Læsetid: 3 min.

Fem robinsonader under overfladen

Enere som Nils Grøndahl, Illdjinn, Boujeloud og Dinner tager på hver deres maner alternative metoder i brug. Mens et selvvalgt kreativt eksil har fået The William Blakes til at lave en discoplade
7. november 2014

Den såkaldt alternative musik er på den ene side altid på flugt fra konventioner og uskrevne regler. Men på den anden side ender den alligevel tit med at blive indhentet af dem. For eksempel har en bestemt romantisk tilblivelseshistorie bredt sig som fælles referencepunkt i indieverdenen. Vi taler om formularen ’band tager til svensk ødegård for at indspille plade i en kreativ raptus tilsat male bonding’.

Metoden har allerede ageret fødselshjælper for en god håndfuld plader det seneste tiår, og således også for kvartetten The William Blakes, hvis sjette album ifølge frontfigur Kristian Leth blev til under en tredages hyttetur. For det stjernespækkede orkester, der nok har fået mærkaten ’indie’ af stilistiske snarere end distributionspolitiske grunde, har det resulteret i en sprælsk og tænksom discofunkpop: Sort musik behørigt filtreret gennem Talking Heads, ikke ulig Arcade Fires prætentioner på det seneste.

Bevares, der er da godt nok smæk på Purple Ball, som pladen hedder. Det er kompetent musik, grænsende til det overpræsterende. Men man kan spørge sig selv, om verden har brug for flere dybsindige, ressourcestærke drenge, der efter årtier som bænkevarmere sætter sig for at lære os, hvordan man danser.

Uhyggeonkel

Så har Under Byen-violinisten Nils Grøndahl til gengæld lavet en seriøst dundrende vinterplade på Drone Recordings, der er udsprunget af den nørrebroske smugkro af samme navn. På Endlos Routinen betjener uhyggeonklen sig af de samme enkle og stærkt egensindige virkemidler fra sine liveoptrædener: Elektrisk violin, guitarstøj og vokal loopet lag på lag. Det er effektfuldt; pladens grande finale »Flug Über die Stadt« rejser sig nærmest som et gammelmodernistisk krav om en mere intens tilværelse. Loopstrukturerne kan måske godt virke lidt fastlåsende, når det teatralske aspekt fra livesituationen mangler. Men Endlos Routinen er skummel og katarsisk uden at virke karikeret, og det er ærligt talt lidt af en kunst.

Et andet spændende sted nede i dybet finder vi Andreas Pallisgaard (Pinkunoizu) og Mads Pind Forsbys nystartede pladeselskab Oede Oe. Den første robinsonade herfra er den konservatorieuddannede trommeslager Forsbys eget projekt Illdjinn. På en uforlignelig langspiller aftapper han slagtøjets shamanistiske urkraft, som modificeres og bearbejdes gennem forskellige elektroniske anordninger i et råt og regelløst rum. En besættende sonisk undtagelsestilstand, man kan tabe sig selv i. Godt at Oede Oe fik lukket den ånd ud af flasken, for den er da for syg.

Kaotisk myretue

En tilsvarende autoritetsløs attitude lægger kvintetten Boujeloud for dagen under ledelse af guitaristen Emil Palme. Ensemblets andet album hedder OVNI, hvilket er den franske forkortelse for ikke-identificeret flyvende objekt. Meget passende, for vi har at gøre med en mildest talt balstyrisk plade. En både velorganiseret og kaotisk myretue, hvor saxofoniske savværker med et strejf af folkloristisk galskab zigzagger sig igennem rock og freejazz. Jeg synes, Boujelouds bakkanal er mest medrivende, når rockelementerne får mere plads og skaber en form for fremdrift.

Mens nogle musikere sætter sig selv i baggrunden for at give musikken forrang, er der skruet helt op for iscenesættelsen og udklædningslegen hos Dinner, der til sine koncerter har for vane at stå i både halve og hele timer med et håndklæde over hovedet. Det kunstneriske alias dækker over musikeren og produceren Anders Rhedin, der har en fortid i det københavnske indieband Moon Gringo.

Oui! er hans tredje ep på det amerikanske label Captured Tracks, hvor Rhedin fortsætter med at opbygge sit spøjse, halvdepressive partyunivers. Med sin gravrøst erklærer han sin kærlighed til popkulturen i alle dens afskygninger: De gennemgående mørke, filmiske synths er klokkeklare John Maus-hyldester, mens afslutningsnummeret »The Dawn Is Here« er som ABBA’s »Fernando« tilsat storstadsformørkelse og lakonisk humor. Det bliver i hvert fald spændende at se, hvordan det ekstremt stilbevidste spor kommer til at tage sig ud i albumformat.

The William Blakes: ’Purple Ball’ (Warner), Nils Gröndahl: ’Endlos Routinen’ (Drone Recordings), Illdjinn: ’ILLDJINN’ (Oede Oe), Boujeloud: ’OVNI’ (selvudgivet), Dinner: ’Oui! EP’ (Red Eyed Transit/Captured Tracks)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu