Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tosca for livet

I Operaens opsætning af Tosca er der plads til mange forsøg. Repremieren i søndags var både rystende og interessant forvirrende
Kultur
14. oktober 2014

Denne artikel burde have heddet »Intet nyt fra Operaen«. I søndags havde Langdals/Betz/Kongshaugs opsætning af Tosca endnu engang repremiere, og det er tegn på to ting: at det er sparetider, og at det er en opsætning, der holder. Den har allerede høstet sin succes ved sin førsteopførelse i 2006, vundet anerkendelse ved sin gentagelse i 2011, og nu er den så en klassiker, hvilket er helt begrundet.

Intet nyt er altså i dette tilfælde godt nyt. Det, man kunne være spændt på ved repremieren, var det nye sangerhold.

Der findes de meget sjældne tilfælde, hvor sangerne er perfekte i deres roller og kan forløse operaen i det lys, den er skrevet, men der findes også mange spændende mellemtilfælde, hvor man måske ikke kan sige, at operaen forløses fuldstændigt, men at der til gengæld opstod interessante ting. Sådan var det i søndags. Næsten indtil det forvirrende.

Niels Jørgen Riis’s Cavaradossi var ikke en blød kunstnertype, men en autonom fyr, der maler sine helgenbilleder i kirken, som han vil, ikke vil svigte en politisk flygtning og knalder de kvinder, han har lyst til. Det var et godt portræt, der gjorde Cavaradossis adfærd logisk, blot stod kærligheden til Tosca ikke rigtig klart, før hans store kærlighedsarie i tredje akt. Men ellers en meget integreret figur.

Johan Reuters Scarpia var mere forvirrende. Der findes ikke noget ondere end Scarpia. Det er hele den inciterende inspiration i operaen. Det er mørkets sluser, der gennemsyrer musikken og driver spillet, det er slagtøjet og messingblæserne, alt det som kroppen reagerer på med lige dele lyst og uhygge. Det kilder, når Scarpia leger med sit bytte i en erotisk leg, og det ringer af fryd, når byttet overraskende stikker en kniv i sin bøddel og sætter en stopper for legen.

Men nu Johan Reuter. Rigtig ond bliver han altså ikke. Så skal man nemlig være ligeglad, en perversitet. Som Tito Gobbi over for Maria Callas. Den rammer Reuter ikke. I stedet undslipper der ham en sympatisk Scarpia. En bøddel, der egentlig er mere tro over for sin kærlighed til Floria Tosca end den utro maler. Alt hvad han gør, er styret af dette begær til hende, og minsandten om det ikke ligefrem ligner bøddelkærlighed, når Tosca synger sin arie »Vissi d’arte«, og han næsten lammes af arien som en statist i baggrunden, der må aflægge sin sorte jakke og pludselig står i hvid skjorte berørt af skønhed og længsel. Hvad er nu det Johan? Det kostede mig mange tårer!

Ufærdig Tosca

Imellem de to næsten forbyttede karakterer blegnede smukke Ylva Kihlbergs Tosca måske lidt. Den kvinde, der gal af jalousi overvåger sin elskede som en falk, der i sin fangenskab beder: »Jeg har levet for kunsten, jeg har levet for kærligheden«, og som egenhændigt gør det af med politichefen, »for hvem hele Rom rystede«, er lige dele skrøbeligt væsen og dyrisk stærk kvinde og så nuanceret blev Kihlbergs Tosca aldrig. Det kan måske være svært at stole på Operaens akustik, men »Vissi d’arte« kunne have været sat an i et piano, der ville have passet bedre til skrøbeligheden ved at ligge på Scarpias bord med kjolen trukket op, end det lidt glatte mezzoforte, Kihlberg befandt sig i, mens oprøret mod politichefen forsvandt i ungpigegestik og manglede moden styrke.

Stemmen holdt flot til hele partiet, men Tosca blev ikke det handlingens centrum, man gerne vil se, og heller ikke noget andet. Men lad os se. Måske skal der også en rolle som Tosca til for at blive en Tosca, og der er fjorten forestillinger tilbage. Fra den 21. oktober synges Cavaradossi også af den italiensk-chilenske tenor, Thiago Arancam, hvilket kan gå hen og være en oplevelse i sig selv, ligesom Scarpia overtages af John Lundgren.

I de perfekte rammer, der er så enkle som et scenebillede, der gradvist indsnævres til en kukkasse, og som med enkelt lysdesign skaber den perfekte illusion af kirke og borg uden en eneste overflødig kulisse eller rekvisit, er der skabt en Tosca-forestilling for livet med plads til mange forsøg, og man kommer gerne igen. Og igen.

Giacomo Puccini: ’Tosca’. Musikalsk ledelse: Ivan Anguélov. Iscenesættelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumedesign: Karin Betz. Lysdesign: Jesper Kongshaug Operaen 12. okt. – 2. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her