På et tidspunkt i Michael Winterbottoms nye film, The Trip to Italy, citerer den ene af de to midaldrende hovedpersoner den amerikanske humorist Garrison Keillor for følgende visdomsord: »Når man er under 40, bliver man interessant, når man ser ulykkelig ud. Når man er 40 og derover, skal man gøre alt, hvad man kan for at smile, ellers ligner man bare en gnaven gammel mand.«
Og det er vel i bund og grund, hvad filmen handler om: At blive ældre, og hvordan det ændrer ens syn på livet og verden omkring sig – og hvordan det ændrer verdens syn på én.
Den britiske komiker og skuespiller Rob Brydon og hans følgesvend på turen til Italien, landsmanden og kollegaen Steve Coogan, spiller sig selv i Winterbottoms film, eller i hvert fald versioner af sig selv, der sikkert er lige så tæt på, hvem de i virkeligheden er, som de er milevidt fra. Det er der ikke noget nyt i. Det har amerikanske Larry David i 15 år gjort i den geniale komedieserie Curb Your Enthusiasm (1999-), der inspirerede Casper Christensen og Frank til med succes at forsøge at gøre det samme i Klovn (2005-), både tv-serien og den første film (der i øvrigt snart får følgeskab af endnu en film).
Rejsen er målet
Men også Rob Brydon og Steve Coogan har været her før i The Trip (2010), den første af Michael Winterbottoms film, der ligeledes fulgte dem på en kulinarisk rejse, dengang rundt i Storbritannien, og som også var både en tv-serie i seks afsnit a en halv time og en spillefilm. Anledningen til rejsen var, at Coogan af avisen The Observer var blevet spurgt, om han ville besøge restauranter i Storbritannien og skrive om deres køkkenner.
Der er mange lag i The Trip-filmene, og begge kan både ses som en metahistorie om to kendte komikere på slap line, som historien om et venskab, der slet ikke er så tæt, som man måske skulle tro, og som to midaldrende mænds både ydre og indre rejse mod en form for ro og afklaring i deres egne liv.
Spørgsmålet er, om de overhovedet når så langt, men det er da også rejsen, dialogen og den konstante konkurrence om alt – karriere, popularitet, kvinder, de bedste parodier på kendte personer, viden om kunst og kultur – der er omdrejningspunktet i både The Trip og The Trip to Italy. Og det er et veloplagt og morsomt omdrejningspunkt, hvor Brydon og Coogan mundhugges og improviserer det bedste, de har lært. Især deres efterligninger af en aldrende, snøvlende og næsten åndeløs Michael Caine er kostelige.
Rob Brydon og Steve Coogan er to meget forskellige mænd, som også har haft to forskellige karrierer. Begge er de landskendte og folkekære i Storbritannien for deres tv-komik, men Coogan har et lille forspring med sin Alan Partridge-figur, der har optrådt på både tv, radio og film, og som også har været med til at give ham et mindre, internationalt gennembrud i amerikanskproducerede underholdningsfilm, for eksempel Nat på museet.
Så langt er Brydon endnu ikke nået i sin karriere, og det blev der spillet på i The Trip, hvor han på en måde var den venlige, imødekommende underhund, der måtte tåle – og indimellem håne – den lettere arrogante og lidt for selvsikre Coogans ’jeg er for kendt til det her sted’-attitude.
Den eneste grund til, at Brydon kom med på turen, var, at Coogan og hans unge kæreste lige var gået fra hinanden, og rollerne blev hurtigt fordelt: Brydon var familiefaren med kone og nyfødt barn derhjemme. Coogan var manden med den store libido og et naturligt tag på kvinderne.
Ser mod Hollywood
I The Trip to Italy er bøtten nærmest vendt på hovedet. Det er Rob Brydon, der inviterer Steve Coogan med denne gang, fordi det var Brydon, som endte med at skrive artiklerne fra den første tur – artikler, et forlag nu overvejer at samle i en bog sammen med hans artikler fra turen til Italien. Og hvor Coogan, der har tid til at tage med, fordi hans amerikanske tv-serie lige er blevet sløjfet, ender med at få selskab af sin teenagesøn, er det Brydon, der fjoller rundt med andre kvinder.
Det er også Brydon, der karrieremæssigt synes at have bukserne på nu, og han nyder det. Han er mere udfarende og dominerende end Coogan, der næsten synes afdæmpet og ydmyg. Brydon vil gerne fotograferes foran alle de huse, den romantiske digter Byron selv besøgte eller boede i, da han i begyndelsen af 1800-tallet rejste rundt i Italien – »der er ikke særlig stor forskel på Byron og Brydon,« siger han, »bare et ’d’.«
Og da han får tilbudt rollen som mafiarevisor i en stor amerikansk film, der skal instrueres af Michael Mann, er Coogans overraskelse og misundelse til at tage og føle på. Hans blik har længe været stift rettet mod Hollywood og de store penge og den store berømmelse.
Men ellers er meget ved det gamle, og det er kun godt. Dynamikken mellem de to mænd, deres vittige mundhuggerier, drillerier og sammenligning af kønsorganer er underholdende. Det samme er deres diskussioner om musik (Alanis Morissette vendes og drejes), kunst og kultur og de mange overvejelser om alder – kvinderne ser ikke længere på dem, men lige igennem dem – livets forgængelighed og deres eget mulige eftermæle.
Byron og Brydon
Der er en nostalgi og en melankoli i The Trip to Italy, som ikke var der i den første film. Det umage par besøger kirkegårde og Pompeji, hvor tiden er er gået i stå, og menneskeskikkelser er indkapslet i aske. Det bliver en atmosfæreladet mad- og kulturrejse, hvor fortid og litteratur- og filmhistorie er til stede i skikkelse af poeter, instruktører og skuespillere, Brydon og Coogan parodierer eller taler om: Byron, Shelley, Bogart, John Huston, Ingrid Bergman, Marlon Brando, Francis Ford Coppola, Al Pacino og Robert De Niro.
På et tidspunkt, da de kommer til Rom, diskuterer de Marcello Mastroianni og Anita Ekberg, der spillede sammen i Fellinis Det søde liv, som skildrede et liv i overhalingsbanen, der slet ikke var så sødt. Og midt i al morskaben og de verbale spilfægterier fornemmer man, at Brydon og måske især Steve Coogan er nået til et sted i tilværelsen, hvor det ikke længere behøver gå så stærkt eller være så smart.
’The Trip to Italy’ Instruktion og manuskript: Michael Winterbottom. Britisk (Gloria og Vester Vov Vov i København, Albertslund Biograferne, Gentofte Kino, Cafe Slotsbio i Hillerød, Ishøj Bio, Værløse Bio, Café Biografen i Odense, Klovborg Kino, Nicolai Bio i Kolding, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg)
