Penisringens mysterium

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl kandiderede til Nordisk Råds Litteraturpris med et vidunderligt skrummel af en roman
31. oktober 2014

Ved et af den slags tilfælde, som ville have virket for påfaldende, hvis en romanforfatter havde fundet på det, sad jeg og arbejdede på en sprogundersøgelse for en stor medievirksomhed, da Eiríkur Örn Nordahls roman med et brag landede først i entréen, så i mit hoved.

Det påfaldende består for det første i, at noget lignende gør en af romanens hovedpersoner, altså sidder med en sprogundersøgelse for en større medievirksomhed. Hans opgave er at »rense« det islandske sprog, dvs. føre det tilbage til en form for renskuret oprindelighed. Det er ikke det, jeg er blevet bedt om. En del af min undersøgelse handler om at finde eksempler på, hvordan sproget imod hensigten sætter et skel mellem ’os’ og ’de andre’ eller lægger en bestemt valør ned over virkeligheden. Et eksempel kunne være ordet »flygtningestrøm« (hvor mange flygtninge går der til en strøm?). Et andet kunne være »indvandrerspørgsmålet« (hvornår i historien har man brugt en lignende ordsammensætning?).

Det andet påfaldende er, at præcis om det handler Eiríkur Örn Norðdahls roman. Og jeg skal indrømme: med en kraft, et sug og med nogle dødsforagtende spring mellem diskursniveauerne, som min undersøgelse ikke kommer i nærheden af. Men måske frem for alt med en dybdelodning af os-og-de-andre-fænomenets komplekse natur, som man skal være en gyroskopisk ordstyrvolt som islændingen for at bære sikkert hjem.

Spring mellem nutid og fortid

Romanens historie har samme omfang og episke ambitionsniveau som en slægtsroman i Thomas Mann-klassen og samme grandiose og skæbnebestemmende europæiskhed. Men med en anden humor, en større letbenethed og noget, jeg ikke har bedre ord for end tragi-ironisk.

Agnes og Omar møder hinanden en aften i byen og forelsker sig. Han har en universitetsgrad i islandsk, men kører foreløbig med Domino-pizzaer. Hun bakser med sit hovedfagsspeciale om højreekstremisme, mens hendes oldefars Luger fra Anden Verdenskrig kigger manende til fra sin plads i vindueskarmen (oversætteren, som har lavet et rigtig godt arbejde, kalder den en »Lüger« af grunde, jeg ikke forstår).

Pistolen har Agnes’ ene oldefar dræbt hendes anden med, ved et tilfælde, som ville have virket for påfaldende, hvis ikke Eiríkur Örn Norðdahl i dybe, tilbagevendende spring ned i datidens Litauen havde foldet hele den på den mest bizarre måde forviklede historie mellem jøder og ikkejøder ud.

Historiens ambivalenser

Det er den ene af romanens mange snoede akser, som forklarer Agnes’ sammenbidte modvilje mod højreekstremismen, men også antyder hendes og historiens ambivalenser.

En anden akse strækker sig gennem et nutidigt Europa som et skummende kølvand efter Omar på desperat flugt med en penisring i lommen. Penisringen er det synlige spor efter bogens tredje hovedpersons, den intellektuelle nynazist Arnors, hidsige og vedholdende penetrering af Agnes’ fisse (undskyld, men det er romanens ord for den del af kvindekroppen) og ideologiske uskyld. Penisringen bliver i lommen på Omar en fetich for den fortvivlede og et mysterium, som han på sin rejse forsøger at leve sig ind i og gennemtrænge ved at opsøge holocausts og hele den europæiske ondskabs mange efterladenskaber. Kort før han når til Agnes’ litauiske forældre, trækker han en T-shirt med Hitlers kontrafej over hovedet, endnu et spor og endnu en af de mange ejendommeligt uvirkelige repræsentationer af ondskaben, Europa flyder over med.

Er der andet end repræsentationer? Er der andet end fantasmagoriske efterdønninger, som igen og igen bliver til nye brodsøer hen over samfundene? Endnu en akse følger sent i romanen med Omars egen historie, nogenlunde parallelt med Arnors. Det er to prototypiske barndomsfortællinger om skilsmisse, druk og fraværende voksne (’dysfunktionalitet’ med et ord fra samme knagende velfærdssamfund), der til den ene side spejler sig i den litauiske fortid og misrøgten af mennesker dér, og til den anden munder ud i islandsk finanskrise og Køkkentøjsrevolution.

Som – for at det ikke skal være løgn – gentager temaet ’os-og-de-andre’.

Her gælder det, apropos Omars sprogrensningsarbejde, islændingenes skizoide selvbillede: Vi er agrar idyl, en stormomsust ø, vi er heste og får. Lige indtil de britiske banker vil sætte os under administration og behandle os som savlende bonderøve. Så er vi skarptskårne finansfolk, og modernitet er vores fornavn.

Den egentlige kulturkamp

Jeg kan lovprise Eiríkur Örn Norðdahls roman for dens ustyrlige og alligevel klare komposition. Jeg er vild med det monstrøse og skrumlede ved hele foretagendet. Der er rejseroman over Omars europæiske flugt, der er rabalder og overdrivelseskunst i scenerne og karaktererne i Island, der er lange poetiske passager, tung centraleuropæisk stemning blandet med humoresker, der er gavtyveroman, opremsninger, citater, noget, der ligner formeleventyr, statistiske beregninger, vitser og skarpe sprog- og samfundsanalytiske sekvenser.

Der er et vidunderligt rodsammen af stilarter. Men stærkest indtryk på mig gør egentlig det vilde forsøg på, som det alt sammen er trækkraft for, at trænge ind til det sted, hvor udgrænsningen og dæmoniseringen af mennesker begynder.

Jeg tror ikke, det lykkes – det ville da også være mærkeligt. (Og selvfølgelig er der også banale afsnit i romanen, nogle henvendt til Agnes’ nyfødte, som jeg godt kunne have været foruden, hist og pist er der tomgang). Men tilbage står den fornemmelse, at det her er den egentlige kulturkamp. Og at den er vigtig, at den er helt enormt vigtig.

Ondskab
Eiríkur Örn Norðdahl
Oversat af Nanna Kalkar
Forlaget Ordenes By
622 sider
329,95 kroner
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu