Læsetid: 4 min.

Fortid bliver historie, når vi bruger den

Bernard Eric Jensens fortælling om fortidens brug driver pointen hjem, men skæmmes af indædt eurocentrisme
Den offentlige debat er i disse år mættet af historie – som når vi i disse dage advares om, at Kobane kan blive det nye Srebrenica. Derfor må vi også hilse Bernard Eric Jensens bog om fortællingen om fortiden velkommen.

Kilic Bulent

24. oktober 2014

»What a fascinating modern world we live in,« udbryder kaptajn Jack Aubrey (Russell Crowe) i Peter Weirs filmklassiker Master and Commander (2003), da han har studeret en model af den nye franske fregattype, han er oppe imod. I 1805, midt under forfølgelsen af de franske kapere, bliver Aubreys eget skib skueplads for et lavintensivt opgør mellem kaptajnens gammeldags autoritære tankegang og de nye, demokratiske ideer repræsenteret ved oplysningsmanden og skibslægen Stephen Maturin (Paul Bettany). Aubrey nedkæmper til sidst det franske skib ved selv at inkorporere moderne, naturvidenskabelig metode i sin taktik.

Napoleonskrigene og oplysningstiden er fortid, men i modsætning til fortiden er historien med os hele tiden. Historien er fortællingen om fortiden, og vi spejler os i den. Eller i hver sin. For historien er ikke længere Historien med stort H og bestemt entalsform, men tilhører og udspringer af den enkeltes måde at forstå sine omgivelser på. Når den store kollektive fortælling om fortiden forvandles til fragmenterede individuelle tolkninger, har vi nået den postmoderne fortidsbrug, hvis tilblivelse Bernard Eric Jensen sporer i sin bog.

Fortiden forvandles til historie, når vi bruger den, dvs. når vi tolker det, vi tror, vi ved om fortiden, fordi det hjælper os til at forstå nutiden og bygge forventninger til fremtiden. Det kan der være god grund til at pege på i en tid, hvor intellektuelle står i kø for at beklage samfundets eller befolkningens demens, fordummelse og historieløshed og begræder tabet af »den store fortælling«.

Derfor må man også hilse Bernard Eric Jensens bog velkommen. For den offentlige debat er i disse år jo faktisk mættet af historie – også den historie, som rækker ud over dagens politiske dagsorden, som når vi i disse dage advares om, at Kobane kan blive det nye Srebrenica.

Det store traume

I en dansk kontekst tør man bare minde om det store og aldrig forløste traume fra samarbejdet med Nazityskland i 1933-45, koldkrigsopgør, der må afgøres i både by-, lands- og højesteret, ja, selv nederlaget i 1864, resultatet af overdreven national selvhævdelse og en idiotisk sikkerhedspolitik. Det er aktuelle og relevante temaer, og det havde været fint at se, hvordan Bernard Eric Jensen ville indskrive dem i sin fortælling.

Det levnes der imidlertid ikke plads til i bogen, hvilket er ærgerligt. 1864 kostede tusinder af menneskeliv, og fordi en del af de dræbte var ’vore egne’, kan vi identificere os med dem i bøger og på film. Afgørende er det, at slaget ved Dybbøl fandt sted i virkeligheden. At krigen i 1864 så langtfra var den blodigste krig i danmarkshistorien, som det ellers påstås i traileren til DR’s tv-serie 1864, er ligegyldigt, har seriens producer hævdet. For serien »er jo ikke noget faktaprogram«. Men følger man Bernard Eric Jensen, er det netop, hvad den er. Det er brugen af fortiden, der skaber historien.

Bernard Eric Jensen viser, hvorfor analyser på tværs af traditionelle faggrænser kan give rigtig god mening. Han kombinerer moderne historievidenskab med arkæologi, astronomi, kosmologi, religionsvidenskab, psykologi og kognitionsforskning og får dermed vist, ikke bare hvordan historiebevidsthed og historiekultur formentlig er lige så gamle som den menneskelige bevidsthed, men også at den fortidige ikkeskriftlige, ’arkaiske’ historiebrug er uomgængelig, når vi skal forklare og forstå historiekulturens funktion i vor egen tid. Historiens primære formål er nemlig at skabe sammenhæng og få tingene til at give mening. Dermed bliver historien også handlingsanvisende i nutiden.

Bogens argument lægges frem i form af en overdådighed af eksempler fra historieskrivningens historie. Det kommer til at virke noget opremsende i formen, og man kan godt savne hovednavne som Gibbon, Mommsen og Rostovtzeff, men de mange cases lader os ikke i tvivl om, hvordan folk, konger og riger har legitimeret deres eksistens og position med en lang og glorværdig historie. Det helt uovertrufne eksempel er stadig den næsten systematiske brug af den udødelige Homer.

Uforståelig eurocentrisme

Det er enormt godt og væsentligt alt sammen, men det er samtidig strengt fokuseret på den græsk-romerske, jødisk-kristne kulturkreds, ja, ikke engang dét, for Bernard Eric Jensen undlader også at omtale hele den russisk-østeuropæiske tradition. Bogens eurocentrisme er uforståelig, i betragtning af at Aarhus Universitetsforlag med Univers-serien eksplicit søger at »formidle specialviden om verdens grundelementer« – medmindre selvfølgelig man stadig opfatter verden som identisk med Vesten. I vort oplyste, postkoloniale og globaliserede 21. århundrede er det altså ikke nemt at acceptere udelukkelsen af f.eks. de sydamerikanske civilisationers arkaiske, ikkeskriftlige verdensopfattelse fra analysen, og der er vel heller ikke noget gyldigt argument for, at den arabisk-muslimske indflydelse på vesteuropæisk kultur skulle have været mindre end den jødiske?

Bernard Eric Jensens bog formidler på et klar og gennemskuelig vis den nyeste forskning i kognition og menneskelig bevidsthed og leverer et kraftigt argument for tesen, at erindring er opstået i forbindelse med Homo Sapiens’ udvikling af evnen til at benytte ekstern-symbolsk materiale, hvilket ikke kræver biologiske forandringer, men kun evnen til at tilegne sig kultur og altså et fælles sæt symboler og ritualer.

Bernard Eric Jensen, som er tidligere lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og nu er adjungeret professor ved RUC, giver et fint indblik i den vestlige civilisations histories historie og viser konsekvenserne af den postmoderne historiebrug. Det er ikke tilstrækkeligt at være bevidst om den rolle, nutidige anliggender spiller i studiet af fortiden. Vi må være lige så bevidste om den rolle, det fortidige spiller i nutiden. Fortiden ligger åben for politisk brug og misbrug. Den postmoderne udfordring ligger i, at alt kan siges, men at alt ikke af den grund er lige vigtigt eller rigtigt. Historien selv? Den findes, når som helst den bruges. Use it or lose it.

Fortidsbrug og erindringsspor
Bernard Eric Jensen
Aarhus Universitetsforlag
244 sider
199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu