Læsetid 3 min.

Et opgør med den lallende fascination af nuet

Michael Böss har et lødigere ærinde, end han signalerer ved at kalde sin bog ’Det demente samfund’. Han vil have den historiske viden og bevidsthed tilbage
3. oktober 2014
Delt 5 gange

Michael Böss, historiker og samfundsforsker, er opmuntrende at være i læsesamvær med. Han er klar og kan være skarp, men han er aldrig nedgørende og nederdrægtig. Hans seneste bog er én, man sidder i lænestolen og samtaler belevent med. Böss kalder den »ikke en debatbog i konventionel forstand, men snarere en kritisk, personlig refleksion over historien, tiden og tidsånden«. Sit udgangspunkt beskriver Böss således: »En værdikonservativ, men socialliberal position – en ’rød konservatisme’ kunne man kalde den.«

Hans ærinde er at vise, hvor hjælpeløse vi bliver af at lade hånt om historien – i vores viden og i vores bevidsthed.

Så langt, så aldeles godt.

Og så kommer ærgrelsen: Hvorfor i alverden kalder Böss sin bog: Det demente samfund. Ganske vist med den mere velvalgte undertitel: Historieløsheden i nutidskulturen. Men ’dement’? Et hastigt opslag i ordbogen forklarer ’dement’, som ’en, der lider af demens’. Og ’demens’ som: »Psykisk svækkelse med hukommelsesproblemer, forvirrethed og manglende påpasselighed med personlig hygiejne, påklædning o.l.; skyldes manglende blodtilførsel til hjernen pga. åreforkalkning, sygdom eller forgiftning.«
Dement er – i den almindelige og umiddelbare forståelse – noget, man bliver, når man bliver gammel, slidt og nedbrudt.

Nagle trutmunden

Og det er jo slet ikke dette – for de fleste uundgåelige – livsforfald, Böss er ude efter. Han vil nagle, hvad man snarere kunne kalde en kronisk ungdomslidelse: Den lallende fascination af nuet – uden tanke for, hvad der er gået forud, og hvad der måtte følge efter. Den forfængelige teenager, der laver trutmund til spejlet.

Hvorfor i alverden vælger Böss så den anstrengte titel, som han skal vride meningen for at begrunde, som han gør: »Når et menneske rammes af demens, mister det først sin evne til at erindre, siden ændrer det personlighed og bliver uigenkendeligt for dem, der holder af det. Noget lignende kan ske med samfund. Bogens generelle pointe er, at vi lever i et samfund, som er ved at miste sansen for fortiden og dermed for fortidens betydning for både den enkelte og samfundet.«

Havde Böss – eller hans forlag – søgt konsulentbistand hos nærværende anmelder, ville titelforslaget have været: »Det lallende samfund.«

Som symptomatisk for historietabet fremdrager Böss denne flovser fra Venstres formand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen: »Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik på gymnasiet ... Det, der interesseret mig, er det fremadrettede.«

Måske skulle Løkke melde sig til kompetencegivende historiekursus hos Böss. Her kunne Løkke lære om overambitiøse politikere, der er røget i afgrunden ved at lade hånt om almindelig anstændighed.

Hilsen til Løkke

Senere i teksten har Böss – uden at nævne navne – denne hilsen til den perspektivløst ’funktionalistisk’ tænkende politikertype – faktisk igen Løkke, som den daværende ansvarlige indenrigsminister: »Et typisk eksempel på funktionalismens ahistoriske rationale er kommunalreformen fra 2007. Reformen var kendetegnet ved en slående mangel på respekt for betydningen af lokale fællesskaber, regionale kulturer og historisk identitet.«

Sådanne perspektivløse reformer skaber ikke meget andet end behov for nye reformer.

Böss er ude efter internettet som årsag til rastløshed og manglende koncentration og fordybelse. Men dårligdommen kommer også af tilbøjeligheden til at ville fejre alting – og dermed ingenting. F.eks. at næsten hver af årets dage er mærkedage for en eller anden sag, så bliver ingen af dem vigtig. Det hele bliver lige så glat omkringtumlende, som et tv-interview, hvor journalisten ikke har læst den bog, han interviewer forfatteren om – og ville finde det under sin værdighed at gøre det.

Tilsvarende vender Böss sig imod den nu hærgende tilbøjelighed til at udnævne den ønskede politik til »den nødvendige«. Nødvendig i forhold til hvem eller hvad?

Vi giver Böss det sidste ord og glæder os over, at han ikke er ramt af demens i nogen forstand:

»Historiebevidsthed gør en forskel for os i vort liv som mennesker og samfundsborgere. Den, der kan huske, har mulighed for at forstå sig selv, sin kultur og sit samfund. Den, der kender sin historie, kan gøre sig til en del af den og bliver ikke så let offer for en illusion om, at alting på forhånd er bestemt, eller for påstande om, at vejen fremad er belagt med nødvendigheder. Historien kan være den kilde til indsigt, som kan gøre os frie og give os samfundsmodet tilbage, både som individer og samfund.«

Det demente samfund – Historieløshed i nutidskulturen
Michael Böss
Kristeligt Dagblads Forlag
222 sider
250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Okkels

Michael Böss' bog ’Det demente samfund’ er et udmærket katalog over symptomer på kultur- og vidensforfald i bl.a. Danmark - og nogle af reaktionerne er ret forudsigelige. De, der er en del af problemet, de historieløse nutids-dyrkere, vil indvende, at det er gammelmandssnak og henvise til, at allerede Sokrates for 2500 år siden tog afstand fra sådan noget.

Jeg synes, Böss skal kritiseres for noget helt andet. Han er idéhistoriker og skriver og analyserer og forklarer, som om verden kun består af idéer. Det er som tømreren, der med hammer i hånd kun ser søm. Böss trækker tråde tilbage til kristendommen, til renæssancen, oplysningstiden og til liberalisme, konservatisme og so¬cialisme (forstået som generelle samfundsteorier) – og anskuer overvejende den danske elendighed (som han ser den) som et foreløbigt resultat af kampen mellem højre og venstre, mellem kristendom og kulturradikalisme, m.m. – og som han ser det, er det kristendommen der har tabt og kulturradikalismen, der har vundet.

Og netop, fordi han er så optaget af de ideologiske kampe, er hans løsningsmodel også ideologisk/ide¬ali-stisk: Bevidstgørelse om fx historiens betydning for nutiden i bred forstand skal erstatte den kortsigtede, funktionelle tænkning som fx Helge Sanders ’fra forskning til faktura’, skal genoplive Humboldt-universitetet, skal sikre den basisviden og de lange perspektiver, uden hvilke samfundet og det enkelte menneske søvngængeragtigt går deres åndelige død i møde. – Men hvordan dette skal ske, henstår i det uvisse
Ved denne alt for snævre optagethed af idéer overser han stort set de andre årsager til elendigheden. Han kunne have nævnt ’produktionsforholdene’, men det ligger uden for hans horisont, og hans sporadiske ind-dragelse af arbejdsbetingelser og livsvilkår for ikke at sige den digitale revolution er helt usystematisk og bli¬ver ikke afvejet i forhold til de psykologiske og menneskelige konsekvenser, som ligger bag de ideologiske modsætninger: Hvad er årsag og hvad er virkning? - Og han springer let og elegant hen over den nok væsentligste forklaring: ’De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst (…) alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af (…).’ - I dag kan man erstatte ’bourgeoisiet’ med ’den moderne kapitalisme’ eller med ’globaliseringen’, så Karl Marx’ 167 år gamle analyse bliver mere forståelig.

Men der er et endnu mere ’giftigt’ og ’politisk ukorrekt’ hul i Böss’ forståelse: Han har tilsyneladende ikke øje for demokratiets paradoks: At der naturligvis må ske en forfladigelse, når flertallet bestemmer, hvad der er godt eller skidt, hvad der er klogt eller dumt, hvad der er værdifuldt eller værdiløst. José Ortega y Gasset skrev allerede i 1931 (Massernes Oprør), at demokratiet ville opæde sig selv, hvis masserne ikke mere ville vælge mellem de fremragende og det fremragende, men bruge sig selv som ideal og målestok – og følgelig lade sig lede af mennesker som dem selv.

I disse dage (februar 2015) sprænger forsalget til Fifty Shades of Grey-filmatiseringen alle rekorder, ligesom bogen blev den meste solgte paperback nogensinde. Salman Rushdie sagde om den: "I've never read anything so badly written that got published.” Den eneste grund til, at vi stadig har Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater, en opera og en ballet, symfoniorkestre (men ikke noget Radioens Underholdningsorkester!) o.s.v. er, at den kulturelle elite endnu i nogen grad modstår presset fra markedsøkonomien og fra populister som den tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der havde et flertal af danskerne bag sig, da han annoncerede, at der skulle flyttes penge fra Mu¬sik¬konservatorierne og den klassiske musik til poppen og rocken. Størstedelen af de humanistiske fag ville heller ikke overleve en folkeafstemning om deres berettigelse eller nytte. Statens Museum for Kunst ville blive nedlagt – og nedlæggelserne og de kulturelle likvideringer ville ikke slutte dèr.

Det sørgelige faktum er, at næsten alt det, som Michael Böss vil bevare, styrke eller genoplive vil forsvinde under den tsunami af digital globalisering og ’kulturelt demokrati’, som det store flertal af danskere bevidst ønsker – eller bevidstløst vil lade sig overskylle af. Michael Böss’ velmente bog er en utæt jolle på et oprørt hav.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Men, Henrik Okkels, her er det jo et helt andet svigt - som hænger sammen med dagens afsløring af de få, der udgør den bestemmende klasse i samfundet - vi kan se: at kampen for at skaffe også almindelige mennesker adgang til det ypperste stoppede i det øjeblik, hvor DR fik en folkelig konkurrent. Alle hylder konkurrence, men bortset fra at holde priser på dagligvarer i tømme - hvad konkurrencen ikke engang formår - er den altid nivellerende ved at give folk muligheden for at vælge det ringere.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Lad os huske, at den storhed, der lagde grunden til vestens 2.500-årige kultur, blev vedtaget på folkeforsamlingen i Athen.