Læsetid: 3 min.

’Drengene’ siger befri dit liv til en ny generation

Med Jessica Schiefauers ’Drengene’ om veninderne Kim, Bella og Momo og deres kroppe får vi en fuldbyrdet queerroman. Drik af den forbudte blomst og se på dit køn med nye øjne
Illustration fra bogen

Illustration fra bogen

7. november 2014

Der er en grund til, at hovedpersonen i svenske Jessica Schiefauers ungdomsroman Drengene hedder Kim. Et navn uden køn eller måske med to? Navnet fortæller hende, at hun selv kan vælge. Men før hun indser det, skal vi gennem en magisk opdagelsesrejse i kroppen, kønnet og seksualiteten. Drengene var i 2013 nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, og det her er en ungdomsroman for det 21. århundrede. Ungdommelig usikkerhed? Selvfølgelig. Forsmået kærlighed? Det er klart. Utilpassede bad boys? Til overflod. Komplicerede venskaber? Ja da! og også en antiklimatisk første gang, spørger du? Jo vist. Jessica Schiefauer kender sin genre, men hold nu fest, hvor tager hun uniformen på og danser cancan i den til den revner.

Kim, Bella og Momo er bedsteveninder. 14 år gamle og slet ikke klar til den forvandling, deres kroppe er i gang med. I skolen er de i konstant alarmberedskab over for drengene. De vil blive i puppen og forsøger med leg og maskebal at udsætte, hvad der til at starte med synes at være uundgåeligt: at blive kvinder. Bella har et drivhus og en dag modtager hun et frø, der bliver til en plante, der viser pigerne, at intet behøver at være givet på forhånd. Pigerne drikker blomstens nektar og om natten forvandles de til drenge, og i kådhed driver de rundt i byen som unge ulve og eksperimenterer med deres nye kroppe. Bella og Momos interesse holder dog ikke længere end nyhedens, men for Kim er det anderledes. Nektaren befrier hende fra den krop, hun slet ikke føler sig hjemme i. Snart er hun afhængig og vil for alt i verden ikke vende tilbage til den Kim hun var før nektaren.

Ind i huden

Naturen er pigernes allierede. Det er blandt planterne, de føler sig frie, det er dyremasker, de tager på, når de leger og Kim har lyst til at »vise tænder og snerre ad« Momos mor, når hun kalder deres lege barnlige. Men hvorfor væmmes de så ved deres kroppe, som er i færd med at gennemgå en ’naturlig’ forvandling fra pige til kvinde? Jessica Schiefauer bruger fonetikken til at beskrive, hvordan den krop, der vokser omkring dem, ikke længere er en del af naturen. Når Bella, Kim og Momo befinder sig i drivhuset beskrives planterne og insekterne med duvende rytme og nænsomme ord; kronbladene er fløjlsbløde og svirrefluerne parrer sig i præstekraverne, men når det handler om det hylster, der omgiver Kim, lyder det:

»Min pigehud foretrak knastør luft og tapetserede vægge, lysstofsrørslys og laminat og klorrenset vand.« Hør hvordan konsonanterne gør Kims krop til en kemisk formel frem for et organisk legeme! Teksten trænger simpelthen ind i huden, man bliver selv stakåndet og leder febrilsk efter antihistaminerne. Derfor er det nærmest en fysisk fornemmelse, når Kim i drømme lyner sin krop af sig og mærker luften sive ind til den rigtige hud indenunder. Aaaahh!

Det kan læses – og det gør jeg – som en skønlitterær fortolkning af queerteorien om det konstruerede biologiske køn. Pigernes kroppe føles ikke som deres egne. De objektiviseres af drengenes tilråb og ivrige hænder. Pigerne ønsker ikke at være det, drengene ser. Men ved ikke hvad, de ellers kan være. Samtidig er deres kompromisløse had til drengene med til at fastholde dem i en definition af deres krop og køn, som kradser og klør. Det er først, da de træder ud af deres egen at deres øjne åbnes for de rige muligheder som krop, køn og seksualitet kan give. Blomstens nektar sender dem på en opdagelsesrejse, der gør dem i stand til at se på deres krop med nye øjne. Ja, vi skal simpelthen helt tilbage til bierne – eller i dette tilfælde sommerfuglene – og blomsterne for at kunne genopfinde vores forståelse af køn.

I både tekst og handling støber Kim sig en ny krop. Det er en fortælling om at tage magten over sin egen identitet og gøre sig fri af maskerne. Og ja, så dramatisk er det jo at være ung. Mens vi andre fedter rundt med vores saml selv-ikealiv, hvor det eneste der giver blodsmag i munden er ultraløb og boliglån med rentetrappe, udspiller der sig drabelige eksistentielle dramaer om liv og død på teenageværelserne. Ungdomsromanen tilbyder et troværdigt forum for Jessica Schiefauers eksperiment. Man skal grueligt meget igennem for at blive et menneske. Og uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det bliver Kim. Det er netop det, hun bliver. Med Drengene siger Jessica Schiefauer befri dit liv til en ny generation.

Drengene
Jessica Schiefauer
Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
Høst og Søn
192 sider
199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu