I hovedet på en tyskvenlig svensker

Mens danskerne diskuterer Ole Bornedals version af krigen i 1864, tager den svenske forfatter Jan Guillou sine læsere med tilbage til Anden Verdenskrig. Ikke at ville se er fjerde bind af en romankrønike, der foregår i 1900-tallet og omhandler de store spørgsmål i tiden som kolonialisme, politik, kærlighed og krige. Omdrejningspunktet er en overklassefamilie, hvis mandlige overhoveder er et brødrepar, Lauritz og Oscar Lauritzen, der ganske vist er af jævn, norsk fiskerfamilie, men nu bosiddende i Stockholm og rige. Begge er ingeniører, entreprenører og ejendomsspekulanter. Lauritz har overopsynet med et stort brobyggeri, mens Oscar tager sig af finanserne.

Lauritz er hovedpersonen, der under hele krigen håber og tror, at Tyskland vil vinde krigen. Ikke kun fordi familiens formue for en stor del er anbragt i ejendomsbesiddelser i Berlin og Dresden, men også fordi han siden sin studietid dernede er en oprigtig elsker af tysk kultur, ja, alt tysk, og altid har været det. Begge brødre har giftet sig ind i den tyske adel, men konerne deler slet ikke deres håb om Det Tredje Riges sejr.