Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sange om uskyld og erfaring

To veteraner fra 1960’erne er ude med højst forskellige albums; Vashti Bunyans kun tredje plade i løbet af 44 år er pastoral, asketisk og renfærdig, hvor Marianne Faithfulls 20. langspiller er både krasbørstig, ekspressiv og erfaringstung
Kultur
18. oktober 2014
På Marianne Faithfulls nye album er det erfaringens stemme, man hører. Den engang så rene og melodiske stemme er smadret af cigaretter, kokain og skørlevned. Billedet er fra hendes koncert i Amager Bio i 2007.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Swinging London, som byen kaldtes og udfoldede sig i sidste halvdel af 1960’erne, kan ses som en europæisk ouverture til det store trip, der populært går under betegnelsen ungdomsoprøret. Det var samtidig en manifestation af det gryende forbrugersamfund oven på 1950’ernes mådehold og drivhusagtige klima i slipstrømmen fra Anden Verdenskrig. Mange af de ting, der forbindes med Swinging London (mode, smarte små biler, stoffer, design, frisørsaloner, filmstjerner, gallerier, popmusik, supertynde supermodeller, sportsidoler), sætter stadig en form for dagsorden. Kombinationen af ungdom (de store årgange) og penge (højkonjunktur) skabte en speciel form for hedonisme, der på det både smukkeste og ondeste indfangedes i en stribe stadig seværdige film fra John Schlesingers Darling (1965) til Donald Cammell og Nic Roegs Performance (1970). I førstnævnte film falder den berømte replik »I don’t want to THINK, I want to dance!«, der for mange definerer tidsånden, mens et par af hovedrollerne i sidstnævnte spilles af Anita Pallenberg og Mick Jagger.

Det ny aristokrati udgjordes i høj grad af rockmusikere, men selv om de fire medlemmer af The Beatles var datidens uimodsigeligt største navn, stammede de fra udørken Liverpool og var ikke hjemmedrenge på samme måde som f.eks. medlemmerne af The Kinks, The Who og især The Rolling Stones. Sangeren i sidstnævnte var netop denne Jagger, og bandets manager, den semilegendariske hustler Andrew Loog Oldham, var en af scenens helt store shakers and movers. Det var således Oldham, der til en fest ’opdagede’ Marianne Faithfull og i 1965 lancerede hendes karriere ved at give hende en sang, Mick Jagger og Keith Richards havde skrevet, »As Tears Go By«.

Afsunget med en stemme så ren som en pige opvokset i et kloster blev den et hit, og da Faithfull efterfølgende blev kæreste med Jagger, blev hun et af Swinging Londons kendteste ansigter med flere hits og filmroller til følge.

Tyst og nedbarberet

En anden sangerinde, som Oldham opdagede, kaldte sig Vashti Bunyan, og hun lanceredes ligeledes i ’65 med en Jagger/Richards-komposition, »Some Things Just Stick in Your Mind«, der dog sank som en sten. Efter yderligere et par indspilninger valgte Bunyan at leve hippiedrømmen helt ud, og sammen med sin mand rejste hun som nomade rundt et par år i England i en hestevogn. På rejsen skrev hun de sange, der skulle komme til at udgøre repertoiret på den Joe Boyd-producerede lp Just Another Diamond Day, der udsendtes til øjeblikkelig glemsel i 1970.

Desillusioneret trak Bunyan sig fra branchen, men omkring år 2000 opstod der fornyet interesse for sangerinden med den krystalklare stemme og det næsten demonstrativt renfærdige univers. Nyere kunstnere som Devendra Banhart og Joanna Newsom begyndte at namedroppe hende, og albummet genudsendtes samme år på cd, hvilket øgede interessen for denne lavmælte kultfigur.

35 år efter debuten kom efterfølgeren Lookaftering, der fortsatte i samme underspillede rille. Musik så selvudslettende, at lytteren enten ignorerer den eller hengiver sig fuldstændigt. Fremsunget til det mest diskret tænkelige akkompagnement med noget, der til forveksling minder om en krystalklar hvisken. Årstidernes små forskydninger i naturen, dråber på et blad, en nyudsprunget blomst, sensommereftermiddage og regnmættede nætter fylder hendes univers, for Bunyan gør sig i det pastorale og nostalgiske, skamløst romantisk og håbløst ude af trit med moderniteten.

På den front er alt som det plejer på Heartleap, hendes tredje udspil, der dog er om muligt endnu mere tyst og nedbarberet. Optaget hjemme i dagligstuen i Edinburgh består akkompagnementet af en elektrisk guitar her, et klaver der, til nød krydret med en cello. Det er musik til den blå time, til at nyde i ensomhed, og er man ikke til en klang så ren som en kilde i bjergene, skal man nok ikke vende sin opmærksomhed den vej. Personligt finder jeg Bunyans kunst vederkvægende, om end i små doser. Renhed kan sgu også tage overhånd.

Erfaringens stemme

Trænger man til noget mere krasbørstigt, mere virkeligt og mindre purt, er der jo altid Marianne Faithfull, der efter sin solokarriere i 60’erne og bruddet med Jagger i 1970 fulgte en radikal anden vej end Bunyans. Hun blev hjemløs og junkie med alt, hvad det indbefatter af deroute og personlige omkostninger, og op gennem 1970’erne var de historier, der nåede offentligheden, af så trist karakter, at de fleste afskrev hende. Stor var overraskelsen derfor, da hun i 1979 fik et seriøst comeback med pladen Broken English, der passede perfekt til tidsånden og gjorde hende til ikon for punkgenerationen. Måske fordi hendes engang så rene og melodiske stemme var smadret af cigaretter, kokain og skørlevned og dens klang nu dyb, rå og uskøn. Tættere på gesprechsang viste den sig til gengæld som et voldsomt ekspressivt instrument, der kunne tackle et stilistisk bredt repertoire som demonstreret på 1987’s mesterlige Strange Weather. En Kurt Weils tonale univers lå lige til hendes højrefod, som bevist på hendes 1997-indspilning, 20th Century Blues, nok den bedste af hendes udgivelser som ren fortolker.

Med cirka 20 udgivelser i bagagen og samarbejdspartnere som Angelo Badalamenti, Beck, PJ Harvey, Damon Albarn, Pulp og mange andre, står det klart, at en særlig aura udgår fra ikonet, der i øvrigt også har medvirket i mange film. Har Faithfull på sine seneste par udgivelser trådt vande, er hun tilbage i fin form på Give My Love to London, hvor hun atter er tilbage som sangskriver i samarbejde med folk som Steve Earle, Tom McRae, Anna Calvi og Ed Harcourt, men det er nu bonkammeraten Nick Cave, der leverer pladens højdepunkt med den gribende om end voldsomme »Late Victorian Holocaust«.

Det er erfaringens stemme, man her lægger øre til, og hun lyder som de 67 år, det er blevet til på planeten her. Det er ikke musik for børn eller skønhedssøgende æsteter. Det er derimod lyden af en sjæl, der har set og prøvet det meste, men ikke mistet livsgnisten af den grund.

Men illusioner og rosenrøde drømme er der ikke mange tilbage af. Godt. En fin og substantiel udgivelse fra et sandt klenodie.

Vashti Bunyan: Heartleap (Fat Cat Records) Er udkommet. Vashti Bunyan spiller i Jazzhouse d. 18. november.

Marianne Faithfull: Give Me Love to London (Naïve/Playground) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her