Læsetid: 3 min.

Et opgør med den lallende fascination af nuet

Michael Böss har et lødigere ærinde, end han signalerer ved at kalde sin bog ’Det demente samfund’. Han vil have den historiske viden og bevidsthed tilbage
3. oktober 2014

Michael Böss, historiker og samfundsforsker, er opmuntrende at være i læsesamvær med. Han er klar og kan være skarp, men han er aldrig nedgørende og nederdrægtig. Hans seneste bog er én, man sidder i lænestolen og samtaler belevent med. Böss kalder den »ikke en debatbog i konventionel forstand, men snarere en kritisk, personlig refleksion over historien, tiden og tidsånden«. Sit udgangspunkt beskriver Böss således: »En værdikonservativ, men socialliberal position – en ’rød konservatisme’ kunne man kalde den.«

Hans ærinde er at vise, hvor hjælpeløse vi bliver af at lade hånt om historien – i vores viden og i vores bevidsthed.

Så langt, så aldeles godt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Böss' bog ’Det demente samfund’ er et udmærket katalog over symptomer på kultur- og vidensforfald i bl.a. Danmark - og nogle af reaktionerne er ret forudsigelige. De, der er en del af problemet, de historieløse nutids-dyrkere, vil indvende, at det er gammelmandssnak og henvise til, at allerede Sokrates for 2500 år siden tog afstand fra sådan noget.

Jeg synes, Böss skal kritiseres for noget helt andet. Han er idéhistoriker og skriver og analyserer og forklarer, som om verden kun består af idéer. Det er som tømreren, der med hammer i hånd kun ser søm. Böss trækker tråde tilbage til kristendommen, til renæssancen, oplysningstiden og til liberalisme, konservatisme og so¬cialisme (forstået som generelle samfundsteorier) – og anskuer overvejende den danske elendighed (som han ser den) som et foreløbigt resultat af kampen mellem højre og venstre, mellem kristendom og kulturradikalisme, m.m. – og som han ser det, er det kristendommen der har tabt og kulturradikalismen, der har vundet.

Og netop, fordi han er så optaget af de ideologiske kampe, er hans løsningsmodel også ideologisk/ide¬ali-stisk: Bevidstgørelse om fx historiens betydning for nutiden i bred forstand skal erstatte den kortsigtede, funktionelle tænkning som fx Helge Sanders ’fra forskning til faktura’, skal genoplive Humboldt-universitetet, skal sikre den basisviden og de lange perspektiver, uden hvilke samfundet og det enkelte menneske søvngængeragtigt går deres åndelige død i møde. – Men hvordan dette skal ske, henstår i det uvisse
Ved denne alt for snævre optagethed af idéer overser han stort set de andre årsager til elendigheden. Han kunne have nævnt ’produktionsforholdene’, men det ligger uden for hans horisont, og hans sporadiske ind-dragelse af arbejdsbetingelser og livsvilkår for ikke at sige den digitale revolution er helt usystematisk og bli¬ver ikke afvejet i forhold til de psykologiske og menneskelige konsekvenser, som ligger bag de ideologiske modsætninger: Hvad er årsag og hvad er virkning? - Og han springer let og elegant hen over den nok væsentligste forklaring: ’De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst (…) alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af (…).’ - I dag kan man erstatte ’bourgeoisiet’ med ’den moderne kapitalisme’ eller med ’globaliseringen’, så Karl Marx’ 167 år gamle analyse bliver mere forståelig.

Men der er et endnu mere ’giftigt’ og ’politisk ukorrekt’ hul i Böss’ forståelse: Han har tilsyneladende ikke øje for demokratiets paradoks: At der naturligvis må ske en forfladigelse, når flertallet bestemmer, hvad der er godt eller skidt, hvad der er klogt eller dumt, hvad der er værdifuldt eller værdiløst. José Ortega y Gasset skrev allerede i 1931 (Massernes Oprør), at demokratiet ville opæde sig selv, hvis masserne ikke mere ville vælge mellem de fremragende og det fremragende, men bruge sig selv som ideal og målestok – og følgelig lade sig lede af mennesker som dem selv.

I disse dage (februar 2015) sprænger forsalget til Fifty Shades of Grey-filmatiseringen alle rekorder, ligesom bogen blev den meste solgte paperback nogensinde. Salman Rushdie sagde om den: "I've never read anything so badly written that got published.” Den eneste grund til, at vi stadig har Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater, en opera og en ballet, symfoniorkestre (men ikke noget Radioens Underholdningsorkester!) o.s.v. er, at den kulturelle elite endnu i nogen grad modstår presset fra markedsøkonomien og fra populister som den tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der havde et flertal af danskerne bag sig, da han annoncerede, at der skulle flyttes penge fra Mu¬sik¬konservatorierne og den klassiske musik til poppen og rocken. Størstedelen af de humanistiske fag ville heller ikke overleve en folkeafstemning om deres berettigelse eller nytte. Statens Museum for Kunst ville blive nedlagt – og nedlæggelserne og de kulturelle likvideringer ville ikke slutte dèr.

Det sørgelige faktum er, at næsten alt det, som Michael Böss vil bevare, styrke eller genoplive vil forsvinde under den tsunami af digital globalisering og ’kulturelt demokrati’, som det store flertal af danskere bevidst ønsker – eller bevidstløst vil lade sig overskylle af. Michael Böss’ velmente bog er en utæt jolle på et oprørt hav.

Steffen Gliese

Men, Henrik Okkels, her er det jo et helt andet svigt - som hænger sammen med dagens afsløring af de få, der udgør den bestemmende klasse i samfundet - vi kan se: at kampen for at skaffe også almindelige mennesker adgang til det ypperste stoppede i det øjeblik, hvor DR fik en folkelig konkurrent. Alle hylder konkurrence, men bortset fra at holde priser på dagligvarer i tømme - hvad konkurrencen ikke engang formår - er den altid nivellerende ved at give folk muligheden for at vælge det ringere.

Steffen Gliese

Lad os huske, at den storhed, der lagde grunden til vestens 2.500-årige kultur, blev vedtaget på folkeforsamlingen i Athen.