Læsetid: 3 min.

Måske kunne jeg også slå 11 millioner ihjel ...

Mange af os er lige så ’almindelige’, som Olaf Johannessens fænomenalt underdrevne SS-officer Eichmann i Adam Prices blændende krigsansvarsstykke ’Samtale før døden’
27. oktober 2014

Olaf Johannessen har en forrygende evne til at se helt almindelig ud. Han er en flot og slank mand med klassiske ansigtstræk og lysende blå øjne. Men han er også en skuespiller, der kan forsvinde ind i mængden på gaden.

Det er netop denne almindelighed, som Olaf Johannessen anvender så diskret og optimalt som krigsforbryderen Adolf Eichmann i Adam Prices stykke Samtale før døden på Edison. Stykket handler om Eichmanns sidste to timer, inden han skal henrettes efter retssagen i Jerusalem i 1961. Og det er Adam Prices tese, at Eichmann ikke egentlig var hverken ond eller mordliderlig.

»Jeg udførte bare mit arbejde,« lader Adam Price ham sige – tydeligt inspireret af den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt og hendes portræt af embedsmanden Eichmann som eksempel på ’ondskabens banalitet’.

Nuvel, Adam Price får effektivt forklaret, at Eichmann havde autistens ekstremhukommelse for togkøreplaner. Faktisk får han hele Anden Verdenskrig fortalt på to timer – med mundrette replikker dyppet i historisk eftertænksomhed. Det er noget af en dramatikerbedrift.

Aldrig tvunget nogen

Men nu er det jo ikke alle togentusiaster, der ender med at slå 11 millioner mennesker ihjel. Det er heller ikke alle os andre, der bare ser almindelige ud, som nødvendigvis kunne gøre det.

Så hvad får pludselig en almindelig mand til at lave kølige beregninger på dødsminutter og gasningstider? Og kunne ordet ’evakuering’ ende med at betyde et folkemord? »Men jeg har aldrig tvunget nogen til noget,« siger Johannessens sublime Eichmann i heftigt selvforsvar. Det er også denne uskyldsundren, der er den overbevisende drivkraft i Peter Langdals dynamiske iscenesættelse, der elegant fletter nærværsdialoger med overraskelsesscener, magtforskydninger – og skæbnesvangre besøg gennem luger ned fra loftet. Alt sammen så intenst, at tilskueren ikke føler trang til at stirre på henrettelsesuret på væggen. Til gengæld er man ikke i tvivl om, at straffen eksekveres om et øjeblik. For Karin Betz har skabt en skrånende scenografi, hvor loftet og gulvet er lige ved at klappe sammen og klemme luften ud af Eichmann i de to timer inden dødsdommen – som et ækelt billede på den kvælningsdød, som Eichmanns Zyklon B-gas påførte jøderne i kz-lejrene.

Og så bliver der ellers talt og talt, mens Kasper Stouenbergs videostumper flimrer ildevarslende hen over væggene, og Troels Møllers lydmix af strygerskønhed og våbenmetal bringer tilskueren ind i en mareridtsverden af frygt.

Forestillingen sættes i gang af dommeren ved retssagen, der opsøger Eichmann til en sidste samtale. Thomas Danielssons dommer blusser af vrede – mærkeligt mumlende, men også knivskarp. Han har desuden en overbevisende jødisk hævntrang i sine hænder, der lige så godt kunne kvæle Eichmann på stedet. Men sådan gør en nysgerrig dommer jo ikke …

Spørgsmålet er, hvad en hustru gør, når hun opdager, at hendes mand ikke bare sørger for tog til tiden, men også drab på kvinder som hende selv. Cecilia Zwick Nash indtager scenen med sin særlige kropsmagi. Hun afbryder simpelthen samtalen i fængselscellen på surrealistisk vis, og i sin røde kærlighedskjole tvinger hun sin mand til at tale om forelskelse og gamle dage – og drømmen om ærlighed. Lige indtil hun afslører ham i at benægte sandheden …

Den blonde soldat

Eichmanns overordnede Heydrich dukker op med alverdens umulige krav i de særeste øjeblikke. Christian Mosbæk spiller strategisk og upatetisk rollen som Hitlers håndlanger. I modsætning til Eichmann kalder denne mand et mord for et mord. Men han fortæller kun om sammenhængene, når han har drukket for meget af sin yndlingsvin … Vinen bliver til gengæld hentet op af kælderen i nazivillaen i Wannsee af en jødisk tjenestepige, som Thea Kastberg spiller med en flot blanding af trods og frygt. Og bordet bliver ryddet af forestillingens evige soldat, som Troels Oxholm Thomsen giver en stejl, blond adlydertone, uanset hvilken uniform han tager på. Det er ham, der står med ofrene – langt væk fra Eichmanns skrivebordsberegninger. Og som soldaten siger:

»Der er grænser for, hvor mange kvinder og børn, man kan bede soldater om at skyde.«

Vi tilskuere ser situationen for os, midt i vores banale almindelighed, og føler os kvalme og afmægtige.

Men Olaf Johannessens Eichmann stirrer ulasteligt roligt ud i rummet – og løser problemet.

Samtale før døden. Tekst: Adam Price. Bearbejdelse og instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Lys: Christian Alkjær. Lyd: Troels Møller. Dramaturgi: Karen-Maria Bille. Video: Kasper Stouenborg. Edison til 9. november. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu