Læsetid: 7 min.

Hvad med eventyret?

Serien ’1864’ er et filmteknisk mesterværk. Det meste andet er noget makværk. Man kan i visse henseender endda kalde det hærværk
Den er imponerende flot, ’1864’, men karaktererne er firkantede, og når Bornedal enkelte steder viser, hvad han kan, når han er bedst, lader han desværre sin menneskelige megafon, Inge, fortolke og konkludere, som om han ikke har tiltro til seerne.

Den er imponerende flot, ’1864’, men karaktererne er firkantede, og når Bornedal enkelte steder viser, hvad han kan, når han er bedst, lader han desværre sin menneskelige megafon, Inge, fortolke og konkludere, som om han ikke har tiltro til seerne.

Per Arnesen

1. december 2014

Da jeg anmeldte første afsnit af 1864, legede jeg med på Ole Bornedals beskrivelse af divaen Johanne Louise Heiberg som en analogi over Lady Macbeth – den handlingslammede politiker Ditlev Monrad var selvfølgelig hendes Macbeth – og jeg udbrød teatralsk: »Og de får begge blod på hænderne!«

Det var ment som en spøgefuldhed fra anmelderens side, for klicheen var jo trods alt ikke så tyk. Endnu. Men det blev den. Da krigen endelig bryder ud i tredje afsnit, finder Monrad Fru Heiberg bag scenen og overbringer krigsbudskabet. Hun tager begejstret hans hænder og plører dem dermed til i teaterblod. Han holder dem op og stirrer på dem, mens Fru Heiberg går ud på scenen for at viderebringe nyheden. Jeg havde altså i min anmeldelse foregrebet en del af handlingen uden at kende den.

Det er afslørende på flere planer. Serien er ikke bare forudsigelig, den er også overtydelig: Hvis vi ikke i første afsnit skulle have opfattet, at det ikke er tilfældigt, at det er Lady Macbeth, Fru Heiberg spiller på teatret, så lader instruktøren hende lige smøre Monrads hænder ind i blod. Da jeg udbrød, at Monrad og Fru Heiberg begge fik blod på hænderne, mente jeg det i metaforisk forstand, men den slags har Bornedal ikke tiltro til, at danskerne kan afkode, så det er frem med malerbøtten.

De undergravende detaljer

Allerede inden første afsnit blev vist, var debatten om Bornedals serie i gang. Den gik mest på den historiske nøjagtighed – eller mangel på samme. Man kan tilgive meget, hvis fortællingen fungerer, men når man ikke indfanges af karaktererne eller det narrative forløb, så slår man ned på de detaljer, som undergraver seriens troværdighed. Det er et bud på en forklaring på, hvorfor debatten om serien som historieformidler har været så hysterisk – på et niveau, så DR imødekom den søndag aften ved at lade seriens sidste afsnit lede over i en debat med nogle af seriens største kritikere.

Da Ole Christian Madsens film om modstandsfolkene Flammen og Citronen eller Nikolaj Arcels om Struensee fyldte biograferne, var der slet ikke en tilsvarende diskussion. Her kunne man ellers bestemt have diskuteret historisk nøjagtighed. Men det gjorde man ikke. For Flammen og Citronen og En kongelig affære er gode film med interessante karakterer, hvis udvikling er langt mere oplagt at diskutere, end om det nu lige præcist var foregået på den måde. Bornedals 1864’s unuancerede og dermed uvirkelige karakterer giver ikke serien den troværdighed, som kunne gøre alt andet ligegyldigt.

Julekalendervirkemidler

Gennem otte afsnit har vi fulgt persongalleriet. De egentlige hovedpersoner, Inge, Laust og Peter, støder sammen i et uundgåeligt trekantsdrama, da de to brødre og soldaterkammerater rives fra hinanden, fordi det går op for Peter, at Inge og Laust har bedraget ham og skjult deres forhold for ham. Den ellers følsomme Peter forbliver resten af krigen »hård og formørket,« som Inge beskriver det. Hun taler via sine nedskrevne erindringer, som læses op i nutidssporet, der løber gennem hele serien.

Inge er os alle sammen. Den naive og indbildt frigjorte, der til sidst bankes på plads af tidsånden og bliver passiv.

Per Arnesen

Den unge pige Claudia, der har mistet sin bror i Afghanistan, finder tilfældigt sammen i et skæbnefællesskab med Inges barnebarn, oldingen og baronen Severin. Historien om disse to utilpassede og udstødte andetledsofre for krig er malplaceret. Dramaturgisk lugter det af julekalendervirkemidler – som hører til i julekalendere – motivmæssigt lugter det af budskab: »Det er jo vanvittigt,« udbryder Claudia ofte, når Inge beskriver datidens politikeres beslutninger. Claudia og Severin er det menneskelige vidnesbyrd, der fortæller om konsekvenserne af krig for det enkelte menneske, samfundets generelle manglende evne til at anerkende dette og afstanden til de politikere, der nyttesløst sender unge mennesker i krig uden selv at risikere noget. Det er tidsløst, forstår vi. Også i dag træffer politikere »vanvittige« beslutninger.

Bornedal kan mene, hvad han vil, og det må også gerne komme til udtryk i serien – det er en instruktørs kunstneriske privilegium, men når det tager styringen over de kunstneriske valg og tillader, at elementer, der aldrig skulle have forladt idéskuffen, bliver bevaret, så handler det ikke længere om kunst, men udelukkende om at skabe polemik. Claudia og Severin er de mest eklatante eksempler på, hvordan instruktøren bruger karaktererne – de styres af budskabet fremfor at lade dem styre historien.

Monrad er den selvovervurderende og magtliderlige politiker, Johanne Louise Heiberg er den virkelighedsfjerne kunstner, der ikke vil erkende sin egen magtposition. Onde Didrik er den traumatiserede søn, der bare vil elskes af sin far, men i stedet bliver voldelig. Laust og Peter skal vise, hvordan krig ikke kun rammer krop, men også sjæl. Inge, ja hvad med Inge. Inge er os alle sammen. Den naive og indbildt frigjorte, der til sidst bankes på plads af tidsånden og bliver passiv, katatonisk nærmest. Skabeloner er de alle. Det var tydeligt allerede fra første afsnit, og det ændrede sig ikke.

Det er en misforståelse, hvis man tror, at fortællingen træder tydeligere frem, hvis karaktererne passer til den som fod i hose. Det er den komplicerede karakter, der gør fortællingen troværdig og nærværende. Det er, når karakterer handler i modstrid med, hvad vi forventer, når de handler menneskeligt, at fortællingen overhovedet bliver interessant. Hvis der er noget, de mest succesfulde tv-serier de senere år har vist os, så er det da netop dét. Men selv om nuancerne aldrig kom, så skete der alligevel et løft fra fjerde afsnit og frem. Da krigen begyndte.

Krigens gru

Filmteknisk er 1864 imponerende. Syvende afsnits storm på Dybbøl er intens, ubarmhjertigt blodig og overbevisende kaotisk. Den viser os det store skel mellem krigens taktiske overblik og den kaotiske kamp mellem to mennesker.

»Jeg venter på ordre fra højere rang,« siger en officer til de fortvivlede menige, der står og betragter deres kammerater blive slagtet ved skansen.

»Der er ingen højere rang!« råbes der desperat tilbage.

Al orden er ophævet, det er kun overlevelsen, der gælder nu, og man forstår, hvorfor man sjældent bruger ordet gru i sammenhæng med andet end krig. Krigens gru.

Sjette afsnit indeholder en af de mest vellykkede scener: Peters gruppe flygter gennem skoven på vej væk fra Dannevirke med de tyske husarer efter sig og må smide sig ned i skovbunden og gemme sig. Sneen falder blidt, der er stille helt ind til knoglen, og man bliver som betragter bevidst om sit eget åndedræt. Stilheden bliver i sin kontrast til slagmarkens kaos og flugtens uværdighed næsten unaturlig. Og hele situationen er jo unaturlig. Her er dét, Ole Bornedal kan, når han lykkes: få scenen, landskabet, billedet, naturen, kameraet til at tale med. Hvis så bare han selv kunne holde kæft.

For lige efter man som seer endelig har følt sig ikke bare betaget, men medtaget, så taler Ole Bornedals menneskelige megafon, Inge: »Peter talte aldrig om den hændelse før mange år efter ...«, og så skal vi høre om, hvordan han en vinter var ’sunket ned i dyb fortvivlelse’, og hans kone havde fået det ud af ham. Konstant har vi denne stemme, der skal opsummere, fortolke og konkludere på de begivenheder, vi ser. Som om en forklaringssyge har ramt instruktøren, og han frygter, at budskabet ikke er gået rent ind, så han lader Inge stave det for os. Som seer føler man sig simpelthen talt ned til.

Er Bornedal selvironisk?

Flere steder tænker jeg, om Ole Bornedal er selvironisk. Det kommer til at virke sådan. Da Didrik siger om Laust og Peters slagsmål om Inge: »Er det ikke det, man siger: Det lille drama, det er sgu altid det største.« Og da Fru Heiberg efter rømningen af Dannevirke siger: »Var det teater, ville det være den slags dilettant, man hører rygter om spilles ude i provinsen med skolemesteren som instruktør.« Eller da den berømte H.C. Andersen midt i krigsudbruddet latterligt ynker: »Jamen, hvad med eventyret?« Ja tak, godt set, Andersen. Hvad med det?

Diskussionen om Ole Bornedals 1864 har selvfølgelig ikke kun handlet om historisk nøjagtighed. På Twitter har hashtagget #mallebrok uge efter uge leveret spydige og nedsættende kommentarer om serien. Det er ærgerligt, at det kommer dertil, men det er et udtryk for, at der var store forventninger til denne serie. Ovenpå Tom Buk-Swientys fabelagtige bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als blev nyheden om, at DR ville satse stort på en serie baseret på disse modtaget med velvilje. Det virkede ligefrem selvfølgeligt, at DR efter den ene seriesucces efter den anden, kunne og skulle løfte den opgave at fortælle historien om et nationalt traume, der påvirker os den dag i dag.

Filmteknisk er 1864 som nævnt også et mesterværk, men karaktererne, dialogen og manuskriptet i det hele taget, alt det, der skulle gøre serien til andet og mere end imponerende scenerier og flotte billeder. Ja, det er noget makværk. Men at man egenrådigt og hensynsløst prioriterer et personligt og forholdsvist banalt budskab over handling og karakterer er respektløst over for opgaven. Det er på kanten af hærværk.

’1864’, afsnit 1-8, DR1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Thomas Rasmussen
  • Benno Hansen
  • Niels Engelsted
  • Vibeke Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
Carsten Mortensen, Thomas Rasmussen, Benno Hansen, Niels Engelsted, Vibeke Rasmussen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Trier Aagaard

Din anmeldelse af 1864 er læst her til morgen. Filmteknisk er den, som du skriver ," et filmteknisk mesterværk". Javel! - men dialogens lyd er dårlig. Min mand og jeg, begge over 65, var glade over at kunne sætte tekst på og var ellers enige om, at serien var 8 TV-aftener værd, på trods af anmeldelser.
Med venlig hilsen
Anita Aagaard
Hadsten

Da jeg gik i skole i 70erne, talte vi ikke særlig meget om 1864. Det har aldrig betydet særlig meget i min opfattelse af det land, jeg elsker for dets lidenhed.
Jeg glæder mig over dets forståelse for proportioner, når jeg har slæbt mig forbi hundredvis af meter slot i Berlin eller London - eller gitteret om Hyde Park kontra det om Kongens Have.
Og jeg orkede ikke at se de velmenende anstrengelser, som mine ellers så kære unge skuespillere udfoldede, første afsnit var mig nok.
Jeg savner min barndoms komedier, sålænge kunstfilm bliver så prætentiøse og naturalisme-konventionelle. Lad englænderne om det og lad tyskerne om den psykologiske inderlighed. Vi mangler den overlegne danske humor - sidste gang, vi så den for alvor, var vel Bornedals "Charlot og Charlotte". Nu har vi så "Bankerot", der bevæger sig i en god retning.

Så storslået som nogen kunne frembringe en historie fra dazumal.
Ole Bornedals ( Tom Buk-Swientys) mesterstykke af vedkommende historieskrivning og fængende dramatisering. Glæder mig til at få set sidste del i eftermiddag.

Søren Kristensen

Anita Brask Rasmussen kan jo serien næsten udenad, man fornemmer at den alligevel har gjort et stort indtryk.

" at fortælle historien om et nationalt traume, der påvirker os den dag i dag."

Og derfor alt skrigeriet...

Carsten Mortensen, Henrik Klausen, Benno Hansen, Torben Nielsen, Niels-Holger Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Enig med anmelderen i, at der er flotte scener i serien - især krigsscenerne er flotte, men der er mange andre flotte detaljer i filmen.

Pointen med, at vi mennesker alt for let lader os rive med - lader os forføre af krigsretorik - er lige i øjet - godt gået - eviggyldig pointe.

Men selve serien er kedelig og forudsigelig. Det er synd.

Alt våset om at det er synd for D.G. Monrad er jo nærmest komisk. Og endnu mere komisk bliver det, når diverse DFere fører sig frem som ofre. De må jo føle sig særligt ramt. Alene det grin er alle pengene værd.

Tak til Andmelderen for at forklare alt det der fine med Mc Beth og vores allesammens Inge. Således fik vi endnu et klogt hoved til at læse teksten for os.
Kære Jeronimus Grunden til at du ikke bliver fanget ind af dette storladne drama er jo netop at du har så skide travlt med at tage afstand fra alt det der berør. I evig søgen efter mening eller mangel på samme. Jeg ønsker at du må få din barnlige umiddelbare evne til at opleve tilbage i julegave.

hans wadskjær, Morten Kjeldgaard, Per Madsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Falk Rangård

i 150 året var det deprimerende at få fastslået, at politikere der selv sidder i tryghed ikke har lært så meget af nederlaget i 1864, at de stadig sender unge mennesker ud i meningsløse krige. Tak for de grufulde scener, med de forsvarsløse soldater i skanserne. Sådan må det være som civil befolkning når luftvåbnet præcisionsbomber. Danmark erfarede, at det ikke var realistisk at opnå udenrigspolitiske gevinster ved at føre krig. Den viden holdt sig helt frem til 1990´erne men er nu næsten glemt af beslutningstagerne. Det var nu engang bønderne og de menige der betalte for krigen med krop og sjæl, ikke biskop Monrad, kongen og politikerne i København. Det blev skåret ud i pap og det har ikke forandret sig.
Det var endvidere godt at se hvor mange chancer politikerne fik for at undgå blodbadet, men var stejle på andres bekostning, tankevækkende.
Tak til DR for en blandet, men overvejende god og tankevækkende oplevelse.

Karsten Aaen, Torben Nielsen, Mads Kjærgård og Per Madsen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jeg har tidligere udtrykt mig negativt om Bornedals 1864, men min gamle ven, film-magisteren, har sendt mig nedenstående tilrettevisning, og da den understøtter Anita Brask Rasmussens anmeldelse, tillader jeg at bringe den i sin helhed, som den er noget lang.
----
Niels du tager fejl, Bornedals tv-føljeton er et mesterværk, som man kan forstå, hvis man har indset dybden og knækket koden. Lad mig forklare.

1. Dybden
Alle der i skolen har forsøgt at læse James Joyce eller T.S. Eliot har—gab—tænkt deres. Men kun indtil gymnasielærerforeningens notesamling er kommet på bordet. Når man først er kommet igennem eksperternes dissekering af værkerne og har indset de mange lag af citater og henvisninger til verdenslitteraturen, de er sammensat af, forstår man dybden. Og for de fleste elever, der var ambitiøse nok til at lære alle citaterne udenad, forblev disse mærkelige tekster for altid betagende mesterværker.

Sådan kommer det også til at gå med 1864. Den er sammenstykket lag for lag af utallige citater fra den tidligere filmskat. Jeg har langt fra identificeret dem alle; der vil gå år før film-magistre og ph.d-studerende på universitet har gennemført det projekt. Her følger blot en lille håndfuld eksempler:

Lars Mikkelsen som den ældede og nedslidte far, der vakler afsted bag hest og plov, er et citat fra Steven Spielbergs film Warhorse hvor heltens ældede og nedslidte far på præcis samme måde vakler afsted efter hest og plov. Konseilspræsident Monrad i Nicholas Bros skikkelse er et langt og frækt utilsløret citat til den evnesvage og voldsomme Otto i tv-serien Rejseholdet. Godsejersønnen Didrich med de (beherskede) pædofile tilbøjeligheder over for småpigen Inge er et mere diskret referat til Burt Lancasters onanerende godsejer i Viscontis film Leoparden. Trekantsdramaet med to brødre/venner, der elsker den samme pige, osv, osv, er henvisninger til Truffauts film Jules og Jim, eller—hvis man mere er til den slags—til Micael Bays (rædselsfulde) blockbusterfilm Pearl Harbor. Scenen, hvor Laust og Inge står omslynget i favntag på en sten og stirrer ud over bølgerne, er et citat fra scenen i Camerons film Titanic, hvor DiCaprio og Kate Winslet står på samme måde i skibets forstavn, blot har Bornedal stavepladevenligt tydeliggjort den erotiske spænding ved at tage alt tøjet af dem. Scenen hvor Blixens far, løjtnant Dinesen, udtaler, at man overvinder sin frygt ved at acceptere, at man allerede er død, er et direkte citat fra Steven Spielbergs og Tom Hanks miniserie Band of Brothers, i hvilken den ligeså morderisk tyskerdræbende lieutenant Speirs ordret udtaler netop dette. View’et over Alssund fra Sønderborg til de bombarderede skanser på Dybbøl er let genkendeligt som næsten identisk med det tilsvarende view over Volga mod det brændende Stalingrad i Jean-Jacques Annauds film Enemy at the Gates; og tableauerne fra de sønderskudte skanser er ligeså genkendelige fra de tilsvarende amerikanske borgerkrigs-tableauer i Sergio Leones film Den gode, den onde og den grusomme. Esben Dalgård Andersens bamse-soldat Erasmus, der står som sidste mand på skansen og til det sidste slår omringende tyskere ned med sin køllesvingende forlader, er et direkte citat til John Waynes geværsvingende Davy Crockett omringet af mexicanere i samme Waynes film Alamo. De mange slibrige og tåkrummende pinlige indslag, som til alles overraskelse dukker op i serien, (fællesonani og gruppevoldtægt af en ko, f.eks.), er instruktørens cadeau til Carsten Christensens og Frank Hvams umådeligt populære serie (og film) Klovn, og måske også et forsøg på at generere den samme store publikumsinteresse/seertal. Utvivlsomt er der også film-citater bag Søren Mallings shaman-sergent, måske New Wave- og Fantasy-film som jeg desværre ikke er fortrolig med. Men det er også Bornedals cadeau til dansk films anden store auteur, Lars von Trier, nemlig en reference til Triers tv-serie Riget, der også blev udstyret med uforklarlig okkultisme. Jeg kunne blive ved, lad mig blot nævne, at man kan finde citater lige fra Bille Augusts Pelle Erobreren og Lukas Moodyssons Fucking Åmål til Niels Nørløvs KlassefestenWalter og Carlo – Op på fars hat. Men find dem selv, man forstår først dybden i Bornedals mesterværk, når man selv har foretaget obduktionen.

Aha! vil kritikerne nu sige, det forklarer, hvorfor filmen virker så forvirrende,
så collageagtig og usammenhængende tilfældig, og dermed også så uvedkommende og kedelig.

Jo, jo, men klap lige hesten, det er kun for en overfladisk, doven og uambitiøs betragtning. Det operative ord er bricolage, en værdsat fransk metode, og alt går op i en højere enhed og nærmer sig det sublime, så snart man har knækket koden.

2. Koden
Koden er, enkelt sagt, dobbelt-ironi. Gennem sit særegne sceneudvalg og sin særlige instruktion ironiserer auteuren over kunsten, for derefter at doble tilbage og lade kunsten ironisere over ham selv som skabende kunstner. I processen ironiserer kunstneren og værket også over seeren, men det er for at invitere seeren ind i værket som deltager, og hvis man har følt, at kunstneren har haft en til bedste, så skal man huske, at kunstneren også har haft sig selv og værket til bedste.

Ved dobbelt-ironi er det afgørende at forstå, at frem og tilbage ikke er lige langt. Motoren bag dobbelt-ironien er den dialektiske figur negationens negation. Den vil de fleste være fortrolig med fra Hegels værker, men lad mig alligevel kort forklare. Negerer man A får man naturligvis Ikke-A. Men hvad får man, hvis man negerer Ikke-A? Et konkret eksempel vil her hjælpe. Negerer man den ugifte tilstand, får man den gifte. Negerer man den gifte, hvad får man så? Den ugifte tilbage? Ja, og dog ikke. Det man får er den fraskilte, og mens den fraskilte er ugift igen, er den tidligere gifte tilstand på en måde bevaret, hvad alle fraskilte kan bevidne. Negationen af Ikke-A fører med andre ord til Ikke-Ikke-A og ikke bare til A. I Ikke-Ikke-A har man både A og det ophævede Ikke-A. Det var ikke så svært, vel?

Selv om det kommer for vidt at forklare her, er negationens negation den menneskelige bevidstheds hemmelighed, et dobbelt hulspejl hvorigennem vi kan se os selv og verden både adskilt og forenet. Hos Hegel er det Verdensåndens hemmelighed. Skridt for skridt, igennem rækker af negationer og deres negationer, kommer ånden til bevidsthed om verden og om sig selv, og fra en tilsyneladende tilfældig og splittet begyndelse rejser hele skaberværket sig til sidst i sin fylde og viser den store sammenhæng, som det i virkeligheden hele tiden i det skjulte rummede.

Det er på præcis samme måde med Bornedals skaberværk. For ikke at analysere værket til døde, lad mig begrænse mig til nogle enkelte påpegninger. Det forsamlede anmelderkorps og de fleste seere var i begyndelsen totalt uforstående for, hvad to så umage og totalt usandsynlige figurer som hash-pigen Claudia fra bistandskontoret og den gamle og stærkt svækkede baron Severin, efterladt hjælpeløs og alene i sit store slot, havde med hinanden at gøre, totale modsætninger som de var. Og om muligt endnu værre, hvad de overhovedet kunne have at gøre med det danmarkshistoriske 1864-drama, som tv-serien jo forventedes at handle om. Men langsomt afsnit for afsnit, og netop gennem modsætningernes sammenstød og møde, det vil sige den oven for omtalte hegelske tese og antitese, tog den syntese form, som viste deres naturlige tilhørsforhold, slægtsskab faktisk, og deres uundværlige plads i skaberværkets hele. Og sådan er det med de mange umage stykker, bricolagen er stykket sammen af. Hvad der oprindeligt fremstod tilfældigt og løsrevet viser sig alligevel at høre sammen, og som i James Joyce’s værk Ulysses udfolder serien sig som en stream of consciousness, hvis frie associationer hen ad vejen afslører deres dybe, indre og nødvendige sammenhæng, og som var han en madeleinekage, får vores auteur en hel verden til at rejse sig fra det dunkle og underbevidste.

Okay, vil nogen nu sige, det er sikkert en fin analyse, men er det alligevel ikke forkert, at en offentlig betalt kunstner laver en public service tv-serie bestilt af Folketinget, og den så ikke uden besvær kan indtages og nydes af almindelige danskere søndag klokken tyve, men tværtimod kræver en højere diplom-fordøjelse? Jo, hvis stykket kun var haute cuisine for en lille kreds af feinschmeckere, ville det være forkert, men også her er Bornedal dialektiker. På den ene side har han absolut ikke villet give køb på sin kunstneriske integritet. Det var jo fordi, han ikke ønskede et standard underholdningsprodukt designet af en komite, at han fyrede de tre gennemprøvede manuskriptforfattere, som Danmarks Radio havde sat på ham. På den anden side havde han intet større ønske end, at danskerne skulle forstå hans kunstneriske vision. For at gøre det nemt har han derfor efterladt nøglen til dobbelt-ironiens metode åbent lagt frem for alle at samle op. Det sker i scenen, hvor datidens førende skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg, spillet af nutidens førende scenekunstner Sidsel Babett Knudsen, gør sit/deres alleryderste for at spille ren skolekomedie. Ironien er allerede flere lag tyk, og tyk som budding, og så kommer klasket. På mest melodramatiske vis vender Heiberg/Knudsen sig mod Monrad og råber: ’Stop med at spille dilletant!’ Tydeligere kan det ikke blive; mere hjælp kan man ikke forvente, i hvert fald ikke uden at det bliver nedladende.

Jeg er sikker på, at Bornedals ’1864’ vil blive en fremtidig kultserie for de indviede. Om den også til sidst vil blive anerkendt af anmelderne og den store offentlighed som det sande mesterværk, den er, og måske ligefrem vinde en Emmy som tidligere danske serier som Rejseholdet og Nikolaj og Julie, er endnu ikke til at vide.
---

Carsten Mortensen, Claus Gårde Henriksen, Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen, Morten Kjeldgaard, Torben Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Malan Helge, jens peter hansen, Grethe Preisler, Torsten Jacobsen og Ivan Gullev anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at Bornedal har tænkt 1864 som filmatisering af en (ikke eksisterende) 'graphic novel', tegneserie. Med helte og skurke. Tænk f.eks. på sidste afsnits samlejescene mellem Didrich og Inge. I nogle af seriens 'frames' (rammer = enkeltbilleder) har han så fabuleret ud over eller faldet for fristelsen til at udvide rammen for at tydeliggøre pointen. Sangen, soldaterne i skyttegraven synger om bonden, der bliver hanrej, er et eksempel på dette. I en tegneserie ville 2-3 rammer kunne have dækket episoden, men her skal der pludselig 'underholdes' og så får vi hele sangen fra ende til anden og rytmen i fortællingen brydes.
På det mere overordnede plan skal det være min påstand, at først med Buk-Swientys to bøger og nu Bornedals TV-serie har en bredere kreds af vi danskere fået øjnene op for, hvad der egentlig skete dengang, da vi 'mistede' dele af nationen, som i virkeligheden ikke hørte til landet. At dele af borgerskabet nu brokker sig og bakkes op af kultureliten under påskud af seriens manglende kunstneriske holdbarhed, er kun hvad man kunne forvente. Afdækning af hykleri på toppen har aldrig været populært blandt magthavere og deres oppassere.

Carsten Mortensen, Morten Kjeldgaard, Søren Kristensen, Torben Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Mads Kjærgård, Malan Helge, Per Torbensen, Niels Mosbak og Flemming Madsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Niels Engelsted
Tak til din ven filmmagisten.
Jeg er i den grad imponeret over de massive intertekstuelle henvisninger og den dobbeltironiske (triple..?) udredning.
Ikke desto mindre har jeg nu kastet mig ud i erklæret idioti een gang i dag, og der er ingen grund til at skifte mening før i morgen:
1864 var fyldt med klicheer. Og kedelig.

Jens Thaarup Nyberg, Laurids Hedaa, Ole Hansen, Morten Østergaard, Svend-Erik Hansen og Carsten Pedersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

På det mere overordnede plan skal det være min påstand, at først med Buk-Swientys to bøger og nu Bornedals TV-serie har en bredere kreds af vi danskere fået øjnene op for, hvad der egentlig skete dengang, da vi 'mistede' dele af nationen, som i virkeligheden ikke hørte til landet. Skrives der.
Ja serien har selvfølgelig givet flere indsigt i krigen 1864, det er da vist logik for dværghøns, men det flytter ikke min og andres mening om at den kunstneriske frihed IKKE gav en historie som fik personerne til at fremstå som levende figurer, mens dialoger som skurrede og klicheer fik tæerne til at krumme.Men der var flotte billeder og der var momenter af høj karat. At serien skulle afsløre at landets politiske ledere var uansvarlige må vist være den slettest bevarede hemmelighed, da generation efter generation er blevet fortalt hvorledes de nationalliberale førte landet i ulykke. Det blev der vist ikke rokket ved i denne version.

Lise Lotte Rahbek, Vibeke Rasmussen og Svend-Erik Hansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Engelsted,

Det er så absolut det mest underholdende jeg har læst i dag. Jeg har tilladt mig at dele analysen på Facebook. Hils din ven filmmagisteren, og sig mange tak!

Niels-Holger Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Kan filmen 1864 give et plaster på på traumet 1864???
- Nej men er det ikke netop banalt at forsøge, at lave en film der via historisk korrekthed vil forsøge, at dæmpe det kaos som 1864 var og blev for vores land - vi får ikke det traume under kontrol med historisk korrekthed...Vi har måske netop vundet mange storslåede sejre, fordi vi aldrig har kunnet finde et plaster der passer på 1864...vi blev et lille land. I dag er vi måske ved at glemme at vi er et lille land og det er måske det, som Ole Bornedal lige vil huske os på, at vi stadig er. Vores land bygger på, at mennesker kæmper med at opfinde noget nyt i deres garage og ikke på og vores netværk - vores land bygger ikke på at "Danmark" hævder sig....

Niels Duus Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Jeg synes Information er en fantastisk avis - og læser meget fra den, og jeg bliver nysgerrig og klogere. Men at kalde 1864 for hærværk... Pyh, ligesom nedgroet tånegl, det får jeg ikke meget ud af.
Jeg har set serien, og det har sat mange tanker i gang om krig, sorg, savn, liv og død. Og hvis nogen fra jeres dejlige avis kunne finde på at skrive et indlæg om serien/emnet, der giver anledning til igen med nysgerrighed og læseiver at kaste sig over en inspirerende artikel - så er jeg med.

Grethe Preisler

Da Engelsted til hjælp mig kom oh ve, oh ve, oh ve
han skar det ud i pap påny og se og se og se:
at Fred'riksholms Kanal og Verdenshavet er og var
fra Hedenold og til i dag blot to forbundne kar.

Hjæææææælp - hvor er mine svømmebukser?

Gysse

Steffen Gliese, Niels-Holger Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

En hver Krig koster noget og vi ved at krig påvirker sjæl og legeme.
Men at kalde 1864 politisk er svær at få øje på.
At Monrad flygter til New Zealand, efter at have kaldt kongen landsforræder.
Fortæller ikke hvad var den politiske konsekvens var for den grundlov der blev udarbejdet af Monrad som gav et mindretal magten som kunne sende flertallet i krig.
Måske er det udelukket for at undgå at serien var politisk.
mange politiske kommentarer føler jeg var afført af at de kendte til, hvad det betød politisk at et mindretal fordi de havde fået magt dertil kunne sende flertallet i krig. Hvorfor deres handling var præget af frygt for at deres egen Irak Krig kunne genopblusse at også denne krig var vanvittig.

Torben K L Jensen

"1864" er fuld ud på højde med "Krig og Fred" og et filmisk drama på højde med de bedste der er lavet hidtil.

Jens Thaarup Nyberg

Her hos os, indleder og afslutter vi gerne visningen med afsyngelse af "Mallebrok er død i Krigen, filijong-gong-gong å tingelinge-ling .." osv

Filmmagister (via Niels Engelsted):

"Utvivlsomt er der også film-citater bag Søren Mallings shaman-sergent, måske New Wave- og Fantasy-film som jeg desværre ikke er fortrolig med."

Ja, det er helt korrekt. Jesper Eising afslørede det helt store forbillede i sin anmeldelse i Berlingske, nemlig Obi Wan Kenobi fra Star Wars. Også den første tanke jeg fik, da Mallings figur begyndte på sit hokus pokus, og kunne se fremtiden samt hypnotisere de tyske soldater ("these are not the droids you are looking for"). Introduktionen af magien var et sidste strå for mig, og på trods af at have udholdt den kedelige og til tider tåkrummende optakt de første 4 afsnit, så droppede jeg den efter det 5.

De lidt mere positive anmeldelser, ikke mindst omtalen af at selve slagscenerne var vellykkede, fik mig dog til at se de sidste 3 afsnit på nettet. Og jo, slagscenerne er imponerende. Selve Stormen på Dybbøl er et fantastisk kraftfuldt scenestykke, der blot via sin eminente visualisering formår at videreformidle hvor infernalsk, håbløst og forfærdeligt ikke blot det pågældende slag var, men hvordan krig er i almindelighed. På det punkt vil jeg anbefale serien, men det rettede dog ikke op på at karaktererne, dialogen og det meste af den fiktive handling var stærkt pinefulde at udholde. Måske den 2½ times spillefilm som serien udsendes som vil hjælpe lidt på det. Det er næppe de dyre slagscener der bliver skåret væk, men derimod de mange lange handlingsbrydende forløb, og ikke mindst den alt alt for lange optakt i de første 3 afsnit som må holde for. Og på den måde formår selve krigen, som jo burde være seriens omdrejningspunkt, måske igen at komme i fokus, på trods af at afkortning jo ikke vil ændre på det stærkt karikerende i fremstillingen af især den danske nationalliberale politik (og politikere).

Carsten Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Utroligt, som flere anmeldere kan ødelægge en fantastisk film oplevelse - med det ego, de beskylder Bornedal for - fordi det ikke passer ind i deres egen forestillingsverden.
Tænk, hvor meget kævl der kunne være undgået, hvis der efter hvert afsnit var skrevet :
Enhver ulighed med autoriserede historieopfattelse er bevidst.
Bare for de tungnemme politikere, historikere og anmeldere.
Men det er jo anmelderens lod. Vi kan undlade læsningen af deres makværk.

Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen og Per Madsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

"At dele af borgerskabet nu brokker sig og bakkes op af kultureliten under påskud af seriens manglende kunstneriske holdbarhed, er kun hvad man kunne forvente. Afdækning af hykleri på toppen har aldrig været populært blandt magthavere og deres oppassere."

Nej lige præcis! Jeg har ikke set så meget af serien, men har læst om krigen, meget længe i øvrigt før serien og Slagtebænk Dybbøl bogen. Min opfattelse gennem den læsning er og var, at politikerne dengang var fuldstændig skrupelløse og ligeglade med omkostningerne for menigmand, og var det jo muligt for de rige, at købe en såkaldt "stiller" og på den måde undgå at deltage. Så det var i stor udstrækning bønder, der var på skanserne og hvad betød de? Min opfattelse af Monrad var og er stadigvæk, at han var totalt ude af trit med virkeligheden og den ubehagelige sandhed var jo også han var maniodepressiv og havde det ikke været for general Meza, så kunne det være gået endnu værre. De danske politikere gjorde, i deres storhedsvanvid og foragt for menneskelig, hvad de kunne for at stikke en kæp i hjulet for millitæret. Men alt dette er selvfølgelig en ubekvem sandhed for dagens politikere, som gerne så en serie, der understøttede deres militæriske udenrigspolitik, og her er så muligheden for at skrive historien om via en massiv kritik af serien og dens historiske præmisser, pænt understøttet af historikere bl.a. på Syddansk universitet, som helt sikkert vil blive husket næste gang, der skal uddeles forskningsbevillingerne! (Ja det skal man jo ikke glemme, forskere i dag er pænt politiserende, af samme årsag)

Morten Kjeldgaard, hans wadskjær, Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen, Jørgen Garp, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Torben Nielsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg gi´r Ib Jørgensen ret i det meste, men vil da godt indrømme at jeg helst havde været de von Trier-agtige elementer af magisk realisme, hvis man kan sige det sådan, foruden. Men så meget andet i serien var løst fremragende, at det ender med at blive thumbs up herfra. Jeg kan også godt lide filmmagisterens udredning ovenfor, som jeg læser som et ubetinget forsvar for serien, som dog nok skal klare sig uden denne overbygning.

Rent filmisk, kunne denne film måle sig med andre som Robin Hood, men handlingsmæssigt og den manglende historiske korrekthed gør, at den blev en lille film.
Når instruktøren hævder at den er fiktion, burde den ikke hedde 1864, men i 1800 tallet.
Det svarer til, at man vil lave en film om 2 verdenskrig, - hvor man skildrer Hitler som en misforstået hyggeonkel, og imødegår kritik, ved at hævde, at filmen bare er fiktion.

Diskussionen om seriens historieformidling og seriens kvalitet som tv-drama, er to forskellige spor i kritikken, hvilket man bør huske, når man forholder sig til holdningerne til værket.

Angående tv-dramaet, så er jeg tilbøjelig til at tro, at der er et forhold som i nogen grad kan forklare de kritikpunkter, som anmelderne har haft. Såsom overtydeligheden ved pointerne; forsimplede karakterskildringer; mindre relevante handlingstråde og at serien simpelt hen kan virke langtruken. Forklaringen er, tror jeg, at Bornedal reelt har snydt sine opdragsgivere ved at lave et værk, der først og fremmest er tænkt som en spillefilm og ikke en tv-serie. Tv-serien er et nødvendigt biprodukt, simpelt hen fordi, at det var hvad der blev bestilt. Det er jo utænkeligt at DR skulle råde over et sådant budget, hvis det ikke skulle kunne levere søndagsunderholdning til et helt efterår. Men Bornedals idé og ambition, har nok været at lave et storladent drama i Hollywood blockbuster-skala. Serien er derfor belastet af, at idéerne, der kun rækker til en film, har skullet strækkes en hel del, for at kunne fylde en hel serie. Derfor får vi nok først det rigtige, og sandsynligvis mere vellykkede, værk at se i filmudgaven.

Meget af det som fungerer i serien, vil klart fungere bedre i en film. Først og fremmest stormen på Dybbøl, som selv stærke kritikere af serien er enige i er blevet storslået realiseret. Slaget er under alle omstændigheder også seriens kulmination, men når nu så mange har givet op over for serien undervejs, er virkningen af slaget i syvende afsnit slet ikke så markant, som det vil være i en film, og – ikke mindst – i en biografsal hvor den store produktion af lyd og billeder for alvor kan opleves. Soldaternes berøring med krigen følger en meget tydelig udviklingslinie: Først oplever de virkningen af militærets ildkraft, da de ved et uheld dræber nogle grise. Senere oplever de rigtig krig ved Mysunde, men på afstand, uden at være med. På tilbagetoget fra Danevirke oplever de personligt krigens alvor. Og endelig kulminerer det hele med ragnarok ved Dybbøl. I serien bliver denne udvikling trukket alt for langt ud, men i en film vil man mærke dynamiken. I det hele taget vil filmen have et ganske andet drive, så man i mindre grad kommer til at dvæle ved, hvad der kan opfattes som urimeligheder, og dem er der mange af! Ganske som ved typiske Hollywoodfilm, hvor man ofte også må æde mange urimeligheder, omkring plottet, personskildringerne, fortolkningen af den historiske baggrund osv., men hvor det spændende drama gør, at det ofte glemmes eller tilgives.

Jeg tror altså, at vi reelt står med et produkt der er en mindre vellykket serie, men måske til gengæld en meget effektiv film. Man gør måske klogt i at tage konsekvenserne heraf, og især satse på at markedsføre filmen, selvom man troede, at man havde fået en ny stor dansk serie. For serien kan få det meget svært i udlandet. Når man ikke, i modsætning til det danske publikum, på forhånd har en særlig interesse for emnet, er man helt afhængig af dramaets virkning. Og mange udenlandske tv-seere vil være stået af længe inden de oplever højdepunktet ved dybbøl i syvende afsnit. Med filmen vil det være helt anderledes, for her får man hele dramaet på én enkelt aften, som en klassisk storfilm. Hvis denne fortolkning er korrekt, kan filmudgaven meget muligt blive en stor international succes.

Morten Kjeldgaard

Jens Peter Hansen skrev:

... at generation efter generation er blevet fortalt hvorledes de nationalliberale førte landet i ulykke.

Jeg er nok gammel, men dog stadig i live. I 60'erne var skolelærdommen godt nok stadigvæk den, at nok var Holsten tysk, men Slesvig var dansk, og prinsen af Nør og Hertugen af Augustenborg var forræddere, som var afbildet på bunden af pispotter, og det tjente dem ret. Og i skolen sang vi "Det haver så nyligen regnet", vi glædede os over sønderjyllands hjemvenden til riget i 1920, men sørgede over uretten der var overgået vores lille land i 1864.

Og det er nok den udgave af historien, DF mener de har betalt for.

Niels Duus Nielsen, Jørgen Garp, Niels Mosbak, Karsten Aaen, Torben Nielsen, Niels Engelsted og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Jeg var forbeholden efter 1. og 2. afsnit, dels fordi jeg syntes, der var for meget staveplade, dels manglede den en dramaturgisk stramning - dramaturgi er mit basisfag, så jeg er altid specielt opmærksom på netop dette element. Og der ER for mange fortællelag, grundhistorien er spændende nok i sig selv, den behøver ikke at blive suppleret med kønsroller og nutidige referencer. Men jeg hang på bl. a. p.g.a. billederne - og det har jeg ikke fortrudt. jeg er endt med at være så begejstret, som man kan være som jyde.
Og jeg forestiller mig også, at den faktisk kommer til at fungere fint som film.

jens peter hansen

Hvad har " det haver så nyligen regnet" at gøre med at det nationalliberale borgerskab førte landet i ulykke. Er sangen ikke et bevis på at DK skiftede kurs efter nederlaget og nu stod på sindelaget og ikke på den historiske "ret".
Skulle man nu ikke have lov til at glæde sig over genforeningen eller er det nu også blevet DF-politik og derfor tabu ? At Kjeldgaard har gået i en skole hvor det er blevet sagt at Slesvig var dansk er sandsynligt, men næppe at det var danskere der boede i den sydlige del.

"Også du min....."
To gange kommenterer Informations anmelder Anita Brask Rasmussen (ABR) den offentlige reaktion på "1864": "Da Ole Christian Madsens film om modstandsfolkene Flammen og Citronen eller Nikolaj Arcels om Struensee fyldte biograferne, var der slet ikke en tilsvarende diskussion. Her kunne man ellers bestemt have diskuteret historisk nøjagtighed. Men det gjorde man ikke. For Flammen og Citronen og En kongelig affære er gode film med interessante karakterer, hvis udvikling er langt mere oplagt at diskutere, end om det nu lige præcist var foregået på den måde."
"På Twitter har hashtagget #mallebrok uge efter uge leveret spydige og nedsættende kommentarer om serien. Det er ærgerligt, at det kommer dertil, men det er et udtryk for, at der var store forventninger til denne serie."
Gode film og store forventninger (måske), men først og fremmest en politisk parathed undfanget i den danske mudderpøl af en såkaldt politisk debat med det evindelige DF'ske omdrejningspunkt 'danskerne føler', 'danskerne syntes', 'danskerne skider', 'danskerne....'
Hvad de nævnte gode film angår efterrationalisere ABR og undrer sig således ikke et sekund over, at angreben på "1864" satte ind næsten før nogen havde set serien, og hovedangrebet kom inden afsnit 3 var leveret og fortsatte altså på Twitter og andre steder i den massivt politiserende offentlighed, hvor ALLE med DF og Pia Kjærsgård i spidsen med den gentagne påstand om Bornedals politiseren lagde røgslør ud over egen massive - ja politisering. Et forhold ABR altså også lader sig forføre af og tumpet overser!
I hvilken grad den danske idioti har grebet anmeldere, politikere og vælgere i forbindelse med Bornedals "1864" fremgår således tydeligst af, at det ikke er lykkes een eneste af deltageren, og altså heller ikke Informations ABR, i denne såkaldte, helt overflødige, debat, at fremkalde eller blot påpege den (her danske) objektive kendsgerning, som udover krigens gru i sig selv er hele omdrejningspunktet for Bornedals "1864", men som idag åbenbart er mere eller mindre forvundet i den danske bondske selvovervurdering, der fremkaldte, ja netop katastrofen 1864, samt adskillige andre krige i Europa, og siden 1.og 2. verdenskrigs ragnarok: Nationalismens ideologiske vanvid og krigsliderlige galskab og dens aktuelle politiske genkomst i dagens DK og Europa!
Så meget for den galopperende korttidshukommelse hos befolkningen og i nutidens politik. Tillykke 'idioter'!

Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen, Niels Mosbak og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Niels Engelsted, din filmmagister har overset Bornedals reference til Bertoluccis "1900", det slog mig at billederne fra godset, i begyndelsen scenerne fra gårdspladsen og laden fyldt med travle landarbejdere, senere øde, forladt og lettere forfaldent giver mindelser herfra. Det er også fra denne film "den onanerende godsejer", spillet af Burt Lancaster stammer (ikke Leoparden) stammer ("mælk og lort" scenen).

Hvorfor læste jeg nu endnu en kritikker med risiko for at genopleve denne fornemmelse af kritikkernes bekymring for, om jeg nu får rigtig fat i, hvad der har udfoldet sig i tv serien, som jeg som samfundsforsker og politisk aktiv synes har været genial set over det samlede forløb. men Anita var selvfølgelig ikke en nullitet, hun skriver jo trods alt også i Information, så der må man forvente noget af det bedste.
Hun soler sig lidt i stor kunst, og så man jo lytte. Hun har tjek på Machbeth, men føler sig ført for håndfast og have skam da forudset blod på hænderne. Bornedal nedvurdere hende tilsyneladende. Se dette kommer fra hjertet, så derfor selvros skal man lytte til. En anden gang synes jeg du skal springe det selvros over, selvom det selvfølgelig kommer fra hjertet, det er lidt dårlig stil. Endelig er der jo forskel på stor kunst (kunstbegrebet indkredses ikke i anmeldelsen) og de parasitter der vokser af den.

Det undrer mig, at det samfundsmæssige ikke tematiseres mere, først og fremmest krigen langsigtede virkninger i de berørte mennesker og deres familier. Det er en bedrift i mine øjne, at få det belyst så konkret og mangfoldigt. Det er på tide.

Hans Wadskjær

randi christiansen

Historien virkeliggjort med arketypisk eventyrfortælling af mesterlig blledkunstner.

Krigens meningsløse lidelse bliver nærværende, og vi må tænke på vores brødre og søstre, som gennemgår dem lige nu. Rakte lærestregen fra 1864 ikke langt nok til at sige nej til krig i nutid, hvor de rige lande med deres dødsmaskiner er forpligtede til at hjælpe krigens uskyldige civile ofre - en umulig opgave. Brug i stedet ressourcerne til freds-og konfliktforskning og stands krigen i sit opløb. En vanskelig opgave sålænge parterne ikke vil erkende egen skyld og ansvar, men kun vil bebrejde og konkurrere med 'den anden'. Hvilken ulykke vi befinder os i som menneskehed - hvem sætter os op imod hinanden. Våbenindustrien? Spørg jer selv. Følg pengene - find de ansvarlige.

Thomas Rasmussen

Er meget enig i din anmeldelse, der også tænder et lille håb med hensyn til filmversionen. Den kan blive hæderlig, hvis vi betragter de 8 afsnit som en uklippet version. Klipperen vil være tvunget til at skille sig af med Inge, nutidssporet og banalt idiotiske dialoger mellem ligegyldige karakterer. Til gengæld vil andelen af hæderligt skuespil (7-9-13), tableauer og slagsscener fylde mere og skabe en helstøbt filmoplevelse. Jeg er ked af, at jeg gik glip af krigsskildringen i "1864", men det var simpelthen et overgreb på min intelligens at skulle se mere end 1. afsnit i serie(a)versionen.

I øvrigt skal Bornedal anerkendes for at vedkende sig traditionen med sine mange referencer til klassikere. Dem skal man nu ikke være filmmagister for at identificere eller påskønne.

Ha, jeg tænkte også på den scene fra 1900 og var lidt konsterneret over henvisningen til Leoparden, som jeg dog ikke har set andet end i spredte klip. Jeg ser som hovedregel ikke film, ligesom jeg også nødigt lytter til musik, der ikke er live-indspillet.
Men det klip fra 1900 kan jeg huske helt tilbage fra, da filmen kom frem, det gjorde et stort indtryk på lille præpubertære mig.

jens peter hansen

idag åbenbart er mere eller mindre forvundet i den danske bondske selvovervurdering, skrives der.
Det var det dannede københavnske borgerskab og de få universitetsuddannde der fik kastet BØNDERNE ind i slagteriet. Ikke bønderne selv. I dag er stort set alle på Borgen også uddannede fra et universitet, måske er det derfor krigen er blevet så populær. Bønder er de i alle tilfælde ikke.

Carsten Mortensen

Uanset om filmen betragtes som god eller dårlig er der en enkelt ting som slår mig voldsomt:
Alt det skrigeri (ikke mindst fra politisk hold!) om fordrejning.....
Det har været meget skingert.

Jeg synes 1864 er rigtig dårligt spillet. Graden af autenticitet fra skuespillernes side er næsten ikke-eksisterende. Herudover vil jeg give Lise Lotte Rahbæk ret i, at den er fyldt med klichéer og kedelig. Selve de fysiske rammer (skuespillernes påklædning, de fysiske omgivelser, de interagerer i, osv.) virker også renset, 'sprittet', kliniske.

Af fem stjerner, ville jeg give Bornedals 1864 en enkelt eller to. Trist, at så mange skattekroner, skal gå til så dårligt et stykke håndværk.

Alt andet lige skal Bornedal have stor tak for en gang for alle at have slået benene væk under al det Gud-konge-og-fædrelandsgejl, som har omgærdet denne hændelse i Danmarkshistorien og som skolebørnene er blevet opfostret med gennem 150 år. At han desuden har fået folk til at spekulere over, om man kan tænke sig tilsvarende monumentale dumheder begået af vore dages politikere, gør kun Bornedals fortjeneste større. Man forstår den sårede vrede hos de politikere, der havde ønsket sig en hyldest til nationen. Måtte de gå ud og grave sig ned, hellere i dag end i morgen.

Morten Kjeldgaard, Niels Mosbak, randi christiansen, Niels Engelsted, Leo Nygaard og Jørgen Garp anbefalede denne kommentar

Jens Peter Hansen, du har jo ret, det var ikke bønderne der selv satte sig i spidsen for vandringen til Slagtebænken Dybbøl men borgerskab mv. og anden folkelighed.
Men så vil du også vide, at begrebet 'bondsk' ikke er noget bønderne bruger om sig selv, og i fald kun som ironi, men netop er byboers og borgerskabets nedvurdering af bønderne og deres kultur. Her er det derfor ment som en karakteristik af de nationalliberales hovne idioti samt nutidens DF kopier, hvor, det medgiver jeg, ordet kan få en klang af dets oprindelige hentydning, men det skyldes så min ringe respekt for folk, der ikke vil (eller kan?) lære af historien og dens frygtelige fejltagelser!

Bornedals voldsomme politiske udstilling og kritik af det skinbarlige nationalistiske vanvid i ærkedansk folkelig iklædning sved selvfølgelig på nutidens danske DF kopier med samme galopperende vanvittige forestillings verden som hin Monrad & Co!
Hvor realisme i indenrigspolitik er en fortrinlig ting, er det i udenrigspolitik et spørgsmål om liv og død! Hvilket dansk udenrigspolitik de sidste 400 år er et fremragende og sørgeligt eksempel på.
Som historikeren Hvidt skriver om 1864: ”Stærk nationalisme forblinder selv de mest nøgterne og jordbundne”. http://www.garps-verden.com/.../dansk-aktivistisk...

Anita Brask Rasmussen mener, at Ole Bornedal nogle steder er selvironisk, men han er da også forudseende. Eksempelvis da han lader den tyske kejser udtale, at han ikke vil eje eller have danskerne i det tyske forbund: "De brokker sig konstant, er bedrevidende, og vil hurtigt komme til den overbevisning, at de er det vigtigste folk i forbundet"...

Niels Mosbak, randi christiansen og Jørgen Garp anbefalede denne kommentar

Sider