Læsetid: 7 min.

Nu er det blevet en fryd ikke at fatte en skid af ’Ulysses’

Karsten Sand Iversens fænomenale nyoversættelse slår Mogens Boisens gamle oversættelse af marken
James Joyce med Sylvia Beach, som ejede den legendariske boghandel i Paris Shakespeare and Company.

AFP Photo

7. november 2014

At læse James Joyces Ulysses tager rundt regnet en måned. Det kan naturligvis gøres lidt hurtigere, men skynder man sig for meget, bliver man bare forvirret og røvirriteret. Værket kræver omhyggelig tilegnelse og belønner den laaangsomme læsning. Holder man en passende rytme, kan man på én gang glemme og huske: glemme, dvs. selektere, for i det hele taget at komme frem til den næste sætning – og huske, dvs. absorbere, sådan at man fornemmer og forstår blot nogle af de lange, smukke buer, som forfatteren har spændt op gennem sin storladne, næsten 800 sider lange beretning.

Som hjælpemidler ved grundig indtagelse af Ulysses (forstået både kulinarisk og militært) kan man bruge følgende: et kort over Dublin; den oprindelige engelske tekst i f.eks. Oxford World’s Classics; Olof Lagercrantz’ glimrende lille bog At være til. En studie i James Joyces roman Ulysses (1970, 2. danske udgave 1993) samt værket Den foreløbige James Joyce Encyklopædi fra 1998; men det forbliver alt sammen ekstra, udenomsstof. Hovedsagen er mødet mellem dig selv og romanen – en nysgerrigt opsøgende samtale, som i dag har fået et sandt løft med Karsten Sand Iversens fænomenale nyoversættelse, der, som vi skal se om lidt, suverænt slår Mogens Boisens af marken.

I traditionens kølvand

Men først det vigtigste spørgsmål: Hvorfor skal man i grunden læse Ulysses, når bogen nu er så gigantisk, monstrøs, tætpakket og kompleks, at man må bruge en måned på det?

Svaret er i al korthed, at efter dén generøse genistreg af en bog var litteratur ikke mere det samme. Med Joyces skandaløse, skabrøse værk blev fortællekunsten absolut moderne, med den bog mistede det borgerlige læsepublikums trygge hygge i øreklapstolen én gang for alle den åndelige uskyld. Værket lukkede vejen bagud – paradoksalt nok ved at samle og genbruge traditionen, ikke bare Homer, sådan som titlen angav, men også bl.a. Vergil, Ovid, Dante, Shakespeare, Cervantes og Goethe, foruden drilske karnevalister som Rabelais og Sterne.

Med alle henvisningerne til Odysseen skal man for resten passe lidt på. Det er selvfølgelig helt rigtigt, at når den unge lærer og boheme Stephen Dedalus og den jødiske annonceagent Leopold Bloom færdes ad adskilte veje gennem Dublin 16. juni 1904, men ind imellem nærmer sig hinanden for så i 15. afsnit at mødes på et bordel og følges ad hjem til Bloom i Eccles Street nr. 7, ja, så svarer det i et vist omfang til far-søn-forholdet mellem Odysseus og Telemakos, ligesom det da er klart, at når vi får at vide, at Bloom og hustruen Marion eller Molly ikke har bollet i over ti år, så skal læseren helst associere dels til Iliadens ti år foran Trojas mure, dels til søfarerheltens lige så langvarige rejse. Men Joyces værk transcenderer sin klassiske struktur, bl.a. fordi dens 18 afsnit langtfra ligner hinanden, skrevet som de er over divergerende fortælletekniske og stilistiske matricer.

Han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende rumpes meloner, på hver plump melonisk hemisfære, i deres slugtende fure, med obskur prolongeret provokerende, frugtiglugtig oskulation.

7. afsnit minder således mest om korte avis-notitser, 15. afsnit på bordellet om et vildtvoksende skuespil. Næstsidste afsnit former sig som en art forhør, som sprænger hidtil kendte narrative modeller, og Mollys monolog til allersidst kører, som mange vil vide, over et halvt hundrede sider uden et eneste barmhjertigt punktum, når lige fraregnes det sigende sidste.

Til variationen i form kommer det sindrige mønster, hvorefter hver af de 18 dele modsvarer en sekvens i Odysseen, en farve, en videnskab eller kunstart, en særlig dimension af den menneskelige tilværelse og et bestemt organ. Men igen: det afgørende er stadig oplevelsen af intenst intellektuelt og følelsesmæssigt nærvær i de enkelte underafsnit, uforudsigeligheden og evnen til at forvandle øjeblikket til et hvælvet rum af sansninger, associationer, ufuldendte refleksioner og (ofte uhyrligt indforståede) højlærde referencer til snart sagt alt mellem og jord.

Det adskilte forenet

Olof Lagercrantz skrev i sin føromtalte introduktion, at Joyces særlige evne består i at tvinge det adskilte sammen: det individuelle og det almene, det fysiske og det åndelige, det specifikt irske og det europæiske eller globale, realiteter og fantasi samt ikke mindst alvoren og spøgen. Ulysses var for Lagercrantz både myte og historisk modernitet; men forud for og efter alle disse forsøg på at sammenføje det sædvanligvis adskilte var bogen jo en helhjertet hyldest til selveste Almindeligheden, personificeret i Leopold Bloom, der vejer 71 kilo og er 1 meter og 76 centimeter høj.

Denne voyeur, fetichist, humorist plus nyrespisende melankoliker og masochist lægger sig i slutningen af 17. afsnit til at sove ved siden af sin kone i en seng – på ægteskabsfuldbyrdelsens og ægteskabsbruddets endnu lugtende leje med aftryk efter eftermiddagens gæst. På engelsk står der så:

»He kissed the plump mellow yellow smellow melons of her rump, on each plump melonous hemisphere, in their mellow yellow furrow, with obscure prolonged provocative melonsmellonous osculation.«

Mogens Boisen, hvis oversættelse oprindelig udkom i 1949, men revideredes til udgaverne fra 1970, 1980 og 1986, gengiver det således:

»Han kyssede hendes bagpartis tykke bløde gule duftende meloner, på hver tykke melongule halvkugle, i deres bløde gule fures hule, med dunkel, langtrukken, hidsende, melonduftende berøring af munden.«

Bogstavrimene, musikken, morskaben og den viltre løssluppenhed er pist væk. Herefter giver vi ordet til Karsten Sand Iversen:

»Han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende rumpes meloner, på hver plump melonisk hemisfære, i deres slugtende fugtende fure, med obskur prolongeret provokerende, frugtiglugtig oskulation.«

Eksemplet er i grunden, for denne anmelder, nok til at vise, hvorfor det var på tide, at vi fik en ny Ulysses på dansk. Ikke alene er den nye gengivelse af stedet beundringsværdigt præcis, den er også langt sjovere og lyder langt bedre end Boisens.

Ingen lette løsninger

Takket være Karsten Sand Iversens gennemtænkte, omhyggeligt gennemarbejdede tekst kan vi nu, hvis altså ikke vi kunne det før, se, hvad der manglede i Mogens Boisens ellers indimellem lovpriste produkt: Boisen normaliserer Joyce og bringer f.eks. orden i verbernes tider, men ødelægger eller svækker derved originalens udtrykskraft, bl.a. i det afskedsbrev, som Blooms far efterlod til sønnen, inden han tog gift, og som i sin afmagt og ynk citeres i næstsidste afsnit. I andre enkeltsekvenser synes problemet med Boisen at være, at han ligesom holder igen med associative ordspil, hvorimod Karsten Sand Iversen slår gækken løs og tilmed efter alt at dømme anvender, hvad man kunne kalde ’kompensationsprincippet’, dvs. reglen, der siger, at hvis man som oversætter må give afkald på at overføre en betydningsfuld pointe, har man lov til at opfinde en selv, hvis man kan få det til at passe ind i sammenhængen.

Et illustrativt eksempel er den i værket vigtige glose ’metempsychosis’ (græsk for sjælens transmigration) som Molly i det 4. afsnit beder Bloom om hjælp til at forstå, men som hun udtaler fuldstændig galt. Hos Mogens Boisen gengives hendes misforståelse bare i kursiv og halvvejs på engelsk, men hos Sand Iversen laves et velanbragt og herligt sjofelt ordspil, som gør Boisens pik til et lem, og som så kan udnyttes mere end 600 sider senere! Boisen lader i mange tilfælde uoversætteligheder – eller ting, som han ikke tør eller simpelt hen ikke gider oversætte – stå, hvor Karsten Sand Iversen ihærdigt vedbliver at appellere til materialet.

Resultatet heraf ses f.eks. i det famøse navn på den væddeløbshest, som mirakuløst vinder Golden Cup og indbringer Blooms bekendt en gevinst og Mollys elsker et ærgerligt tab. Krikken hedder Throwaway i originalen, hvilket Boisen må lave til Kastbort for at få tingene til at passe. Sand Iversen derimod finder en bedre løsning, Flyvebladet, som ses føjet smidigt ind i teksten.

På Lars Tyndskids mark

Et problem helt for sig er poesioversættelser: Boisen gengiver i 7. afsnit en limerick uden at respektere det faste formprincip, at første verslinje altid skal slutte med et egennavn. Og igen er Sand Iversen bedst, ligesom i den strofe, som Bloom som 11-årig sendte ind til en avis. Hvor grundigt der gås til værks, viser sig også ved diverse billedlige udtryk. Når en luder i 15. afsnit siger, at hun kommer fra »Where the pigs play the organ«, fanger den nye oversættelse smukt, at hun er født et sted ude på Lars Tyndskids mark! En lignende fornemmelse for målsprogskulturen ses i slutafsnittets genskabelse af »the Great Suggester Don Poldo de la Flora«.

Hvem F... er nu det? Jo Poldo er Poldy alias Leopold Bloom, som i poste restante kærestebreve kalder sig Henry Flower. Karsten Sand Iversen opfanger her til forskel fra Boisen, at der spilles på Don Quixote – og kalder ham således »den store Sindrige Don Poldo«, med samme danske glose som anvendes i titlen i Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af den spanske klassiker.

Småting? Jovist. Men verden består af småting. Og mesterværket Ulysses består af enkeltpassager, der kræver præcise lokale valg. At Karsten Sand Iversen kender vigtigheden af disse valg, har gjort, at vi fra nu af med alvor kan stole på den danske version af Joyces roman og more os over dens vid. Ingen skal dog bilde sig ind, at værket er blevet lettere at læse. Det forholder sig snarere modsat. Først når alt gengives rigtigt, kan man leve med bevidstheden om trods al sin månedlange møje i virkeligheden at fatte så lidt.

Ulysses
James Joyce
Oversat af Karsten Sand Iversen.
800 sider
449,95 kroner
Rosinante

LÆS: ’Således blev Ulysses min skæbne’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Vibeke Rasmussen
  • Steffen Gliese
Lone Christensen, Jørgen Steen Andersen, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Som Woody Allen – nu vi er inde på film-referencer :) – siger i filmen 'Små og store synder', da kvinden, han har skrevet sit livs første kærestebrev til, afviser ham og giver ham brevet tilbage:

"It's probably just as well. I plagiarized most of it from James Joyce.

You probably wondered why all the references to Dublin."

James Joyce, var det ikke ham, der skrev uden tegnsætning, og som derfor bliver betragtet som finkulturel af de kulturradikale? Lidt ligesom Yahya Hassans mangel på evne til rim og rytme gør ham til en finkulturel "digter"?
Men Niels E. Nielsen, uha nej, det er ren pøbel-litteratur, af den ene årsag, at han skriver science-fiction!

Det er jo ikke uden grund, at når jeg læser filmanmeldelser på Politiken, at jeg "vender stjernerne på hovedet".

Vibeke Rasmussen

For tiden lytter jeg til [Det Kongelige Teaters kommende teaterchef] Morten Kirkskovs roman 'Kapgang' – downloaded/ streamet fra netlydbog.dk. Lidt over 7 timers blændende oplæsning af forfatteren selv.

Hvis man kunne få nogen til på tilsvarende indlevende måde at indlæse Ulysses, tror jeg, at jeg ville lytte med. Som eget læseprojekt har det altid været, og er, trods den fine anmeldelse her, stadigvæk fór uoverskueligt.

I øvrigt en herlig overskrift til anmeldelsen. Og jeg er temmelig sikker på, at jeg, om jeg så også over flere måneder lyttede til en eventuel oplæsning af værket, ville kunne skrive under på, at

"Først når alt gengives rigtigt, kan man leve med bevidstheden om trods al sin måned[er]lange møje i virkeligheden at fatte så lidt." :)

Det vil så sige, at man gerne må fryde sig uden at have læst mandens mursten og sandsynligvis ikke fattet en skid - tak herfra ... :-)

"»Han kyssede hendes bagpartis tykke bløde gule duftende meloner, på hver tykke melongule halvkugle, i deres bløde gule fures hule, med dunkel, langtrukken, hidsende, melonduftende berøring af munden.«

Bogstavrimene, musikken, morskaben og den viltre løssluppenhed er pist væk."

Det var en usædvanlig hård dom af Erik Skyum-Nielsen. Man har fravalgt de nonsensiske børnerimske neologismer - hvad der kan synes om, hvad den synesene synes, der bør, og "bagparti"et er nok lidt gumpetungt. Men ses der bort herfra er musikken og (bogstav)rimene på det knappeste pist væk. Bevares, der opnås ikke den samme musiske konsistens, f.eks i "tykke bløde gule", men i det mindste opnås der en korrekt oversættelse.

Michael Kongstad Nielsen

Ulysses skal efter sigende handle meget om mennesker, der forlader noget, er på vej ud, væk, ud af rum, sammenhænge, steder. Alene det kunne få mig til at læse side 1 af de 800. Og måske snige mig om på side 2 også. Uden at love noget. For hvem har ikke lyst til at forlade et rum, gå ud i luften, ud af handlingen,ud af tidsånden, UD, som der står med røde typer over dørene i biografmørket, ud på ny bevægelse til næste indelukke, farligt eller trygt, men som i enhver fold er der svage led, der kan åbnes, og odysseen fortsætte, og som en ægte odysse ender den måske i sig selv. Efter lange, skønne oplevelser. Hvem ved?

Søren Kristensen

@Maj-Britt Kent Hansen
Den film kan ikke have været god nok, ellers ville jeg kende den. Altså må det være en remake jeg efterlyser. Det kan selvfølgelig have lange udsigter, hvis historien ikke egner sig til filmatisering. I så fald er det alligevel ikke noget for mig. Jeg tænker i plot og billeder.

Lone Christensen

Tak for en skøn anmeldelse! Jeg overvejer nu, igen, hvornår det er jeg skal tage tilløbet til at få læst romanen. Har forøvrigt den som radio drama fra bbc, men gemt den trygt til den dag, jeg vil begynde....

Joyce bruges til meget. Her er det til CounterPunch's årlige indsamling:

- All of us at CounterPunch concur that we would rather be forced to re-read Finnegans Wake or, worse, be force-fed Thomas Friedman’s latest column, than ask our readers for money. But it’s an ordeal we must endure once a year …

http://www.counterpunch.org/

Michael Kongstad Nielsen

Måske er det bare pral, når de ansatte på CounterPunch taler om at "genlæse" Finnegans Wake, men jeg tror gerne, de dyrker Thomas Friedman’s klummer.

Til de talrige læsere af CounterPunch kan det nu meddeles:
... thanks to the timely Humanitarian Intervention of more than 2,000 CounterPunchers our make-or-break goal of $100,000 has been surpassed and this unique venue for radical journalism has been spared extinction ...