Læsetid: 4 min.

Chomsky som tegnefilmfigur

Den fremragende instruktør og animationskunstner Michel Gondry er knap så fremragende i sin formidling af mesterlingvisten Noam Chomskys tankeverden. Hæsblæsende, flot, javist, men også med for meget støj
Noam Chomskys knirkende stemme agerer lydspor, mens Gondrys pulserende tuschtegninger fortolker hans tanker.

Noam Chomskys knirkende stemme agerer lydspor, mens Gondrys pulserende tuschtegninger fortolker hans tanker.

CPH: DOX

11. november 2014

En animationsfilm om den store lingvist Noam Chomsky? Ja, hvorfor ikke? Nye indgange til mesterens værk er velkomne. Ikke mindst når det er Michel Gondry, som fører pennen og kameraet. Hans mange musikvideoer for Björk, The White Stripes, Radiohead osv. er korte mesterværker. Og flere af hans spillefilm er blændende, især mesterværket Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep. At se Gondry sætte billeder på Chomskys tankeverden burde være et kup.

Det er så ikke meget, vi ser til Chomsky selv i Gondrys interview-dokumentar: Is The Man Who is Tall Happy? Kun nogle få filmede sekvenser omgivet af animationer. Den franske instruktør og animationskunstners rationale for at gøre 98 procent af filmen animeret er, at han derigennem signalerer, at dette er hans fortolkning af virkeligheden. Fair nok.

Ikke mindst fordi det er noget, der ligger Chomsky stærkt på sinde, altså hvordan vi fortæller virkeligheden. Den amerikanske lingvist og filosof mener, at vores sproglige færdigheder er determineret af vores biologi og overleveres gennem vores gener.

Sproghistorie

I Is The Man Who is Tall Happy? fortæller Chomsky om en unik periode i menneskehedens historie, for cirka 75.000 år siden, hvor en af vore forfædre må have fået en mutation, der gav ham kapaciteten for sprog. »Well, denne person var unik i dyreverdenen. Den kunne planlægge, den kunne tænke, den kunne fortolke og så videre,« fortæller Chomsky. Denne kapacitet må så være blevet overført til afkommet og over nogle generationer til hele den jæger- og samlergruppe, som denne person var en del af. Sandsynligvis en gruppe på et par tusind mennesker, for hvem det pludselig gav mening at eksternalisere sproget, altså skabe lyde og gestik, så de kunne kommunikere med hinanden. Hvorved de havde en ekstrem fordel i datidens verden, hvor de pludselig kunne planlægge – eksempelvis et baghold på en mammut. Vores evne til at forstå et begrænset sæt grammatiske regler at ytre og forstå en uendelighed af ord og deres betydninger, har gjort os til dét, vi er. Det er noget medfødt, en generativ grammatik, kalder han det, som gør os i stand til at tilegne os sprog, så hurtigt som vi gør.

Han peger også på en kontinuitet i vores forståelse af et fænomen. Fortæller om hans oplæsning af et eventyr om et æsel, der bliver forvandlet til en sten og endelig bliver til et æsel igen. Hans børn forstår udmærket, at stenen undervejs er æslet. Selv om det jo ikke er et æsel længere.

Nå, men, alt dette er jo noget af en mundfuld, og Is The Man Who is Tall Happy? er noget af en information overload. For mens Chomsky taler, så digter Gondry på smukkeste vis løs på tankerne med stopanimerede tuschtegninger i lysende farver – loopende, pulserende frem og tilbage mellem tidlige og færdiggjorte stadier. Nogle gange underlejret af 8 mm-filmoptagelser, for eksempel gennem en allé i solnedgang eller gennem et landskab af Lego (en gammelkendt rekvisit for Gondry). Tit befordrende for forståelsen, men lige så tit afsporende.

Og Gondrys kærlighed til gammelt analogt filmudstyr bliver et irritationsmoment dokumentaren igennem, fordi han insisterer på at filme sine møder med Chomsky på et gammelt filmkamera, der larmer helt vildt. Det er et dogme, der tillader ham kun at filme kortvarige sekvenser, hvorunder man så har svært ved at høre, hvad Chomsky siger. Det er en helt igennem dum idé, når der ikke er undertekster på filmen.

Kill your darlings

Ikke overraskende er Is The Man Who is Tall Happy? en lingvistisk fetichistisk film. Gondry nørder igennem sammen med Chomsky, han halter selvfølgelig bagefter, men gør sit bedste. Der er en kostelig animeret scene, hvor Gondry kæmper med sin ekstremt franske udtale af engelsk og må ty til tavlen for at skrive »endowment«. Og en passage, hvor Chomsky slet ikke vil høre på Gondrys argumenter, men afbryder ham konstant. Man er vel en af vor tids mest citerede og omdiskuterede sprogfilosoffer.

Chomsky står så heller ikke uudfordret på det store lingvistiske parnas. Hans ideer er blevet kritiseret for at fokusere alt for meget på vestlige sprog, og personligt mener jeg, at hans skarpe skelnen mellem dyr og mennesker rummer en videnskabelig arrogance, en manglende nysgerrighed i forhold til, hvad dyr er i stand til – tænk blot på abearternes kapacitet for sproglig tilegnelse.

Men samtidig fremstår han som åbenheden selv. Påpeger netop, at moderne videnskab blev født, da forskere begyndt at stille spørgsmålstegn ved det mest dagligdags og åbenbare. Hvorfor falder bolden nedad og ikke opad trappen? Hvorfor stiger damp opad og ikke nedad? Og han bruger en vandmetafor for undervisning: Det handler ikke om at fylde eleverne med vand, som var de tomme kar. Det handler om at åbne en flod for dem, som de selv kan rejse på – eller måske endda kritisere formen af. Is The Man Who is Tall Happy? er et seriøst og behjertet forsøg på at formidle Chomsky. Men der er for meget støj. Gondrys kunstneriske ego overbefolker den, og det gør hans darlings også. Flere af dem skulle have været slået ihjel. I stedet når vi at komme omkring en snak om hans afdøde hustru – som Chomsky ellers ikke vil tale om – samt om hvordan mange jøder efter Anden Verdenskrig blev genhuset i de gamle KZ-lejre.

Jeg ville hellere høre om Chomskys anarkistiske, politiske frisind, men vi kommer kun kort omkring hans støtte til kurderne. Det er ellers en vigtig komponent i forståelsen af en mand, der aldrig synes at holde op med at kæmpe for, hvad han har kært – om det så er menneskets ret til at udvikle sig frit og kreativt, eller det er sprogteori.

’Is The Man Who is Tall Happy?’ Instruktion: Michel Gondry. Fransk. Empire Bio 15. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ralf Christensen skriver:

"Og Gondrys kærlighed til gammelt analogt filmudstyr bliver et irritationsmoment dokumentaren igennem, fordi han insisterer på at filme sine møder med Chomsky på et gammelt filmkamera, der larmer helt vildt."

Jamen Gondry skifter da netop derfor kameraret ud i starten af dokumentaren?

"Og en passage, hvor Chomsky slet ikke vil høre på Gondrys argumenter, men afbryder ham konstant. Man er vel en af vor tids mest citerede og omdiskuterede sprogfilosoffer."

Jeg forstår ikke hvad denne unødvendige stikpille er god for da den omtalte passage jo på ingen måde er repræsentativ for filmen.

"Den amerikanske lingvist og filosof mener, at vores sproglige færdigheder er determineret af vores biologi og overleveres gennem vores gener."

Ja - han mener ligesom de fleste biologer at vi ikke er engle.

Hvis man er hellere vil "høre om Chomskys anarkistiske, politiske frisind" på et visuelt medie er der mange (!) youtube-videoer og i øvrigt "Manufactoring Consent" og "Rebel without a pause" - der er derimod meget langt imellem materialer om hans tekniske arbejde. De to overstående omtalte film kan i øvrigt ses i fuld længde på youtube til de interesseret.

Ralf Christensen

@Tom Andreas: Nej, Gondry overvejer at skifte til et nyere, lydløst kamera, men beslutter netop at beholde tærskeværket filmen igennem.

Fed artikel.

Du skriver,

1. ”[Chomskys] ideer er blevet kritiseret for at fokusere alt for meget på vestlige sprog," 2. "og personligt mener jeg, at hans skarpe skelnen mellem dyr og mennesker rummer en videnskabelig arrogance, en manglende nysgerrighed i forhold til, hvad dyr er i stand til – tænk blot på abearternes kapacitet for sproglig tilegnelse.”

Ad 1. Det er rigtigt, at Chomsky er blevet kritiseret for at fokusere på vestlige sprog, bl.a. af Margaret Boden, men Chomskys første værk udi generativ grammatik undersøgte det hebræiske sprog: Morphophonemics of modern Hebrew (1949). Hertilhører, at mange andre lingvister, som benytter sig af teorien om Universal Grammar (heriblandt Chomskys tætte kolleger og studerende), har undersøgt en stribe andre sprog. I hans replik til Boden skriver Chomsky, bl.a.:

”That would indeed be a very severe criticism... However, even the briefest look at the literature refutes the allegation… The co-founder of our program at MIT and my sometime co-author has worked since the 1950s mostly on Russian (Morris Halle). The first large-scale generative grammar in our MIT program was on Hidatsa (G.H. Matthews). The first doctoral thesis (in the EE department, because there was no formal linguistics program then) was largely on Turkish (R.B. Lees). When the doctoral program was established, the range of languages under investigation quickly extended, and when Kenneth Hale joined the department a few years later (1967), it soon became a world center for study of Australian and American Indian languages. Richard Kayne's 1975 doctoral dissertation founded the rich and lively modern study of generative grammar of Romance languages, inspiring similar developments in Germanic languages, all exploring entirely new ground, as was also true shortly after with Chinese, Japanese, and others too numerous and varied to mention… the early '80s led to an explosion of studies of languages of virtually every typological category, in depth previously unattained, leading to the discovery of a vast amount of new and surprising empirical evidence, and opening and sometimes answering questions that had never been even contemplated before.”
http://www.chomsky.info/articles/20071011.htm

ad 2. Chomsky mener, at den lethed hvormed et barn “opsnapper” et sprog fra dets omgivelser, er et eksempel på et begribeligt tegn på, at sprog -- som vi kender det -- er en specifik menneskelig egenskab. Da han er interesseret i menneskesprogets specificitet, må han nødvendigvis påpege dets unikke attributter. Chomsky prøver altså ikke at være arrogant over for studier af dyrs kognitive egenskaber, men afgrænser i virkeligheden bare, de egenskaber der er unikke ved menneskesprog (eller ved menneskets tilegnelse af sproget). Tilfældigvis kommer Chomsky også ind på dette spørgsmål i hans replik til Margaret Boden. Så her kommer endnu et citat fra Boden-symposiet:

” To question the existence of [Universal Grammar], as [Boden] does, is to take one of two positions: (1) there is no genetic component; (2) there is one, but there is no theory of it. We can presumably dismiss (2), so Boden is left with (1). **She is therefore questioning the existence of a genetic factor that played a role in my granddaughter's having reflexively identified some part of the data to which she was exposed as language-related, and then proceeding to acquire knowledge of a language, while her pet kitten (chimp, songbird, etc.), with exactly the same experience, can never even take the first step, let alone the following ones.** It is either a miracle, or there is a genetic factor involved. Boden's suggestion -- presumably unwitting -- is that it may be a miracle.” (Min fremhævning.)