Læsetid: 3 min.

Fanget i Josef K’s mareridt

Haruki Murakami låner atter fra Kafka i vellykket ny roman om, hvordan vi opfatter virkeligheden og hinanden
10. oktober 2014

Hvordan opfattes vi af vores venner, og hvad betyder vi for andre? Spørgsmål af den art har de fleste af os sikkert spekuleret over fra tid til anden, og de nager også hovedpersonen i Haruki Murakamis nye roman, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår.

På gymnasiet var Tsukuru og hans fire venner uadskillelige. Gruppen bestod af tre drenge og to piger, og i hvert fald Tsukuru forestillede sig, at intet kunne splitte dem ad. Af samme grund kom det som et chok for ham, da han som 20-årig fik at vide, at de fire venner ikke ville se ham mere.

»Det var lige på og hårdt, og et kompromis var ikke muligt. Han fik ingen forklaring på den grusomme besked og turde heller ikke spørge om grunden.«

I tiden derefter funderede Tsukuru på at begå selvmord, mens han fortvivlet forsøgte at regne ud, hvorfor han var blevet udstødt. Fordi han var for kedelig? Fordi hans navn i modsætning til de andres ikke indeholder nogen farvereference?

Femten år efter lever Tsukuru et stille liv i Tokyo præget af hverdagsrutiner og et job for et jernbaneselskab, hvor han tegner og vedligeholder stationsbygninger. Han er stadig »overbevist om, at der grundlæggende fandtes noget i ham, der skuffede andre mennesker«. Af samme grund er det forhold, han netop har indledt med Sara, skrøbeligt. På Saras opfordring beslutter Tsukuru sig derfor for at opsøge sine gamle venner og få den forklaring, hun mener, at han har brug for, hvis han skal genfinde selvtilliden, og deres forhold skal udvikle sig.

Fanget

Sammenlignet med Murakamis seneste titel, trilogien 1Q84 (2009-10), er Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår relativt dæmpet og realistisk. På mange måder minder den om forfatterens gennembrudsroman, Norwegian Wood (1987), med hvilken den også deler en nærmest desillusioneret og melankolsk tone. Trods dette anslag står det imidlertid hurtigt klart, at det netop er realismen, der driller. Eller i hvert fald vores opfattelse af virkeligheden. Tsukuru er som Kafkas Josef K i Processen fanget i et univers, der foreløbig ingen mening giver, og som samtidig nægter ham en forklaring på den uretfærdighed, han føler sig ramt af. Kafka spøger således atter – som han har gjort så tit i forfatterskabet ikke mindst i Kafka på stranden (2002) – og det samme gør musikken og drømmene.

Nogle år efter bruddet med vennerne introduceres Tsukuru nemlig til Liszts Années de pélerinage – pilgrimsårene – af en ung mand ved navn Haida. Det korte venskab med Haida får rusket op i Tsukuru, og som det hedder om hans foretrukne Liszt-stykke, Le mal du pays, givet »den formløse sorg, der havde grebet hans hjerte, en fast kontur«. Samtidig er Haida dukket op i en våd drøm, Tsukuru har en nat, og da han vågner, slår det pludselig Tsukuru, at han ikke kunne »adskille grænserne mellem drøm og fantasi eller mellem fantasi og virkelighed«.

Afsnittene med Haida står i et noget gådefuldt skær, det må med i denne anmeldelse, men det ændrer ikke ved, at Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår atter demonstrerer Murakamis overlegne evne til at fortælle inciterende historier helt ud over det sædvanlige.

Det er ganske enkelt en stor og svimlende fornøjelse at følge Tsukurus famlende forsøg på at forsone sig med fortiden og finde ud af, hvem han er, og hvad folk synes om ham – også selv om det sidste, som han siger, virker håbløst: »At finde sit eget værd er lige så besværligt som at ville måle noget, der ikke finde måleenheder for.«

Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår
Haruki Murakami
Oversat af Mette Holm
Forlaget Klim
302 sider
299 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu