel Haarder engang udbrød: »Jeg er også 68’er!« Right.

Men hvad er det da med de fire Liverpool-drenge, der gør dem, deres musik og den tilhørende fortælling så uopslidelige?

Vel, glider man ned i biografens plyssæde og lader den uopslidelige A Hard Day’s Night suse gennem ens mere eller mindre sønderskudte bevidsthed, var det første ord, der faldt denne reporter ind simpelthen stjernestøv. De fire unge mænd i filmen er fuldstændigt virkelige – og så totalt hinsides vor andres normalvirkelighed. De lever i en verden, der er så fjern, uopnåelig og eftertragtelsesværdig, at det overstiger normal fatteevne. Et tindrende Beatleland, og er man heldig drysses lidt af deres stjernestøv på én ligesom Klokkeblomsts i Peter Pan. Og så kan man flyve!

Beatleland bebos af fire elskelige, men også uartige kronprinser. Nah, tre. Ringo er ligesom det menneskelige element, sød, sjov og lidt fortabt, hvor George er hinsides cool, forbandet flot og sylespids og John kantet, drenget, spydig og charmerende. Og Paul, smukke, talentfulde og ikke helt troværdige Paul. Instruktør Dick Lester sagde ved en senere lejlighed, »Paul, well, he just tries too damn hard.« Men også det er en del af charmen og kemien. Som Reggie Lampert (Audrey Hepburn) spørger Peter Joshua (Cary Grant) i Charade (1963): »Do you know what’s wrong with you?« »No, what?« spørger Joshua. »Nothing!« falder Lamperts svar. Og sådan var det også med The Beatles. Der var INTET galt med gruppen, den var perfektion i en alt andet end perfekt verden!

Foto fra filmen

Monumentale personligheder

Som rollerne lægges ud i filmen af manuskriptforfatteren Alun Owen (fra Liverpool as well) er der ingen sprækker i muren. John, Paul, George & Ringo fremstår som fire monumentale personligheder, der sammen skaber noget hinsides deres individuelle formåen, noget større end nogen af de involverede i deres vildeste drømme havde forestillet sig. Men det geniale ved John, Paul, George og Ringo er, at næsten enhver kunne finde noget at identificere sig med ved én af dem. Ok, stærkt som de stod individuelt, (og de stod stærkt, vi omtalte dem således KUN ved fornavn hjemme på vejen), overstråledes de fuldstændig af deres fælles bomærke. The Beatles. Det var til hver en tid det, der stod med stort på plakaten. Og alle, der bare kom i bandets nærhed, ville til evig tid været forbundet dermed.

Det handlede om en udefinerbar kemi, de færreste grupper besidder, for der er sgu altid et svagt led, ikke sandt? Ikke her, for i The Beatles komplimenterede personlighederne hinanden til perfektion. De gjorde rockgruppen til den mest attråværdige enhed i musikindustrien og startede en sand epidemi. Siden Sinatra i 1940’erne havde musikbranchens været domineret af solister, af sangere. Som klarinettisten Artie Shaw udtrykte det, »Singers ruined music

The Beatles ændrede alt det og gjorde selve det at spille i et band til indbegrebet af stil, ja til et must! Gerne i matchende jakkesæt og med hele den der særlige synergi, der opstår, når væsensforskellige temperamenter støder sammen om et fælles projekt. I deres tilfælde tilmed i hele verdens søgelys. Og eksemplarisk fremstillet i A Hard Day’s Night!

Og tilbage til filmen, der starter med at John, George og Paul flygter gennem en togstation, forfulgt af en flok skrigende teenagere. På vej henover perronen passerer de to skikkelser, der sidder og læser. Den ene er Paul, forklædt med skæg, den anden en ældre gentleman. De to lister sig ind i toget til de andre tre, og så er gruppen samlet og på vej. Mod det næste hotelværelse og den næste koncert. Plus den ældre gentleman (spillet med gusto af Wilfred Brambell), der præsenteres som Pauls bedstefar. Dennes speciale er at sætte lus i skindpelsen og sprede individuel utilfredshed, så han kan stikke af for at gå på kasino og score damer. Han er ingen elskelig personage (»He’s a villain, a real mixer,« siger Paul flere gange), men de accepterer ikke desto mindre hans eskapader. Så nogenlunde da. For det utaknemmelige job at holde sammen på tropperne tilfalder manageren Norm (Norman Rossington), assisteret af road manager Shake (John Junkin). Det kommer der meget sjov og fikumdik ud af. Heldigvis. I det hele taget vælter filmen sig i pragtfulde optrin og en hæsblæsende dialog, man aldrig bliver træt af at citere.

Foto fra filmen

Slidstærk sangskat

Gruppen skal til London og medvirke i et tv-show og efter mange gags og forviklinger, som regel foranstaltet af Pauls uregerlige bedstefar, slutter filmen da også med endnu en hæsblæsende optræden fra de fabelagtige fire, hvor man kan give slip på sin indre teenagepige og bare skrige højt eller hulke stille, alt efter temperament. For glemte jeg at nævne musikken. Halløjsuppe, det er så oven i købet det bedste af det hele! Det er min påstand, at intet navn fra rockepoken med Bob Dylan som mulig undtagelse har skabt så slidstærk en sangskat som netop The Beatles. Og den side af sagen er heldigvis også rigt repræsenteret i A Hard Day’s Night, hvor bandet ikke så meget spiller »Waltzing Mathilda« som synger »yeah, yeah, yeah«. Og netop denne ubetvingeligt positive tilkendegivelse gennemsyrer filmen, der nu for en stund altså kan ses i biografen. Af HELE familien, tilmed, fra den mindste spirrevip til den ældste knark. Lidt som Far til Fire, bare en fantazillion gange bedre! Åh John, Paul, George & Ringo – tak, tak, tak!

Foto fra filmen

’A Hard Day’s Night’ Instruktion: Richard Lester. Manuskript: Alun Owen. Engelsk (Nordisk Film Biografer over hele landet hele ugen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg så den i Bangkok, 11 år gammel og efter filmen (eller var det før) rejste alle i biografen sig (som man gjorde på de kanter) til den thailandske nationalhymne under fremvisning af portrættetet af (en ung og i øvrigt også musikglad) Kong Bhumibol i fuld ornat (gjaldt også da vi så Sound of Music og King Creole - Elvis) og så ellers ud i varmen til en oversødet Fanta og en stærkt koloreret virkelighed, som selvsagt ikke lignede Liverpool ret meget, men som alligevel var blevet ændret fundamentalt. Pludselig var man blevet til om ikke nogen, så noget. Man var blevet FAN og livet havde fået både mening og retning. Bare ærgerligt at man ikke måtte være rigtigt langhåret (ørerne skulle i hvert fald være fri).