Læsetid: 4 min.

Den krigsførende nation skal stå (skole)ret

Ole Bornedal vil ikke bare sige noget med tv-serien ’1864’. Han vil råbe det. Så højt, at man allerede efter første afsnit må frygte, at DR’s største dramasatsning nogensinde reducerer karakterer og handling til skabeloner i en kritik af moderne krigsbegejstring
Med uskyldsren tidløshed løber børnene, der spiller de to 1864-brødre Peter (Benjamin Holmstrøm Nielsen) og Laust (Sylvester Byder), og godsforvalterens datter Inge (Fanny Leander Bornedal), rundt i engene og bruger deres sanser og finder en plads i verden.

Med uskyldsren tidløshed løber børnene, der spiller de to 1864-brødre Peter (Benjamin Holmstrøm Nielsen) og Laust (Sylvester Byder), og godsforvalterens datter Inge (Fanny Leander Bornedal), rundt i engene og bruger deres sanser og finder en plads i verden.

Miso Film

13. oktober 2014

Mange af vore læsere er sikkert enige med instruktør Ole Bornedal: Danske politikere har i de seneste 20 år lidt for velvilligt truffet beslutning om at sende danske soldater i krig. Forskellen på dem og den anerkendte instruktør er, at de skriver læserbreve og protesterer for at give lyd til en ellers ildeset kritik. Noget tyder på, at Ole Bornedal har brugt et millionbudget på det. Efter første afsnit af dramaserien 1864 havde premiere i går, melder frygten sig nemlig for, at det er, hvad DR har fået ud af den største dramasatsning nogensinde: instruktørens polemiske kommentar til de fremmedfjendske, selvtilstrækkelige, selvovervurderende moderne danskere, der bliver ledt i krig af verdensfjerne og magtbegærlige politikere. Pakket ind i dyre kostumer.

Fiktionens historiske dramaer har altid sagt mere om, hvem vi er, end om hvem vi var. Det gør historien nærværende, og det giver os en platform at diskutere ud fra, og der er ikke noget galt i at bruge historien som moralsk pejlemærke. Problemet opstår, når budskabet bliver det vigtigste. Når nuancer må erstattes af det sort/hvide, og klicheerne må stå i vejen for udviklingen, for at beskeden skal gå så rent ind som muligt.

Serien er baseret på Tom Buk-Swientys populære og fremragende bog Slagtebænk Dybbøl, som i sig selv kaster et kritisk blik ikke bare på historien, men på krigens traume og dens betydning for den danske mentalitet. Men det er åbenbart ikke nok. Ole Bornedal har tilføjet et nutidigt element. En ulykkelig fortælling om en pige, der har mistet sin bror i Afghanistan. Det er svært at se, hvordan det niveau skal kunne bevæge sig videre fra den tragiske, men klichétunge dialog mellem pigen og de martrede forældre: »Du må ikke låse døren. Tænk nu, hvis Sebastian skulle komme hjem,« siger moren til faren. »Sebastian kommer ikke hjem, mor. Sebastian er død!« råber pigen, der selvfølgelig kommer ud i kriminalitet og af den ikke særligt velmenende sagsbehandler bliver sendt væk med beskeden om at besøge en gammel baron, som hun måske vil have noget til fællles med, for »han har heller ikke nogen fremtid«. I endnu en kliché finder den ensomme og utilpassede unge et skæbnefællesskab med den lige så ensomme og vrangvillige ældre. De forstår hinanden.

Mærkede af krig

Skuespillerne gør deres bedste med det, de har. Med uskyldsren tidløshed løber børnene, der spiller de to 1864-brødre Peter (Benjamin Holmstrøm Nielsen) og Laust (Sylvester Byder), og godsforvalterens datter Inge (Fanny Leander Bornedal), rundt i engene og bruger deres sanser og finder en plads i verden. Peter gør det helt konkret ved at kategorisere planter efter art, men desværre ødelægges også dette fine lille billede på børns sansninger og ordning af verden af, at lille Peter vil finde klematis, der skal hele faderens sår på benet efter treårskrigen. For karaktererne i 1864 er allerede mærkede af krig i 1851, hvor serien starter. Godsejerens søn er vendt tilbage som sejrherre, men med ar på sjælen, der gør ham til en utilregnelig tyran. Og biskop D.G. Monrad og resten af de nationalliberale er frustrerede over den fredsaftale, der endte treårskrigen, hvor tysksindede borgere i det danske Slesvig-Holsten havde gjort oprør. Trods dansk sejr bliver hertugdømmerne ikke inkluderet fuldt ud i den nye grundlov, som man ellers er så stolte af. Det er her, vi kender parolen ’Danmark til Ejderen!’ fra. Dér starter det. Og det er rigtigt set af Ole Bornedal at lade serien om 1864 starte, hvor treårskrigen slutter. De to hænger uløseligt sammen.

Nicolas Bro ligner simpelthen D.G. Monrad og spiller igen rollen som vanvittig mand i eksistentiel krise overbevisende. Vurderingen af konseilspræsident Monrads mentale tilstand er en velkendt diskussionssport blandt historikere. En doktordisputats har på 120 års afstand stillet diagnosen maniodepressiv, men det kan umuligt være den eneste forklaring på, at Danmark dengang blev taberen i en ødelæggende krig. Det kræver ikke en disputats at forstå det. Og det skal blive interessant at følge D.G. Monrad i Nicolas Bros skikkelse i håbet om, at det politiske spil i seriens København bliver mere komplekst – hvad det jo vitterligt var. Monrad var ikke bare denne mentale krøbling, han var en mester udi alliancen og tænkeren bag grundloven.

Åndsaristokratiet var småt, men flamboyant på det tidspunkt, og Sidse Babett Knudsen spiller centrum for alles beundring, divaen og skuespillerinden Johanne Louise Heiberg. Som en god nationalliberal sidder hun ved klaveret og spiller »Dengang jeg drog afsted«, da Monrad opsøger hende i et forsøg på at få den oratoriske glød tilbage. Han har følt sig opildnet af hendes optræden som Lady Macbeth, der kritiserer sin mand for ikke at turde være i sin handling, som han er i sit begær, og snart står lille Ditlev dér og vil have lady Heibergs hjælp til at handle. Og de får begge blod på hænderne!

Instruktøren vil ikke bare sige os noget, han vil råbe det: Krig giver ar, der ikke forsvinder. Politikere træffer beslutninger baseret på forfængelighed frem for fornuft. Danskernes selvtilstrækkelighed og fremmedhad vil koste dem dyrt. Det almindelige menneske er blot en brik i et spil om magt, men det er dem, der betaler den højeste pris. Allerede efter et afsnit er den feset ind, så lad os håbe, at der bliver plads til nuancerne og karakterudviklingen, når kanonkuglerne begynder at falde.

’1864’, afsnit 1, DR1, sendt første gang søndag aften den 12. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Ida Thagesen
Espen Bøgh og Ida Thagesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg er hundrede procent uenig i dommen - det er en fremragende serie. Drama spiller altid på klicheer, den efterligner noget så banalt som menneskers liv - men det er da pragtfulde figurer, der gestaltes. Det er også rart, at der er blevet plads til så mange nye ansigter henad vejen.

Per Torbensen, Peter Larsen, Morten Kjeldgaard, Carsten Mortensen, Peter Andersen, Niels Mosbak, jens peter hansen, Ivan Gullev og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Knud Sandbæk Nielsen

Anmelderen vil ikke bare ignorere Bornedals budskab. Han vil overdøve det med en endnu ubegrundet og ikke argumenteret kritik af det at have et budskab.

Også meget bedre når folk kan sige ingenting på en forfængeligt "interessant" måde. For ligefrem at sige sandheden i ansigtet på folk der normalt fyldes med en tyk strøm af endetarmsindhold fra løgnens tyndskidende kommercielle OverGud, det er da for galt!!

Hvad bilder Bornedal sig ind at skille sig ud fra den overfladisk sludderpladrende, andedamssnadrende, kongefamiliediskuterende soveby København med frastødende opland?

Carsten Mortensen, Niels Mosbak, Dan Johannesson, Ivan Gullev, Niels Duus Nielsen, Torben Nielsen, Kurt Nielsen, Ib Hansen og Lars Jorgensen anbefalede denne kommentar

Ole Bornedal glemmer en eneste ting: I DK var krigsbegejstringen stor i 1864. Også blandt almuen, landarbejderne, bønderne og godsejerne. Ingen kunne i 1864 drømme om at stille sig op kritisere D.G. Monrads vision eller Orla Lehmanns vision om et Danmark til Ejderen (eller til Elben). Alle mente stort set det samme som D.G Monrad, C.C. Hall eller Orla Lehmann. Nemlig dette: at danskerne godt kunne slå preusserne igen. Som vi havde gjort i 3 års krigen i 1848-1850. Og som Peter Faber skrev om i denne her sang:
http://www.youtube.com/watch?v=xMjWsGXI2xc

Netop derfor bliver denne sang en vigtig brik i at forstå hvorfor Monrad føler sig opløftet af besøget hos Johanne-Louise Heiberg....

Man kan skrive og sige meget om Bornedals åbningsepisode i serien... men forfærdelig lidt af det bliver godt.
Det er et studie i intellektualitet, når det er mest prætentiøst og fortænkt.
Rystende ligegyldigt, og til tider skolemesteragtigt. En opvisning af at Bornedal, som den venlige mand han er, vil dele al den visdom han rummer. Til trods for at han er så højt hævet over alle andre.
Spring og koblinger mellem for- og nutid forbliver uelegante og klodsede, og dermed falder hele den idé han præsenterede for os i aftes.
Det hele virker som en rodet forfilm, der er alt for lang og klippet alt for dårligt.
Jeg tænkte flere gange undervejs på Miss Piggy, der lige har fået at vide, at hun er prætentiøs, og hun svarer følgende:
"Pretentious... MOI?"

Ole Schwander, Søren Blaabjerg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

En historieskrivende journalist tiltager sig adskillige ’kunstneriske friheder’, skriver bl.a. et kendt sønderjyske frihedsikon ud af historien – en manuskriptforfatter bygger videre på journalistens bevisligt mangelfulde historicitet og som professionel filmmager endeligt supplerer med yderligere ’kunstneriske friheder’ …

En bemærkelsesværdig omgang ’frihedstrang’, naturligvis endende op i et klichéfyldt kunstprodukt og en fortælling med faktuelle mangler – men forhåbentlig vil det kunne få flere til at åbne øjnene – hvilket dog intet, efter de seneste henved 15 års ørkenvandring, tyder på vil ske – den ’kolde masse’ vil stadig bare have ’lørdagskylling’ og ’søndagsunderholdning’ – og krigspartiernes tilslutning svulmer fortsat som aldrig før …

Men måske indeholder serien alligevel, trods alle stereotypiske figuranter, et længe savnet antikrigs budskab rettet mod disse nutidige gale politikere på vegne af ’almindelige’ mennesker - en farlig og løgnagtig ’(små)borgerlighed’, der stadig sender unge danskere ud i verden for at blive myrdet på fjerne slagmarker – det må naturligvis først og fremmest komme an på egen fortolkning af indholdet i de kommende afsnit …

Per Torbensen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen og Per Jongberg anbefalede denne kommentar

Der er rejst megen kritik mht autenciteten i begivenhedsskildringen fra historikeres side, og alt tyder på, at den langt hen ad vejen er særdeles berettiget, men det er for plat blot at omtale den historisk-faglige primus motor Tom Buk-Swienty bare som "journalist", da han rent faktisk er cand.mag. og lektor i historie med studier i København og USA http://da.wikipedia.org/wiki/Tom_Buk-Swienty

”instruktørens polemiske kommentar til de fremmedfjendske, selvtilstrækkelige, selvovervurderende moderne danskere, der bliver ledt i krig af verdensfjerne og magtbegærlige politikere.”
Nu forstår jeg, hvorfor Anna Libak, Søren Espersen og Pia Kjærsgaard er så vrede

Dan Johannesson, Malan Helge, Torben Nielsen, Jens Kofoed, Niels Mosbak og Lars Jorgensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det er altid en god ide at være kritisk, så har man ikke sagt for meget. Herudover så kan man hele tiden løbende give lidt ros hvis der er lyspunkter, man mener ens strenge dommerevner levner plads til. Personligt ville jeg gerne undvære parallelhistorien fra nutiden, men ellers er der da billeder, instruktion og skuespilpræstationer som er helt oppe at ringe. Lad nu serien løbe lidt længere inden dødsdommen afsiges. Oplægget tegner nu fint.

Grethe Preisler

Hvad med at udsætte "folkets dom" over Ole Bornedals '1864' indtil alle seriens otte afsnit - eller i det mindste en smule flere end "ouverturen" - har været vist for andre end mediekværnenes professionelle smagsdommere og eksperter?

I mellemtiden kunne DR-tv så genudsende Knud Leif Thomsens filmversion fra koldkrigsåret 1964 af Herman Bangs 'Tine'. Og aviserne genoptrykke deres anmeldelser af samme, så "folket" ikke kommer til at kede sig alt for meget, mens det venter på Godot.

Per Torbensen, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Jorgensen

Hvordan kan en film - en hvilken som helst film - der vil fortælle krigens frygtelige sandhed undgå at være ganske kontroversiel? Og det jo mere den er sand og fuldt ud kunstnerisk udtrykt.

Nietzsche sagde, at der ville gå to hundrede år før Napoleons æra med krig som noget stort, flot og ærefrygtindgydende ville ende. Den tyske historiker Mosse forklarer, at krigens sandhed er blevet undertrykt i mere end hundrede år.

Nu lever vi så (igen..) i en tid, hvor krigens frygtelige sandhed i allerhøjeste grad undertrykkes i de almindelige sterile billeder og forklaringer omkring krigens soldater mv. Og i en tid hvor danske politikere - og medier... - ukritisk bakker om om krig, krig og atter krig. Selvom alle dybest set godt ved, at krig aldrig løser noget som helst - der er blot det mere had og ødelæggelse, der skal ryddes op i bagefter. Bortset fra... når den er absolut nødvendig som fx tilfældet Hitler (som jo netop kun var nødvendig fordi man havde sovet i timen...).

Nej, det er mildest talt ikke overraskende, at Bornedals film er kontroversiel. Gud ske lov for det - altså for at den vil fortælle krigens frygtelige sandhed. At han så benytter sig af at bruge vores egen nutid til at gøre krigens sandhed nærværende - gør vel blot, at man vanskeligt kan undslippe denne sandhed. For på den måde bliver både krigen i 1864 mere nærværende og frygtelig forståelig. Samtidig med at man vanskeligt kan undgå forståelsen af, at krige dengang som nu er dybt frygtelige - og netop kun foregår med stor folkelig og politisk opbakning, når sandheden om krigens virkelighed bliver mere eller mindre systematisk undertrykt. Ikke mindst gennem den form for selvundertrykkelse, der består i at man synger nationalsange, fejrer heltene og sejrene og gør fjenden til umennesker osv. osv.

Så ja, hvordan kan en film om krigens frygtelige sandhed undgå at være ganske kontroversiel? Det kan den ikke - og på sin frygtelige vis jo mere jo bedre.

"When will we ever learn": https://www.youtube.com/watch?v=4Qt57c7rnHM

Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Jorgensen

Lad os dog få fred ...

Lad os dog arbejde systematisk på at skabe mere fred frem for mere krig. Lad os dog bruge nogle af de mange, mange, mange milliarder, vi bruger på krig - til at skabe fred...

Lad os dog bruge vores fornuft. Alle fornuftige mennesker i alle verdens lande ønsker fred. Lidt stemningsmusik..: https://www.youtube.com/watch?v=ytmLIv4TrUs

randi christiansen, Kurt Nielsen og John Christensen anbefalede denne kommentar

Stor kunst er ofte at skildre det banale, et lille samfund i en periode, en skyttegrav gennem en dag. Jeg oplever, at Ole Bornedal vil alt for meget i sin beretning om 1864. Nutid, fortid, kendte, ukendte hvirvler rundt i en heksedans, men den sejd der koges virker ikke godt, fortryllelsen udebliver.
Prøv igen DR, men saml beretninger, dagbøger, historie sammen, f. eks om Københavns bombardement, sæt en dygtig spændingsforfatter eller flere på opgaven. Lav så en historie om fiktive eller næsten ukendte personer og giv os en fortælling, der kan modsvare historier som Matador og Gøngehøvdingen.
Kingo skrev "sorrig og glæde, de vandre til hobe", ikke "sorrig og tristesse, de præger hoben". Ok, jeg er overhovedet ikke finkulturel, og det har jeg det godt med.

Carsten Straarup, Vibeke Rasmussen, Søren Blaabjerg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Kunsten med at lave katastrofefilm er at prøve at undgå alt for lange indledninger, hvor man skal lære hovedpersonerne at kende og begynde at føle for dem, før den egentlige handling begynder. Det lykkedes ikke her. Den indledende episode med børnene syntes jeg var slem, og jeg begynder at frygte, at Bornedal har lånt plottet fra den forfærdelige amerikanske pap-film Pearl Harbor. Var der også lidt pervers inspiration fra Leoparden og Bertoluccis 1900 for at peppe det hele lidt op med lidt godsejerperversion? Nej, hverken Pilous eller Sidse Babett Knudsens roller kom ud over skolekomedierampen (Lars Mikkelsens gjorde), og hvad angår Nicholas Bros Monrad, så kunne jeg ikke blive af med billedet af den retardede Otto, som Bro spillede så fremragende i Rejseholdet, de to roller lignede til forveksling hinanden. Hvad angår hashhandlerpigen og den blinde godsejer, så bliver det vel et helt socialfantastisk kunstværk for sig selv, indtil nu var det, og man griber sig i at se frem til Buk-Swientys krig og håbe, at vi ikke skal igennem alle de mellemliggende 13 år først.

Lad mig indrømme, at første afsnit ikke var, hvad jeg troede, men hvis Bornedal som antydet af artiklen virkelig har ofret genopførelsen af 1864 for at bringe en fordømmelse af danskens stadigt øgede krigslyst og krigsdeltagelse, så har det min fulde velsignelse.

Det var så første afsnit ud af 8 af DRs og Ole Bornedals "1864", og vel nok lidt for tidligt at udtale sig om hele serien.

Det misforståede politiske overmod, forfængelighed og stolthed dengang og nu, er til at få øje på, - men hvad er der egentlig galt med det?

Dengang var vi ikke allierede med det mægtige Amerika, men havde i stedet det mægtige Tyskland imod os, så meget desto mere træder vort politiske "overmod" frem i lyset af fortiden og i nutiden, som to modsætninger.

Jo, der skal være plads til at polemisere vor nutidige krigsvillighed, set i forhold til datiden krigsvillighed, men om "almuen" var lige så begejstret som nogle hævder er vel tvivlsomt, set i lyset af den manglende oplysningstilstand "almuen" befandt sig i dengang, men også set i forhold til hvilke rettigheder og pligter "almuen" havde for herremanden og kongen.

Nutiden "sekund og demens samfund", hvor gårsdagens krig og tab ikke skal erindres, for andet end de faldnes navne på en sten, som politisk gunst for "almuen" i dag, og en selvhyldest for og til de selvsamme politikere som sendte dem ud i nye krig igen og igen, og gerne baseret på løgne.

Desværre for de mange der tog ud til drømmefelttoget i det fjerne til ordene, "at gøre en forskel", må det være svært at skulle erkende den manglende forskel de steder vi har ført krig i det fremmede, at den eneste forskel er de døde, lemlæstede og dem med PTSD, og som politikerne svigtede ude i felten og senere da de kom tilbage.

De demokratier i det fremmed som soldaterne var udsendt for at kæmpe for i marken, underbød politikerne med penge i centralregeringerne og som blev brugt på korruption i netop centralregeringerne, hvis ikke da ligefrem tortur og forfølgelse af andre politisk tænkende, og som var velkendt politisk ,og også et stort bedrag overfor såvel demokratiet i det fjerne, men også for det vore soldater døde og blev lemlæstet for.

Vi har ikke været med til at skabe fred, demokrati eller blot noget der ligner, men derimod kaos og ligegyldighed, samt flere terrorister grundet vores indblanding i stedet.

Det hele sælges storladent af vore politikere, der ikke vil lære af historien, men atter blot sender soldater af sted til nye krige i "fredens" tjeneste, og atter skal vi hjælpe med at beskytte civile, i øjeblikket floromvundne ord om vores fantastiske indsats tjener freden og menneskerettighederne, hvilket vi skal være stolte af.

De manglende successer er glemt og skal glemmes hurtigst muligt, og i stedet skal vi i sekundets og demensens navn være stolte af vore nye indsats og juble tomhjernet i demensens skygge.

Karsten Aaen, Dan Johannesson, Hanne Ribens, John Christensen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Krigen dengang og det danske militærs indsatser gennem de senere tår er egentlig ret forskellige forehavender. I første halvdel af det 20.århundrede var der nogle væbnede opgør med danske deltagere, selvom vel i grunden stort set Den Spanske Borgerkrig er den der almindeligvis huskes. Nå ja. Det var jo ikke det danske militær, men kun "frivillige".

Ole Vagn Christensen

Fin anmeldelse 1851 var året hvor Danmark på grund af en krigssejr røg ud i en euforisk stemning hvor de hjemvendte soldater var ramt på ar og sjæl. Danskerne følte at de med Deres grundlov var vi verdens herskere. Spændende bliver det nu at følge hvad førte til at vi tabte halvdelen af Danmark 13 år efter. Var det dansk overmod og en forsimplet ført politik hvor de som satte sig på magten nationalisterne fremførsel i et elendigt demokrati. Førte Danmark ud i krig. Eller var det Bismarks indflydelse på den tyske kejser. Spørgsmålene står tilbage.

Det er så morsomt at se alle de borgerlige nationalisterne slå knude på dem selv for at opretholde illusionen om at nationalisme ikke er skyld i både tabet af Slesvig - Holsten og 1. verdenskrig og millioner og millioner af døde. Det næste de vil prøve at bilde folk ind er vel at kristendommen er en fredsreligion og grundlaget for demokratiet. Som om demokratiet ikke stammer fra grækenland før kristendommen og at kristendommen først blev en fredsreligion da den mistede sin magt. (plus at ingen er rigtige kristne da man som kristen burde følge Jesus eksempel, og hvem gør det)

Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Kjeldgaard, Karsten Aaen, Malan Helge, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er lidt tidligt at have en mening om serien her efter 1. afsnit, hvor vi først og fremmest skal præsenteres for personerne og stemningen i tiden. Jeg synes, det lykkes ganske godt at formidle krigsbegejstringen og hadet mod "tysken", der sikkert vil sluge os, hvis han kan komme til det. Man skal ikke glemme, at det eneste, man dengang vidste om krig var, at man kunne dø af det eller miste diverse lemmer. De psykiske konsekvenser for soldaterne eller f.eks. de civile, der nogle år senere oplever Sønderborg blive bombet, havde man overhovedet ingen anelse om . Der er på det tidspunkt stadigt ca. 150 år til, vi begynder at forstå, hvad post-traumatisk stress er.
Opfordring til alle : læs Slagtebænk Dybbøl - og Herman Bangs Tine. Hvis du kun vil skimme Tine, så læs for fruherres skyld hele beretningen om Dannevirkenatten grundigt. Her får Bang fremragende (som altid) skildret, hvor ufatteligt nederlaget er - og hvor hårdt det slår.
P.S. Jeg synes, det er et kæmpefejlgreb med nutidsafsnittene. Det er ren staveplade, og hvis man ikke ud fra skildringen af krigen 1864 bliver kritisk overfor vores nuværende lyst til at fare krigsmand lidt for tit, så hjælper stavepladen heller ikke.

'Allerede efter et afsnit er den feset ind'

HURRA!!!

Så er der da allerede en dansk journalist, der har fattet det.

Tør man nu virkelig tro på det .....?

Poul Sørensen

Nationalisme har altid været larmende og højrystet - bare tænk på Pia Kjærsgaard. I sagens natur må en skildring af nationalisme også være larmende, hvis altså skal nationalismen skal skildres autentisk.
- Nationalismen er ikke altid for krig, eksempelvis er vores engagement i Libyen eller bekæmpelsen af IS ikke nationalistiske projekter tværtom har DF gang på gang plæderet for, at vi skal lade mennesker i de varme lande slå hinanden ihjel uden at gribe ind - Nationalismen invitere konstant til at der bliver taget til genmæle på deres råberi og det lader det til at 1864 præcis vil det....

Poul Sørensen

„Fred vil der kun blive, når menneskene ikke blot er imod enhver krig, men også imod at sejre. “

Citat: Elazae Benyoëtz

Det var, som om karaktererne var lidt overraskede over, at de pludselig var med i en film, og derfor gav de det hele en ekstra skalle.
Fornemmelsen af 'virkelighed' udeblev.

Søren Blaabjerg, Hanne Ribens, Niels Engelsted og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det generer mig ikke at Bornedal tilføjer en pacifistisk vinkel. Det er særdeles rimeligt at fokusere på de konsekvenser, som krigen har for almindelige mennesker, som må betale prisen for den førte politik. Men det er voldsomt generende, at konfliktens kompleksitet bliver fejet til side, og at det fremstår som om krigen alene var et resultat af fanatisk dansk nationalisme. Det er næsten som om man fejrer jubilæet med at give den tids tyske propaganda – der var mindst lige så skingert nationalistisk som den danske – ret i at det hele alene var Danmarks skyld. Hvis man ikke ved andet om konflikten, end hvad Bornedal fortæller os, kunne man få det indtryk, at Monrad og konsorter ødelagde en fredelig og stabil situation, med deres kampagne. Det var ikke tilfældet. Det tyske nationalistiske pres via Holsten var i længden en uholdbar situation for den danske helstat.

Der må gerne lægges vægt på de danske politikeres fejl og overmod, men for redelighedens skyld burde det dog også stå klart i skildringen, at de under alle omstændigheder var i en vanskelig situation. Man skal også tænke på, at selvom serien herhjemme bliver nuanceret af den debat som den medfører, så er den også beregnet på at skulle sælges til andre landes tv-stationer. Og her kan man ikke forvente megen debat og nuancer.

Grethe Preisler

Det er for tidligt at anmelde '1864' endnu, men jeg har de bedste forhåbninger om, at den ender med at få flere anmelder-roser end tidsler, når sidste afsnit er rullet over fladskærmene og bølgerne har lagt sig en smule i de små hjem.

Foreløbig har Ole Bornedal ud over '1864' kun fået betroet at lave en enkelt tv-serie for DR: 'roadmovien' Charlot & Charlotte fra 1996, som hentede en Prix Italia hjem til Danmark for årets bedste tv-serie. Og guderne skal vide, at der ellers har været bragt nok af overvurderede danske hø og hakkelses-serier i DR-tv i de mellemliggende år.

Så for min skyld måtte DR-tv godt bruge Ole Bornedal noget mere, end de har gjort på det seneste.

Flemming Skovbjerg

Læg DR og militærets bugetter sammen og lad Ole Bornedal blive øverste general . Så kan vi måske få dybtegående , informative udsendelser i DR som giver bogerne indsigt i den tid og verden vi lever i.
Det vil så forhåbentlig også medføre at vi deltager i færre tåbelige "udflugter" rund omkring i verden :)

Søren Blaabjerg

Det er muligt, jeg er for kritisk, men for mig at se var første afsnit af serien mere end rigeligt, Sikke dog en gang tableauagtigt klichéklister! Men finder nogen serien er pengene værd er det selvfølgelig udmærket. Budskaberne , der til overtydelighed er til at få øje på, er såmænd da sympatiske nok. Så velbekomme, men jeg tror altså nok, jeg passer (uanset eventuelle rosende anmeldelser også fremover).

Ole Vagn Christensen

søren hvordan tror du Danserne kunne lade være med at skjule begejstring, og nationalisterne kunne lade være med at tiljuble, at det var deres værk og grundlovens fadder der skulle have æren herfor. Selvom der var knap så meget begejstring hos de konservative. Alle ved vi der kender lidt til den videre historie er, at knap så meget begejstring var der efter 1864 nederlaget, hvor ikke bare Danmark mistede halvdelen af riget til Tyskerne, men også var tiden hvor den danske grundlovs magt blev frataget nationalisterne. Ved det da kongen gennemlæste grundloven i 1866 forlangte at han ville havde retten til at udpege en tredjedel af medlemmerne til rigsdagen. Begrundelen var at mange uden stemmeret var gjort til soldater(slagteofre) som nationalisterne havde beordret i krig. Alle ved vi hvad den ændring betød at Danmark blev af Konservative sammen med kongens udpegede de regeringsbærende med en konseilspræsident. Dette system fungerede fra 1866 -1901 hvor det lykkedes et nyt demokratisk samarbejde mellem venstre opg socialdemokraterne at få valgt et flertal uden om de konservative og de af kongen udpegede.
Socialdemokraternes pris var at vandt denne koalition så skullle Danmark have en ny grundlov som gav alle stemmeret også de fire ffffer som det hed fattiglemmerne(lønmodtagere med små indkomster), Fruerne(kvinderne), forsorgsbeboer(socialhjælps modtagere), forbryderne( de fængslede). Først her i 1915 fik Danmark sit egentlige demokrati. Det er hvad et besøg hos folketingets grundlovsmontre fortæller enhver besøgende.

"Photos to be displayed at U.S. Holocaust Museum are 'smoking gun' evidence of war crimes, State Department official tells Yahoo News"

Heldigvis, så findes der ingen smoking gun.
Hvad angår den en million dræbte som USA og Danmark er ansvarlige for i Iraq.

Ole Vagn Christensen

Ole når 1864 af mange opleves afmagt haverne der sendte danskerne i krig i Iraq som et politiski værk er det fordi det gjorde et meget snævert flertal bestående af VKO blokken. Imod næsten halvdelen af befolkningen. Hvorfor der i dag tales om ikke af dronning om at hun vil have lov til at udpege en tredjedel af rigsdagen. I stedet tales om der skal være mindst to tredjedele af parlamentets medlemmer der skal være for krig.

Store forventninger munder desværre ud i en clichéfyldt, langtrukken skolekomedie, hvor intet overlades til fantasien, og hvor skuespillerne må gøre deres bedste for at fremsige de usandsynlige replikker. Grunden til de positive tilkendegivelser må findes i seriens tommetykke og unuancerede politiske korrekthed,
Se hellere Nicolas Bro slå sig løs i 'Tandfeen' i stedet for hans umulige, (forhåbentlig ufrivillige) komiske figur i '1864'.

Trist emne og trist plot bundet sammen med kærlighed.
Jeg ser den ikke og venter forsat forgæves på en produktion der beskriver freden.
Men så nok kommer til at handle om mennesket for 10.000 år siden.
Med de seneste 10- 15 års velvillige krigspropaganda på DR, er serien og dens bygherre og budget ingen overraskelse. Og Bornedal er trods alt blot professionel, der gør, som der bliver sagt.
Som soldaterne og piloterne.
Legitimiteten ligger i professionalismen.
Men professionalismen forsvinder kravet - og forventningen - om det personlige ansvar. Om personligheden.
Maskiner. Varer der skal opfylde efterspørgslen og Bornedal har vist sig at være et attraktivt produkt (ser det ud til efter de anmeldelser og omtaler jeg har læst).
Hyldevarer.

georg christensen

At krigsførende samfund, (nationer) , i fremtiden kommer til at stå skoleret, overfor "verdenssamfundet", vil i globaliserings tankegangen være en super "ide". Desværre vel nok lidt umuligt på grund af "magtbegærdets" værdiløshed.

En form for værdiløshed, som en stor del af "verdensfolket" endnu ikke har forstået i deres egene selvtilfredsstillelses fornemmelser.

Ole Vang kristensen - du glemte det 5. f = fjolserne, som det hed dengang. Hvornår fik de egentlig stemmeret? Jeg har som valgtilforordnet været med til at hjælpe mentalt handicappede (eller hvad de nu hedder for tiden) med at stemme. men jeg ved faktisk ikke, hvornår de - som de sidste voksne -fik stemmeret.

Ole Vagn Christensen

Herdis det har jeg også selv året hvor jeg assisterede var 1974. Reglen var at vi skulle være to der assisterede en blå og en rød som jeg husker det. Kan ikke huske hvordan det er med de mentalt handikappede, men mener det var da vi gennemførte amtskommunerne i 1970 at de ikke mere blev ophobet på anstalter i statens regi. Hvordan det var på anstalterne med stemmeret bliver jeg dig svar skyldig da jeg altid har haft de4n oplevelse at de komm ind under de fire fer.
Kan nogen hjælpe mig og Herdis så kom frem af jeres skjul.