Læsetid 4 min.

Maleriet lever

Oslo byder lige nu på udstillinger, der viser både kunsten at viske traditionen ud og at bygge videre på det efterladte ’ingenting’
Igen og igen er der blevet udråbt dødsdomme over maleriet som medium. Men det både fornyer sig og tester sine grænser. Maleri: ’Skulls’ af Marlene Dumas. Courtesy of Studio Dumas, Amsterdam

Igen og igen er der blevet udråbt dødsdomme over maleriet som medium. Men det både fornyer sig og tester sine grænser. Maleri: ’Skulls’ af Marlene Dumas. Courtesy of Studio Dumas, Amsterdam

24. oktober 2014

På Nasjonalgalleriet i Oslo kan man for tiden se et enkelt værk af den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg (1925-2008). En hel sal er viet til en lille tegning med titlen Erased de Kooning Drawing, som Rauschenberg udførte i 1953. Tegningen er helt bogstaveligt en udvisket tegning af den abstrakte ekspressionist Willem de Kooning (1904-97), som den yngre Rauschenberg overtalte til at forære sig tegningen. Der er med andre ord ikke meget at se, kun de udtværede og svage spor af en figuration, sunket ind i papiroverfladens gnattede glemsel.

Tegningen er blevet meget berømt i kunsthistorien, blandt andet fordi den så klart markerer efterkrigstidens revitalisering af dadaisternes drilske negationsstrategier og præferencer for handlingen frem for værket. Der er ikke så meget at se, men bagved traditionsfornedrelsen og anti-kunstens iøjnefaldende ’ingenting’ ligger en tung last af betydning – ikke så meget for øjnene, men for tankerne.

I den forstand er Rauschenbergs udramatiske og humoristiske fadermord på en måde allieret med et utal af dødsdomme, der op igennem det tyvende århundrede er blevet deklareret over maleriet som medium. Maleriet, som med sin blotte materialitet og sin evne til visuel forførelse, igen og igen har pådraget sig anklager for at være lidt for dekorativt, lidt for fascinerende, lidt for virkelighedsfjernt, lidt for gammeldags, lidt for borgerligt, lidt for traditionstungt.

Kunstformer med præferencer for det handlingsorienterede og det konceptuelle har altid stået parat til at overtage maleriets plads. Eller til at udvide dets råderum. Rauschenberg demonstrerede med sine assemblagemalerier (rummelig udformning af collagen, red.) om nogen, at det sidste var muligt. At maleri kunne være så godt som hvad som helst, at det ikke lod sig begrænse til en todimensionel flade. At man ikke behøvede at mane det i jorden, men kunne få det til at genopstå ved stædigt at afsøge og udfordre dets grænser.

Fejringen af maleriet

Er man i Oslo, kan man lægge vejen forbi Museet for Samtidskunst, hvis man vil have bekræftet det levedygtige i dén anskuelse. Her kan man se den sydafrikanske kurator og kunstner Gavin Jantjes (f. 1948) udstilling An Appetite for Painting, der tæller værker af tretten kunstnere fra forskellige dele af verden i et interessant og overraskende miks, fra etablerede verdensnavne som Marlene Dumas (f. 1953), Chris Ofili (f. 1968) og Kerry James Marshall (f. 1955) til unge og mindre kendte kunstnere som Analia Saban (f. 1980) og Tomory Dodge (f. 1974).

Udstillingen afsøger samtidsmaleriet igennem de seneste femten år ud fra ideen om dets store variation og variabilitet. Og frem for alt ud fra en tro på mediets fortsatte relevans. Udgangspunktet er en pluralistisk besyngelse af maleriets muligheder for at forny sig og dermed at stille den sult, som vi angiveligt nærer efter at fortære dets forhåbentligt alt andet end tomme kalorier. Besyngelsen af maleriets muligheder for at tale til vores følelser og vores tanker og dermed også udradere det modsætningsforhold mellem idébaseret kunst og sanselig kunst, som har kendetegnet kunsthistorien i de seneste hundrede år. Fejringen af maleriets evne til at forny sig selv på trods – eller at gentage sig selv på trods.

Der skulle nok et voldsomt meget større værkgrundlag til for alvor at gennemføre argumentet om maleriets mangefacetterede vitalitet. Men selv med det relativt beskedne antal værker, som den slet ikke så lille udstilling byder på, bliver man overbevist om, at der er noget om snakken. Maleriet lever i bedste velgående og det dyrkes for eksempel i intenst indadvendte og repetitive former, som man ser dem i svenske Andreas Erikssons (f. 1975) abstrakte naturmotiver eller australske Dorothy Napangardis (ca. 1950-2013) rituelle kartografier i form af prikmalerier.

Aperitif

Eller maleriet tager direkte afsæt i kroppen som i Analia Sabans Trough (Flesh) fra 2012, der er et trug af lærred og plastik ophængt på væggen. Lærredet opsamler i en tung udposning halvstørknet orange maling i en mængde, som vægtmæssigt svarer til kunstnerens kropsvægt. Vidtgående formeksperimenter finder man også hos norske Mari Slaattelid (f. 1960), som med et stort kunsthistorisk referencerum udstrækker maleriet til at omfatte helt nye registre af materialer og dermed åbne til nye billedrum.

Som et samlet udsagn demonstrerer An Appetite for Painting, at samtidsmaleriet trives og er i udvikling. Blandt andet fordi det har inkorporeret ideen om sin egen negation og frejdigt overskrider sine egne grænser, sine egne rammer, frem for at honorere forventninger om, hvordan maleri skal se ud. Men udstillingen vover også at insistere på det figurative maleris fortsatte relevans, hvilket især Dumas, Ofili og Marshall bliver vægtige repræsentanter for.

Man får således vitterligt appetit på maleriet af udstillingen, men den mætter ikke helt. Tværtimod får man lyst til at se en meget større og mere omfattende mønstring af samtidsmaleriet. Men som en aperitif fungerer udstillingen aldeles glimrende, især hvis man ankommer til den fra Rauschenbergs mere anæmiske og ikonoklastiske gestus, der nok er tankevækkende, men forsætligt efterlader ens øjensult utilfredsstillet for ikke at sige udhungret.

Robert Rauschenberg. ’Erased de Kooning Drawing’. Nasjonalgalleriet. Oslo. Indtil den 23. november.

’An Appetite for Painting’. Samtidsmaleri 2000-2014. Museet for Samtidskunst. Oslo. Indtil den 4. januar 2015

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

"Skulls" - af Marlene Dumas giver mig association til:

fra Wiki:
Skrig (norsk 'Skrik') af Edvard Munch hænger på Munchmuseet i Oslo. Det er én af flere malede versioner af motivet. En anden hænger på Nasjonalgalleriet i Oslo. Nasjonalgalleriets version er signeret og dateret 1893, og mange mener, at det er det første. De er malet på pap, og på Nasjonalgalleriets version har Munch malet skitser til motivet på bagsiden af pladen.