Læsetid 3 min.

Særligt sensitive ynglinge

De tvivlsomme danske punkfornyere Iceage har rystet posen godt og grundigt på deres tredje og mere lyttevenlige album, der offensivt optrapper rockmytologien
6. oktober 2014

Meget er blevet sagt og skrevet om Østerbro-bandet Iceage. I tiden omkring debutalbummet The New Brigade forlød det, at de skulle have fascistiske sympatier, at de var voldsfikserede, og at de solgte knive til deres koncerter. Hurtigt blev det fotogene og stilbevidste band udråbt til genopliverne af dansk punk, til trods for at København længe har haft en velrenommeret punkscene helt uden for branchens søgelys. Og med opfølgningspladen You’re Nothing kom Iceage i havn hos det navnkundige amerikanske indieplademærke Matador, mens det brede danske gennembrud stadig lader vente på sig. Her har vi så Iceages tredje album. Hvad gemmer der sig bag titlens kiksede højstemte seksuelle innuendo? Jo, på Plowing Into the Fields of Love har Iceage rystet posen godt og grundigt. Det er et større schwung og en mere fintunet musikalitet, som den forholdsvis produktive gruppe her har gang i. Iceage lader til at have fundet en dynamik i systemer og strukturer snarere end utæmmede energiudladninger – selv om Dan Kjær Larsen stadig ruller rytmerne ud, som gjaldt det livet. Og at vi nu rent faktisk kan dechifrere Rønnenfelts lyrik i lydbilledet sender et signal om, at han nøgent tager ansvar for sine ord.

Traditionalistisk oprørstrang

Det mangefacetterede lydbillede med klaver, blæsere og strygere er et anseligt spring væk fra de første to pladers ufiltrerede og uartikulerede postpunkbrøl. Det er nok en naturlig udvikling for et både viltert og tungsindigt band, der efterhånden må have presset citronen for skarntydesaft.

Nick Cave, det store skrummel, huserer eksempelvis tydeligt på åbningsnummerets gammeltestamentlige klavertema. Mens det snarere er en senmoderne og mimetisk højkompetent gruppe som The Libertines, der træder dansen an på den rockabilly-raslende singleforløber »The Lord’s Favorite«.

De gennemarbejdede og alligevel kreativt sitrende numre falder som perler på en snor. Tag bare den aldeles lysende »How Many«, der efter et kaotisk versestykke samler sig sammen til et popomkvæd sprængfyldt af ungdommelig stræbsomhed.

»I have a sense of utopia, of what I truly ought to do,« synger Rønnenfelt. Mens den episke »Glassy Eyed, Dormant and Veiled« dyrker historiefortælling i sangform. Og på »Abundant Living« optræder Rønnenfelt i bedste Shane MacGowan-stil som en rablende, fordrukken mand, der har noget vigtigt at sige.

Plowing Into the Field of Love er altså også en plade, der udpræget sætter esset Elias Bender Rønnenfelt i scene. De dybtfølte mandefantasier kører så meget på højtryk, at man for sit indre blik genkalder sig dengang, hvor Rønnenfelt på Roskilde Festivals scene rullede rundt i hvide liljer og gnubbede de knuste blomster imod sit spæde bryst.

Det er den gammelkendte romantiske forestilling om den rastløse rockpoet, der giver os et stykke af sin krop og gennem sin forhøjede følsomhed løfter os op fra hverdagens trivialitet.

Genimyten har ikke mistet sin tiltrækningskraft for disse særligt sensitive ynglinge, der vil servere os et glimt af et mere intenst, passioneret og autentisk liv. Uanset den oprørske indpakning er det i sidste ende en uhyre traditionalistisk tilgang til musik. Men med denne offensive optrapning af rockmytologien viser Iceage, at de har både format, selvtillid og masseappel til at træde i karakter som mulig arvtager til den position, som et band som Sort Sol længe har indtaget i dansk rock.

Det er det billede, der har tegnet sig stadig tydeligere, siden renegaten Peter Peter finansierede deres første ep.

Det er soleklart, at Iceage er et kompetent band, der spiller grandios rock uden undskyldninger eller forbehold. Men bandet er også et godt eksempel på, at musikindustrien ikke blot lever af at producere musik, men også af at producere narrativer: fængslende fortællinger, der vækker genklang og genkendelsesglæde. Og man kan have en mistanke om, at bandets hastige himmelflugt skyldes deres færdigheder udi netop denne disciplin.

Iceage har nok mest at tilbyde verden i kraft af deres velvilje til at udstråle en kanoniseret maskulin rockenergi. Jeg ved ikke, om jeg føler mig tilstrækkeligt fristet til at købe den i denne omgang. Der findes masser af stort set identiske produkter på hylderne allerede.

Iceage: ’Plowing Into the Field of Love’ (Matador). Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu