Læsetid: 4 min.

Distingveret realisme

Kjell Westö har med ’Luftspejling 38’, der modtager årets Nordisk Råds Litteraturpris, skrevet en effektiv thriller og historisk roman om lurende ondskab med klare budskaber til i dag
Kjell Westö er født i 1961 i Helsinki. Han har tidligere modtaget adskillige priser, herunder Finlandia-prisen, den mest prestigefyldte litteraturpris i Finland. ’Hägring 38’ er også nomineret til den svenske Augustpris.

Kjell Westö er født i 1961 i Helsinki. Han har tidligere modtaget adskillige priser, herunder Finlandia-prisen, den mest prestigefyldte litteraturpris i Finland. ’Hägring 38’ er også nomineret til den svenske Augustpris.

Scanpix

31. oktober 2014

Kjell Westös roman Luftspejling 38 foregår i Helsingfors i 1938. Den har tragtform. Det gik først så småt op for mig, men det er faktisk en slags thriller, hvor sagerne bevæger sig fremad – eller snarere nedad – med grum, uafvendelig logik. En person bliver stillet til regnskab, venskaber og familieforhold forsvinder ned i ideologiske kløfter.

Bogen foregår i en uheldsvanger tid, der også har tragtkarakter: overalt en fornemmelse af, at alt løber mod uafvendelige katastrofer. Og profetierne har ikke opsættende virkning, desværre. Samtalerne i bogen handler i stor udstrækning om europæisk storpolitik set fra Finland. Det er derfor også en samtaleroman, en diskussionsroman, som sætter historiske positioner i spil. Det gør den godt, synes jeg, og uden at man særligt mange steder føler sig hensat til en historietime uddelegeret til fiktionsfigurer.

Bogens diskussioner foregår primært i Onsdagsklubben, hvor bogens ene hovedperson, den liberale og pacifistiske advokat, Claes Thune – »ængstelig småborger«, kalder han sig selv – i over ti år månedligt har mødt sine gamle venner til kombinerede drikke- og debatsammenkomster. Thune er nu blevet loren ved møderne, efter hans kone har forladt ham til fordel for vennen og – akavet nok, klubmedlemmet – psykiateren Robert Lindemark. Men traditionen fortsætter året igennem og møderne bliver mere og mere konfliktfyldte, uenighederne flammer op mellem de liberale og Hitler-kritiske på den ene side og på den anden de konservative, som bagatelliserer Hitlers parader og sabelraslen, har voksende forståelse for talen om det tyske behov for lebensraum og i det hele taget er meget fortrøstningsfulde ved at leve i »stålets og instinkternes æra«; nogen skal jo danne bolværk mod bolsjevikkerne, siger de. »Risikoen for krig er mindsket efter at Hitler kom til magten,« lader Westö en af dem udbryde, og får dermed lagt et af flere syrlige drops.

Det er indlysende, at Westö bruger denne Onsdagsklub som et brændglas, hvor vennekredsen kan diskutere den makropolitik, det interesserer ham at få til at flamme op i det sociale. Selvom klubben sidder i Finland er den, som det hedder, »ikke uberørt af verdens truende spektakel«. Det voksende jødehad – eller i det mindste den stiltiende accept af det, også i Finland – har f.eks. alvorlige personlige konsekvenser for klubbens jødiske medlem, den hensygnende kunstner Jary.

Får bank af nationalister

De politiske konflikter florerer i det hele taget i bogen. Thune skriver en artikel om »den europæiske situation« og får kritik i klubben og bank af nogle nationalister. De finsksindede ser skævt til de svensktalende, modsætningerne fra den finske borgerkrig i 1918 er ikke gået i sig selv. I klubben taler man godt nok ikke længere om borgerkrigen, hvor »de hvide« satte tusindvis af »røde« i dødslejre. Det virker som et overstået kapitel for de privilegerede mænd i klubben. Det er det på ingen måde for bogens anden hovedperson, Fru Wiik, Claes Thunes kontorist. Hun sad som barn af ’røde’ forældre i en de frygtede sultlejre som 17-årig, hvor hun, ud over at spise frøer og bark, blev udsat for gentagne voldtægter af en person, hun kalder Kaptajnen. Voldtægterne har medført en trespaltet personlighedsstruktur: Fru Wiik er den propre kontorist med plejede negle, Matilda den drømmende (fortrængende) filmentusiast, Miljapigen, den impulsive, uvorne og i sidste instans handlende. Rent fortælleteknisk (og psykologisk) er dette trespand af personaer efter min mening et lovlig konventionelt greb, en meget oplagt, men også småknirkende, måde at spænde et indre drama ud på. Men går man med på legen, fungerer det sådan set okay.

Westös dramatiske clou og bogens trækrem, hvad spænding angår, er, at Kaptajnen pludselig dukker op på kontoret hos Thune og Fru Wiik. Kaptajnen er et af onsdagsklubbens medlemmer, viser det sig. Men hvem? Det er læserens gulerod, spændingen stiger. Denne gyldne narrative motor plejer og beskytter Westö helt til bogens slutning, hvor dramaet spidser til og afsløringen falder. Igen kan man måske finde grebet lettere søgt – Matilda ved nemlig godt, hvad Kaptajnen hedder, men Westö lader hende hverken tænke eller sige det; i den forstand er hun en velopdragen og spændingsbevarende romanfigur – men Matilda (og hendes indre hævner, Miljapigen) bliver nu altså kurtiseret heftigt af Kaptajnen, som bekvemt nok for dramaturgien ikke genkender Matilda fra lejren.

Stringent er Luftspejling 38 blevet kaldt af flere anmeldere. Jeg er enig, jævnfør tragtformen. Den er fortalt med stort kompositionelt overblik, og den vældigt redelige, adstadige, svalt lektoragtige fortæller springer ubesværet frem og tilbage i tiden og indskyder gerne ekspositioner om figurers forhistorier eller små historiske rids, når der er brug for det, ligesom bogens personer hjælpsomt nok er i besiddelse af meget skarpe hukommelser, der nøje kan tidsfæste, hvad de har oplevet. Det er ikke nogen formelt nybrydende bog, men snarere distingveret realisme, skrevet i et altmodisch tintet sprog, glimrende fordansket af Jesper Klint Kistorp.

Luftspejling 38
Kjell Westö
Oversat af Jesper Klint Kistorp
Batzer & Co
400 sider
298 kroner
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu