Hold da op.« Ordene kommer som et forsøg på at vinde tid. Manden må lige samle sig et øjeblik, efter at han har lyttet til det grønlandske 1970’er-band Sume. Det lykkes ikke. I stedet bryder han grædende sammen.
Der er virkelig noget på spil for grønlænderne, når det kommer til bandet Sume. Det står klart i Inuk Silis Høeghs Sume – lyden af en revolution. En dokumentar om Grønlands første rockband og deres storhedstid fra 1972 til 1977. Men også historien om en stammekultur, der blev smadret af den danske kolonimagt, og om et ungdomsoprør mod de danske magthavere og de ældre grønlandske politikeres patriarkalske arrogance.
Sume formåede som ingen andre – slet ikke politikerne i Landsrådet – at sætte ord og toner på deres landsmænds smerte dengang i de tidlige 1970’ere. De åbnede folks – især den unge generations – øjne og gav deres frustrationer retning.
Velkommen til moderniteten
Frontfiguren og sangskriveren Malik Høegh var en bemærkelsesværdigt velformuleret og eftertænksom ung mand.
I et gyldent tv-klip fra dansk tv forklarer en nervøs, men klart talende Høegh, at det grønlandske stammesamfund har lidt under kapitalismens indtog. 15-20 år tidligere var bygderne velfungerende og nød en omfordelingspolitik, hvor alle fik del i fangsterne. Nu har markedets konkurrencementalitet forvredet det grønlandske samfund, fortælles det i filmen.
Senere i dokumentarfilmen synger Sume en dundrende smuk nekrolog over kulminebyen Qullissat, der lukkes helt ned; træhusene tømmes for beboere, de afskibes til store betonboligblokke. Velkommen til moderniteten.
Sume – lyden af en revolution burde være obligatorisk pensum her i den tidligere kolonimagt. For de fleste af os fatter jo ikke, hvad vi har gjort. Vi forstår ikke omfanget af vores ’civilisering’ af Grønland. I nyhedsstrømmen er ’Grønland’ bare lig med korrupte politikere, høje selvmordsrater og naturressourcer, der skal skampules ud af jorden hurtigst muligt. Og en ’grønlænder’ er en hjemløs 33-årig mand, der falder om på gaden og dør inden 112 gider sende en ambulance.
Men folket og kulturen, landskabet og følelserne får liv i musik og billeder i Sume – lyden af en revolution. Ikke mindst af den enkle grund, at Malik Høeghs sangtekster er blevet oversat til dansk, så vi for alvor fatter, hvor direkte bandet taler til sine landsmænd.
»Vi lever formålsløst og splittet«, synger Høegh. Og: »Deres kronede hoveder bød dem at styre vores land, tage rigdommene.« Og coveret til Sumes debutalbum Sumut fra 1973 – den første rockplade på grønlandsk – er et 1800-tals-træsnit af en inuit, der har myrdet en nordbo. Sume var en voldsom politisk inspiration i sin tid, fortælles det i filmen.
Samtidig er Sume – lyden af en revolution også solid underholdning i sin berusende formidling af en svunden tid, af en ung generations frihedsdrømme, deres nyligt frisatte kroppe i rørende grovkornede optagelser – ofte klippet til sociologiske og ekstatiske musikvideoer, der fortæller om en tid, en nation, en kultur på smukkeste vis.
Nutidens udfordringer
Bandet og dets politiske engagement var også et produkt af datidens danske grønlandspolitik. Grønlænderne måtte til Danmark, hvis de ville have en uddannelse, selv hvis det var som kontorassistent. Der var 6.000 grønlandske studerende midlertidigt bosat i Danmark, man transplanterede simpelthen Grønlands unge generation, herunder de fremtidige medlemmer af Sume. Det var i Danmark, de mødte hinanden, og da de rejste hjem igen, så var det til hver deres hjemby. Og så var Sume ikke mere.
To år senere, i 1979, fik Grønland hjemmestyre. Noget som Sume også havde advokeret for, endda foran Christiansborg. Her i nutiden er nationalfølelsen blevet langt stærkere, men udfordringerne fra kapitalismen er stadig de samme, ja, nu er der endda helt nye rigdomme i spil. Er det tid til endnu en kolonialistisk bølge? Forstår grønlænderne selv at profitere på naturressourcerne? Eller skal de fokusere på at værne om deres pressede natur?
Et anklageskrift mod kolonimagten
Sume – lyden af en revolution er en bandfilm, men i lige så høj grad et sociopolitisk historiedokument og et klart formuleret anklageskrift mod den tidligere kolonimagt. Os. Og det er en æstetisk nydelse båret frem af en elegant flydende klipning og en smuk vekslen mellem nutidige interviews og historiske klip med Sumes sange som medrivende soundtrack.
Og musikken er lysende. En fyndig inuit-rock fra dengang, hippier fik rockformatet til at skingre venstreorienteret.
Det gør Sume også, endda saftigt og groovy med tindrende melodier i ofte ambitiøse kompositioner. Det er et stykke nationalarv, vi lytter til, og det virker som en oplagt opgave for folkene bag det gamle venstreorienterede pladeselskab Demos at få genudgivet de to første Sume-plader, som selskabet nåede at udgive. Få dem remastereret med nænsom hånd, med respekt for den analoge varme i indspilningerne. Og endelig at sørge for at få alle teksterne oversat! De bider sig nemlig fast og giver et sjældent indblik i den grønlandske, skadede psyke. Akkurat som Inuk Silis Høeghs strålende dokumentar gør. Og det er virkelig til at få tårer i øjnene af.
’Sume – Lyden af en revolution’. Instruktion: Inuk Silis Høegh. Grønlandsk (Biografer landet over) - dog først i København under CPH:DOX fra 6.11.
Midt om natten lister heksen rundt om gangene ved Selvstyrets kontorer, rundt om hendes regnbuefarvede perler suges de udtalte ord uden at kunne få fæste som ved alger ved strandkanten og de strøs som nedfaldne støv.
Du lysende lys din rene melankoli drypper fra istapper
Filmen Lyden af revolution bør ses. Jeg mener dog, at det musikalske aspekt burde være prioriteret i højere grad, især Malik Høegs kompositioner, sang og guitarspil.
Stammesamfund.
Det ord som du har valgt for at betegne det samfund INUIT udviklede især når man tænker på deres fangst-teknologi, er direkte ubrugelig.
"Sume – lyden af en revolution er en bandfilm, men i lige så høj grad et sociopolitisk historiedokument og et klart formuleret anklageskrift mod den tidligere kolonimagt. Os. "
– skriver Ralf Christensen i sin anmeldelse af SUME. Jeg er slet ikke enig. Og det er heller ikke den opfattelse, som filmens grønlandske publikum har. Her taler man nærmere om et portræt af en tid der netop levner plads til de mange nuancer, til både den grønlandske og den danske tro på et moderne Grl efter dansk forbillede. Ingen anklager, blot optagelser der taler for sig selv. Ralf Christensens oplevelse, derimod, er kendetegnende for den danske koloniale hovedpine, en dårlig samvittighed, som ingen kan bruge til noget.
I øvrigt er billedet af de før-moderne bygder, som var "velfungerende og nød en omfordelingspolitik, hvor alle fik del i fangsterne" en sandhed med modifikationer. Ralf Christensen har ret i, at Grønland og rigsfællesskabets historie burde være en del af pensum her i landet. For så ville man også vide, at tuberkulose, hungersnød og almen fattigdom var ved at kvæle mange af de små samfund i Grl, og at noget skulle ske. At det blev 'den kapitalistiske model' der sejrede, kan man begræde. Men igen ...
Anyway, gå ind og se filmen! Den er fantastisk og smuk og rørende. Og helt igennem fed!
@Iver Lyberth: Ordet stammesamfund er Malik Høeghs eget ord.
@Iben Mondrup
Jeg synes det er urimeligt at kalde det kolonial hovedpine, fordi jeg påpeger at der har været problemer med Danmarks forhold til Grønland. Ikke mindst fordi dokumentaren så tydeligt diskuterer netop dét.
Tillad mig at svare på dine andre kritikpunkter og argumenter:
1) Det grønlandske publikum har vel ikke patent på sandheden eller fortolkningen af filmen? For du får det til at lyde sådan i din argumentation.
2) Du siger at dokumentarens optagelser "taler for sig selv". Det passer jo ikke. Det gør de aldrig. Optagelserne er klippet sammen i et væld af forhold, hvor hvert klip tager farve af dets naboer. Og i denne dokumentars tilfælde er optagelserne endda tilsat Sumes musik og ikke mindst tekster, der tit er ret så offensive. Optagelserne får da på ingen måde lov at tale for sig selv, men bliver monteret med musik og ord, så de får en ny betydning. Hvilket er helt legitimt. Det er nu engang det, der sker, når man sammenklipper materiale: Klipperen og instruktøren tager stilling til materialet og beslutter, hvad det skal sige.
3) "Her taler man nærmere om et portræt af en tid der netop levner plads til de mange nuancer, til både den grønlandske og den danske tro på et moderne Grl efter dansk forbillede," skriver du. Der er ellers flere eksempler i filmen på at danskere og danske politikere fremstilles forstokkede. Der er håndværkeren, der slet ikke vil have noget at gøre med grønlændere, fordi de ikke er civiliserede. Der er politikeren, der gammelpatriarkalsk udlægger grønlændernes politiske uro i forhold til DK med forholdet mellem far og søn. Gæt hvem der er sønnen. Og da Høegh synger »Deres kronede hoveder bød dem at styre vores land, tage rigdommene« er det sammenklippet med billeder af danske kongelige højheder på besøg på Grønland. Ja, i det hele taget er mange af Høeghs tekster brugt i sammenhænge, der i hvert fald stiller sig meget kritisk over for Danmark.
4) Påstanden om at de før-moderne bygder var "velfungerende og nød en omfordelingspolitik, hvor alle fik del i fangsterne" er ikke min udlægning, men Høeghs i filmen. Det fremgår også af teksten. Men det er fedt at du går i clinch med hans udlægning. Det er spændende.
Grønlands koloni historie er uhyggelig. Kultur drab, identitet drab, ja vores værdier og normer og kulturer blev simpelthen slagtet. Det er jo forbrydelse mod menneskeheden.