Jamen, jeg har da lige anmeldt en ny bog af Klaus Rifbjerg, har jeg ikke, jo, og nu er der minsandten endnu en. Idræt er titlen. Og så kigger jeg på værklisten bagerst i den og opdager, at Rifbjerg imellem den helt suveræne novellesamling, Intet sikkert abnormt (2013) og den okay digtsamling Fut fut fut (2014), der blev efterfulgt af den ret ligegyldige, essayistiske Blandede bolsjer (2014) udgav en dagbogslignende sag, Året vender (2013), som jeg slet ikke nåede at opdage.
Idræt er en kort roman med en dejlig fri og flabet komposition, nogle gådefulde og meget symbolske høns og en dr.phil. i – netop – idræt, der er kommet noget ud af kontrol. Lidt uberegnelig fornemmer man, at han vist altid har været. Titlen er jeg også glad for. Ordet hiver merbetydninger med sig, det kan opfattes som en hel samfundsanalyse – eller en samfundskritik. Det hvæser lidt på samme måde, som titlen på Thomas Bobergs digtsamling fra 2005, Livsstil, gjorde det.
Steffen Gurt kalder Rifbjerg sin hovedperson og placerer ham i middelklassen og i en lejlighed ved Søerne med et sommerhus i Nordjylland. 49 år er han, og en hustru har han også fået, men hun er nu kun staffage. Godmodigt står hun klar i baggrunden, så hun rutinepræget kan træde frem og få et kys på kinden, sidde med i bilen på vej til sommerhuset, spise morgenmad med Steffen Gurt og følge med ham på overraskelsesvisit hos gamle venner.
En butik med sportstøj har forfatteren gjort den medfølgende hustru til indehaver af … fordi hendes mand er dr.phil. i idræt velsagtens, men er det nu grund nok?
Sportsmanden har også en mor, hende besøger han tidligt i romanen og opdager, at hun har brækket armen. Det har hun bare ikke fortalt ham. Steffen Gurt har svigtet sin gamle mor, nu sidder de to i stuen med al sønnens dårlige samvittighed flagrende over sig. »Skal jeg skrive noget?« spørger Steffen Gurt så sin mor og mener på hendes gips. Hun tror måske et øjeblik, at han mener »skrive noget« i kunstnerisk forstand, og så tilføjer idrætsmanden: »Masser af sportsfolk gør det.« Omsider giver hun ham lov, han finder en blå kuglepen frem fra sekretæren. »Skynd dig nu, jeg kan ikke sidde sådan hele dagen.« siger moren. Og så står der: »Han bøjede sig ned og begyndte at skrive. Han vidste ikke, hvad han skrev, men så at der stod ’Kære mor, det var dejligt at besøge dig d. 12.10., se nu at blive rask. Kærlig hilsen, Steffen’.«
Grænsemand
Steffen Gurt er en i sandhed sørgelig og komisk figur, og det sørgelige og komiske rammer Rifbjerg så præcist, at den isklare realisme slår over og bliver absurd. F.eks. i Steffen Gurts længsel efter (og ydmyge ønske om) at se en flok høns flakse fra den ene side af vejen for »straks efter at standse og højt gokkende og skræppende flyve tilbage igen, hvor de kom fra«. Vejen og bevægelsen, også i mere abstrakt og filosofisk forstand, er det egentligt interessante. Endemålet giver bare mennesket en retning at styre imod. Det er sådan cirka den tanke, Idræt undersøger.
På vejen har den komiske og sørgelige figur så døden lige i hælene. Til gengæld, må man så tilføje, er han spændt op til lir. Med tak for lån til Den Gale Pose har han »stiv pik og håret tilbage«. Hos Rifbjerg hedder det »ståpik« – muligvis udløst af sportsmandens rytmiske bevægelser på sadlen under cykelturen – og »salt og sand i håret« – helt sikkert efter hans svømmetur. Først gør Steffen Gurt sig ud til bens hos sine gamle venner, så får han alle sommergæsterne i den nordjyske fiskehandel på nakken ved at kalde dem spøgelser og gengangere, og til sidst bliver han helt uterlig over for en bagerekspeditrice med en »lille hudfold, der viste sig mellem overarmen og barmen«.
Steffen Gurt bliver bragt ud af fatning, ud af virkeligheden. Eller virkeligheden ser med et uvirkelig ud for ham. Dét mærkelige grænseland og den sære grænsemand skriver Rifbjerg sanseligt frem i Idræt.
Idræt
Klaus Rifbjerg
Gyldendal
120 sider
179,95 kroner
