Efter 11. time

Hvad vi har gjort ved kloden, og hvad vi har til gode af fortrædeligheder på den konto kan være svært at fatte. Tre dokumentarer på årets CPH:DOX hjælper os på vej. En af dem stiller endda det sværeste spørgsmål: Er det repræsentative demokrati i stand til at reagere tilstrækkeligt på udfordringerne?
Jennifer Baichwal og Edward Burtynskys dokumentar Watermark er en æstetisk smuk og meditativ oplevelse. Men det er dokumentaren ’Last Call’, som bevæbner os til tænderne med muligheder, perspektive og argumenter.

Jennifer Baichwal og Edward Burtynskys dokumentar Watermark er en æstetisk smuk og meditativ oplevelse. Men det er dokumentaren ’Last Call’, som bevæbner os til tænderne med muligheder, perspektive og argumenter.

Fra filmen Watermark
6. november 2014

Forestil dig at du folder et almindeligt stykke printerpapir sammen igen og igen, så det hele tiden bliver dobbelt så tykt som før. Altså først dobbelt så tykt, så fire gange så tykt, så otte gange så tykt, så 16 gange så tykt. Fold det i alt 42 gange. Umuligt, javist, men det er en hjælp til at anskueliggøre et andet problem, så leg nu bare med. Okay. Hvor tykt bliver dette stykke papir efter 42 sammenfoldninger? Tykt nok til at nå fra Jorden til Månen. Og de store spring frem mod Månen sker i de sidste få papirfoldninger, hvor det bliver astronomisk meget tykkere, hver gang det foldes.

Det kan være svært at fatte omfanget af vores klimakrise. Fordi det i høj grad handler om eksponentiel vækst. Det vil sige, at inden for et bestemt tidsinterval fordobler industriens aktiviteter eller befolkningstallet sig. Det er ikke et problem, hvis ikke der er så meget CO2-udledning eller så mange mennesker, men hvis den eksponentielle vækst fortsætter længe nok, så er fremtidige fordoblinger katastrofale. Det er disse enorme fordoblinger, de sidste foldninger af papiret, som vi står over for.

Eksemplet med papiret forekommer i dokumentaren Last Call, en del af CPH:DOX’ Rethinking Resources-program. Jeg vender tilbage til et par af de andre.

Last Call er historien om fire forskere og deres samarbejdspartnere, der i 1972 udgav den skelsættende bog The Limits To Growth. I en optimistisk tone fortalte de, at der er grænser for, hvordan industrien, befolkningen, forureningen, fødevareproduktionen og ressourceforbruget kan vokse. I tre scenarier forudsagde de ud fra videnskabelige metoder, hvordan fremtiden ser ud for civilisationen. I to af scenarierne forudsagde de kollaps, i det tredje en stabiliseret verden.

En opskrift på optimisme

De fire forfattere mente, at vi havde okay tid til i god ro og orden at begrænse de fem variabler, hvorved vi kunne skabe en stabil og bæredygtig verden for fremtidige generationer.

»Vi troede, det var en opskrift på optimisme,« siger en af dem.

Forkert. At der blev talt om begrænsninger af befolkningstilvækst og ressourceforbrug, gjorde i manges øjne forfatterne til vaskeægte kommunister. Økonomer, der dengang (og i høj grad også nu) havde vækst som fundament for deres modeller, var rasende. Og i medierne blev de ofte fremstillet som rablende dommedagsprædikanter på trods af deres videnskabelige metodik. »Dubious doom-crying« lød en af mange latterliggørende avisoverskrifter.

Men nogle lyttede alligevel. I et tv-klip fra 1977 ser vi daværende præsident Jimmy Carter sige, at der er grænser for væksten. Carter havde som bekendt kun embedet i fire år. Otte år senere siger Ronald Reagan, at der ikke er nogen grænser for vækst, »når mænd og kvinder er frie til at følge deres drømme«. Først fremme ved Obama er der endelig igen en amerikansk præsident, der har forstået situationens alvor. Men så er vi så også ankommet til nutiden, 40 år senere, 2012. Hvor den ene af bogens forfattere Donella H. Meadows er død, og de tre andre har en helt anden besked til menneskeheden. Nemlig at det er sidste udkald, måske endda for sent.

Ja, en anden af bogens forfattere, Meadows’ eksmand, Dennis L. Meadows, siger, at fremtiden ikke så meget handler om bæredygtig udvikling, som om en udvikling, vi kan overleve i.

»Robusthed er evnen til at absorbere et chok og blive ved med at udføre de essentielle funktioner,« siger han til en konference. »Så i Fukushima (efter kernekraftulykke red.) var de robuste byer dem, der ganske hurtigt var i stand til at begynde at uddele mad og vand til deres befolkninger.«

Den norske medforfatter Jørgen Randers tilføjer lidt mere positivt: »Der er én vej tilbage: Organiseret reduktion, eller at naturen tager over og tvinger os tilbage på bæredygtigt niveau.«

Det er en fremragende dokumentar, i perioder næsten en kriminologisk undersøgelse af den forbryderiske tankekraft, som mennesket kan præstere i forsvaret for kortsigtede egeninteresser. Last Call masserer hjernen og sætter et væld af perspektiver på vores krise. Historiske, psykologiske, politiske, moralske, kulturelle. Et frækt soundtrack med både nynnende stemmer og behersket funk stimulerer tankerne, forstærker indlevelsen og sætter tempo. Og arkivmaterialet er uvurderligt i forståelsen af menneskelig dårskab.

En positiv miljødagsorden

Donella Meadows forstår, at det videnskabelige perspektiv skal formidles til lægmand, og det humanistiske perspektiv til videnskabsfolket. Det er en indsigt, som burde være fulgt med ind i nutiden. Og det burde hendes evne til at formidle også: »Jeg har arbejdet på en vision om en bæredygtig verden i lang tid. Jeg kan bogstavelig talt se den. I technicolor, forholdsvis detaljeret, og den bliver bedre og bedre.«

Hun er formidabel og står i skærende kontrast til Jimmy Carter, der i en nationalt transmitteret tale siger, at nu skal der snakkes om noget ubehageligt: »Den største udfordring i vor tid. Den vil sandsynligvis blive stadig værre århundredet igennem.«

Carter præsenterer omstillingen som en pligtskyldig nødværgeaktion. Meadows præsenterer den som en mulighed for at omtænke vores liv og forestille os en ny verden.

»Den lever i mig. En bæredygtig verden, som ikke er et offer eller en masse svære reguleringer. En bæredygtig verden, som jeg ville elske at leve i. Og at sådan vision lever i mig, forhindrer mig i at sælge ud til noget mindre værdigt,« siger hun.

Donella Meadows inkarnerer så uanstrengt en positiv politisk miljødagsorden. Hvorfor er der så få, der formår at formulere den i dag blandt danske og internationale politikere? Er de så håbløst forblændede af forbrugersamfundet og vækstideologien? Det ser sådan ud.

Meadows taler om ’68-generationens eksperimenter, hvordan man opdager, at de alternative livsstile ikke er ubehagelige, men på mange måder mere »tilfredsstillende, end hvis de havde fulgt de mønstre, som vi har lært at se som de amerikanske kulturelle mønstre«.

Dennis Meadows mener, at vi i dag lever i en ny revolutionær periode. Han nævner Occupy-bevægelsen – indrømmer at de ikke ved, hvad de vil have, men påpeger, at deres utilfredshed er en styrke i sig selv. Og at der er hundredvis af millioner af mennesker, der har det på samme måde.

Menneskets mønstre, intelligens og forestillingsevne er selve problemet. Det er ekstremt komplekse systemer, der er i gang med at kollapse om ørerne på os. Det mest komplekse system, vi kan forstå, er ifølge en anden videnskabsmand bilen.

Vi er vanedyr, der kun modvilligt og med en vis anstrengelse kan ændre vores adfærd. Og vi forestiller os verden i et meget nært og kortsigtet perspektiv. De fleste kerer sig kun om deres familie og venner, og det i et meget kortsigtet perspektiv. Det viser undersøgelser. Kun et fåtal har et globalt perspektiv, der rækker langt ud i fremtiden, forklares det i Last Call.

Smukt og passiviserende

Hele miseren kortlægges langt mere æstetisk og ofte dundrende smukt i Jennifer Baichwal og Edward Burtynskys dokumentar Watermark. I superdyre kamerabevægelser med både kran og helikopter overværer vi menneskehedens tørst og energiforbrug dræne enorme områder af kloden for vand. Grundvandsspejle synker, floder tørrer ud, vandløb forurenes, dæmninger af en smule mudder eller bjerge af beton rejses. Det fortælles med stor cinematisk skønhed og med hilsen til afdøde Michael Glawoggers Megacities og Workingman’s Death, især i afsnittene fra Kina og Bangladesh.

Fra filmen Watermark

Den tragisk betonede undren over menneskehedens unoder viser sig især under et kinesisk dæmningsbyggeri, hvor de enorme proportioner og de brutale maskinerier antager et fremmed skær – får os til at ligne aliens eller parasitter på vores egen Jord.

Det er en smuk og meditativ film, som desværre ikke kan beslutte sig for, om den vil være filosofisk eller politisk. Så er Matthias von Guntens Thule Tuvalu mere lige ud ad landevejen i sin sammenstilling af to vidt forskellige, men indbyrdes forbundne lokaliteters oplevelse af klimaopvarmningen. Thule, Grønland, hvor isen kommer senere – og i stadig ringere omfang – og forsvinder tidligere. Og Tuvalu, hvor Stillehavet – takket været afsmeltning fra blandt andet Grønland – æder sig ind på øriget, hvis højeste punkt er fire meter over havoverfladen. På Grønland følger vi mænd, der har jaget i generation på generation, men som ser deres jagtområder skrumpe ind. På Tuvalu kæmper man for vandforsyning og dyrkbart landareal, alt imens saltvandet æder sig ind på øen.

Det er en fin fortælling og en klar og enkel visualisering af de komplekse globale dynamikker. Desværre bliver den trukket i langdrag, persongalleriet virker sløset overbefolket, pointerne repeteres igen og igen. Måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvor lidt og hvor langsomt, der reageres på menneskehedens største udfordring. Men ikke desto mindre frustrerende.

Der er noget lettere passiviserende ved både Watermark og Thule Tuvalu, der begge fortæller os noget, vi allerede ved, omend på ganske velfungerende måder. Last Call bevæbner os til gengæld til tænderne med muligheder, perspektiver, argumenter og med de tre lysende, levende forfattere, der alle brænder med uformindsket styrke.

Og den stiller også det sværeste spørgsmål: Er det repræsentative demokrati i stand til at reagere tilstrækkeligt på udfordringerne? Kan det gennemtvinge de nødvendige forandringer? Jørgen Randers og Dennis Meadows tror ikke rigtig på det.

Randers forklarer, at alt, hvad der kræves for at skabe de nødvendige forandringer, er en overførsel af en til to procent af den samlede arbejdsstyrke og kapital. Desværre kan vi ikke overtale kapitalismen til dette, da den kun allokerer penge til de mest profitable områder. Kan samfundet så regulere kapitalismen? »I teorien, ja,« siger han. Men samfundet styres af politikere, som styres af vælgere, der tænker kortsigtet.

»Problemet er kortsigtethed hos individet afspejlet i demokratiet og afspejlet i kapitalismen. Som er de to systemer, vi har valgt til at styre vores liv. Det er problematikken, den er i dig og mig og alle andre. Det er menneskets kortsigtede natur.«

’Last Call’. Instruktion og manuskript: Enrico Cerasuolo. Italiensk.

’Watermark’. Instruktion: Jennifer Baichwal og Edward Burtynsky. Manuskript: Jennifer Baichwal. Canadisk.

’Thule Tuvalu’. Instruktion og manuskript: Matthias von Gunten. Schweizisk.

Copenhagen International Documentary Film Festival, CPH:DOX, foregår i perioden den 6.-16. november og har mere end 200 film på programmet samt en langt række forskellige arrangementer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for John Fredsted
    John Fredsted
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Morten Pedersen
    Morten Pedersen
  • Brugerbillede for Malthe Majgård Nørbjerg
    Malthe Majgård Nørbjerg
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Kristian Løwenstein
    Kristian Løwenstein
  • Brugerbillede for morten Hansen
    morten Hansen
  • Brugerbillede for Jens Skovgaard Jensen
    Jens Skovgaard Jensen
  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Niels-Arne Nørgaard Knudsen
    Niels-Arne Nørgaard Knudsen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
John Fredsted, lars abildgaard, Morten Pedersen, Malthe Majgård Nørbjerg, Britta Hansen, Kristian Løwenstein, morten Hansen, Jens Skovgaard Jensen, Peter Jensen, Niels-Arne Nørgaard Knudsen, Kurt Nielsen, Torsten Jacobsen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ejvind Larsen

Skøn er artiklen, fordi den ikke forskønner det forfærdelige. Og ja, jeg har også købt billet til Last Call.

Brugerbillede for Peter Jensen

"En af dem stiller endda det sværeste spørgsmål: Er det repræsentative demokrati i stand til at reagere tilstrækkeligt på udfordringerne?

Et på flere måder luftigt spørgsmål - og måske derfor svært i dén forstand at det er uhyre vanskeligt tilgængeligt. For det første fordi termen 'tilstrækkeligt' er voldsomt flertydig; tilstrækkeligt til at sikre menneskehedens overlevelse - evt. på bekostning af hvad? Eller tilstrækkeligt til at redde livet, som vi kender det, på jorden - eller i en ny form? Rækken af spørgsmål er lang ... og det repræsentative demokrati findes vel næppe i praksis; vel højest i form af mere eller mindre skueprocessuelle ritualiseringer, hvor den demokratiske involvering og oplysning af befolkning og offentlighed fortrinsvist består af markeds(for)førte værdisignaler? Artiklen fremdrager flere synspunkter og perspektiver i denne retning, hvormed ovenstående citat forlener det samlede indtryk med en lidt pusseløjerlig, naivistisk bule.

Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

Altså befolkningstilvæksten sker i få lande. Særligt i Afrika , fordi regeringerne er ligeglade med befolkningens uddannelse og sundhed.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg har flere gange fremhævet demokratiets manglende evne i dette spørgsmål og følgelig tydeliggjort ledernes store ansvar. Det er ansvarsløst at afvente vælgernes stillingtagen.
Erkendes et brusende eksprestog hen mod en forhindring, er der ikke tid til at spørge passagerene. Lokoføreren skal bare bremse.

randi christiansen, Ejvind Larsen og morten Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Løwenstein
Kristian Løwenstein

Der er rigtig mange gode pointer. Jeg hæftede mig ved to.

Utilfredshed er en styrke i sig selv, selvom du ikke helt kan sætte ord på følelsen.

Hvis du vil have folk med på forandringsbølgen, så gør det sjovt.

Brugerbillede for Kristian Løwenstein
Kristian Løwenstein

og selvfølgelig ideen om at "det videnskabelige perspektiv skal formidles til lægmand, og det humanistiske perspektiv til videnskabsfolket."

Ja, der er nok at tage fat på her i skumringstiden.

Brugerbillede for Britta Hansen

The Limits of Growth gjorde et kæmpe indtryk på mig, da vi diskuterede bogen i gymnasiet og har aldrig forladt mine tanker siden.

Jeg glæder mig til filmen Last Call samt debat med Connie Hedegaard!

Brugerbillede for Søren  Sørensen
Søren Sørensen

Ah - altså har vi nu en trussel (de onde klimaforandringer) der kun kan bekæmpes gennem et diktatur, og nu skal vi så bare acceptere en velgørende og human verdensregering der selvfølgeligt nok skal sørge for at jorden også er beboelig om 200 år.
Uden demokrati kan problemer jo løses meget nemmere end med...

...tænk sig hvis farerne ved klimaforandringerne ikke havde mere hold i virkeligheden end "jødespørgsmålet" udgjorde et reelt problem for tyskerne i 30'ernes tyskland?

At læse at folk faktisk gerne ser demokratiet afskaffet pga et eller andet mediebåret problem (der altid fører til udslettelse, det skal jo være en solid trussel) er faktisk lidt uhyggeligt.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Søren Sørensen - Jeg forstår din indvending. Men demokratiet afskaffes jo ikke.
Tror du ikke på problemets alvorlige karakter, er din bekymring helt forståelig.
Det gør videnskaben derimod, og spørgsmålet er så, om vores ledere skal reagere herpå eller på klimaskeptikerne - dem der ikke tror på det menneskabte - eller om de skal se tiden an og vente på at tilstandene bliver så åbenbare, at selv du og ligesindede må bøje sig.

Viser en meningsmåling et flertal for videnskabens udsagn, har politikerne en baggrund for handling. Viser den derimod et overvejende flertal for dit synspunkt om en mediebåren illusion - både om ændringernes realitet og om de er menneskeskabte - er det aktuelt at lederne ikke venter, men udviser ansvarlighed.
Man kunne tænke sig en folkeafstemning : Ønsker du at folketinget beslutter............, som du ikke selv har en mening om ?
Det kan jo ikke forventes, at alle borgere vil og kan tage stilling til så kompliceret en sag.
Du skal stadig til folketingsvalg og afkrydse din mand/kvinde/parti på tinge - sammen med alle andre i den demokratiske verden.
Faktisk stadig hyggeligt :-)

Brugerbillede for Jens Haushøj

Søren Sørensen - Tænkte præcist det samme.

Det er betryggende at de moralsk overlegne verdensmænd herinde kan overtage roret, eller videregive kontrollen, når pøblens intellekt kommer til kort.

Brugerbillede for Jorgen Hansen

Hold da kæft en gang ævl - altså det med styre formerne. Jeg havde glædet mig til at få en god ide til hvordan vi/man kan gøre... Det kom der ikke.

En kommentar dialog omkring kommunisme, diktatur, kapitalisme o.s.v. gør ikke tingene mere operationelle. En ting er helt sikkert. Verden redes IKKE af teoretikkere - heller ikke dem i denne blog. Og absolut heller ikke af "den globaliserede" verden (dem med pengene). I USA bruger man 24% af verdens elforbrug på aircon - ja du læste rigtigt. Forestil dig hvad der sker når Kina, Indien, Brassilien og nogle få andre får kæmpet sig op på det krav-spec-niveau. Afrika - glem dem, de har fået besøg af kineserne fordi de ikke kan komme ud af start-hullerne selv, så de bliver ikke det største problem foreløbig.
En af de få løsninger på vores store problem er nogle gigantiske katastrofer med et abnormt højt tabs tal, så vil der MÅSKE ske et eller andet. Der er ingen der kan tvinge Kina, USA og Brasilien til noget som helst - desværre. Kineserne frygter kun en ting, oprør mod ledelsen. USA frygter kun en ting - ikke at blive valgt næste gang og Brasilien styres af en ting - penge, så der kan de rammes ellers ikke. Virksomhederne i verden kan og vil INTET gøre nogensinde, de måler kun på penge. Det eneste man måske kunne gøre var at skabe en enorm stor inflation i alle de rige lande, så ville dem med mange penge komme på røven for at hele tiden skulle investere i fremtiden, hvem ved.

Brugerbillede for Søren  Sørensen
Søren Sørensen

Leo Nygaard - nope, jeg tror (med betoning på tro) ikke på at der er tale om menneskeskabte klimaforandringer.
Og jeg tror bestemt ikke på at vi kan gøre afbigt ved at afsværge os vores syndige livsstil og dermed afvende dommedags komme.

Historien om klimaforandringerne er lidt for meget lig den med elefanten og musen der går henover en bro hvor musen udbryder "nøjh, hvor vi gungrer"...
Og det er menneskeheden der er musen.

Brugerbillede for John Fredsted

Må det ikke være ubehageligt at skulle stille om? Kan vi ikke bede mennesker om at påtage sig en byrde i en større sags tjeneste? At leve under nogle reguleringer, nogle grænser, vedvarende? Hvis ikke, så er løbet i mine øjne allerede kørt helt og aldeles, for så befinder vi os i håbløs vuggestuetilstand.