Læsetid: 6 min.

Piketty-bølgen rammer det danske bogmarked

To nye bøger om og af den franske stjerneøkonom Thomas Piketty øger på hver sin måde forståelsen for hans forfatterskab. Og dermed i sidste ende også forståelsen for, hvad der bestemmer vækst og retfærdighed i vores del af verden
Det vakte stor opmærksomhed, da Thomas Piketty i sit 700 siders værk ’Kapitalen i det enogtyvende århundrede’ beskrev, hvordan stigende ulighed er en uundgåelig følgesvend til en ureguleret økonomi. Nu udkommer en introduktion til bogen, hvor der også inddrages tal fra de nordiske lande.

Det vakte stor opmærksomhed, da Thomas Piketty i sit 700 siders værk ’Kapitalen i det enogtyvende århundrede’ beskrev, hvordan stigende ulighed er en uundgåelig følgesvend til en ureguleret økonomi. Nu udkommer en introduktion til bogen, hvor der også inddrages tal fra de nordiske lande.

Justin Sullivan

3. oktober 2014

Den franske økonom Thomas Piketty (født 1971) blev med et slag verdenskendt, da hans banebrydende værk Kapitalen i det enogtyvende århundrede udkom i en engelsk oversættelse i foråret 2014 fra Havard University Press. Bogen satte øjensynligt fokus på et ømt punkt i navnlig den amerikanske samfundsøkonomiske politiske debat: den stigende ulighed. Men der var også mange debattører i Europa, der hurtigt greb bogen og budskabet om, at stigende ulighed er en uundgåelig følgesvend til en ureguleret kapitalistisk økonomi.

Piketty påviste, at uligheden i de personlige indkomster i de vestlige økonomier er på niveau med den ulighed, der var før Første Verdenskrig. Det var også her uligheden toppede, når man ser så langt tilbage i tid, som det har været muligt at indsamle rimeligt pålidelige data fra.

I kølvandet på 1. verdenskrig og videre frem til omkring 1980 begyndte uligheden dog at falde. Blandt andet på grund af inflation, børskrak, endnu en verdenskrig – og måske nok så væsentligt – opbygningen af velfærdsstaten og den deraf følgende øgede beskatning af indkomster, arv og formuer. Men efter 1980 og videre ind i dette århundrede er uligheden så atter begyndt at vokse. Mest i USA, men også i de fleste europæiske lande.

Ændret fordelingspolitik

At uligheden stiger, er dog ikke en naturlov, konkluderer Piketty; i stedet er det et resultat af en ændret fordelingspolitik, der er kommet som en reaktion på den hurtige opbygning af velfærdsstaten. Ofte begrundet med ønsket om at skabe fornyet vækst og beskæftigelse. En argumentation der dog ikke bekræftes af den faktiske udvikling. For tallene viser noget andet: Væksten har siden 1970’erne været aftagende tiår for tiår og arbejdsløsheden, navnlig i Europa, men også i USA, ligger på et – i Pikettys perspektiv – højt niveau, der forstærker uligheden.

Når Pikettys konklusion skabte så stor opmærksomhed, skyldtes det især to nye erkendelser. For det første at han, sammen med en større gruppe internationalt anerkendte forskere, har fremskaffet et stort antal dataserier helt tilbage fra 1700-tallet (Frankrig) for udviklingen i formue- og indkomstfordelingen og på den baggrund har kunnet vise, at fordelingen mellem kapital- og lønindkomst og af udviklingen i afkastet til kapitalen har ændret sig markant anderledes end hidtil antaget.

Læserne af den danske udgave af Pikettys spændende, men også kontroversielle, bog må dog væbne sig med tålmodighed endnu et par måneder. I mellemtiden har de mulighed for at varme op på to nyudkomne bøger, der begge knytter an til Pikettys forfatterskab.

Pikettys ømme punkt

For det første en introduktion til Thomas Pikettys Kapitalen i det enogtyvende århundrede på Informations Forlag, skrevet af den svenske økonom Jesper Roine. Han giver primært et udbygget referat af bogens analyse og hovedkonklusioner, som gengivet ovenfor. Alligevel er bogen en nyttig læsevejledning til den små 700 siders moppedreng, som originalen udgør. På godt 100 sider gives et, synes jeg, dækkende resumé, hvor væsentlige nye indsigter fremhæves, og hvor der inddrages tal for de nordiske lande, som Pikettys materiale ellers kun sporadisk medtager.

Her er det vigtigt at bemærke, at den stigende ulighed i USA primært er drevet af stigende lønindkomster i den allerøverste top, hvilket mere præcist vil sige den øverste promille af lønmodtagerne. I de nordiske lande synes den alt i alt langt mindre stigning i uligheden at være drevet af store kapitalgevinster. Det leder i bog-en frem til to forskellige politiske konklusioner omkring udformning af en beskatning, der skal kunne bremse denne tendens til øget ulighed.

Introduktionen sætter desuden fingeren på et ømt punkt i Pikettys forfatterskab: hans teoretiske fundament. Han vakler mellem den neoklassiske teori, der benyttes som forklaring på den mere langsigtede udvikling – ikke mindst når der projiceres ud i det 21. århundrede – og så en mere institutionel økonomisk teori: verdenskrige, børskrak, velfærdsstat etc. som forklaring på den mere kortsigtede udvikling. Diskussionen om hans teoretiske fundament, kunne jeg godt have tænkt mig, var blevet foldet mere ud – både i denne introduktion og i Pikettys bøger – da det er et af problemerne i både hans tidlige og mere modne arbejder.

På People’s Press er der desuden netop udkommet en af Thomas Pikettys tidlige, men hidtil internationalt oversete bøger, Ulighedens Økonomi fra 1997. Den danske udgivelse er baseret på den nyeste udgave fra 2008 med nogle få tilføjelser, der inddrager lidt af materialet fra det nye hovedværk.

Allerede i forordet nævnes det, at bogens sigte er at gennemføre en analyse af ulighedens økonomiske årsager, konsekvenser og at give forslag til politiske indgreb, der kunne reducere uligheden. Denne analyse, ønsker forfatteren, skal være hævet over ideologi, idet han antager, at der blandt liberale og socialistiske økonomer, og hvad der ligger imellem disse to positioner, »hersker en udbredt konsensus med hensyn til adskillige af de grundlæggende principper for social retfærdighed«, og »at det er den almindelige opfattelse, at det er retfærdigt, at staten så effektivt som muligt forsøger at bedre forholdene for de ringest stillede« (s. 10).

Dette afsæt er tilstræbt, idet bogen har karakter af en lærebog; en af de absolut bedre af slagsen, da der intet tilløb er til, at læseren druknes i tal og statistikker.

Forfatteren gør sig umage for at drive nogle få, men vigtige pointer hjem. Men det er ikke nogen letlæst bog, hvis man er uden træning i det traditionelle økonom-tankesæt. I så fald må nogle af mellemregningerne springes over, hvorved konklusionerne kommer til at fremstå som postulater. Omvendt ville bogen være fremragende som grundlag for en studiekreds ledet af en økonom. Ligesom jeg kunne se mig selv bruge den som supplerende læsning på første år af den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitet.

Progressiv beskatning

Det spørgsmål, som Piketty ønsker at belyse, er, hvorledes samfundsøkonomien kan gøres mere retfærdig, uden det afgørende hæmmer det markedsøkonomiske systems effektivitet. Her sondrer han mellem simpel omfordeling og efficient omfordeling.

Den efficiente omfordeling har sigte mod at afhjælpe markedsøkonomiens svagheder med hensyn til at opbygge både reel (bedre teknologi) og human (mere uddannelse) kapital.

Overlades det udelukkende til markedskræfterne, er der en risiko for, at der investeres for lidt og for kortsigtet. Her kan staten bidrage med en efficient omfordeling fra passiv til aktiv kapital, der vil øge økonomiens produktivitet uden at forrykke fordelingen mellem kapital- og lønindkomst. Skal der derimod ændres på fordelingen mellem kapital- og lønindkomst, så må det, ifølge Piketty, ske gennem ændret beskatning af de to former for indkomst f.eks. ved en øget arve- og formuebeskatning (navnlig af passive formuer). Men kilden til den stigende ulighed – særligt i USA – skal dog søges i de stærkt stigende lønforskelle. Et mere retfærdigt samfund skulle derfor søges i en (mere) progressiv beskatning af lønindkomster, især af de indkomster der ligger over gennemsnittet, mens de lavere lønindkomster bør nyde godt af blandt andet et beskæftigelsesfradrag.

Piketty er dog fuldt ud opmærksom på, at beskatning også påvirker incitamentsstrukturen med hensyn til at spare op og udbyde arbejdskraft. Efter at have gennemgået en stribe empiriske undersøgelser konkluderer han, at disse effekter formentlig er beskedne, ikke mindst hvis beskatningen benyttes til den ovenfor nævnte efficiente omfordeling på de områder, hvor markedsøkonomien svigter. Her nævnes overraskende nok ikke miljøhensyn, hvilket formentlig skyldes, at bogen oprindeligt er skrevet tilbage i midten af 1990’erne.

Der er således al mulig grund til at hilse disse to udgivelser velkomne. De er begge med til at skærpe interessen for Pikettys forfatterskab, som efter min bedste overbevisning vil påkalde sig stigende interesse, da det sidste ord – endsige teori – om, hvad der bestemmer vækst og retfærdighed i vores del af verden, bestemt ikke er sagt endnu.

Jesper Jespersen er professor i makroøkonomi ved Roskilde Universitet.

’Introduktion til Thomas Pikettys Kapitalen i det enogtyvende århundrede’, Informations Forlag, skrevet af den svenske økonom Jesper Roine, 129,95 kr., 111 s, udkommer den 5. november i år

Thomas Piketty, ’Ulighedens Økonomi’, People’s Press, 199,95, 172 s., udkom 30. september i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jørgensen
  • Olav Bo Hessellund
  • lars abildgaard
  • Mihail Larsen
Lars Jørgensen, Olav Bo Hessellund, lars abildgaard og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

At kriser (og ikke demokrati) er den centrale drivkraft i en mere retfærdig fordeling af kapitalismens produkt er langt mere interessant i Piketty's værk end den lange og lidt kedelige gendrivning af Kuznets kurve. Kriserne - inklusive krige - har historisk set udløst et anslag mod eksorbitante kapitalindkomster, men hvad udløser kriserne? Det har Piketty ikke noget svar på. Kan det tænkes, at den høje koncentration af rigdom i perioden op til 1910 har spillet en rolle i skabelsen af de efterfølgende voldsomme kriser? Og hvis vi er på vej tilbage til den ekstremt 'skæve' tilstand før 1. verdenskrig (som Piketty postulerer), kan det så tænkes, at dette kan udløse tilsvarende nye kriser? Eller m.a.o.: Spiller kapitalophobningen en rolle i udløsningen af kriser?

Lene Christensen, Flemming Scheel Andersen, Claus Piculell og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Gini-koefficenter.
I Pikkety's ånd: Hvor ville det være dejligt, hvis man på et let tilgængligt sted kunne finde sammenlignelige Gini-koefficenter ikke bare for indtægtsfordeling men OGSÅ for formuefordeling.

Rolf Andersen:

Fun fact. Piketty bryder sig ikke særlig meget om Gini-koefficienten, og han bruger den slet ikke i sin bog. Koefficienten har nogle attraktive matematiske egenskaber, men den siger egentlig ikke så meget om den egentlige fordeling af indkomst/formue.

Men ja, det ville da være meget rart med noget internationalt og sammenlignelig data. Ud over at mange lande har halvdårlige datakilder, så er verdens skatte- og indkomstoverførselssystemer bare så forskellige, at det hurtigt bliver en rigtig svær øvelse at konstruere sammenlignelige tal.

Claus Piculell

Til Ivan Breinholt Leth
Det er nogle gode spørgsmål, som du stiller.
Du trækker en vigtig parallel til udviklingen før 1. verdenskrig og rammer især med dette spørgsmål: "Spiller kapitalophobningen en rolle i udløsningen af kriser?"
Jeg mener, at svaret er ja!
Og det har jeg skrevet et par artikler om på min blog, der også kommer indpå tiden op til 1. verdenskrig og lighederne mellem Europas stagnation i dette årti og så "den lange depression" fra 1873-1896. (Se evt. Wikipedia om "the long depression".)
Der er dels min nu lidt ældre artikel om velfærden og dens fremtid i "Op og ned i velfærdsdebatten".
Men især stiller jeg både problemer og mulige løsninger op i disse to artikler fra for et år siden, hvor den første er den korte og den anden den lange version af mit svar på Preben Wilhjelms pamflet om de udeblevne systemkritik:
"Preben-Wilhjelm-kronik i pixi-udgave"
http://piculell.blogspot.dk/2013/11/preben-wilhjelm-kronik-i-pixi-udgave...
"Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm "
http://piculell.blogspot.dk/2013/10/den-udeblevne-systemkritik-og-krisen...

vh CP

Olav Bo Hessellund

Meget tyder på, at formuefordelingen herhjemme er endnu mere skævvreden end indkomstfordelingen. Men det statistiske grundlag for nogenlunde præcise opgørelser af formuerne er i dag yderst mangelfuldt, her som i udlandet. Grundene hertil kan man jo så spekulere over....

Men et samlet billede af indkomst- og formuefordeling vil med stor sandsynlighed vise, at den økonomiske ulighed er endnu større end det fremgår af det nuværende ufuldstændige statistikgrundlag, som næsten alene hviler på indkomsterne.

En søgning på indkomstfordeling hos Danmarks Statistik giver 14 resultater - på formuefordeling et stort 0.

Det skal retfærdigvis siges, at man for nylig har påbebegyndt arbejdet med at opbygge databaser, der kan kaste lys over den faktiske formuefordeling. Men det vil tage år, inden man får opbygget sammenlignlige opgørelser på internationalt niveau.

OK så. Gini og Pikkety - I stand corrected. Jeg HAR købt bogen, men ikke fået den læst endnu.

Opgørelser over formue-/indkomstfordeling på tværs af lande og over tid er svære. Det forstår jeg. Hvordan skal betaling til sundhedssystemet og undervisning beregnes? Formuer i fonde og pensionsordninger?

Statistik er ikke bedre end de data, man propper ind, men Gini-koefficienten er bare så matematisk simpel og letforklarlig. Standardisering ønskes.

Det ville bare være rart, hvis man kunne finde empiriske data om indkomst/formue-fordeling der kan korreleres til et samfunds velfærd - og her mener jeg ikke bare velfærd i kr/øre, som mange politikere ofte gør.

Formuefordelingen er formodentlig i alle lande i verden skævere end indkomstfordelingen. Det er der ikke noget mærkeligt i. Praktisk taget alle husstande, også de fattigste, har som regel en vis indkomst - det er nødvendigt for at kunne overleve i længere tid, men det er ikke nødvendigt at have formue. Så mange husstande har ingen formue, mens få slet ingen indkomst har, og det gør naturligt formuefordelingen skævere end indkomstfordelingen.
For det andet er der aldersdimensionen som nævnes ovenfor: Det tager tid at akkumulere formue, og derfor har ældre husstande naturligt mere formue end yngre, der som regel starter fra et nulpunkt når de begynder at blive erhvervsaktive (eller måske fra et minus hvis de har taget lån under uddannelse). Til gengæld har unge mere humankapital end ældre - men det indgår ikke i almindelige formueberegninger.

Poul Schou. Du antager altså at formue ikke 'arves', f.eks. gennem tilskud til uddannelse, gaver, ferier, forældrekøb af bolig i studietiden - og så, nå ja - gennem egentlig arv?

Jo, formue arves også. En del af den eksisterende formue i Danmark skyldes ikke opsparing, men arv. Men det gør næppe aldersprofilen specielt meget yngre. Det meste arv får man fra sine forældre, og med den levetid vi har i Danmark, er de fleste børn midaldrende når deres forældre dør. De fleste af de øvrige tiltag du nævner, fx ferier, vil ikke påvirke børnenes formue, men blot deres forbrugsmuligheder. Hvis jeg er en ung studerende og får tilskud af mine forældre, vil det gøre at jeg kan leve på en højere levefod end ellers, men det er ikke oplagt at jeg vil spare pengene op. Forældrekøb af bolig plejer også at indebære at forældrene selv står som ejere af boligen, der derfor indgår i forældrenes og ikke børnenes formue, selvom børnene får glæden af den løbende boligtjenesteydelse.

Selvfølgelig er formuer mere ulige fordelt, og selvfølgelig er formuer aldersafhængige. Men indtægter er - hvad enten de er skabt gennem lønarbejde eller selvstændig virksomhed - mere afhængige af det enkelte menneskes evner og muligheder end hvilken famillie, den enkelte borger er født ind i.

Formuer - hvad enten det er kr/ører eller intellekt/uddannelse - har det altså med at gå i arv, med øget ulighed i samfundet til følge.

Er det noget, der skal støttes eller bremses ved tilskud og skatter ?

Poul, nu fik jeg postet mit indlæg, inden du havde postet dit. Men: vil du virkelig hævde, at:

"De fleste af de øvrige tiltag du nævner, fx ferier, vil ikke påvirke børnenes formue, men blot deres forbrugsmuligheder. "

Mener du virkelig, at give nogle mennesker forbrugsmuligheder andre mennesker ikke har, IKKE vil påvirke formuefordelingen?

"Mener du virkelig, at give nogle mennesker forbrugsmuligheder andre mennesker ikke har, IKKE vil påvirke formuefordelingen?"
Rolf, hvis du giver din søn 10.000 kr., og han reagerer ved straks at bruge dem allesammen på at sætte sit forbrug 10.000 kr. op - fx tage på en ferie som han ellers ikke ville have taget på - vil det ikke påvirke hans formuestilling. Han vil blot have fået forøget sit forbrug med 10.000 kr. uden selv at have tjent pengene dertil.

"Formuer - hvad enten det er kr/ører eller intellekt/uddannelse - har det altså med at gå i arv, med øget ulighed i samfundet til følge."

Ja, en vis andel af formuerne går i arv. Men bemærk at den intellektuelle arv du snakker om, og som jeg er meget enig i er vigtig, i statistikkerne vil give sig udslag i indkomstfordelingen og ikke formuefordelingen. Hvis børn af rige forældre har fået gode gener og en stimulerende osv. opdragelse og barndom med sig og som følge heraf klarer sig godt og tjener mange penge, får de en pæn placering i indkomstfordelingen, uafhængigt af om de også har fået en egentlig finansiel arv. Hvilken sidste, som før nævnt, i øvrigt ofte vil falde ret sent i livet i forhold til den første effekt.

Poul, kan vi blive enige om, at det vil være fornuftigt at lave en statistik over borgernes indtægter fordelt på arbejdsindkomst og formueafkast ? Fordelt på tid, alder og indkomstens størrelse?

Det kunne være interessant at se udviklingen både relativt og absolut.

Det drejer sig selvfølgelig om, hvordan vi skaber det bedste samfund .. og her er årsag og virkning interessant.

At fornuftige og retvisende statistikker er en god ting at blive klogere af, kan vi nemt blive enige om. Hvad indkomststatistikker angår, mener jeg dog at vi allerede er godt kørende her i landet. Danmarks Statistik stiller et i international sammenhæng usædvanlig detaljeret datamateriale til rådighed for professionelle undersøgelser heraf. Det kan privatpersoner så ikke direkte benytte sig af, men mange institutioner gør det og offentliggør regelmæssigt undersøgelser af indkomstfordelingen på kryds og tværs af diverse variable: Regeringen, vismænd, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og mange andre publicerer jævnligt undersøgelser heraf.

Mht. formueindkomst findes der også forskellige offentliggjorte undersøgelser, men det er rigtigt at der her er større problemer med at få et realistisk overblik. Typiske opgørelsesproblemer drejer sig om pensionsdepoter, værdisætning af personligt ejede virksomheder, ikke-noterede aktier og værdien af evt. specielle større varige forbrugsgoder. Og ønsker man internationale sammenligninger, bliver det især svært; men det sidste er jo ikke noget vi kan gøre så meget ved her i landet.

Ivan Breinholt Leth

Claus Piculell. Det tror jeg også, men tro er ikke videnskab. Hvis Piketty havde gået et skridt videre og analyseret krisernes systemiske årsager, ville verden måske have haft et virkeligt slagkraftigt ikke-marxistisk alternativ til den for tiden herskende, neo-liberale voodoo økonomi. En sådan alternativ økonomisk teori har vi måske til gode? Indtil da må vi 'nøjes' med Marx.

Claus Piculell

Ivar Breinholt Leth:
Marx kommer man under alle omstændigheder ikke udenom i en moderne kapitalismekritik og samfundsanalyse tilsat klassekamp.
Men du efterlyser en analyse fra Piketty af "krisernes systemiske årsager", og her må jeg så sige, at det er der faktisk gjort forsøg på i de to af mine skrifter, som jeg linker til ovenfor, idet jeg kan afsløre, at kapitalakkumulation og "finansialisering" som et nyt trin i kapitalismens udvikling spiller centrale roller.
Fortsat god weekend
vh CP