Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bevisets stilling

Forsøget på at påvise danske SS-frivilliges deltagelse i de tyske forbrydelser på Østfronten i 1941-45 overbeviser ikke
Fire danske soldater på tjeneste for Waffen-SS i det store skovområde øst for Berlin marts 1945.

Fire danske soldater på tjeneste for Waffen-SS i det store skovområde øst for Berlin marts 1945.

Scanpix

Kultur
7. november 2014

Denne bog er lagt an som en afdækning af danske SS-frivilliges andel i de tyske forbrydelser på og navnlig bag Østfronten under den tyske krig mod Sovjetunionen 1941-45. Omkring 6.000 danskere gjorde før og under besættelsen tjeneste i Waffen-SS (faktisk havde det dobbelte antal meldt sig). Størstedelen af hvervningen fandt sted efter den tyske angrebskrig mod Sovjetunionen, og nazistisk ideologi var ikke altid hoveddrivkraften; for mange var det muligheden for at være med til at nedkæmpe kommunismen, der vejede tungest. Frikorpset blev sat ind forskellige steder ved fronten og blev kraftigt decimeret, dets medlemmer kom ikke hjem til den heltemodtagelse, de havde ventet eller håbet på, og mange af dem endte i terrororganisationer som Schalburgkorpset eller HIPO. Efter krigen stod de til fængselsstraf, men det skyldtes primært, at de var gået i fremmed krigstjeneste, mens deres eventuelle krigsforbrydelser blev utilstrækkeligt efterforsket. Retssystemet interesserede sig i meget ringe omfang for, hvad danske statsborgere havde foretaget sig uden for landets grænser.

Det forsøges der rådet bod på i denne bog, og udgangspunktet er for så vidt prisværdigt: At levere en analyse, der rækker ud over den »nationale provinsialisme«, som det hedder, og behandle de SS-frivillige som en del af en international ideologisk bevægelse og som en brik i den komplekse tyske besættelsespolitik i »østområderne«, med dens utal af militære, politiske, økonomiske og politimæssige organisationer. Redegørelsen for det tyske herredømme i Hviderusland og i særdeleshed Bobruisk, hvor en del af de danske frivillige opholdt sig, optager bogens første knap 200 sider og kunne sagtens have stået alene som en kompetent og virkelig informativ formidling af den efterhånden omfattende, især tyske forskning i Holocaust på Østfronten og de regionalstudier, der skyder op i disse år.

Men som opvarmning til historien om det danske frikorps er det simpelt hen overkill.

Problematisk dokumentation

Bogens anden del behandler Frikorps Danmark, som fra sommeren 1941 organiserede de danske frivillige i kampen mod den »jødiske bolschevisme«. Denne del er mere problematisk. Bogens ’afsløring’ af danske forbrydelser mod jøder og partisaner på Østfronten er blevet ædt råt af en sensationshungrende offentlighed, lige fra dagbladet Politiken, over Dansk Folkeparti til Simon Wiesenthal Centret, men i realiteten er det så som så med afsløringer og dokumentation.

I virkeligheden har vi hørt det meste før. Der findes i bogen ingen diskussion af den eksisterende litteratur på området, men Frikorpsets historie blev i 1998 afdækket i standardværket om de danske SS-frivillige af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith, Under hagekors og Dannebrog fra 1998. Denne bog bruger Larsen og Stræde i et vist omfang som afsæt for deres egen fremstilling, men også som modpol: Dens forfattere kunne således kun give »fingerpeg« om danske forbrydelser på Østfronten. Spørgsmålet er, om En skole i vold kommer sagen meget nærmere.

Det er ikke usandsynligt, at danske SS-frivillige deltog i forbrydelser bag fronten i samarbejde med andre SS-enheder, hvad enten det skete i form af deltagelse i massenedskydninger af jødiske civile, nedbrænding af landsbyer og henrettelse af hviderussiske partisaner og deres formodede hjælpere eller drab på indsatte i jødelejren i Bobruisk. Vi kan bare stadig ikke vide det med sikkerhed, for der blev stort set ikke talt om det under efterkrigstidens retssager. Deres deltagelse som hjælpere, bl.a. som vagter i jødelejren, er dokumenteret med denne bog. Dermed var de medskyldige, og som sådan kan man vel sige, at de »deltog« i folkedrabet på jøderne, som det siges på bogens bagside. Men skød de?

Indicier

Ganske vist afdækkes det i flere detaljer end hidtil kendt, hvilken rolle Frikorpsets Ersatzkompanie, altså uddannelses- og rekonvalecensenhed, spillede i bevogtningen af »jødelejren« i den store SS-base ved Bobruisk i det sydøstlige Hviderusland. Men uanset hvor meget kildematerialet presses, lykkes det ikke forfatterne at komme forbrydelserne nærmere end indicier. Der er en enkelt undtagelse – en frikorpsmands likvidering af en jødisk fange i lejren i vinteren 1942-43 – men sagen mod Karl Jørgensen er allerede kendt og beskrevet, og de øvrige forbrydelser, de danske SS-frivillige angiveligt skal have deltaget i, omtales med vage og slørede formuleringer.

Sproget siger det. Frikorpset blev »inddraget« i den brutale partisanbekæmpelse og »fik en direkte rolle i folkedrabet på jøderne«, og »det kan fastslås, at også danske frikorpsfolk deltog i forbrydelserne«, »det må antages, at også soldater fra Frikorps Danmark optrådte som skytter ved disse eksekutioner«, de var »impliceret«, og ved at forrette vagttjeneste »gjorde Frikorps Danmark sig under alle omstændigheder til deltager i udryddelsen af de polske jøder i lejren«. »Om der deltog danske frikorpsmænd i disse aktioner er ikke overleveret«; alligevel »er det utænkeligt, at de danske frivillige skulle være blevet skånet for at rykke ud«, hedder det om partisanaktionerne.

De konkrete, dokumenterede eksempler mangler med andre ord. I det hele taget tvinges forfatterne gang på gang til at indrømme, at man ikke kan sige præcis, hvor mange danske der deltog i forbrydelserne, hvornår de skulle have fundet sted osv., og ord som »formentlig«, »måske«, »kan have«, »meget tænkeligt« forekommer hyppigt. Indicier hedder på engelsk circumstantial evidence. At bevise ud fra omstændighederne er noget, man skal være lige så forsigtig med i forskningen som i retssalene.

Forsigtighedsprincippet overholdes ikke altid i denne bog. Men da de når til konklusionen, skal forfatterne roses for at tage konsekvensen, nemlig at »Frikorps Danmarks Ersatzkompanie langtfra at være en harmløs rekrutteringsenhed var fuldt integreret i den forbryderiske SS-organisation og dermed i de tyske krigs- og folkedrabsforbrydelser«. Så har man ikke sagt for meget.

Kildehenvisningerne er mangelfulde. Sproget er ligetil og direkte. Der er stadig mange, der kalder Nederlandene for »Holland«, således også denne bogs forfattere. Som regel afstedkommer det ikke misforståelser. Men lad os for en god ordens skyld nævne, at når man omtaler »den hollandske by Eindhoven«, svarer det til at skrive »den sjællandske by Aarhus«.

En skole i vold. Bobruisk 1941-44. Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland
Dennis Larsen og Therkel Stræde
Gyldendal
392 sider
349,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her