Døden gennemtrænger hver en fiber

Esther har et eneste og tilsyneladende rimeligt ønske. Men det er et ulovligt ønske. Hun vil have en værdig død på et tidspunkt, hvor hun stadig er ved sine fulde fem.

Hun lider af den dødelige sygdom ALS og har besluttet at sige verden ret farvel, inden sygdommen vinder over hendes sanser og hendes hjernefunktioner. Og det er hendes ægtemand, lægen Poul, som skal give hende den dræbende dosis. Det er et kontroversielt emne, der er under behandling i Bille Augusts nye, fine film Stille Hjerte, men det diskuteres sobert og nuanceret.

Parrets to døtre, den ældstes ægtemand og søn samt den yngstes kæreste ankommer til familielandstedet for at tage afsked. Det bliver de betydningsfulde blikke, opsparede konflikter og fasttømrede rollers weekend.

Omsorgsbomben, den ældste datter Heidi (skarpt tegnet af Paprika Steen), flakser i en understimuleret vals omkring sin mor, besat af at bakke op om og glatte ud for hende. Den yngste datter, Sanne (fint afmægtigt gestaltet af Danica Curcic) zombier rundt i en selvoptaget desperation over at skulle miste mama.

Nærmest bergmansk familiedrama

Stedet og årstiden, hvor Stille Hjerte foregår, er velvalgt. Et gammelt velrenoveret landsted ensomt beliggende i naturen. Udenfor er det efterår og næsten konstant gråvejr. Indenfor hyggeligt, idyllisk, men væggene er gråmalede.

Og der er ure i næsten alle rum. Tiden er ved at løbe ud for Esther, og familien befinder sig i en moralsk gråzone uden for lands lov og ret, dér hvor den aktive dødshjælp er til diskussion. Ikke kun som overordnet tema i filmen, men også som en rasende kamp i de to døtre, der elsker deres mor (lunt resigneret gestaltet af Ghita Nørby) så højt.

Muligheden for at vælge det ulovlige og slippe af sted med det ved at få Esthers død til at ligne selvmord efterlader familien med afgrundsdybe eksistentielle spørgsmål som ’hvorfor nu?’ og ’hvad nu, hvis hun har seks gode måneder endnu?’. Men Esthers venstre hånd har jo allerede givet op, det kan enhver se, og Poul vurderer, at hendes forfald snart vil accelerere.

Men lige så meget som en diskussion om retten til at bestemme over sin egen død er Stille Hjerte også et – nærmest bergmansk – familiedrama holdt i hverdagssprogets vage formuleringer og grålige nuancer.

Især søstrenes usunde dynamik udfoldes lidt for forudsigeligt. Heidi fastholder blindt sin selvdestruktive lillesøster Sanne i en afmægtig offerrolle – mens hun over for moderen siger, at Sanne alene er ansvarlig for sine problemer. Noget af et dobbeltspil.

Der er en enorm fokus på det dagligdags, kærtegnene, blikkene, gestikken, alle de banaliteter og koder, vi omgiver os med, i Stille Hjerte. Og det viser sig, at det er i alle de små detaljer og vaner, i de camouflerede signaler og tvistede antydninger, at vi meddeler os om de vigtigste ting i livet.

Også i livets sidste stunder, hvor alle kæmper – ofte forgæves – for at bryde igennem almindelighederne og tale fra karsken bælg. Derfor virker det også naturligt, at Sannes kærestes joints fungerer som social glidecreme lørdag aften i familiens skød. Alle inhalerer (bortset fra Sanne), alle giver slip (altså på sådan en dansk forsigtig måde), ja, selv teenagesønnen får et par hiv.

En isoleret sorgboble

Stille Hjerte sniger sig langsomt ind under huden på tilskueren. Man suges ind i de velvalgte rammer, der mere er en tilstand end en lokalitet; en sorgboble isoleret fra omverdenen og ikke mindst fra den herskende moral.

Men man keder sig også lidt undervejs, fordi det er nogle lige lovlig forslidte dramatiske buer og forudsigelige karaktertræk, der tages i brug i manuskriptet. Det er selvfølgelig den retningsløse lillesøster, der har en kæreste, som har svært ved at være der for hende. Det er selvfølgelig den kontrolmaniske storesøsters forestilling om hendes mors og fars forhold, der falder fra hinanden.

Og det er selvfølgelig de ulovlige euforiserende stoffer, der rusker op i socialsfæren. Det er en lun, øvre middelklasse, vi befinder os i, og Bille August og manuskriptforfatter Christian Torpe afstår fra de store armbevægelser. Al respekt for det.

I stedet lader de langsomt, men overvældende den dybe sorg og den givende kærlighed og den aktive dødshjælps berettigelse skylle tilskueren i møde. Det bliver ikke stoppet ned i halsen på os, men synes alligevel at gennemtrænge hver en fiber, når man forlader biografen.

’Stille Hjerte’ – Instruktion: Bille August. Manuskript: Christian Torpe. Dansk (Biografer landet over)