Læsetid: 4 min.

Nu med blod på hænderne

Alt undtagen krigen mod terror er forbi, og CIA-agenten Carrie Mathison er ude på et sidespor som desillusioneret dronedronning i Kabul. Homeland genstarter sig selv ved at lade hende få blod på hænderne – og ved at introducere et uskyldigt offer for amerikansk krigsførelse
I fjerde sæson af ’Homeland’ er CIA-agenten Carrie Mathison ikke længere i sine følelsers vold. Hun er blevet en mellemfornøjet skrivebordskriger, der ikke appellerer helt så meget til ens sympati, som dengang hun inkarnerede ens lønlige fantasi om, at den rette mængde hysteri kunne korrigere for samtlige systemfejl i USA’s sikkerhedspolitik.

I fjerde sæson af ’Homeland’ er CIA-agenten Carrie Mathison ikke længere i sine følelsers vold. Hun er blevet en mellemfornøjet skrivebordskriger, der ikke appellerer helt så meget til ens sympati, som dengang hun inkarnerede ens lønlige fantasi om, at den rette mængde hysteri kunne korrigere for samtlige systemfejl i USA’s sikkerhedspolitik.

Fra DR

9. oktober 2014

Bortset fra krigen mod terror er alt, hvad Homelands første tre sæsoner handlede om, afsluttet. CIA er blevet bombet og genopbygget, Saul Berenson med den solide integritet er blevet udskiftet som direktør for CIA af en populistisk hofsnog og har fået nyt arbejde i den private sikkerhedsbranche. Nicholas Brody – krigsfangen, der blev omvendt til islamisk terroristaspirant, modtaget som krigshelt, ført frem som vicepræsidentkandidat og forfulgt som landsforræder – er død. CIA-agenten Carrie Mathison, hvis store kærlighed han var, har født hans barn, efterladt det hos sin søster og fået et nyt arbejde som chef for CIA’s afdeling i Kabul. Set herfra er krigen mod terror ikke så meget et spørgsmål om at gennemskue personlige motiver og dunkle alliancer som en daglig afvejning af, hvor mange uskyldige liv en død terrorist er værd.

Med Brody af vejen må Homeland præsentere nye karakterer, man skiftevis kan heppe og tvivle på, så serien kan opretholde den loyalitetskonflikt, man som seer havner i, og som udgør en væsentlig del af spændingen. Carrie Mathison er ikke længere i sine følelsers vold, og hendes egenrådige retfærdighedssans er tilsyneladende erstattet af korpsånd og adrenalinafhængighed. Som mellemfornøjet skrivebordskriger appellerer hun ikke helt så meget til ens sympati, som dengang hun inkarnerede ens lønlige fantasi om, at den rette mængde hysteri kunne korrigere for samtlige systemfejl i USA’s sikkerhedspolitik. Nu vil hun bare passe sit arbejde, undgå sit barn og glemme sin afdøde elskede, og så går det galt. Efterretninger, som CIA’s øverstbefalende i Islamabad modtager fra en hemmelig kilde, viser sig for en gangs skyld at være dårlige, og Carrie kommer på den konto til at sætte et jagerfly til at bombe en pakistansk bryllupsfest.

Uskyldige ofre

Ud af ruinerne redder lokale den unge medicinstuderende Ayaan, der har mistet hele sin familie (heriblandt en militant islamist-onkel) i angrebet. Alting tyder på, at det bliver hans og Carries synsvinkler, man som seer skal splittes mellem resten af sæsonen. Ayaan er ikke akut ramt af hævntørst, han er bare i sorg og afviser sin vens forslag om at lægge den optagelse af bryllupsfesten, der afbrydes af bombenedslag, op på internettet. Desværre for Ayaans forsøg på at være i fred og for USA’s omdømme mener hans bofælle, at sandheden skal ud, og pludselig har en halv million mennesker set optagelserne, antiamerikanske demonstranter fylder Islamabads gader og CIA-chefen med den hemmelige kilde bliver banket ihjel.

Det er ikke første gang, at Homeland lader et amerikansk angreb på civile definere en karakter. Brodys loyalitet over for den islamiske terrorist Abu Nazir udsprang af vreden over det droneangreb på en irakisk skole, der dræbte Abu Nazirs søn, som Brody havde knyttet sig til under sit krigsfangenskab.

Brodys historie handlede om, hvorvidt man kan adskille terroristen, borgeren og privatpersonen fra hinanden, og om, hvordan hans voldelige planer kunne spores tilbage til vrede, der bundede i en sorg. Det er ikke Ayaans historie, han prøver tilsyneladende bare helt plaget og sorgfuld at finde den mest hensigtsmæssige måde at reagere på, når amerikanske bomber dræber hele ens familie. Synsvinklen er så solidt plantet hos ham, at man må regne med, at han kommer til at generere noget drama. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre, at der bliver lagt spor ud i andet afsnit. Homeland har hele tiden villet nuancere billederne af henholdsvis dem, der er med os, og dem, der er mod os, men det er nyt at have en pakistansk hovedperson, der, så vidt vi ved, bare gik og passede sine studier, indtil CIA sendte et bombefly.

Det er også nyt, at så mange karakterer pludselig fungerer som talerør for en klar og entydig kritik af USA’s krigsførelse de sidste 13 år. Den amerikanske ambassadør i Islamabad er således hverken imponeret over CIA’s angreb eller over den omstændighed, at USA’s officielle drabsliste er vokset fra syv navne umiddelbart efter angrebet den 9. september til 2.000 navne. »Man behøver åbenbart ikke at være terrorist for at stå på den, det er nok at se ud som en,« sukker hun.

Direkte kritik af Afghanistankrig

Saul Berenson føler sig også forpligtet til at give det amerikanske militær en venlig opsang i stedet for at holde en salgstale om sit nye firmas tvivlsomme ydelser. Her leverer serien en ret direkte kritik af krigen i Afghanistan gennem sin mest samvittighedsfulde karakter. Den var ikke tænkt ordentligt igennem. Ingen regnede med, at den ville vare så længe, og derfor blev der sjældent tænkt mere end 12 måneder frem. Arbejdet er kun halvt færdigt, de afghanske sikkerhedsstyrker kan ikke beskytte civilbefolkningen fra al-Qaeda.

Carrie Mathisons primære funktion i første afsnit (inden den gamle retfærdighedstrang får handlingen til at rulle igen) er tilsyneladende at eksemplificere den kyniske og indifferente autoritet, der plejer at få hende til at se rødt. Carrie har sågar lagt sit gamle eksterne overjeg, Saul, på hylden og tager ikke telefonen, når han ringer. Til gengæld har hun en perlerække af karakterer omkring sig til at give hende moralske opsange.

Jagerpiloten, der smed bomben, kalder hende for et monster, og Peter Quinn, der indtil nu har været en helt kølig, driftsikker snigskytte, bliver rasende over hendes koldblodighed. Receptionisten på den amerikanske ambassade er nødt til at minde hende om, at hun har blod i hele hovedet, og søsteren er nødt til at minde hende om, at hun har et barn. Efter tre sæsoners tiltagende koncentration af skrøbelige konspirationer, følelsesmæssigt rod og håbløs planlægning er Homeland blevet betydeligt mere klar. Men hvis den nye tendens til entydighed ikke skal blive ærgerlig i længden, skal der skrues godt op for komplikationerne imellem Carrie og Ayaan.

’Homeland’ sendes onsdage kl. 21. på DR2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu