Læsetid: 7 min.

Hvad med eventyret?

Serien ’1864’ er et filmteknisk mesterværk. Det meste andet er noget makværk. Man kan i visse henseender endda kalde det hærværk
Den er imponerende flot, ’1864’, men karaktererne er firkantede, og når Bornedal enkelte steder viser, hvad han kan, når han er bedst, lader han desværre sin menneskelige megafon, Inge, fortolke og konkludere, som om han ikke har tiltro til seerne.

Den er imponerende flot, ’1864’, men karaktererne er firkantede, og når Bornedal enkelte steder viser, hvad han kan, når han er bedst, lader han desværre sin menneskelige megafon, Inge, fortolke og konkludere, som om han ikke har tiltro til seerne.

Per Arnesen

1. december 2014

Da jeg anmeldte første afsnit af 1864, legede jeg med på Ole Bornedals beskrivelse af divaen Johanne Louise Heiberg som en analogi over Lady Macbeth – den handlingslammede politiker Ditlev Monrad var selvfølgelig hendes Macbeth – og jeg udbrød teatralsk: »Og de får begge blod på hænderne!«

Det var ment som en spøgefuldhed fra anmelderens side, for klicheen var jo trods alt ikke så tyk. Endnu. Men det blev den. Da krigen endelig bryder ud i tredje afsnit, finder Monrad Fru Heiberg bag scenen og overbringer krigsbudskabet. Hun tager begejstret hans hænder og plører dem dermed til i teaterblod. Han holder dem op og stirrer på dem, mens Fru Heiberg går ud på scenen for at viderebringe nyheden. Jeg havde altså i min anmeldelse foregrebet en del af handlingen uden at kende den.

Det er afslørende på flere planer. Serien er ikke bare forudsigelig, den er også overtydelig: Hvis vi ikke i første afsnit skulle have opfattet, at det ikke er tilfældigt, at det er Lady Macbeth, Fru Heiberg spiller på teatret, så lader instruktøren hende lige smøre Monrads hænder ind i blod. Da jeg udbrød, at Monrad og Fru Heiberg begge fik blod på hænderne, mente jeg det i metaforisk forstand, men den slags har Bornedal ikke tiltro til, at danskerne kan afkode, så det er frem med malerbøtten.

De undergravende detaljer

Allerede inden første afsnit blev vist, var debatten om Bornedals serie i gang. Den gik mest på den historiske nøjagtighed – eller mangel på samme. Man kan tilgive meget, hvis fortællingen fungerer, men når man ikke indfanges af karaktererne eller det narrative forløb, så slår man ned på de detaljer, som undergraver seriens troværdighed. Det er et bud på en forklaring på, hvorfor debatten om serien som historieformidler har været så hysterisk – på et niveau, så DR imødekom den søndag aften ved at lade seriens sidste afsnit lede over i en debat med nogle af seriens største kritikere.

Da Ole Christian Madsens film om modstandsfolkene Flammen og Citronen eller Nikolaj Arcels om Struensee fyldte biograferne, var der slet ikke en tilsvarende diskussion. Her kunne man ellers bestemt have diskuteret historisk nøjagtighed. Men det gjorde man ikke. For Flammen og Citronen og En kongelig affære er gode film med interessante karakterer, hvis udvikling er langt mere oplagt at diskutere, end om det nu lige præcist var foregået på den måde. Bornedals 1864’s unuancerede og dermed uvirkelige karakterer giver ikke serien den troværdighed, som kunne gøre alt andet ligegyldigt.

Julekalendervirkemidler

Gennem otte afsnit har vi fulgt persongalleriet. De egentlige hovedpersoner, Inge, Laust og Peter, støder sammen i et uundgåeligt trekantsdrama, da de to brødre og soldaterkammerater rives fra hinanden, fordi det går op for Peter, at Inge og Laust har bedraget ham og skjult deres forhold for ham. Den ellers følsomme Peter forbliver resten af krigen »hård og formørket,« som Inge beskriver det. Hun taler via sine nedskrevne erindringer, som læses op i nutidssporet, der løber gennem hele serien.

Inge er os alle sammen. Den naive og indbildt frigjorte, der til sidst bankes på plads af tidsånden og bliver passiv.

Per Arnesen

Den unge pige Claudia, der har mistet sin bror i Afghanistan, finder tilfældigt sammen i et skæbnefællesskab med Inges barnebarn, oldingen og baronen Severin. Historien om disse to utilpassede og udstødte andetledsofre for krig er malplaceret. Dramaturgisk lugter det af julekalendervirkemidler – som hører til i julekalendere – motivmæssigt lugter det af budskab: »Det er jo vanvittigt,« udbryder Claudia ofte, når Inge beskriver datidens politikeres beslutninger. Claudia og Severin er det menneskelige vidnesbyrd, der fortæller om konsekvenserne af krig for det enkelte menneske, samfundets generelle manglende evne til at anerkende dette og afstanden til de politikere, der nyttesløst sender unge mennesker i krig uden selv at risikere noget. Det er tidsløst, forstår vi. Også i dag træffer politikere »vanvittige« beslutninger.

Bornedal kan mene, hvad han vil, og det må også gerne komme til udtryk i serien – det er en instruktørs kunstneriske privilegium, men når det tager styringen over de kunstneriske valg og tillader, at elementer, der aldrig skulle have forladt idéskuffen, bliver bevaret, så handler det ikke længere om kunst, men udelukkende om at skabe polemik. Claudia og Severin er de mest eklatante eksempler på, hvordan instruktøren bruger karaktererne – de styres af budskabet fremfor at lade dem styre historien.

Monrad er den selvovervurderende og magtliderlige politiker, Johanne Louise Heiberg er den virkelighedsfjerne kunstner, der ikke vil erkende sin egen magtposition. Onde Didrik er den traumatiserede søn, der bare vil elskes af sin far, men i stedet bliver voldelig. Laust og Peter skal vise, hvordan krig ikke kun rammer krop, men også sjæl. Inge, ja hvad med Inge. Inge er os alle sammen. Den naive og indbildt frigjorte, der til sidst bankes på plads af tidsånden og bliver passiv, katatonisk nærmest. Skabeloner er de alle. Det var tydeligt allerede fra første afsnit, og det ændrede sig ikke.

Det er en misforståelse, hvis man tror, at fortællingen træder tydeligere frem, hvis karaktererne passer til den som fod i hose. Det er den komplicerede karakter, der gør fortællingen troværdig og nærværende. Det er, når karakterer handler i modstrid med, hvad vi forventer, når de handler menneskeligt, at fortællingen overhovedet bliver interessant. Hvis der er noget, de mest succesfulde tv-serier de senere år har vist os, så er det da netop dét. Men selv om nuancerne aldrig kom, så skete der alligevel et løft fra fjerde afsnit og frem. Da krigen begyndte.

Krigens gru

Filmteknisk er 1864 imponerende. Syvende afsnits storm på Dybbøl er intens, ubarmhjertigt blodig og overbevisende kaotisk. Den viser os det store skel mellem krigens taktiske overblik og den kaotiske kamp mellem to mennesker.

»Jeg venter på ordre fra højere rang,« siger en officer til de fortvivlede menige, der står og betragter deres kammerater blive slagtet ved skansen.

»Der er ingen højere rang!« råbes der desperat tilbage.

Al orden er ophævet, det er kun overlevelsen, der gælder nu, og man forstår, hvorfor man sjældent bruger ordet gru i sammenhæng med andet end krig. Krigens gru.

Sjette afsnit indeholder en af de mest vellykkede scener: Peters gruppe flygter gennem skoven på vej væk fra Dannevirke med de tyske husarer efter sig og må smide sig ned i skovbunden og gemme sig. Sneen falder blidt, der er stille helt ind til knoglen, og man bliver som betragter bevidst om sit eget åndedræt. Stilheden bliver i sin kontrast til slagmarkens kaos og flugtens uværdighed næsten unaturlig. Og hele situationen er jo unaturlig. Her er dét, Ole Bornedal kan, når han lykkes: få scenen, landskabet, billedet, naturen, kameraet til at tale med. Hvis så bare han selv kunne holde kæft.

For lige efter man som seer endelig har følt sig ikke bare betaget, men medtaget, så taler Ole Bornedals menneskelige megafon, Inge: »Peter talte aldrig om den hændelse før mange år efter ...«, og så skal vi høre om, hvordan han en vinter var ’sunket ned i dyb fortvivlelse’, og hans kone havde fået det ud af ham. Konstant har vi denne stemme, der skal opsummere, fortolke og konkludere på de begivenheder, vi ser. Som om en forklaringssyge har ramt instruktøren, og han frygter, at budskabet ikke er gået rent ind, så han lader Inge stave det for os. Som seer føler man sig simpelthen talt ned til.

Er Bornedal selvironisk?

Flere steder tænker jeg, om Ole Bornedal er selvironisk. Det kommer til at virke sådan. Da Didrik siger om Laust og Peters slagsmål om Inge: »Er det ikke det, man siger: Det lille drama, det er sgu altid det største.« Og da Fru Heiberg efter rømningen af Dannevirke siger: »Var det teater, ville det være den slags dilettant, man hører rygter om spilles ude i provinsen med skolemesteren som instruktør.« Eller da den berømte H.C. Andersen midt i krigsudbruddet latterligt ynker: »Jamen, hvad med eventyret?« Ja tak, godt set, Andersen. Hvad med det?

Diskussionen om Ole Bornedals 1864 har selvfølgelig ikke kun handlet om historisk nøjagtighed. På Twitter har hashtagget #mallebrok uge efter uge leveret spydige og nedsættende kommentarer om serien. Det er ærgerligt, at det kommer dertil, men det er et udtryk for, at der var store forventninger til denne serie. Ovenpå Tom Buk-Swientys fabelagtige bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als blev nyheden om, at DR ville satse stort på en serie baseret på disse modtaget med velvilje. Det virkede ligefrem selvfølgeligt, at DR efter den ene seriesucces efter den anden, kunne og skulle løfte den opgave at fortælle historien om et nationalt traume, der påvirker os den dag i dag.

Filmteknisk er 1864 som nævnt også et mesterværk, men karaktererne, dialogen og manuskriptet i det hele taget, alt det, der skulle gøre serien til andet og mere end imponerende scenerier og flotte billeder. Ja, det er noget makværk. Men at man egenrådigt og hensynsløst prioriterer et personligt og forholdsvist banalt budskab over handling og karakterer er respektløst over for opgaven. Det er på kanten af hærværk.

’1864’, afsnit 1-8, DR1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Thomas Rasmussen
  • Benno Hansen
  • Niels Engelsted
  • Vibeke Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
Carsten Mortensen, Thomas Rasmussen, Benno Hansen, Niels Engelsted, Vibeke Rasmussen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spielbergs Saving Private Ryan, der som mester Bornedal også starter i nutiden, er ophav til den højkomiske scene hvor en soldat først får et skud gennem kasketten, tager den af og kigger fjoget, hvorefter han får en kugle i panden.
Hos Spielberg er det en stålhjelm på en amerikansk soldat, D-dag.

Jeg ser for mig Bornedal III levere en film om krigene i Mellemøsten i århundredets start.
Og historikere sammen med politikere hidse sig op i protest over et fantastisk værk med scenerier i det brune landskab - med lig overalt.

Scenerne fra skyttegravene ved Dybøl rækker langt ind i fortællingen om 1. verdenskrig, og beskriver den væsentligste årsag til, at de russiske arbejdere og bønder sagde stop og smed zar-magten på porten. Skyttegravene var dengang overklassens massegrave for proletarer og bønder.

Tak for denne sjældent filmede historie, Bornedal, og for alle de utroligt smukke billeder som drager til at man selv udfylder historien mellem billederne - evt. gennem egen slægtsforskning.
Bornedal har sat billeder på den del af krigshistorien som afsluttedes og erstattedes med jagerfly mod byoprørere med civile som skjold.

Morten Kjeldgaard, randi christiansen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Internationale banksters nådesløse indbyrdes krig i konkurrencestaten med verdens folk som skjold for deres modbydeligheder. Den samme gamle historie - hvorlænge endnu skal vi lade os bedrage vort retmæssige fælleseje, bestikke med fjernsyn, friværdi og frygt og lade os slagte i den 1%'s skyttegrave? Transatlantiske 'fri'handelsaftaler, skattely, rovdrift på miljøet, våbenindustriens eskalerende markeder, logaritmebørser .... listen med eksempler på den herskende no brain suicidale rovdyrsøkonomi er alt for lang.

Morten Kjeldgaard

Mads Kjærgård skrev:

... havde det ikke været for general Meza, så kunne det være gået endnu værre.

Det er jo uomtvisteligt, at general de Mezas beslutning om at opgive forsvaret af Dannevirke var militærtaktisk korrekt, og på tidspunktet beslutningen blev truffet, var den eneste rationelle, givet omstændighederne.

Spørgsmålet, som naturligvis kan debateres, er om ikke det med bagklogskabens "ulideligt klare lys" havde været bedre, om den danske hær var blevet omringet og besejret ved Dannevirke. Det havde næppe ændret på det endelige resultat -- tabet af Slesvig -- men havde sandsynligvis sparet et stort antal liv. De 3000 døde soldater ville i dag have haft måske 100.000 efterkommere, noget der i dag havde betydet en betragtelig større velstand i landet. Vi ved at det prøjsiske militær var klar til at erobre hele Danmark, men dette var næppe blevet accepteret af England, Frankrig og Rusland, og vi ved jo også, at Bismarck faktisk slet ikke var interesseret i at prøjserne skulle herske over Danmark. Udkommet af et nederlag allerede ved Dannevirke ville have været tilfangetagelsen af størstedelen af den danske hær, men det danske rige ville sandsynligvis være blevet det det blev, nemlig med grænse ved Kongeåen.

Randi, 16:37, jeg sad lige og læste op vedrørende RAF ( ifm. en anden artikel dagens avis) og faldt over denne sentens af Ulrike Meinhof:

»Mellem gårsdagens og morgendagens barbari sidder vi roligt med vore nye biler, køleskabe, knallerter, transistorradioer og fjernsyn, frygter lidet og gør intet.«

....uden opfordring :-)

Jens Thaarup Nyberg, Niels Engelsted og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Sider