Læsetid: 4 min.

Farlige tanker

En af det ty­ven­de århundredes største teo­lo­gi­ske be­ga­vel­ser, Dietrich Bon­ho­ef­fer, præ­sen­te­res for­nemt i Pe­ter Tudvads nye mam­mut-bio­gra­fi
Dietrich Bonhoeffer så tidligt faren ved nazismen og dyrkelsen af førerrollen. Her ses Hitlerjugend i Nürnberg i 1935.

Dietrich Bonhoeffer så tidligt faren ved nazismen og dyrkelsen af førerrollen. Her ses Hitlerjugend i Nürnberg i 1935.

7. november 2014

I 1935 skrev den tyske teolog Bonhoeffer følgende linjer i et brev til sin storebroder, kemiprofessoren Karl-Friedrich Bonhoeffer: »Kilden til kirkens genoprettelse vil utvivlsomt komme af en ny munkebevægelse, der ikke har andet til fælles med den gamle end et kompromisløst liv i overensstemmelse med Bjergprædikenen og i Kristi efterfølgelse. Jeg tror, tiden er inde til at samle menneskene om dette.«

Brevet er et ganske typisk udtryk for de tanker, der på det tidspunkt prægede en af det 20. århundredes største teologiske begavelser. Hans teologiske overbevisning førte ham til et opgør med det i hans øjne manglende mod og den manglende vilje til i hans samtids kirkelighed at påtage sig det nødvendige teologiske ansvar, centreret om nøglebegrebet efterfølgelse. Som det hedder i et andet af hans breve: »Kristi efterfølgelse – hvad det er, vil jeg gerne vide – det er ikke udtømt i vores trosbegreb.«

Citaterne stammer fra Peter Tudvads nye værk om den tyske teolog. Et mammutværk må man sige, for det er på 700 sider, hvortil kommer godt 2300 noter – og så er det bare første bind af to.

Nazifarer

Frygten for, at der dermed var kommet et værk, som fortabte sig i detaljerede redegørelser, var – indrømmet – til stede hos anmelderen. Men frygten blev til skamme, for Tudvad formidler på fornem vis både Bonhoeffers personlige liv og tanker og ikke mindst hans teologiske udvikling, samtidig med at vi får al den historik og samfundsmæssige indsigt, der er ønskelig for at forstå den samtid, Bonhoeffer befinder sig i. De fleste tænkere skal selvfølgelig forstås i lyset af deres samtid, men det gælder navnlig for de tyske teologer i 1930’erne, som i den grad blev tvunget til at gennemtænke deres teologiske standpunkt over for nazismen.

Hvad netop nazismen angår, var Bonhoeffer meget hurtigt klar over faren og modig nok til at gøre opmærksom på den. Således bl.a. i et radioforedrag – to dage efter Hitlers magtovertagelse – hvor Bonhoeffer gør førerbegrebet til genstand for en analyse så skarp, at det skaber nervøsitet hos radiofolkene, der nok aner, hvad der fremover er farligt at påpege, og slukker mikrofonerne før tid. Længselen efter føreren var udsprunget af det lidenskabelige ønske om en ny autoritet og om fællesskab oven på verdenskrigens millioner af faldne, arbejdsløsheden og ensomheden, men den fører, der nu trådte frem havde ladet sig bevæge til at blive en afgud, hvilket hans følge forventede af ham, og derfor blev føreren til forfører. Det sidste ord blev det, der fik radiofolkene til at slukke for mikrofonerne.

Lutherske tanker

Bonhoeffer er således ikke bange for at slippe teologiske analyser løs på staten. Guds rige opstår ved, at han træder ind i jordens ordninger, siger Bonhoeffer i en for mange sikkert noget gådefuld forklaring. Guds rige er blandt os i en dobbelt ’gestalt’, dels som opstandelsens under manifesteret i en verden, der er falden og fortabt, dels i en ordning, som opretholdes ved love, fællesskaber og historie. »I kirken bliver tørstens magt overvundet og forklaret, i staten bliver den ordnet og tæmmet, og statens begrænsede gerning viser også her hen på kirkens myndige vidnesbyrd, sådan som kirken henviser på statens ordning, der i denne forbandede verden udfører sit embede.« På denne måde udlægger Bonhoeffer en genuin luthersk tanke om forholdet mellem stat og kirke. Når staten overskrider sine grænser, skal den mindes om det, og når kirken glemmer sit kald til efterfølgelse, skal der råbes op om dét.

Bonhoeffers liv var meget mere end blot refleksioner over modstanden mod Hitlerstyret. Hans kompromisløse modstand og henrettelse i 1945 har i eftertiden gjort, at han er fremstået som personifikationen af modstanden mod Hitler som nok kan overskygge hans øvrige erkendelser og resultater i teologien. Disse teologiske tanker og arbejder kommer imidlertid fint frem i Tudvads værk, som er en biografi så komplet, at det ikke er mig muligt at se, hvad der skulle mangle. Det er beundringsværdigt, hvorledes detaljerede gengivelser af nogle af Bonhoeffers bøger og foredrag bliver levende for læseren, ikke mindst fordi Tudvad formår at kæde biografiske data sammen med Bonhoeffers videnskabelige arbejder.

Reflektioner om døden

Heldigvis forskånes vi for billige motivanalyser og banale psykologiseringer ud fra det biografiske materiale. Der er ledetråde, som Tudvad følger, således som han sobert gør opmærksom på i bogens forord. En af dem er Bonhoeffers optagethed af døden, ikke mærkeligt for et menneske, som i sin barndom vokser op med 1. Verdenskrig og sine brødres død og lemlæstelse og krigens følgevirkninger i form af sult og nød. Sammen med søsteren Sabine taler han, da de begge er børn, om døden, inden de skal sove, og stræber efter at komme evigheden lidt nærmere ved som et mantra kun at tænke på den »på ordet ’evighed’, uden at lade sig forstyrre af noget andet«, som Tudvad skriver. Det lover godt for det andet bind, at Tudvad så klart formår at fremstille en af det 20. århundredes skarpeste teologers til tider dybt komplicerede tanker. Det er en bog, der ikke blot formidler faglig teologi, men også historie og åndelige strømninger i Bonhoeffers levetid. Det er fornem formidling af en af kirkehistoriens store ånder, som stadig har forbløffende aktualitet.

I krig og kris­ten­dom
Pe­ter Tudvad
Lind­hardt og Ring­hof
770 si­der
349,95 kro­ner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu