Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Klip, farve og brutalfeminismen

Dramatikeren Astrid Saalbach fik afslag fra to teatre og skrev en roman hvor hun beskyldte mandlige teaterdirektører for inkompetence. Nu spiller det stormombruste stykket ’Frisørerne’ på Får 302. En munter charmekomedie om kvinder, der vækker til latter, indtil teksten desværre syrer ud i et feministisk mareridt
Kvinderne tilbyder komplet hårwellness med feminismehumor og absurd sexfrigørelse i Astrid Saalbachs Frisørerne på Får 302. Her er det en brudebehandling, der udvikler sig temmelig konkret…

Får 302

Kultur
25. oktober 2014

Egentlig er første akt af Astrid Saalbachs Frisørerne en moderne version af Matador. Her foregår handlingen bare ikke i byens fineste dametøjsforretning i 1930’erne, men i en mikroskopisk frisørsalon i 2010’erne. For her er også butikskolleger, der er afhængige af hinanden – mens kunderne bliver færre, og magten sydfra gør sit indtog.

I denne folkelige komedie lykkes det nemlig for Astrid Saalbach at skabe nogle kvinder, som vi kommer til at holde af. Og kvindekenderinstruktøren Søren Iversen har fået det mildeste, vildeste og mærkeligste frem hos sit feminine charmeensemble, så skuespillerne peaker af hormoner og humor.

Nightingale på tatoo

Når Jannie Faurschou vralter ind i frisørsalonen som dement 80-årig, så hikster publikum af grin, mens hun omstændeligt sætter sig i en stol. Og når hun lige så autentisk styrter ind som selvfed kunstner i 60’erne, så tager hun kegler med sin flabede arrogance over for den blåøjede frisør. Det er komik.

Men menneskedum, det er Kathrine Høj Andersens blondinefrisør altså ikke. Og hun kan mærke menneskene omkring sig og giver af sin grænseløse godhed – som en sexgal Nightingale på lipgloss og tatoo. Hun er aldeles fortryllende.

Sofia Nolsøe spiller den reserverede brunette med rødt hår og ilter kundepleje. Hun kender sit eget værd som supersælger. Og salonens ’boss’ spilles olie-på-vandene-tålmodigt af Lykke Sand Michelsen, hvis alenemor får nedture over at være gammel – hun er 34!

Men ind i denne femiverden træder så den forstyrrende fremmede, der kan det hele, mens de stjålne guldøreringe dingler: Ene Øster Bendtsen, der flot har taget en påstået Balkan-dialekt på sig, mens underdanigheden over for hendes mafiamand røber sig i hendes krop. Warw!

Det går galt

Hele første akt er faktisk en svir. Publikum griner og hviner. Men så går det galt efter pausen. Her lader Astrid Saalbach historien opløse sig til en surrealistisk skildring af frygten for det ukendte. Symbolikken forvrænger salonen. Og pludselig bliver en ny saks starten på en bizar apokalypsefortælling … Astrid Saalbach er ellers om nogen dramatikeren, der kan indskrive det drømmeagtige i teaterrealismen. For eksempel stykket Verdens Ende, hvor en kvinde fór vild på vej hjem fra sit job i lufthavnen. Her gav dødsangsten mening. Men det gør den ikke her i Frisørerne, selv om Søren Iversen har skabt en yderst veltrimmet iscenesættelse. Og selv om scenografen Stine Martinsen fint har indrammet pigernes dødbringende narcissistiske dagligdag med klaustrofobiske spejle og ’produkter’ på billige flasker.

Forventningsfeminisme

Premieren på Frisørerne er længe ventet. Da Astrid Saalbach havde skrevet stykket, ville to teatre ikke antage det uden ændringer, hvorefter hun trak stykket tilbage. Og så bragede en debat om dramatikerens frihed , da Astrid Saalbach i sommer udgav romanen Klapperslangen, hvor hun beskyldte mandlige teaterdirektører for at være inkompetente – og hvor hun beskrev afvisningen af stykkets politisk ukorrekte kvindebillede.

En del Saalbach-freaks vil derfor strømme til Får 302, hvor det nystiftede teater Københavns Teater Observatorium er endt med at opsætte stykket. For er dette stykke godt eller skidt?

Jeg synes, at første akt er forrygende – vi kan jo kalde den ’klipningen’.

Femivoldtægt

Mens ’farvningen’ af anden akt i mine øjne er blevet så hidsig, at den har stjålet fokus fra stykkets helhedslook med både naturkrøl og fræk sideskilning …

Feministisk forargelse har jeg dog svært ved at registrere. Nuvel, brutalfeminismen går i selvsving med en femivoldtægt undervejs. Men en tilsvarende machoscene ville næppe have fået nogen til at skrige op, hvis den var skrevet ind i et mænd-i-krig-stykke.

Essentielt er stykket en præcis skildring af kvinders følelse af magtesløshed, når den får lov til at vokse til det mareridtsagtige. Og det er et skarpt virkelighedsbillede af en kvindeverden, hvor mændene er uduelige – og hvor ’forandringsparat’ kun er et ord i Alt for Damerne.

Frisørerne er en munter oplevelse. Hvis du altså nøjes med en klipning.

’Frisørerne’. Tekst: Astrid Saalbach. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi: Stine Martinsen. Københavns Teater Observatorium på gæstespil på Får 302 i Toldbodgade til 19. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her