Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det er altid de andre, der er overflødige

Trojanow rapporterer med skarpsindighed fra frontlinjen i den globale konkurrence, hvor kun de produktive har plads og nyliberalismen og klimabevægelsen har fundet hinanden i spørgsmålet om overbefolkning
Alene de fødevarer, der bliver kasseret i Europa og Nordamerika er nok til at brødføde alle sultende men-nesker i verden. Alligevel bliver den rige elite stadigt rigere, og det er acceptabelt at konstatere, hvordan afrikanerne ’føder for mange børn’.

Jakob Dall

Kultur
3. oktober 2014

Verden minder i stigende grad om togvognene i den indiske delstat Bihar, den mest tilbagestående region på hele subkontinentet. Nogle få mennesker har indrettet sig på første klasse, andre halvvejs privilegerede er stuvet sammen på anden og tredje klasse, men sidder trods alt inden døre i ly for regn og sol – i modsætning til størstedelen af passagerne, der enten ligger på togets tag udsat for vind og vejr, klamrer sig til dørene eller kryber sammen mellem vognene. Somme tider falder en af dem af toget på grund af udmattelse, mens andre desperat forsøger at springe på.

Billedet er taget fra Ilija Trojanow nye bog Det overflødige menneske. Bogen er et stærkt polemisk opgør med det senkapitalistiske samfunds adskillelse af de produktive og de overflødige. Trojanow rapporterer med skarpsindighed fra frontlinjen i den globale konkurrence, hvor kun de produktive, de innovative, de værdiskabende og de kreative har plads. Den værste skæbne, der kan overgå en person i den moderne globaliserede kapitalisme er at blive overflødig. Og dog er der mange, der i dag regnes for overflødige, hvis man spørger økonomer, internationale organisationer og globale investeringsbanker. Når man ikke producerer noget eller – hvad der er endnu værre – når man ikke konsumerer noget, så indgår man ikke i det store samfundsøkonomiske regnestykke. »At købe er at leve«, lyder en reklame fra en stor tysk butikskæde. Med andre ord er markedets grænser samtidig livets grænser, som Trojanow noterer i bogens indledning.

Produktivitetskommissær Malthus

Ilija Trojanow er essayist, debattør og forfatter til en række rejsebøger og romaner. Han er bosat i Wien, født i 1965 i Bulgarien og levede som ung i Kenya i en længere årrække. På dansk er han mest kendt for romanen Verdenssamleren, der udkom på Tiderne Skifter i 2011. I Det overflødige menneske stiller Trojanow skarpt på den skæbne, der hver dag overgår millioner af mennesker i den globale landsby. Forestillingen om det overflødige menneske henter Trojanow fra den britiske sociolog og økonom Thomas Robert Malthus (1766-1834), der ved industrialiseringens højdepunkt i starten af 1800-tallet fremsatte sin lov om befolkningstilvækst. Malthus konstaterede, at »Hvis et menneske bliver født ind i en overfyldt verden, hans familie ikke har råd til at forsørge ham, og hvis samfundet ikke har brug for hans arbejdskraft, da har han ingen som helst ret til at kræve føde, og han er i sandhed overflødig. Ved naturens store gæstebud er der ikke dækket op til ham. Naturen beder ham om at træde af, og den forsømmer ikke selv at sørge for at effektuere ordren.« Ifølge Malthus’ ekstreme socialdarwinisme må man tage afstand fra alle forsøg på at bremse naturens udvikling ved sociale forordninger. Hvad enten det er gennem økonomiske kriser eller økologiske kriser, vil overbefolkningen automatisk nedbringes med tiden.

Hvis naturen ikke selv gør arbejdet, hjælper den rige del af verdens beslutningstagere til. Historikerne er i dag enige om, at hungerkatastroferne i Kina, Britisk Indien og Sovjetunionen var folkemord. Og det fortsætter ifølge Trojanow. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation vurderer, at der hvert år dør atten millioner mennesker af sult. Hvert femte sekund dør et barn under ti år af sult. Det kan ligne et resultat af Malthus’ teori om, at der ikke er dækket op til alle ved naturens gæstebud. Men det er ifølge Trojanow ikke tilfældet. Der bliver på verdensplan fremstillet tilstrækkelige mængder fødevarer til, at ingen behøver sulte. Alene de fødevarer, der bliver kasseret i Europa og Nordamerika er nok til at brødføde alle sultende mennesker i verden. Den rige elite bliver stadigt rigere, imens det bliver acceptabelt at konstatere, hvordan afrikanerne »føder for mange børn«, eller hvordan velfærdsstaten ikke bør udvise svaghed for de svage. De ultrariges krav bliver forklædt som avanceret økonomisk teori, der søges presset ned over virkeligheden, uanset udfaldet.

Økologisk chauvinisme

Trojanows mest provokerende og originale tese er, at Malthus’ socialdarwinisme i dag har fundet en uforudset alliancepartner i den økologiske bevægelse. Nyliberalismen og klimabevægelsen har fundet hinanden på mindst ét punkt. De er enige om nødvendigheden af at føre en åben og fordomsfri diskussion om »det ubehagelige spørgsmål« om overbefolkning. Miljøaktivister som James Lovelock, Arne Næss og George Sessions har alle argumenteret for en drastisk tilbagegang i befolkningstallet. Den amerikanske milliardær, naturbeskytter og grundlægger af The North Face Company, Douglas Tompkins beskrev forleden i The Atlantic, hvordan »den menneskelige verdens befolkning må reduceres for, at den ikke-menneskelige verden kan beskyttes«. Den endnu mere velhavende Bill Gates har udtalt, at der er behov for at reducere verdensbefolkningen med fem til ti procent. Men, som Trojanow anfører, er det hverken amerikanere eller de vestlige miljøforkæmpere, der udgør de overflødige mennesker. Det er altid de andre, der er overflødige.

Det fører Trojanow frem til en analyse af den samfundsklasse, der eksisterer på kanten af overflødigheden, kaldet for prækariatet (af det latinske precarius: imødekommet efter anmodning, allernødigst tildelt). Denne eksistensform gælder ikke kun befolkningerne i tredjeverdenslandene, men er en betegnelse, Trojanow bruger for arbejdsløse og løstansatte overalt i den globale økonomi. I stedet for tidligere tiders sikkerhedsnet på arbejdspladsen er trådt en ny form for kapitalistisk fleksibilitet, der har gjort lønmodtageren til en genstand, som arbejdsgiveren kan bruge efter behov. Trojanow anklager specielt socialdemokraterne for at have stået i spidsen for den systematiske afvikling af velfærdsrettigheder og for at indføre en »nødvendighedens politik«, der er afledt af markedskræfterne. Prækariatet står tilbage uden muligheder for at appellere eller kæmpe for deres ret. De kan hurtigt erstattes eller sættes ned i løn. Af samme grund er det lykkedes kapitalismen at samle en reserve af billig, tilgængelig arbejdskraft, uden at det har skabt succesfulde protestbevægelser.

Det overflødige menneske er deprimerende læsning, ikke på grund af forfatteren, men på grund af indholdet. Der bliver delt lussinger ud til de politiske og økonomiske eliter. Bogen er flere steder forsynet med deprimerende statistikker om ulighed, privatisering af den offentlige sektor og liberaliseringer af løndannelsen. Bogen er ikke en videnskabelig afhandling. Leder man efter en systematisk kritik af senkapitalismen, bør man læse Michael Sandel’s What Money Can’t Buy eller Richard Sennetts The Culture of the New Capitalism. Ilija Trojanow har derimod skrevet en fremragende lille bog om nyliberalismens nære livsverden, hvor alle har ansvar for egen indtjening, og hvor kløften mellem de superrige og resten vokser sig stadigt dybere.

Det overflødige menneske
 Ilija Trojanow
Oversat af Jacob Jonia
Tiderne skifter
79 sider
160 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ilija Trojanow stiller skarpt på det faktum, at en meget stor del af jordens befolkning i praksis betragtes som overflødige af vore dages malthusianere og socialdarwinister. Det være sig neoliberalister – og økologer/klimabevægelsen/miljøaktivister.

Jeg har ikke selv læst bogen, men vil anfægte den – efter anmeldelsen at dømme – brede stempling af ’økologer/klimabevægelsen/miljøaktivister’ som malthusianere og socialdarwinister.

Tre navne trækkes frem som bevis. Det er individer - altså vel at mærke ikke organisationer eller bevægelser. James Lovelock, Arne Næss og George Sessions. Briten James Lovelock er mest kendt for at være ophavsmand til Gaia-teorien (om Jordens selvregulerende kapacitet). Nordmanden Arne Næss er globalt kendt som den filosofiske ophavsmand til dybdeøkologien – og George Sessions er nærmest hans amerikanske elev.

I hvert fald James Lovelock og George Sessions har ytret sig i udtalte malthusianske vendinger.

Men det er en fejlagtig karakteristik af den økologiske bevægelse og klimabevægelsen som sådan, at de er præget af Malthus eller socialdarwinisme. Det findes nok, men det er i højere grad hos individer, der har stirret sig blind på befolkningstilvæksten uden at have øje for de sociale årsager til truslerne mod klimaet og mod de økologiske systemer i det hele taget.

Klimabevægelsen er i de sidste femten år mere og mere blevet præget af at have fokus på klimaretfærdighed. Climate Justice Now! Det er derfor den gang på gang solidariserer sig med de fattigste lande, dvs. de lande, hvor der bor allerflest ’overflødige’ mennesker. I visse tilfælde behandles de lande i det hele taget som ’overflødige’ af de rige lande i klimaforhandlingerne.

Fundamentet for klimaforhandlingerne i FN-regi er Klimakonventionen fra 1992, der ikke taler om at nogle er overflødige, men tværtimod peger direkte på de rige, tidligt industrialiserede landes ansvar for de menneskeskabte klimaforandringer. Det skrev de selv under på, men har haft travlt med at løbe fra.

Med Danmarks og uvidende journalisters nyttige, idiotiske hjælp gjorde USA Kina ansvarlig for fiaskoen ved COP15. Og lykkedes langt hen ad vejen med det.

Trojanow svækker efter min mening sit hovedbudskab om de overflødige mennesker i en verdensorden, hvis etik er udtrykt så glimrende af Peter Sloterdijk: At handle mod bedre vidende, det er den globale måde at forholde sig på i dagens overbygning.

Steffen Gliese

Det er jo afgørende forkert, at samfundene skal underlægge sig den ubarmhjertige naturens lov. Tværtimod er de et værn imod denne, ligesom menneskets kultivering af naturen reelt set udrydder sult og nød - og gjorde det før det moderne landbrug tog ekstreme og destruktive metoder i brug.
I "Køn og Skæbne" behandler Germaine Greer overbefolkningsspørgsmålet ud fra den meget originale vinkel, at der foregår en ubevidst udryddelse af de mennesker, man ikke identificerer sig med - og at overbefolkningsproblemet derfor slet ikke forstås af de hvide udsendte. Det er stadig en på mange måder læseværdig bog.

Steffen Gliese

Denne bog er vist værd at trække frem igen efter de nye forsøg fra nogle danske klimaforskere på at gøre mennesker i fremmede lande til problemet. Som det ses af anmeldelsens dato, er det ikke en ny tanke, den vender tilbage med kedsommelig regelmæssighed som alle andre forsøg på at læsse sin egen utilbøjelighed til at ændre på noget over på andre.