Læsetid: 6 min.

Camus vendt på hovedet

En af efterårets mest omtalte franske romaner er fremragende. Forfatteren er algeriske Kamel Daoud, der skriver sig op mod Albert Camus’ ’Den fremmede’ og omsider giver navn og liv til den araber, som i dobbelt forstand forsvinder i Camus’ værk
Den 44-årige algierske forfatter Kamel Daoud har i sin lille prisvindende roman ’Meursault – contre-enquête’ taget den nærmest umulige opgave på sig at skrive den anden side af Albert Camus’ ’Den fremmede’ –  fortællingen set fra Algeriets side, set fra offerets side.

BERTRAND LANGLOIS

14. november 2014

Den fremmede var den roman der i 1942 gav den franske forfatter Albert Camus en plads i verdenslitteraturen og ikke mindst det hvide, vestlige gudløse menneskes absurde tradition.

I romanen, der starter med ordene »I dag er mor død«, kommer Meursault en dag nærmest ved en tilfældighed til at slå en araber ihjel på en strand i Oran. Retssagen mod Meursault ender som et absurd angreb på ham for hans manglende sorg ved sin mors død, og det synes langt vigtigere end mordet.

Skoleelever og andre læsere har i nu næsten 50 år studeret dette tidstypisk ligeglade kolonimenneske, som har slået en araber ihjel på grund af solen, som generede ham, men som først og fremmest ender i guillotinen på grund af sin mangel på eksistens. Det er først, da Meursault konkret står over for sin egen død, han noterer et minimalt formuleret begær: »For at alt skal være fuldbragt, og for ikke at føle mig for ensom har jeg kun tilbage at håbe, at der bliver mange tilskuere den dag, jeg bliver henrettet, og at de tager imod mig med hadske tilråb.«

Mens eksistentialismeelskere har fulgt Meursault i hans ligegyldige liv og langt ind i dødscellen, er der en person, som forbavsende nok aldrig får noget navn, ikke engang under retssagen: Det er den araber, han har slået ihjel i det generende solskin. ’Araber’ er, hvad han benævnes hele 25 gange i Den fremmede, og araber er han forblevet i 50 års receptionshistorie. Måske med en præcis fremmedgørende pointe hos Camus? Det er blevet voldsomt diskuteret, ikke mindst i Algeriet, hvor Camus blev født af franske forældre og tilbragte de første 37 år af sit liv. Algeriet, som efter selvstændigheden i 1962 måtte tage slæbet med at slippe ud af koloniherrernes samfundsstruktur, sprog – og religion. Slippe ud af mors skørter?

»Mor er stadig i live.« Sådan begynder den 44-årige algierske forfatter Kamel Daoud netop sin lille roman Meursault – contre-enquête (Meursault – en modundersøgelse), der i løbet af dette år har vist sig som en strålende komet på den franske litteraturhimmel. Faktisk udkom bogen allerede i 2013 i Algeriet, men har nu opnået flere priser i Frankrig og var med i opløbet til den mest prestigefyldte litterære pris, Goncourt. I Frankrig var Daoud total ukendt, men i Algeriet, hvor han optræder som samfundsrevser ved dagbladet Le Quotidien d’Oran, kender man hans skarpe pen. Han har taget den nærmest umulige opgave på sig at skrive den anden side af historien: Den fremmede set fra Algeriets side, set fra offerets side.

Og hvem er egentlig offeret, når der begås et mord? Det er selvfølgelig i første omgang Moussa – forfatteren Kamel Daoud giver omsider først og fremmest et fornavn til den araber, som blev slået ihjel på stranden af Meursault.

Men først og fremmest er ofrene i Daouds roman den mor, som Moussa efterlader i sorg grænsende til vanvid, og den lillebror, som kommer til at leve et langt liv i den dødes skygge.

Det er lillebroderen Haroun, vi følger, og i bedste Camus-stil lytter til, da han aldrende sidder på en bar i Oran og monologisk fortæller sin historie til en universitetsforsker, som leder efter historien og liget – det kommer ud på ét. For Moussas lig blev aldrig fundet, måske var det bare havet, der slugte ham. Scenen er sat, ganske som det er tilfældet i en anden eksistentialistisk Camusroman Faldet.

En allegori på Algeriet

Det er på denne vis, Daoud formår at hæve sin Camusinspirerede historie op til at være en allegori over et Algeriet, der med koloniseringen er dybt forbundet til både forbrydelsen og et manglende lig, der i historiens løb må erstattes af andre lig. Moderens sorgvanvid spinder sønnen ind i det: »Moussas forsvinden ødelagde hende, men paradoksalt nok indviede det hende i en uendelig sorgs sygelige nydelse. I lange tider kunne der ikke gå et år, uden at min mor svor, at hun havde fundet Moussas lig, hørt hans åndedræt eller skridt, genkendt aftrykket af hans sko.«

Men Daoud har også blik for, at det netop er det truende, som bliver det reddende. For han fortsætter: »Senere skulle det tvinge mig til at lære et sprog, som kunne danne en barrikade mellem min mors delirium og mig. Ja, sproget. Det, som jeg læser, og som jeg i dag udtrykker mig på, og som ikke er hendes. Hendes var rigt, fyldt med billeder og liv, indfald, improvisationer og mangel på præcision.«

Det franske sprog, Daoud skriver, har kun den ydre form, monologens og barens form, tilfælles med Camus.

Det er en helt anden absurditet, Daoud skriver frem en verden, hvor mord altid ses i en relativerende kontekst – koloniherrernes eller selvstændighedsforkæmpernes. Det er relativiteten, der kommer ud på ét, og de unge algerirere er ikke ligeglade, de har deres helt eget meningsfulde liv:

»Araber, jeg har aldrig følt mig som araber. Det er ligesom negritude, der kun eksisterer i den hvides blik. I vores kvarter, i vores verden, var vi muslimer, vi havde et fornavn, et ansigt og visse vaner. Punktum. De andre var ’de fremmede’, roumierne (muslimernes betegnelse for de kristne, red.), som Gud havde sendt for at sætte os på prøve, men hvis timer under alle omstændigheder var talte: De ville drage bort før eller senere, det var sikkert og vist. Det var derfor, vi ikke svarede dem man tav, når de var til stede og ventede med ryggen op ad muren. Din morderforfatter tog fejl, min bror og hans ledsagere havde ikke til hensigt at slå dem ihjel, hverken ham eller hans skæggede ven. De ventede bare.«

Voksende vanvid

I Daouds roman må retfærdigheden vende tilbage i en eller anden form, for den var altid til stede: »Når vi en gang imellem gik igennem et europæisk kvarter, kunne det ske, vi pegede på husene og fordelte dem mellem os som et krigsbytte: ’Det der er mit, jeg så det først,’ begyndte en af os, og det førte til råbende overbud. Kan du forestille dig det: Allerede da vi var fem år gamle!«

Men i den tid, der så går, bliver moderen eller måske bare landet mere og mere vanvittigt og opdigter de skrøner om forsvundne lig, som giver hendes sorg mening og tvinger sønnen til hævn, en ganske tilfældig hævn. Men Haroun dømmes ikke til døden, han undgår Meursaults skæbneøjeblik i dødscellen – hans mord sker på et mere opportunt tidspunkt, han går fri eller gør han? For det han så alligevel overtager – for at undgå at blive vanvittig – er det andet sprog. »Et sprog drikkes og tales, og en dag overtager det én. Så får det for vane at gribe tingene i stedet for én selv, det overtager munden, som elskende par gør det i de lidenskabelige kys.«

Goncourtkomiteen har ikke taget fejl af, at den debuterende Daoud har skrevet et nyt lille mesterværk, som med fordel kan studeres de næste mange år. Ikke på grund af absurditeten, men på grund af en rigdom af den art, som findes i den vanvittige mors rablende sprog og med langt dybere rødder. Moussa og Haroun … de to brødres navne er Moses og Aron, den, der modtager lovens tavler fra Gud, og den, der skaber guldkalven.

Og der var jo også andre brødre i den religion, som hverken Meursault eller Haroun har noget særligt forhold til. I Daouds roman gentages den katolske præsts tale fra Den fremmede nærmest ordret som en imams tale. Andre brødre slår nærmest grundløst hinanden ihjel: »Kain er kommet her for at bygge byer og veje, tæmme folket, jorden og rødderne. Moussa var den fattige slægtning, der lå i solen i den dovne stilling, han ejede intet, ikke engang en fåreflok, der kunne gøre én misundelig og være årsag til at myrde ham. I en vis forstand har din Kain slået min bror ihjel for … ingenting. Ikke engang for at stjæle hans fåreflok.«

Historien går i ring, viser Daoud .

»Vi burde stoppe her, så har du, hvad der skal til for at skrive en bog, ikke? Historien om araberens bror. Du er fanget i en fælde: Endnu en araberhistorie.«

Meursault, contre-enquête
Kamel Daoud
Actes Sud
152 sider
19 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu