I hovedet på en tyskvenlig svensker

Mens danskerne diskuterer Ole Bornedals version af krigen i 1864, tager den svenske forfatter Jan Guillou sine læsere med tilbage til Anden Verdenskrig. Ikke at ville se er fjerde bind af en romankrønike, der foregår i 1900-tallet og omhandler de store spørgsmål i tiden som kolonialisme, politik, kærlighed og krige. Omdrejningspunktet er en overklassefamilie, hvis mandlige overhoveder er et brødrepar, Lauritz og Oscar Lauritzen, der ganske vist er af jævn, norsk fiskerfamilie, men nu bosiddende i Stockholm og rige. Begge er ingeniører, entreprenører og ejendomsspekulanter. Lauritz har overopsynet med et stort brobyggeri, mens Oscar tager sig af finanserne.

Lauritz er hovedpersonen, der under hele krigen håber og tror, at Tyskland vil vinde krigen. Ikke kun fordi familiens formue for en stor del er anbragt i ejendomsbesiddelser i Berlin og Dresden, men også fordi han siden sin studietid dernede er en oprigtig elsker af tysk kultur, ja, alt tysk, og altid har været det. Begge brødre har giftet sig ind i den tyske adel, men konerne deler slet ikke deres håb om Det Tredje Riges sejr.

I hans optik

Dette er så Jan Guillous projekt i bogen: At vise, hvordan en mand som Lauritz tænker. Det gør han yderst solidarisk med sin hovedperson. Lauritz bryder sig på ingen måde om de primitive nazister, men endnu mindre om Stalin og kommunismen, som han anser for den største fare. Derfor kan han ikke lide englænderne, der jo er på samme side som kommunisterne. Sådan ser verden ud i hans optik.

Men mens broderen, Oscar, tidligt indser, at Tyskland nok vil tabe krigen, holder Lauritz fast i sin redebonne tyskvenlighed, hvilket gør ham blind. Det er det, der hentydes til med romanens titel. Sent i krigen tror han ikke på avisernes beretninger om tyske ugerninger, og hvad med de allieredes pulveriseringer af Hamburg og Dresden, er det måske bedre? Dem hylder de svenske aviser uden forbehold.

Hans tyske lægekone kalder ham for en struds, der stikker hovedet i busken. Man ser det, man gerne vil se. Det er den lære, der kan uddrages, hvad Lauritz angår.

Nemt er det nu heller ikke at være ham. En søn er hauptsturmführer i SS, en anden officer i den svenske flåde, en datter er med i den norske modstandsbevægelse, osv. Han holder lige meget af dem alle. Der er også en kunstner og en homoseksuel i den store familie, hvor der er tradition for, at mændene dyrker sejlsport. Lauritz fremstilles som et sympatisk menneske, der kærligt forsøger at holde sammen på den således opsplittede familie. Han er med andre ord ikke noget ondt menneske. Sympatiske er også stort set alle romanens kvinder. De kan se det, deres mænd ikke kan.

Engang brød et stort brobyggeri, som Lauritz havde ansvaret for, sammen med flere dødsfald til følge. Derfor er det vigtigt for ham, at noget lignende ikke sker igen. Altså lejer han sig ind hos en noget yngre kvinde, tæt på byggepladsen, og er hjemmefra i lange perioder. Trods indre modstand ender han i hendes seng, og så er hun pludselig ’med barn’, som svenskerne siger. Her er vi ovre i det mere kulørte, men forfatteren er på det punkt, som hans mange læsere vil vide, ikke nogen kostforagter.

Fortsættelse følger

Jan Guillou er en dreven – for ikke at sige driftsikker – forfatter, som skriver med vid, overblik og en letløbende fortællemåde, der gør fiktionen ganske underholdende, men, som det fremgår, også noget skabelonagtig med personer, der skal repræsentere forskellige holdninger og derved forbliver en slags brikker i et meget enkelt, psykologisk spil. Der er mere litterær fingerfærdighed end fingerspitzengefühl for nu at blive i det tyske vokabular. De moralske konflikter og dilemmaer står tydeligt mejslet ud og er til gengæld helt bestemt interessante.

I Sverige har nogle udtalelser af Jan Guillou i et tv-interview om det nye bind afstedkommet kritik, men dog en noget mindre disput end den om Bornedals 1864. Nogle historikere kan ikke anerkende, at svenskere ikke vidste noget om Holocaust før 1945, men ret beset har det ikke noget med romanen at gøre. Den handler jo om en mand, der ikke vil tro, hvad de fleste svenske aviser skriver. Han vælger at få sine informationer fra en tysksindet, svensk avis. Ikke at ville se, er netop pointen.

Romanserien fortsætter. Guillou har meddelt, at den vil han koncentrere sig om i resten af sit liv som forfatter.

Ikke at ville se
Jan Guillou
Oversat af Anders Johansen
Modtryk
352 sider
299,95
Udkommer i dag