Læsetid: 4 min.

Hospitalets menneskelige puls

I frapperende sprogbilleder af gennemsigtige kroppe og pulserende husmure opløser Sara Stridsberg hinden mellem mørke og lys og mellem vanvid og normalitet på det psykiatriske hospital Beckomberga
Det er kærligheden, der er det egentlige vanvid, står der i Sara Stridsbergs  nye roman, der handler om det psykiatriske hospital Beckomberga uden for Stockholm.  Her et foto fra hospitalet, der blev nedlagt i 1995.

Ragnhild Haarstad

3. oktober 2014

Sara Stridsbergs indfølende og sprogligt sprøde roman handler om galskab, den fine hinde, der udgør grænsen mellem de syge og de raske, og særligt om det psykiatriske hospital Beckomberga lidt uden for Stockholm.

Ved romanens begyndelse har Jackie fået besøg af sin far Jim i sin lejlighed i Jungfrugatan. Jim er på kort ophold, inden han vender tilbage til sit hus ved den spanske atlanterhavskyst. Han er også på kort ophold i en anden betydning. Jim hører mørket til, han er misbruger af alkohol og piller, i årevis var han psykiatrisk patient. Når han vender tilbage til sit spanske hus, vil han gå i havet.

Fra det punkt i romanen, en vintereftermiddag i Stockholm og før endnu et af Jims bebudede selvmordsforsøg, fortæller datteren Jackie deres fælles historie.

Den handler som nævnt om Beckomberga, hvor Jim bliver indlagt engang i midten af firserne, og hvor Jackie, dengang 13 år gammel, besøger ham og mere og mere gør det psykiatriske hospital til sit hjem. Her bor også Sabina, en anden mørkeramt, som Jim står i en slags kærlighedsforhold til. Og Edvard, en excentrisk læge, der inviterer udvalgte patienter til fester i Stockholms centrum med floder af sprut og farvede piller.

Frygten for selvmordet

På Beckomberga er vi i en standset verden, mere en tilstand end et sted. For Jackies vedkommende, teenagedatteren med pels og damehat, er det en verden, der er tæt på at opsluge hende. Den historie er fortalt med en diskret, ja egentlig med en selvfølgelig brutalitet, både på erindrings- og nutidsplanet; faren slår en latter op, når talen er om kærlighed mellem far og datter og om barnets naive fantasi, at noget kan redde ham fra selvmordet.

»Skattepige« (…) »Du ved jo, hvordan det vil ende med mig.«

Bogens meget korte tekster springer i tid og gør ikke meget for at forklare sig selv eller deres psykologiske rodnet. Vi skal igennem dens tableauer, dens gentagelser af de samme scener og motiver, før historien under replikkerne og den sært upåvirkede fortællerstemme træder tydeligere frem og kan rekonstrueres. Det gælder forfaldet, svigtet, den sorteste sørgelighed, men også de mere konkrete omstændigheder og spørgsmål: Har også Jims mor taget sit eget liv? Er det angsten for selvmordet, der får Jackie til at blive hos sin far på Beckomberga, bundet til ham som til en sten af pligt og bekymring? Og er hendes inderste angst, at farmorens, Jims og hendes eget mørke er gået i arv til hendes søn?

Truende og indforstået natur

Det mest kraftfulde i Sara Stridbergs roman kommer imidlertid fra andre lag end temaernes og handlingens.

Det ene er de poetiske billeder, især metaforerne, som efterhånden bliver til lange, varierede motiviske kæder. Det kan for eksempel være træerne, som både er det træ, Jackies forældre plantede for hende som barn, og som de siden sad under, når de skulle fejre hendes fødselsdage. Og samtidig er det træerne, der rækker deres rødder op nedefra og griber om jorden med hvide hænder eller presser deres rødder ned gennem loftet over hospitalets underjordiske gange, hvor i sin tid børnene legede, og nu lægen farer rundt på sit løbehjul. Det er stærke og ejendommelige billeder af besjælet natur, både truende og indforstået med det syge sind, romanen handler om.

Der er mange frapperende eksempler på det samme. Stjernerne, skyerne, englene, fuglene, f.eks. den havfugl, der i en drøm svæver gennem hospitalsgangene, stor og selvlysende, inden den gennem et smadret vinduet forsvinder ud i natten. Billederne er fælles om at beskrive en opløsning af hinden mellem vanvid og normalitet. De er, apropos fuglens svæv, som en knust rude, hvorigennem fantasiens og virkelighedens forestillinger bytter plads. Den samme egenskab af noget transparent og skrøbeligt har kroppene hos Sara Stridsberg. En person kan lægge en finger på et andet menneskes ribben og straks mærke indvoldene, eller en patient kan lægge sin hånd på hospitalets mur og fornemme en svag puls. Billederne, ikke mindst det sidste her, gengiver chokagtigt den syges abnorme sensibilitet.

Det andet kraftfulde lag i romanen er dens mønstre og loops, dvs. måden den over de godt 350 luftige sider lader billederne dukke op og glide ind og ud mellem hinanden i en musikalsk, tætførende form, blandet med enkelte andre spor i romanen (bl.a. en rørende samtale med hospitalets »sidste patient«, den selvmyrdede Olof). Det er af det greb, i mikset mellem et fortættet poetisk sprog og en langsomt opbygget komposition, romanens særlige stemning kommer, den døsige, uvirkelige, mareridts- og gyseragtige stemning mellem søvn og vågen, bevidsthed og bevidstløshed.

Kærligheden – det egentlige vanvid

I den verden af opløste modsætninger smelter også mørket og lyset sammen og begreberne for godt og ondt. »At falde er at forstå verden,« hedder det et sted. Det er kærligheden, der er det egentlige vanvid, står der et andet sted. Ligesom det ækle gøres skønt eller får en skønhed over sig i romanens poetiske sprog. Det er voldsomme paradokser, som i Stridsbergs fremstilling virker ægte og som tingenes dybere natur.

Hun modtog for nogle år siden Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Drømmefakultetet, en litterær fantasi om den amerikanske feminist Valerie Solanas, senere er kommet Darling River med en opdateret version af Nabokovs Lolitafigur. Romanen her har samme faretruende, hypnotiske og opslugende mørke, men inderst i mørket også noget gribende og, ja, næsten forsonende.

Beckomberga. Ode til min familie
Sara Stridsberg
Oversat af Ellen Boen
C&K Forlag
357 sider
279,95 kroner
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu