Læsetid: 4 min.

Fra nu af vil jeg slikke honning af min albue, når jeg græder

For jeg har set Iben Dorner og Thomas Levin i ’Konstellationer’, som er sæsonens stærkeste kærlighedsteater
Inderligheden og ægtheden er overvældende mellem Iben Dorner og Thomas Levin i den fremragende kærlighedsforestilling Konstellationer, der spilles på Husets Teater fra på lørdag.

Max Rosborg

15. oktober 2014

Honning er ikke lige mig. Honningteater heller ikke nødvendigvis. Men når Iben Dorner for tredje gang fortæller Thomas Levin på Aarhus Teater, at det ville være problematisk, hvis alle rent faktisk kunne slikke spidsen af deres egne albuer, så bliver jeg nysgerrig. Ikke mindst fordi Thomas Levin åbenbart er biavler – og klar til at lade sig forelske i Iben Dorners tvivlende videnskabskvinde. Også selv om han heller ikke kan nå ned til sin egen albue med munden.

En time senere er det hele slut. Så er Konstellationer forbi. Også selv om man sidder og græder lige så stille, mens man ønsker, at forestillingen slet ikke ville holde op. For denne spartanske teaterforestilling viser en kærlighedshistorie, der er forunderligt enkel og samtidig uoverskueligt kompleks.

Scenen er nøgen: Her står en kvinde i bluse og nederdel over for en mand i skjorte og jeans på et gnistrende sort podium, helt uden møbler. Men i dette tomme rum udvikler der sig en overrumplende smuk kærlighedshistorie, lige fra det første øjeblik, hvor de to unge kejtet forsøger at tale sammen uden at blive pinlige. Om honningbiers korte liv, for eksempel.

Foran Broadway

Konstellationer er simpelthen sæsonens stærkeste kærlighedsteater. Teksten er skrevet af den kun 30-årige engelske dramatiker Nick Payne, og stykket er allerede opsat i adskillige lande nu bare to år efter urpremieren i London. Aarhus Teater præsenterer stykket som en co-produktion med Husets Teater, så Danmark fører flot foran Broadway, hvor stykket først sættes op til januar. Den internationale succes klistrer altså vitterlig til stykket som honning.

Men det viser sig imidlertid, at Konstellationer formår at overrumple og fængsle tilskueren, fordi stykkets form er så eminent. De to personer på scenen bliver nemlig ved med at gentage de ting, de fortæller til hinanden – fra de mødes, til de skilles. Samtidig varierer de hele tiden deres forklaringer, så man faktisk aldrig ved sig helt sikker på, hvad der er den sande udgave af deres forelskelse – eller af deres sidespring eller deres største frygt.

Som bistik

Ordene er ultrapræcise, og oversættelsen af Karen-Maria Bille og Simon Boberg er uden nåde: Som om sprogets skarphed hele tiden snitter den foregående sætning væk. Alligevel rammer ordene lige ind i tilskuerens følelser, uventede som bistik …

Den lydhøre iscenesættelse af den engelske instruktør Ramin Gray er desuden så nøgtern, som tænkes kan – og imponerende uhindret af den sprogbarriere, der må have været mellem ham og de danske spillere. Ingen sentimentalitet og ingen dvælen. Her sker tingene bare med den uigenkaldelighed, som de nu engang gør. Mens honningen knap nok når at stivne.

Ret til at fortryde

Iben Dorner er tvivleren i dette kærlighedsforhold. Hendes kvindeskikkelse vil hele tiden beholde sin ret til at fortryde – så det gør hun. Hun fortryder, at hun har bedt ham med hjem. Og fortryder, at hun har sagt ja. Alt sammen med insisterende stemme og blussende kinder under det røde hår, som hun har snoet sirligt og alligevel sløset. Iben Dorner taler så oprigtigt, som om vi andre slet ikke var der. Som om hun kun er der for ham. Lige indtil hun uden varsel tager sit livs beslutning – uden at være det mindste i tvivl.

I det øjeblik har hun til gengæld skubbet al tvivlen over på Thomas Levin, som trofast bruger al sin energi på at støtte hende, men som samtidig mister sin egen selvstændighedskraft. Thomas Levin spiller alle nuancer af genert tilbeder og inderlig elsker. Hans biavlerryg siger mindst lige så meget som hans ansigt. Det er meget bevægende.

På et tidspunkt står hans kvinde foran ham. Hun afviser hans sidste, bedende forslag, og så krøller han fortvivlet sammen foran hende. Vi græder alle sammen med ham. Men her hjælper ingen honning.

Fremtidslys

Lyssætningen lever op til titlen. I Konstellationer er det i hvert fald lysets positioner, der angiver de afgørende skift mellem fortid og nutid. Edward Lloyd Pierce har skabt et gyldent fortidslys og et stjerneblåt nutidslys, som de to elskende klynger sig mellem. Lyssætningen minder om Edward Lloyd Pierces eget geniale glødepæredesign til Peter Asmussens uforglemmelige forestilling Ingen møder Nogen på Husets Teater i 2010. En forestilling, der kan opfattes som en desillusioneret og filosofisk slægtning til Konstellationer, der både er mere jordnær og mere mainstream. Men som alligevel rammer samme smertetone.

Konstellationer er i hvert fald kærlighedsteater, som giver hævede øjne. Særligt da Thomas Levin indser, at Iben Dorner opgiver at slikke spidsen af sin egen albue.

Alligevel er der vel ikke andet at gøre end at gribe ud efter honningglasset.

Konstellationer. Tekst: Nick Payne. Oversættelse: Karen-Maria Bille og Simon Boberg. Iscenesættelse: Ramin Gray. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Lyd: Caspar Ravn. Aarhus Teater i co-produktion med Husets Teater. Spilles på Husets Teater 18. oktober-15. november. www.husetsteater.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu