Læsetid: 4 min.

Nikolaj Hübbe giver ’Sylfiden’ dødskysset

Den Kongelige Ballets nyfortolkning af Sylfiden er æstetisk imponerende, men også hadefuld og iskold. Hvad blev der af kærligheden i Hübbes personlige trip over Bournonvilles længselsfulde bryllupsballet?
Nikolaj Hübbe har gjort sig selv til hovedpersonen i rollen som ’heksen’ i sin nye og iskolde, sexfikserede opsætning af ’Sylfiden’. Med hekselærlinge i form af helt unge mænd med nøgne overkroppe.

Costin Radu

28. oktober 2014

Sylfiden er en romantisk ballet om James, der forelsker sig i et overnaturligt kvindevæsen med vinger – og dør af det. Men Bournonvilles gamle ballet fra 1836 er åbenbart for romantisk for balletmester Nikolaj Hübbe. Han har i hvert fald tolket balletten som en historie om en mand, der ikke kan finde ud af sin egen seksualitet.

Væk er al varmen i Bournonvilles længselshistorie. Scenen er så kærlighedsforladt som et modeshow. Bournonvilles trin er der stadig. Men væk er den skotske bondestue og træerne i skoven. Tilbage er der kun et sort rum og et hvidt rum. Og selv om Sylfiden har fået gennemsigtige skørter og vinger i dobbeltstørrelse, så er hendes mime placeret i modlys.

Det er simpelthen svært at forstå, hvad der sker. Historien har mistet sin uskyldsrenhed. Tilbage er kun homohævnen fra heksen, som Hübbe selv spiller – transformeret til en halvgammel gris i jakkesæt, der er glad for at forføre unge fyre i bar overkrop.

Dans i dødsriget

Scenografen Bente Lykke Møller har ellers skabt to imposante rum til denne eksistentielle fortolkning: Et sort rum til førsteaktens stue med en tofløjet glasdør i stedet for det traditionelle vindue. Og et hvidt rum til andenaktens skov – uden træstammer, men også uden skygger. Et dødsrige eller en psykiatrisk afdeling. Eller et fotostudie.

Her bliver Susanne Grinders yndige, men også lidt gennemsigtige Sylfide næsten væk i heksens heterofjendske hævn. Og Ulrik Birkkjærs varmblodige og blødtdansende James får ikke lov til at udtrykke sin forelskelse i det kvindelige luftvæsen.

I det hele taget har Hübbe fjernet glæden. Sylfiden viser faktisk en bryllupsfest, men nu har alle gæsterne stikkende øjne. Helt galt er det med Mette Bødtcher som James’ mor, der er instrueret til at danse med helt sammensnøret hademund.

Desuden giver det sort-hvide visse rekvisitproblemer. Usynlige jordbær, for eksempel. Og der går kuk i kostumelogikken over James’ skotskternede kilt: Nu opgiver den fjerletdansende Kitty Matiakis sin James i ensfarvet sort kilt. Hun vælger i stedet Alexander Stægers handlekraftige og bukseklædte Gurn, men hun går stolt rundt med James’ ternede tørklæde som brudepynt. Det er noget rod.

Klinisk sexhunger

Der er en klinisk distance, som var Sylfiden en del af Copenhagen Fashion Week. Korpset knokler med Bournonvilles originale trin med stor iver. Men deres ansigter er lukkede, så historien forsvinder.

I slutningen dræber Nikolaj Hübbes heks den unge James med et stærkt sugekys og står stejlt ved hans lig. Men Nikolaj Hübbe har intet udtryk i sit ansigt. Tør han ikke vise hævn, sådan som den spyttende onde Niels Bjørn Larsen i sin tid? Er han bange for at vise sin desperate passion, sådan som Sorella Englund har tolket heksens handling? Tør han ikke fortryde sin hævn, som Jette Buchwald har gjort det? Eller er han bare forsmået, fordi James ikke vil være hans loverboy? Det er uforløst.

Hemmelige dvd’er

Æstetisk er Sylfiden dog et flot match til Harald Landers Etudes. Denne sort-hvide klassiker danses som aftenens imponerende afslutning i en vellykket genopsætning af Thomas Lund. Og Alban Lendorf danser igen overjordisk flot med endeløse piskepiruetter og dobbeltture i luften som det naturligste i verden.

Alligevel forlader man Gamle Scene med uroligt hjerte. For hvor længe vil denne intellektuelle skarpladte opsætning stå upåtalt som Bournonvilles vigtigste nationalarv på Kgs. Nytorv?

Forud for premieren udtalte scenografen til Politiken, at det havde været interessant at se fortidens opsætninger på dvd. Disse dvd’er vil vi andre også gerne se! Men Det Kongelige Teater nøler fortsat med at udsende officielle Bournonville-dvd’er. Der findes stadig kun én Sylfiden-video til salg – med Hübbe som James fra 1988. Det er for ringe. For når Hübbes nye opsætning ikke længere danses af Den Kgl. Ballet, hvad er så tilbage, hvis der ikke kommer en dvd? Vi har brug for at kunne se ballethistorien, efterhånden som den skabes.

Samtidig viser Hübbes nye sort-hvide iscenesættelse tydeligt, at Det Kongelige Teater har travlt med at få skabt sig et Bournonville Center. Dette ville kunne dokumentere Bournonville-traditionens udvikling både i udlandet og i Danmark. Også de ekstreme fortolkninger.

Hübbes trip

Egentlig virker opsætningen mest af alt som den nu 46-årige Nikolaj Hübbes personlige trip. Han får i hvert fald effektivt aflivet den James-figur, som ellers har været kernen i hans internationale balletsucces. Det er fint, at Hübbe allerede har fået chancen for at fortolke Sylfiden i hele to opsætninger – i 2003 og nu i 2014. Nu må andre til. Og den ’traditionelle’ opsætning’ må snarest vende tilbage i repertoiret, gerne som en parallel til Hübbes arrogancetolkning.

For Sylfiden danses bedst på længsel.

’Sylfiden’. Koreografi: August Bournonville (1836). Nyfortolkning og iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Sorella Englund og Anne Marie Vessel Schlüter. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lys: Ulrik Gad.

Etudes. Koreografi: Harald Lander (1948). Iscenesættelse: Thomas Lund med Silja Schandorff. Kunstnerisk inspirator: Lise Lander.

Den Kongelige Ballet. Det Kongelige Kapel. Dirigent: Geoffrey Styles. Gamle Scene til 27. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Skal det hele ødelægges? Jeg var inde og se Dostojevskijs, Onde ånder, i Skuespilhuset. Skred i pausen efter at have overværet ødelæggelserne. Nu har jeg købt billet til Sylfiden, men fortryder allerede.

Steffen Leo Hansen

Jamen det var da en flot ballet, med dansen i centrum. Ikke mindst anden akt, ren og skær, med seksualiteten i centrum - det som balletten handler om - og med en majestætisk og dragende balletmester ( hvem sagde Godfather ? ) , storartet, blottet for romantisk staffage! Kære Anne Middelboe, til en afveksling er vi uenige, men jeg er stadig en stor fan af dine fremragende anmeldelser.
Steffen Leo Hansen

Kristian Rikard

Min anbefaling af artiklen gælder Anne Middelboe Christensens udmærkede beskrivelse. Det lyder som en ret hæslig oplevelse. Jeg er ikke en stickler for traditions - men der er en grænse, og
det lyder unægteligt, som om den er overskredet her!
Og selv om min favorit Etudes ikke synes at have lidt overlast, tror jeg at vi springer over
denne gang. Ærgeligt når det er Alban Lendorf i Thomas Lunds opsætning.

Jeg glæder mig i den grad til at se Sylfiden danset og fortolket. Men hvad skal jeg med en anmeldelse, der hævder, at det havde været interessant at se fortidens opsætninger på dvd.. Jeg vil læse en sprudlende anmeldelse som roser eller spidder, og som ikke håber den ’traditionelle’ opsætning’ snarest må vende tilbage i repertoiret.

Hvis sprogets evne til fastholdelse af det ubeskrivelige, viger for billedoptagelser, form og tradition, så er der i sandhed tale om en fattiggørelse.