Læsetid: 3 min.

Veteraner træder vande

Bonnie Prince Billy lyder som en lidt forceret udgave af sig selv på sit seneste album, mens produceresset Daniel Lanois giver den et ordentligt skud ambient på sin nyeste, noget mislykkede udgivelse
29. oktober 2014

Hvad angår Bonnie Prince Billy, er jeg vist et par albums bagud. Navnet med dets association til den unge prætendent, Bonnie Prince Charlie, er som bekendt et nom de plume for den produktive, men også generelt driftssikre Will Oldham, der, siden han debuterede i 1992 har udsendt musik under navne som Palace, Palace Songs og Palace Brothers. Før han i slutningen af 90’erne altså landede på det smukt klingende Bonnie Prince Billy, der jo ruller lige af tungen. Men lige meget hvad han kalder sig, har han vist sig bemærkelsesværdig konsistent, hvad angår kvalitet, og særdeles homogen, når det kommer til klang og udførelse. Backingen er generelt enkel og sparsom, stemmen slidt og vaklende, men pænt udtryksfuld, og teksterne besidder en litterær snert og ligger generelt langt over gennemsnittet. Det er en musik, der ligger så langt fra tidens funklende elektroniske udladninger, som tænkes kan, her trækkes der primært på old-time country og angelsaksisk folkemusik tilsat diverse mere eller mindre obskure traditioner og en solid dosis sanger-sangskriver. Alt sammen spillet af midaldrende mennesker på tudsegamle instrumenter, oh dear.

Nå, sidst jeg havde snablen i Oldhams livgivende eliksir, var omkring 2011, hvor han udsendte det fremragende Wolfroy Goes to Town. Og så har jeg også hørt sidste års samarbejde med Dawn McCarthy på The Everly Brothers-hyldesten What the Brothers Sang, men synes ikke det var ubetinget vellykket, måske fordi jeg er lidt af en Everly Brothers-nørd. Nu er han så aktuel med sit 11. album som the Bonnie Prince Billy, Singer’s Grave/A Sea of Tongues, og det indeholder ikke færre end fem genindspilninger af numre fra Wolfroy Goes to Town. Bizart nok i inferiøre udgaver. I det hele taget er det her det første album fra den kant, der ikke er gået i mig med træsko på. Det er nok lidt for lækkert, simpelthen. Fornemmelsen af, at der trædes vande, forplantede sig under lytningen, og efter en række gennemspilninger satte jeg Wolfroy Goes to Town på, bare for at se om jeg var helt galt afmarcheret. Det var jeg ikke. For det niveau befinder han sig altså ikke på i denne ombæring. Oh well, måske næste gang.

Gammeldags ambient

Den efterhånden 63-årige canadier Daniel Lanois er mest kendt som producer for navne som U2 (inklusive gruppens mesterværk, Achtung Baby fra ’92), Bob Dylan, Peter Gabriel, Robbie Robertson, Emmylou Harris, Neville Brothers og Willie Nelson, idet han besidder en distinkt stil, der vægter stemning og intensitet (og en enorm trommelyd!) højere end musikalsk perfektion. Han har endvidere samarbejdet ekstensivt med briten Brian Eno (med hvem han også har co-produceret U2), der på mange måder må betragtes som hans mentor, og Lanois dukkede i 2010 endvidere op som medlem af orkesteret Black Dub, der har udsendt en enkelt, fremragende skive. Hvad færre måske ved, er, at han som solist har udsendt syv-otte plader, hvoraf i hvert fald tre er en messe værd: Acadie (1989), For the Beauty of Wynona (1993) og ikke mindst Shine fra 2003. Alle tre domineres vel at mærke af klassisk sangskrivning tilsat Lanois’ som altid varmt luksuriøse produktion.

Det er bestemt ikke tilfældet med hans seneste, Flesh and Machine. Det er en art elektronisk udgivelse, der bygger på analoge kilder såsom guitarer, trommer, bas, pedal steel, og tangentinstrumenter inklusive et omnichord og så menneskestemmer. Hele moletjavsen er så blevet digitalt behandlet efter alle kunstens regler. Her redigeres og samples til den store guldmedalje, og forvrængning, ekko og feedback er en selvfølge. Det er muligt at høre ekkoer af hans berømte samarbejder med Brian Eno fra de tidlige 80’ere, Ambient 4: On Land (1982) og Apollo: Atmospheres & Soundtracks fra året efter, blot med en mere beskidt klang. Ambient er kodeordet, selv om nogle af numrene måske er lidt mere påtrængende, end hvad der er god tone i genren. Gammeldags er det i hvert fald, og det føles mere som et frikvarter for såvel kunstner som lytter frem for noget bydende nødvendigt.

Som helhed uden tvivl fedt, hvis man ryger sig en bønne, sætter sig i en god stol og flyder ud til klangene her med høretelefoner på, men som en kunstnerisk satsning er det sgu lige lovlig tyndt. At Lanois det seneste årti har været mere interesseret i klanglig stoflighed end decideret sangskrivning er al ære værd, man kunne blot ønske, at det ville udmønte sig i noget mere substantielt end den ophobning af old school electronica-klicheer, der udgør hovedparten af Flesh and Machine.

Bonnie Prince Billy: Singer’s Grave/A Sea of Tongues (Domino/Playground)

Daniel Lanois: Flesh and Machine (Anti/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu