Læsetid: 8 min.

Galskaben i os alle

Hvorfor lægger selv den mest nøgterne videnskabsmand sin objektivitet på hylden, når der er tale om psykopater? Hvorfor er ‘The Wire’ et paranoidt sociologisk mesterværk og hvorfor elsker nogle kvinder farlige mordere som sidder i fængsel? Disse og mange andre spørgsmål tager Kirsten Hyldgaard livtag med i sin nye fremragende bog
Den mest imponerende analyse i Kirsten Hyldgaards bog er gennemgangen af tilfældet Peter Lundin. Hendes ’diagnose’ er ikke en diagnose, men et fortolkningsforsøg.

Annett Bruhn

24. oktober 2014

Kan man på nogen måde forstå en psykopat, og hvad er en psykopat overhovedet for et menneske?

Det er gode spørgsmål, som man siger, når man faktisk ikke helt kan svare. Eller tror at andre kan.

Det er sådanne spørgsmål, Kirsten Hyldgaard stiller i sin nye bog Eksistensens galskab. Her tillader Hyldgaard sig, med noget man kunne kalde en slovensk (Žižek) gestus at gøre noget så sjældent på dansk grund som at sætte lacanianske begreber på arbejde på personer, kunst og samfundsforhold. I det mest omfattende kapitel, »En banal morders bekendelser«, analyserer hun, hvad der fik morderen Peter Lundin til at gribe til handling og hævder, at en grundlæggende psykotisk struktur var på færde. Også selv om det ikke svarer til hospitalspsykiatriens kategorier. Det fører naturligt over i kapitler om angst og om fængselsgroupier.

Men bogen byder også på analyser af den amerikanske tv-serie The Wire som værende et paranoidt sociologisk mesterværk. Den kan siges at være et portræt af en vis form for sindssyge, af Sergio Leones Western Once upon a time in the west som udspillende Freuds Totem og tabu, som alle jo ved er en røverhistorie. Det forhindrer ikke en vis sandhedsværdi. Afsluttende bydes der på en analyse af Peter Høegs roman Kvinden og aben, med udgangspunkt i blikket som værende den afgørende forskel på mennesker og dyr. I så fald er dyret ikke pr. definition et dyr. Man kan kun se, om det er det.

Ikke noget valg

Undervejs bydes på en lille lækkerbisken med det måske helt overordnede spørgsmål: »Hvorfor tænker vi og hvornår er vi dumme?«

Og Hyldgaard er i al fald ikke dum. Det er en stor fornøjelse at følge hende og hendes klare sprog, når der analyseres på kryds og tværs gennem bogen, med omdrejningspunkt i det, der var psykoanalytikeren Lacans særlige anliggende: Psykosen. For helt modsat hvad man almindeligvis forestiller sig, er det ikke psykotikeren, der er usikker. Der hvor neurotikeren hele tiden må fortrænge sin usikkerhed og faktisk er temmelig urealistisk – som når vi godt ’ved’ at klimakatastrofen står for døren, men beroliger os selv med, at nogen nok finder på noget – så tvinges den psykotiske til handling af sin viden. Eller sagt i eksistensfilosofiske termer: Så er der ikke noget valg.

Og det er valget som er afgørende. Ikke hvad der er ’virkeligt’ eller uvirkeligt.

Hyldgaard påstår således indledningsvis, at det kun er i psykoanalysen, der fortsat foregår det, man kan kalde eksistensfilosofisk tænkning, som vi kender den hos Kierkegaard eller Sartre. Det betyder i al sin enkelhed en tænkning, der insisterer på valget og gør det ved at operere med begreber som subjektet, kønnet, døden, begæret, viden, sandheden og kærligheden. Hvad der »driver os til at arbejde og at elske«. Andet forventede Freud ikke af det, man kalder »helbredelse«. Lykke er ikke psykoanalysens sag. Man er godt kørende, hvis blot man kan elske og arbejde.

Men hvad har det så med psykopater at gøre? Jamen alt muligt svarer Hyldgaard. For det er kun med et begrebsapparat som er eksistensfilosofisk, vi måske kan være i stand til at omfatte og indfatte selv det allermest uforståelige. Hvordan bliver man gal? Det letteste er selvfølgelig at lade den gale være noget helt andet, en alien. Det kan høres i det franske ord for en galning, en aliéné, en fremmed. Det sker så også umærkeligt i ellers helt neutral psykiatrisk forskning. Hyldgaard bringer eksempler på videnskabelig litteratur, der lukker psykopaten ude med overraskende hæmningsløs brug af termer som »rovdyr« eller »parasit«. Dermed bliver psykopati da også noget nær den sikre vej til den elektriske stol i visse dele af verden.

Men også i vor del af verden, forhindrer visse måder at diagnosticere på en eksistenstænkning. Man prøver at indfange den gale med et klassifikationssystem, som det nu ret udbredte diagnosesystem DSM (The Diagnostic and Statistcal Manual of Mental Disorders.)

Men så står man med et andet problem. Faktisk er psykopaten ikke gal, i betydningen »sindssyg«. En psykopat – vi søger nu med Hyldgaard i hånden at indkredse, hvad vi mener med ordet – har i moderne psykiatrisk terminologi en personlighedsforstyrrelse. Dem er der mange af i DSM, og dem, der ikke indfanges af systemet bliver det alligevel med kategorien »andre personlighedsforstyrrelser« – og det er ikke en joke. De viser, at vi er nødt til at ’vide’ det hele. Den diagnose, der måske kommer psykopati nærmest i DSM er så »Dyssocial personlighedsforstyrrelse«. Og det er ikke en sindssygdom. Man kan stilles til ansvar – og det er netop det centrale begreb i eksistenstænkningen.

Uenige psykiatere

Galskab, sindssyge og kriterierne for at diagnosticere tilfælde som sindssyge blev et »akut offentligt anliggende« i forbindelse med retssagen mod Breivik, forklarer Hyldgaard, og det viser en del om vor tænkning eller mangel på sammen. »På den ene side måtte der åbenlyst være noget helt galt, når han den 22. juli 2011 kunne myrde 77 mennesker, de 69 på klods hold. På den anden side kunne han ikke være sindssyg, hvis han skulle stilles til ansvar.«

Det var da også et af de tilfælde, hvor de psykiatriske eksperter var uenige. De skændtes i al offentlighed, og det var måske det værste.

For gik vi ikke her og troede, at psykiatere vidste, hvad de vidste? At der var en sikker viden på området?

Det gør de ikke, ved enhver der har det med det psykiatriske område at gøre. Men vi vover næsten ikke at sige, at det er godt det samme. Det vover Hyldgaard. For kunne man med sikkerhed udefra bestemme, hvad et subjekt var for noget, så var det ikke længere et subjekt, men et objekt. Usikkerheden er altid det, som redder det menneskelige også midt i et psykiatrisk system.

Ikke desto mindre er det angstfuldt ikke at vide, men det er neurotikernes problem: »Den Anden, der ellers skulle have afgjort sagen til alles beroligelse, fandtes ikke,« slår Hyldgaard fast.

Og hermed introduceres ’den store Anden’. Ganske som Hyldgaard i denne bog får gjort mange af Lacans begreber nærværende. ’Den store Anden’ er den »instans« psykopaten mangler at forholde sig til. Han er udelukket. For psykopaten er der kun de små andre, og så er det Mig eller dem, narcissismens og paranoiaens kamp. Det er på denne måde, psykopaten står over loven, som den ’Normale’ til gengæld er underlagt gennem det kompleks man kalder kastration.

Det er på denne måde, Hyldgaard velgørende vender bøtten på hovedet og i stedet for blot at påstå, at psykoanalysens begreber er »bedre« viser, at de i al fald har pæn stor forklaringskraft.

I stedet for på forhånd at ’vide’, hvad der er normalt, må man indse, at enhver menneskelig eksistens hviler på et grundlag af galskab. Det viste Freud allerede i Hverdagslivets patologi. Jacques Lacan fører det videre gennem ’den store Anden’, som alle konstrueres i forhold til. Det grundlæggende er med andre ord »hvorledes sociale bånd bliver dannet eller opløst. Desintegrationen er tegnet på, at den er helt gal«.

Men det gør så også, at den gale, om det nu er det, man kalder psykopaten eller den psykotiske ikke er en »alien«. Men »en del af os selv«. Som netop derfor fascinerer.

En vild analyse

Den mest imponerende analyse i Hyldgaards bog er derfor gennemgangen af tilfældet Peter Lundin. Det er selvfølgelig en ’vild analyse’ og oven i købet på anden hånd, for udgangspunktet er journalisten Rikke Pedersens tekst som ghostwriter på En morders bekendelser fra 2009. Det gør måske ikke så meget, for Hyldgaard anser ikke sig selv som sandhedsvidne: Hendes ’diagnose’ er ikke en diagnose men et fortolkningsforsøg. Og et sådant står altid til diskussion.

Hyldgaard gennemgår Lundins egne udsagn og viser, hvorledes han ikke har et forhold til ’den store Anden’. Det er også gennem dette kapitel, Hyldgaard får forklaret en stor del af det ovenstående: Afskyen for psykopater, problemet med DSM, som forklaringsmodel og det eksistentielle spørgsmål: Ansvarlig eller ikke ansvarlig. Lundin unddrager sig skyld, og denne unddragelse kan læses overalt i hans ofte megalomaniske tale. Alligevel svarer han måske for sig, et ’sig’ som altså ikke er den, der er ’jeget’ i talen, det subjekt som Hyldgaard henter frem midt i hendes påstand om, at det er en psykose. Det er dobbelt interessant, fordi visse psykoanalytikere hævder, at »subjektet er dødt« i psykosen. Subjektet er det, som normalt skabes af forholdet til den store Anden. Så hvis den Store Anden er udelukket – er der så et subjekt? Ja, måske. Et sted i talen.

Peter Lundin slog sin mor ihjel. Og også en anden kvinde, da hun kom ham for nær. Men det er en nærhed, som psykoanalytisk kan tolkes som selvforsvar, hvor vanvittigt det ellers kan lyde. Den type selvforsvar som almindelige mennesker slet ikke ved, de har ordnet gennem ødipuskomplekset: Far redder os fra ikke at gå i vor mor igen, og så slår vi ham ihjel, og så ved vi det ikke længere. Da moderen vil klippe Lundins hår, er det for meget. Dér har han ikke noget valg. Hyldgaard mener, uden at sige det direkte, at der er sindssyge i gerningsøjeblikket – men også omkring det. Der foregår noget, som trods alt ikke står helt uden for mening, og som trods al gruen inkluderer Lundin i en menneskelighed.

Og vi drages af skæbner som Lundin. Hyldgaard drages, og jeg drages. Og det er det, som er så fint: Så kan denne fascination bruges til at få forklaret en hel masse om psykoanalysens syn på menneskelig eksistens som forskel på den metafysik som næsten ubevidst er på færde i et videnskabeligt billede, hvor videnskabsmandens angst dukker op i hans alienering af »rovdyr« og »parasitter«, og paranoiaen dukker op hos selv de tilsyneladende mest rationelle, med psykopaternes rutefart til dødsceller ...

Også det analyserer Hyldgaard, med en bog, der i sig selv er en alien i Danmark. Det eneste jeg så er ked af er, at citaterne fra engelsk, står på engelsk. Så blev det ikke helt hjemligt alligevel. Kun for akademikere, og det er jo ikke kun dem, som er gale.

Eksistensens galskab. Freudo-lacanianske tilgange til videnskab, kunst og kultur
Kirsten Hyldgaard
Multivers
252 sider
268 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren List
Søren List anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu