Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hårdt savnet digter

Niels Simonsens nye digte kommer som en gave fra himlen
Niels Simonsens nye digte kommer som en gave fra himlen

Josephine Kyhn/iBureauet

Kultur
24. oktober 2014

Upåagtet af langt de fleste, aldeles ufortjent glemt af poesiens venner, men hårdt savnet af de gamle fans, fjæler sig et sted i kongeriget, Hornbæk tror jeg nok, en aldeles fremragende digter, som i årene fra 1981 og frem forskaffede én helligt henførte stunder. Niels Simonsen, som han hedder, blev lidt kendt for 45 år siden med titlen på sin lyriske debut, En kusse er en kuffert, men den vægtigste del af hans produktion så dagens lys i 1980’erne og 90’erne, hvor han gang på gang illuminerede himlen med spøjse, surrealistiske strofer.

Simonsens litterære aner er middelalderens drukne vagantpoeter og barokkens frække lejlighedslyrikere samt fra de nyere tider Schade og Frank Jæger, med hvem han deler tone, djærvhed og sødme. Helt hans egen er imidlertid en teknik, hvormed han formår at få fortælling til at slå over i sang. Jeg har brudt mit hoved med at lure ham hemmeligheden af, men er, i hvert fald indtil videre, kun nået til det fattige facit, at han ynder omvendt ordstilling, indskudte led – tit adverbielle – og højstemte anråbelser, samt at han i sine bølgende vers gerne fyldigt citerer, hvad en eller anden, ofte hans kone, har sagt. Metrisk strukturelt betjener han sig af suggererende rytmer, påfaldende indrykninger, skift mellem korte og lange verslinjer – samt som noget måske vigtigt dvælende repetitioner, der giver visse sekvenser funktion som en slags lette omkvæd, lidt i stil med en af hans åndsbeslægtede, salig F.P. Jac.

Visdommens fugl

Men ak, en sådan udvendig formbeskrivelse siger jo ingenting. Lad mig derfor gå over til Niels Simonsens billedverden og fremhæve, at den er befolket af fugle. Af solsorte, som med deres uendelige variationer får digterne til at tage sig ekstra sammen. Af vise ugler, klogskabens fugle, som minder os om bogens værdi og fortæller når vi skal herfra. Og af lette svaler, der bærer hvid vest og samler græs til deres bolig. Hvert lille strå, som svalen finder på jorden, er hos poeten Simonsen »et tegn på at vi andre også / skal bygge«. Er man tålmodig nok, bliver det med tiden til »slotte for digtekunsten« – til vældige vers med andre ord. Med en sådan dyb hengivenhed for poesi og bøger er det ikke så mærkeligt, at digteren gang på gang må lovprise biblioteket. Bogen åbner således med et ømt erindringsglimt fra dengang da det lyriske jeg ankom til Det Kongelige Bibliotek og af Tue Gad, elskelig og kløgtig og derfor legendarisk forskningsbibliotekar, førtes op ad den monumentale trappe, til den gamle læsesal med de grønne lamper, og oppe på galleriet højtideligt blev præsenteret for busten af grev Otto Thott til Gavnø. Det er store samlere som ham »du skal lære at kende blandt de bøger han har givet os / at læse i«. Dér var den i øvrigt, Simonsens specielle kombination af højstemt tone, dagligdags ordvalg og en akavet, bevidst kejtet syntaks!

Broens bijouteri

Senere i bogen skifter fokus til Fanø og Nerudas Isla Negra i Chile, og vi får blide, henførte beskrivelser af Storebæltsbroen, der pryder natten med sit bijouteri af lysende guirlander og binder Danmark sammen til ét sprog. Et sprog, på hvilket man kan hylde fugle og blomster samt med sin elskede ved sin side henrevet beundre alfabetet og stjernehimlen. Få, kære læser, dog fat på den bog og følg, når digteren og hans kone træder ud på græsset foran huset. »Se månen,« siger hun, »den er deroppe Niels / og på den himmel som vi har henover os / hver nat ser jeg nu skyer komme / frem foran os her.«

Bemærk adverbiets skæve stilling, som er bestemt af rytmen, ikke af udtryksmæssige konventioner. Og gå så videre i digtet, til den sødmefulde konstatering, at månen »er den gæst som vi er rejst hertil for at få « ... Kom her og køb vort hus, siger hun og viser gæstfrit ejendommen frem. Og hvis der endelig er en køber, som hun »hellere ville have (...) end dig og dine vilde heste skyerne / så er det solen«.

Er det for nuttet sagt, at Niels Simonsens nye digte er den gave og den gæst, som vi er rejst hertil for at få? Næh, for sådan opleves det. Hans evne til poetisk at samfornemme det sete, det hørte, det følte og det hos de døde digtere læste er simpelt hen formidabel.

Bøgerne månen og hendes firehjulstrækker
Niels Simonsen
Asger Schnacks Forlag
71 sider
150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her