Læsetid: 3 min.

Tafdrup med metallisk smag

Pia Tafdrups digte er små universer af elementer, naturkræfter og bløde sansende organer
3. oktober 2014

Hvis Smagen af stål, Pia Tafdrups nye digtsamling, har et samlende tema, er det så abstrakt som: forskellige grader af tab. Krigens tab, et afsluttet kærlighedsforhold, en død i familien, døden som sådan.

Metallet er et gennemgående motiv; det femte og glemte element, som umage blander sig med jord, luft, ild og vand:

Til lyden af skyer / giver vandet næring til træet, / der er føde for ilden / som danner jorden, hvoraf / metallet kommer (…)

Det dukker op som krig, våben, stål, man får en metallisk smag i munden, mens man læser om blod og klinger:

Er jeg én, der dræber, eller én / der ånder mod stålets brændende frost / mens solen vokser, / blodåben?

Digtene er små universer af elementer, naturkræfter og bløde, sansende organer (kroppens dele, søvand, stål, blade, fugle, blod); billedstoffet er basalt, men poetisk. I hvert digt møder vi et jeg, et nutidsmenneske, som må forholde sig til verdens evighed omkring hende, det urgamle: naturen, himmelrummet, døden og det pludselige, katastrofalt midlertidige: kærligheden, krigen, min egen, personlige død.

Der er digte, som får mig til at tænke på Inger Christensens tekstverden, som betragter jordkloden med dens sommerfugle og stadige produktion af våben fra et hævet, guddommeligt perspektiv:

Dér svæver sommerfugle over græsset, / dér fremstiller vi uafladeligt / flere våben, træner kampteknik, / forvandler vores hverdag til en helvedesnat (…)

Hos Tafdrup, lader det til, er det at være til som menneske – en flygtig anomali i universet – altid en undtagelsestilstand. At det, i hvert fald for nogen, er umuligt nogensinde at have en hverdag, fordi man er for åben, for skrøbelig. Men der er selvfølgelig undtagelsestilstande og så er der undtagelsestilstande: At være skrøbelig i sin dødelighed og hjertesorg er noget andet end at være skrøbelig, idet bomberne falder over én. Digtene undersøger begge tilstande.

Tafdrup er ikke bange for det alvorsfulde, hun er skamløst højt oppe på naglerne, hvilket jeg kun synes er herligt. Men teksterne bliver også tunge at danse med, når den højtidelige tone bliver selvhøjtidelig og sproget overdrevent forfinet. Vendinger som: »jeg ynder vindkastet«, »kalejdoskopiske tanker sættes fri«, »lade tiden smelte glacialt«, »den ekspanderende nat« er tunge at fordøje – det bliver så preciøst, for nu at bruge et andet træls, parfumeret ord.

Langsom undergang

Hvad er det for en bevidsthed, vi møder i Tafdrups digte? Der er noget vølve over den, i den æstetiske bearbejdning af verdens langsomme undergang. En klog stemme, som er forfærdet over ødelæggelserne i verden og lettet over, at den står endnu. Men begge dele i et distanceret, observerende følelsesregister. Nærmest lukket om sig selv. Ligesom digtene, der handler om døden, andre menneskers og ens egen, er en slags sorgarbejde, bortset fra, at der ikke er tale om sorg som affekt, men en rolig, æstetiseret, allerede bearbejdet sorg. For mig bliver det lidt som at kigge på en fjern galakse, som nok er smuk, men også på så behørig afstand, at den kun når betragteren i afkølet form.

Det er vanskeligt for denne læser at finde en indgangsvinkel til de distancerede, meget færdige digte, jeg bliver i tvivl om, hvorvidt teksterne vil mig noget, eller om de kun vil være.

Det er som om, digtene udspringer af en bevidsthed, som ikke er spor i tvivl om sin egen til tider magiske forståelse af verden. Nogle gange overbevises jeg af stemmens blide autoritet, men ikke altid: nogle tekster har karakter af profeti, andre af postulat. Og selvom jeg kan se, hvordan digtene siger elegante ting om interessante emner, kan jeg kun glimtvis mærke dem.

Smagen af stål
Pia Tafdrup
Gyldendal
136 sider
200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu