Læsetid 5 min.

Så mørket kan tage os

Der er masser af kunstfærdigt mørke hos danske metalmusikere af black metal-varianten. Og det er en grum udfrielse at lytte til deres dybe kærlighed til musikkens naturkræfter og deres dybe had til normaliteten – og opsvingsoptimister
Der er andre dimensioner af livet end det, der kan kortlægges. Om ikke andre steder så i hvert fald i de smukke mareridt, som kan findes hos de bedste udøvere af black metal i dag, heraf anmelder vi tre. Foto: Scanpix

Der er andre dimensioner af livet end det, der kan kortlægges. Om ikke andre steder så i hvert fald i de smukke mareridt, som kan findes hos de bedste udøvere af black metal i dag, heraf anmelder vi tre. Foto: Scanpix

27. oktober 2014

Hvis du, kære læser, foretrækker at holde alt det svære i livet ude af musik, så er black metal nok ikke noget for dig. Hvis du mener at død og ulykke skal forbeholdes andre kunstneriske udtryk såsom bøger, teater og film, så hold dig væk. Hvis du udelukkende vil have blid underholdning, sensuel massage, morskab og dans, hygge og lydtapet af din musik, ja, så er der virkelig ingen grund til at læse videre.

Hvis du derimod mener, at musik er en kunstform, der – lige som alle andre – kan rumme og formidle og diskutere og undersøge alle afskygninger af eksistensen, så fortsæt bare. For i black metal stirres der så dybt i mørket, at man næsten kan mærke det stirre tilbage i én selv. Black metal er ikke et oplysningsprojekt, men en formørkelsesambition, på flugt fra rationaliteten, lige i favnen på mørket. I en erkendelse af at det er en del af os og af vores liv. At vi – også – er omgivet og fyldt af mørke.

Black metals vigtigste æstetiske kendetegn: Enorme massiver af forvrængede elguitarer, gerne unisone. En – typisk mandlig – forsanger, der skrigesynger, så det lyder som om stemmelæberne bliver revet til blods.

Og endelig det såkaldte blast beat, som er en hamrende trommerytmik båret af stortromme i høj hastighed takket være et atletisk arbejde med dobbeltpedal, uden skyggen af swing, snarere som en form for militant offensiv.

Genren nåede verden rundt under sin anden bølge med udspring i 90’ernes Norge, hvor unge misantropiske mænd udtrykte deres væmmelse ved velfærd og middelklasse så brutalt og grimt som muligt. Siden er genren vokset i et væld af retninger, mest demonstrativt med amerikanske Liturgy hvis frontfigur Hunter Hunt-Hendrix har advokeret for og teoretiseret over dét, han kalder den transcendentale black metal. En bevægelse væk fra den nihilistiske og dødsbesatte norske anden bølge frem mod en mere synkoperet black metal dedikeret vort jordiske liv.

Fuldblodsfed lyd

Danske Solbrud spiller ikke transcendental black metal, men de giver alligevel ’dennesidigheden’ sin egen elektriske energi på deres andet fremragende album, Jærtegn. Den københavnske kvartet befinder sig i en atmosfærisk arvefølge forbundet til den norske black metal, men en markant forskel fra forbillederne er, at deres nye sange er fuldblods fede i lyden – helt modsat ikoniske navne som Burzum og Darkthrone, der bevidst fremmedgjorde (også resten af metal-scenen) med spindelvævsspinkle, flossede produktioner.

Jærtegn er et symfonisk berusende værk. Forsanger og tekstforfatter Ole Luk skriger sine danske tekster mod en sort sol, i et gutturalt råb mod og med døden. »Skibet med min sjæl om bord pløjer det uvenlige hav. Kursen er sat mod evigheden,« som det lyder på »Sortedøden« – et af de i alt fire enten over eller næsten 10 minutter lange numre på Jærtegn. »Hud som læder, af bylder så sorte. Benet skærer den lasede hud.«

Solbrud sprøjter og sprutter som et kun akkurat tøjlet ragnarok, men finder også overskud til at udmejsle tunge guitarriffs og lege med frække breaks. I en skov fuld af blind vold; en underverden pakket med rasende dødning. Det er kraftudladninger for en fortabt menneskehed.

Black metal kan stadig høres som en dyb mistro til normaliteten, middelklassen og populærkulturen. Som en musikalsk modgift. Også her på Jærtegn: »Jeg vandrer til tåbernes sang dør ud, og hulens lys bliver besejret af mørke,« som Ole Luks sataniske hulelignelse lyder.

Et jærtegn er »et overnaturligt, ofte guddommeligt varsel om kommende dramatiske hændelser«, som der står Gyldendals Den Store Danske (og i Solbruds pressemeddelelse), og Solbruds andet album kan sagtens høres som forudanelser om apokalypsen, men også om et forestående menneskeligt oprør.

»Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie«. Her bryder Solbrud afgørende med de norske black metal-forfædre og går i clinch med dennesidigheden med et løfte om at klynge dem, der udnytter masserne, opsvingsoptimisterne, op ved højlys dag.

Black metal mixet i kirkekor

Ligeledes danske Myrkur har høstet en del international opmærksomhed med udgivelsen af nummeret »Nattebarn«, og nu er damens debut-EP af samme navn på gaden. Myrkur hedder til daglig Amalie Bruun, bor i New York og har arbejdet som model for blandt andet Chanel, lige som hun også har været en del af Brooklyn-duoen Ex Cops. Myrkur – som er islandsk og færøsk for mørke – forsøger at forene black metal med en kirkeligt stemt kormusik. Altså Gud og Satan bundet sammen i varierende og ofte lige lovlig heterogene blandinger. Der er den gotisk shoegazeragtige »Dybt i skoven«. Der er det underskønne korværk på »Nattens Barn«, der desværre bare er præludium til et noget ordinært og lidt jabbet stykke black metal.

Der er den fine akustiske barokballade »Frosne Vind«. Og der er det måske eneste deciderede vellykkede stykke black metal, »Må Du Brænde i Helvede«, der hugges brillant i stykker af tunge guitarer. Kompositorisk lader flere af de syv sange noget tilbage at ønske, og skønsangen og larmemusikken synes aldrig at flyde ordentligt sammen. Men det er lovende sager, ikke mindst i lyset af at det kun er demoindspilninger, som det respekterede metalselskab Relapse, så har besluttet at udgive i deres rå form.

»Post Black Metal« kalder enmandsbandet Forhekset Allé dét, som han udøver på EP’en Vinterbæst. Langsommere og mere elektronisk end det, der kom før. Keyboards og korloops og en mere dekonstruktiv tilgang til genren klæder menageriet, og det gør den ekstreme forvrængning af stemmen, der fjerner den sidste rest af genkendelig krop, også. På den anden halvdel af albummet opløses black metal i en kværnende postrock såvel som i en smuk guitarballade med lyden af et lejrbål helt oppe foran. Det er en interessant og frådende melankolsk EP. Der bliver stadig mere oplyst her i verden. Både i reel og i overført betydning. Videnskaben bevæger sig ud i snart sagt alle kroge af den dødelige tummel. Men der er andre dimensioner af livet end det, der kan kortlægges. Om ikke andre steder så i hvert fald i de smukke mareridt, som kan findes hos de bedste udøvere af black metal i disse dage.

Solbrud: ’Jærtegn’ (Target Records).

Myrkur: ’Myrkur’ (Relapse Records) relapse.com

Forhekset Allé: ’Vinterbæst’ (selvudgivet) forheksetalle.bandcamp.com/releases

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for morten Hansen
    morten Hansen
morten Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu