Læsetid: 3 min.

Når Tjekhov gør mest ondt

Republique forvandler Tjekhovs ’Tre Søstre’ til ’Tre Brødre’, så smerten over livets meningsløshed og kærlighedens umulighed sitrer. Understreget af en sort laksko
6. oktober 2014

Så er der bare lige den ene ting, at du ikke elsker mig.« Sådan lyder en smertereplik i Tre Brødre. En lille, stille replik, der rummer hele den forfærdelige umulighed, som præger Tjekhovs univers. For det er netop i underdrivelsen og den næsten henslængte kærlighedssorg, at Tjekhov bliver så nærværende. Det er i den barske ordknaphed, at ensomheden overmander tilskueren.

Instruktøren Anders Lundorph har fundet på at udskifte de tre kvinder i Tre Søstre med tre mænd – under titlen Tre Brødre – i en kønsforvandling, der ellers er påfaldende tro mod originalen. Og Anders Lundorph præsenterer disse ulykkelige skæbner som mænd i provinsen i dagens Danmark, så figurernes handlingslammelse bliver akkurat lige så troværdig som Tjekhovs kvinder, der drømmer om at tage til Moskva, hvor de voksede op. I Tre Brødre er drømmen at flytte tilbage til København og få det fede job og den skønneste storbybabe …

Nervedirrende desperado

Det er blevet en meget tragisk forestilling. Men også dybt komisk med en fandenivoldsk energi, hvor Anders Lundorph bruger hele sit fortættede instruktionssus af kaos og desperationskroppe. Egentlig er der ikke så langt fra Lundorphs Reumert-vinder Boys don’t Cry på Mungo Park i foråret og så denne forestilling for Republique og Alias Teaterproduktion. Begge forestillinger har en nøgenhed og en følelsesmæssig intensitet, som vrider hjertet rundt i brystkassen på tilskueren. Personligt blev jeg i hvert fald dybt berørt af Morten Christensen, der i rollen som den fornuftige bror bliver ramt af sin egen tolerance, og som smuldrer med våde øjne, der bliver smallere og smallere i ønsket om ikke at se virkeligheden i al dens brutalitet. Jeg blev fascineret af Martin Geertz, der vågner op af sit tomme ægteskab, da han chokeres af Meike Bahnsens livshungrende charmekvinde, der er lige så ulykkelig som ham selv – og som får ham til at sitre i hele kroppen af både rædsel og liderlighed.

Og jeg blev bevæget af Joen Højerslevs nervedirrende bror, der manisk taler om den fremtid, han ikke tør rejse hen imod. Men som går i standsning, da han slet ikke kan mærke nogen følelser for Stine Schrøder Jensens tilbedende kvinde, der ellers vil bære ham på hænder og fødder i flade laksko – helt til verdens ende.

Karaoke til alle

For her er rigtige mennesker på scenen. Mennesker af tvivl og nag og fortrydelse, lige så forpjuskede som os i salen. Mennesker, der passer godt ind i scenografen Adalsteinn Stefanssons skitseagtige rum med flytbare køjesenge og en kuldsejlet forførelsessofa i midten.

I dette opgivenhedsland trilles der vildt rundt med et tv og en karaokemikrofon. For kan man ikke andet, kan man da altid drømme sig væk sammen med kvalmeomkvæd. I hvert fald mellem dåseøllene.

Men hele ensemblet virker imponerende generøst. Ikke mindst Lane Lind, der er rystende som familiens gamle lægeven. Når hun har mareridt om de patienter, hun har fejlbehandlet, så ser man et menneske, der har været nødt til at dulme sig selv med alkohol for at kunne udholde sin egen ikke-perfekte menneskelighed. Og man forstår.

Alligevel er det Stine Schrøder Jensens udslukte blik og hendes kejtede undseelighedskløen på albuerne, der vil hjemsøge tilskuerens mareridt. For når hun står i sit ufikse tøj og siger til Joen Højerslevs rastløshedsmand, at han bliver smukkere og smukkere for hver dag, der går – så kan man se, at hun godt ved, at han aldrig vil kunne sige det samme til hende. Og når hun sætter sin lille, sorte mandelaksko i gulvet for at understrege kærligheden, så går der også noget i stykker inde i tilskueren. Det er simpelthen så sørgeligt. Men samtidig er det glædeligt. For i Tre Brødre føles Tjekhovs længselsunivers lige så aktuelt, som var det skrevet i dag – og til os. Med smertereplikken som dødsstødet.

’Tre Brødre’. Tekst: Anton Tjekhov. Oversættelse: Kjeld Bjørnager. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenografi og lys: Adalsteinn Stefannsson. Republique og Alias Teaterproduktion. Til den 1. november samt turné 3-26. november. www.republique.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu