Læsetid: 5 min.

Mens vi venter på den næste whistleblower

Laura Poitras’ dybt fascinerende dokumentarfilm ’Citizenfour’ er et hotelkammerspil, der bringer os hidtil uset tæt på verdens mest omdiskuterede flygtning, Edward Snowden, under de afgørende døgn, hvor en dengang ukendt mand ændrede verdens opfattelse af virkelighed og paranoia. Og så afslører filmen, at en ny NSA-whistleblower har meldt sig på banen
Filmen ’Citizenfour’ er et stemningsfyldt spiondrama, men også en kritisk politisk dokumentarfilm om baggrunden og konteksten for – samt perspektiverne i – Edward Snowdens læk.

Fra filmen ’Citizenfour’.

14. oktober 2014

Jeg har vist aldrig før været i en biografsal, hvor der klappes så hårdt, så længe og med så mange på hinanden følgende stående ovationer som til verdenspremieren på Laura Poitras’ både intimt portrætterende og journalistisk afslørende film om Edward Snowden og NSA’s overvågning, Citizenfour. Den fyldte sal i Lincoln Center under New York Film Festival fredag aften eksploderer umiddelbart efter filmens på alle niveauer sigende og rystende afslutning.

I denne sidste scene, der er filmet for ganske nylig, ser vi journalisten Glenn Greenwald, whistleblower og flygtning Edward Snowden og dokumentarist Laura Poitras genforenet på et hotelværelse i Moskva knap halvandet år efter, at de tre for første gang mødtes på et hotelværelse i Hongkong.

Poitras filmer som sædvanligt. Greenwald skribler den ene sætning efter den anden ned med kuglepen på små papirlapper og rækker dem til Snowden. Snowdens bebrillede øjne bliver større og større for hver seddel, han læser. Denne mand, der har lækket utrolige oplysninger om sin regerings overvågning af sine borgere, har svært ved at rumme de nye oplysninger, Greenwald nu kan give ham. En ny whistleblower fra NSA, ældre og højere oppe i hierarkiet end Snowden, har meldt sig på banen. Med filmen bekræftes dette rygte for første gang. Greenwald noterer på en lap papir, hvor mange mennesker man via denne nye kilde erfarer befinder sig på den amerikanske regerings nuværende ’watchlist’ over aktivt overvågede, potentielle terrorister: 1,2 millioner. Inklusive Laura Poitras. Snowden ryster vantro på hovedet. Det er en slutning, der skriger til verden, at intet er slut endnu.

Flygtningen

Citizenfour er et spiondrama stemningsfuldt indledt af den mailkrypterede korrespondance mellem Laura Poitras og Edward Snowden, der førte til de mest graverende afsløringer i nyere amerikansk historie. Den prisvindende dokumentarist var den første, der fik kendskab til Snowdens filer. I deres indledende korrespondance skriver Snowden, med reference til hendes tidligere værker og den amerikanske regerings overvågning af hende:

»Du spurgte mig, hvorfor jeg valgte dig. Det gjorde jeg ikke. Du valgte dig selv.«

Citizenfour er også en kritisk politisk dokumentarfilm om baggrunden og konteksten for – samt perspektiverne i – Snowdens læk belyst af bl.a. Greenwalds arbejde. Og så er filmen – måske allermest fascinerende – et nært hotelkammerspil, der bringer os hidtil uset tæt på verdens mest omdiskuterede flygtning i de afgørende døgn under de første læk.

Det var Laura Poitras, der filmede den 12 minutter lange video, hvor Edward Snowden i juni 2013 introducerede sig selv for verden. Og nu ser vi gennem samme linse de samtaler og overvejelser, som han og journalisterne og Snowdens menneskerettighedsadvokater har i samme tumultagtige periode. Snowden var – forståeligt nok – bekymret for, om der ville blive rettet for meget opmærksomhed mod hans person fremfor de afslørende dokumenter, som han bevidst overlader til journalisterne at administrere og formidle ansvarligt. Citizenfour, betitlet efter Snowdens oprindelige alias, er, siger Laura Poitras selv efter premieren, en hyldest til de mennesker, der ofrer alt for et politisk princip. Selvom man måske stadig kan diskutere, om man bør dyrke personen bag de langt vigtigere læk, så føles det netop nu, hvor en ny whistleblower har meldt sig på banen, samtidig veltimet og fremadskuende. Og så er det uendeligt fascinerende. Samtidigt udebliver den selvretfærdiggørende martyrfortælling om frihedskæmperen Snowden gudskelov, idet Poitras lader kameraet iagttage Snowden nøgternt.

Kammerspil

På hotelværelset i Hongkong ser vi Snowden skjule sig selv og sin bærbare computer under en trøje, når han skal indtaste den milelange adgangskode til de krypterede dokumenter. Når hotellets brandalarm, ikke én men et utal af gange, sættes i gang, farer han sammen. Snowden smiler rædselsslagent over, at Greenwald anvender en kode på blot ti anslag og over, at Greenwald har ladet et hukommelseskort sidde i sin bærbare computer. Vi betragter ham fnysende og fascineret følge nyhedshistorierne fra sin hotelseng, som de begynder at rulle over tv-skærmen. Vi ser ham diskutere med Greenwald om, hvorvidt og hvornår han skal offentliggøre sit navn. Det fremgår tydeligt, at Snowden ingen plan har om, hvad der skal ske med ham selv, efter at han har overleveret dokumenterne. At nu ruller lavinen, og at det er alt, hvad han ved.

Vi betragter også Snowden, når han med fugtige øjne skriver med sin kæreste, modellen Lindsay Mills, som han har forladt på Hawaii uden at kunne forklare hverken hende eller andre tæt på sig, hvorfor. Hun kan oplyse ham om, at der pludseligt er kommet noget mystisk konstruktionsarbejde foran deres hus. Og at deres husleje pludselig er stoppet med at gå igennem. Og han kan blot frustreret og bange og på uendelig lang afstand betragte sit liv rasle sammen fra hotelværelsets hvide uvirkeligheds- og ventezone. Senere i filmen erfarer vi, at Mills nu er blevet genforenet med Snowden i Moskva. Der er et lille, men også tiltrængt, sentimentalt øjeblik filmet på respektfuld afstand gennem parrets køkkenvindue.

Hvem er du

At betragte en så væsentlig politisk skandale i vores årtusinde begynde og udfolde sig i et så lille og intimt rum som hotelværelset i Hongkong giver ikke kun en indsigt i vores hovedpersons private erfaring. Det forstærker på en måde også forståelsen af begivenhedernes dimensioner.

I en tidlig scene ser vi den netop ankomne og helt uvidende britiske The Guardian-journalist Ewen MacAskill roligt sidde og skrible de afsindige afsløringer, som Snowden opruller, ned på en blok. Aha. Aha.

»Du har ikke fortalt mig, hvem du er,« siger MacAskill så.

Snowden opfatter det som det spørgsmål, han også må stille sig selv nu. Hvem er han, ja, for sit land, for sig selv, for sine principper og for den familie og kæreste, han måske aldrig kommer til at se igen.

»Jeg ved ikke, hvad du hedder,« uddyber MacAskill så.

Snowden griner.

»Jeg hedder Edward Snowden.«

»Kan du stave til det?«

»S N O W D E N.«

Den udveksling virker i retrospektiv komisk og overvældende. De spørgsmål blev stillet i en verden, der er tidsligt kort og perspektivmæssigt uendeligt langt fra oktober 2014. På samme måde er sidste scene også et vidnesbyrd om denne monumentale ændring.

Den pertentlige forsigtighed, som Greenwald studser skeptisk og forbløffet over hos den unge, ukendte sikkerhedsadministrator i Hongkong i juni 2013, og som Poitras perfekt fanger med sit kamera, spejles i hotelværelsets papirlapskriver i Moskva i 2014. Nu er Snowdens forsigtighed blevet en selvfølge for dem alle. Der er ikke længere noget, der hedder paranoia, der er blot afgørende forholdsregler at tage i en ny og skræmmende overvågningsvirkelighed, hvor vægge sagtens kan have ører. Så Greenwald samler alle sedler sammen og river dem over. En efter en.

’Citizenfour’ vises i amerikanske biografer fra d. 24. oktober og får Danmarkspremiere på filmfestivalen CPH: DOX d. 11. november i Bremen, hvor bl.a. instruktør Laura Poitras og whistleblower og tidligere teknisk direktør i NSA, William Binney, vil være til stede. Se mere på cphdox.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johannes Lund
  • Marianne Rasmussen
  • Britta Hansen
Johannes Lund, Marianne Rasmussen og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Jeg er virkelig fascineret af "Snowden", men også af russernes "Putin", som turde gå med, selv om han kaldes KGB assistent. To individer, som i fællesskab, turde lukke op, og vise verdensfolket, hvilke " magtbegærligheder" der i grunden forsøger at dirigere "folkene", og dermed ødelægge folkenes valgmuligheder, så længe de befinder sig i dette "ederkoppe spind", bygget på "hemmeligholdelse" og usynlig gørelse , af "sandhederne".

Sandheden er "LIVET" i det´s vilde forståelse for hinanden, finder sammen, og ikke længere i magtstrukturelle sammenhænge afskilles fra hinanden.